SEX OG KÆRLIGHED // ESSAY – Mens vi venter på vaccinen, skal vi nok lige huske, at drifterne ikke lige er sådan at slå på stand by. Vi søger stadig partnere til sex, muligvis til kærlighed i en corona-tid, men med et natteliv, der slutter klokken 22 (når det ikke er helt lukket) og i øvrigt en formaning om at begrænse vores sociale boble, så skal vi måske blive bedre til at forhåndssortere. Og mange vil nok gøre det online, tænker sexolog Steen Blendstrup.
Lad os huske Søren Brostrøms statement tilbage under første karantæne i foråret: ”Sex er sundt. Sex er godt”. Eller lad os bare slå fast, at vores drifter ikke lader sig begrænse af et forsamlingsforbud.
Spørgsmålet har – hele året igennem – været, hvordan vi skulle forholde os, når hormonerne boblede og amorinerne svirrede. Ethvert møde med et menneske uden for vores normale omgangskreds er en kontakt med en ”fremmed”. En kontakt med en ny, større kreds af potentielt covid-19-smittede.
Efter de noget specielle forhold i året 2020 er det måske en idé, at vi bliver bedre til at præsentere os selv, til at udtrykke vores intentioner og til at spørge ind til hinanden
Den normale forholdsregel ved sex med mennesker, vi ikke kender og ikke ved, om vi vil indlede et længere forhold med, er at bruge kondom. Det hjælper bare ikke mod covid-19. Og selv om vi aldrig kommer længere end dating-kaffen, så kan blot den tætte kontakt i flirten være nok til at smitte.
Kærlighedsbreve anno totusind-og-tinder
Den oplagte løsning er selvfølgelig, at vi indleder den seksuelle/romantiske forbindelse på afstand. Vi griber tilbage til 1800-tallets romantiske korrespondance: vi skriver sammen. Om mødet opstår tilfældigt over de sociale medier eller mere organiseret på Tinder eller et andet datingsite, er underordnet.
Sædvanligvis går der ikke længe fra online-kontakten til det første møde. Vi er med andre ord ikke vant til at skrive sammen i længere tid. Men efter de noget specielle forhold i året 2020 er det måske en idé, at vi bliver bedre til at præsentere os selv, til at udtrykke vores intentioner og til at spørge ind til hinanden.
Jeg kan ikke give nogen skudsikker guide i, hvordan du finder din næste kæreste/elsker på Tinder, men jeg vil gerne få dig til at tænke lidt nærmere over din egen adfærd på onlinedating. Resten er op til dig og din mavefornemmelse.
Kærlighed i en corona-tid må starte uden maske
Det er svært at aflæse et ansigt, der er skjult bag en maske. Nogle er bedre til at smile med øjnene end andre. Men lad os dog få det på plads med det samme: hvordan ser du ud? Der skal med andre ord et billede på profilen. Ansigt, ja tak. Fuld figur, meget gerne.
Det korte svar er, at der findes ikke rigtigt og forkert, kun handlinger og konsekvenser
Selv om mænd i højere grad end kvinder lægger vægt på udseende i deres partnervalg, når de bliver spurgt, så peger undersøgelser på, at begge køn i forhold til den første kontakt går efter udseendet. Det overtrumfer i hvert fald, hvad du har skrevet i profilteksten.
Noget helt andet er, at profilteksten giver din potentielle partner mulighed for at indlede ”samtalen” med nogle relevante spørgsmål. At du ”elsker film” giver mulighed for at spørge hvilke eller hvilken genre og til at invitere i biografen (når det kan lade sig gøre igen). Det kunne også bruges i en frækkere variant, hvor du kan sammenlignes med en filmstjerne (og hvad du nu kan få ud af det).
Hvem skriver først?
Et spørgsmål, jeg som sexolog tit får (fra kvinder), er, om de er for meget fremme i skoene, hvis de tager initiativet – for eksempel ved at skrive først.
Det korte svar er, at der findes ikke rigtigt og forkert, kun handlinger og konsekvenser.
Hvis du har haft dårlige erfaringer med at skrive først, så skal du måske overveje en anden handling. Hvis du på den anden side oplever, at det er ”de forkerte”, der skriver til dig, så kan du overveje at tage sagen i egen hånd og skrive til ”de rigtige”. Uden nogen garanti for svar, naturligvis.
Det er nok den situation, mange mænd befinder sig i; at de skriver til mange kvinder, som ”er så højrøvede, at de ikke svarer”. Retfærdigvis skal det siges, at kvinderne måske slet ikke får dit brev, hvis du ligger uden for deres søgefelt i alder eller afstand. Her er den alternative handling, at du skriver til nogle andre.
Invitation og initiativ
Uden at komme ind på en lang kønsrolledebat må jeg konstatere, at langt de fleste kvinder sætter pris på, at manden tager initiativet. Eller rettere sagt; de tager ofte initiativet ved at sende en utilsløret invitation i flirten og lægger derved op til mandens initiativ. At en kvinde højreswiper en mand på Tinder betyder, at hun gerne vil have, han tager initiativet.
Hvilket så må være en opfordring til kvinden, der gerne vil have, at manden skriver først. Skriv nu den profiltekst. Gik ham noget at spørge om
Når der så er et match, fordi begge har vist deres interesse, er det derfor en klog taktik for manden at skrive først, hvis han gerne vil opnå lidt kærlighed i en corona-tid. I kan begge lide, hvad I ser, nu skal I finde ud af, hvem I er.
I situationen er det rimeligt, at I er lidt kræsne. I skal ikke bare investere en time i en kaffe-date, I risikerer at udsætte jer for smitte. Det kræver lidt flere skriverier, og det kræver at I – begge to – kan flirte på skrift. Datingprofilerne efterlyser ofte humor hos en partner; godt, så vis, at du kan være sjov.
Hej, du ser sød ud …
Klassikeren: ”Hej, du ser sød ud”, og standardspørgsmålet: ”Hvad får du din tid til at gå med”, demonstrerer ikke den store interesse. Hvis du gad læse profilen, så ville du vide, hvad hun fik tiden til at gå med. Brug de ”krummer” hun har lagt ud i sin tekst og stil et spørgsmål, der for alvor kan få gang i dialogen.
Hvilket så må være en opfordring til kvinden, der gerne vil have, at manden skriver først. Skriv nu den profiltekst. Gik ham noget at spørge om. Eller lær at leve med standardhenvendelser og kropskomplimenter: ”Wauw, en flot kvinde” (fair nok, men skriver du også til dem, du ikke synes er flotte?).
I bedste fald får I gang i en dialog. I får grinet lidt (blinke-smileyer, grine-ditto og så videre). I lærer hinanden lidt at kende. Der opstår gensidig sympati. Men nu er spørgsmålet, hvad jeres intention er med kontakten. Ud over det indlysende, som en kvinde så smukt har formuleret det.
Sig mig, hvad du vil, hvad du virkelig, virkelig vil
Lige nu – og i en rum tid frem – er one-night-stands og korte sex-relationer at betragte som risikoadfærd. Hvis vi skal overholde den ”sociale boble”, så er det svært at nå frem til kærlighed i en corona-tid. I hvert fald efter trial-and-error-metoden.
Naturligvis søger vi at få vores seksuelle behov dækket. Men hvad mere vil vi investere af tid og følelser i et forhold til et andet menneske? Der gives ingen garantier, men vi kan blive bedre til at give udtryk for vores intentioner. Så spilder vi ikke hinandens tid.
Spørg ind til den anden. Kom med en lille antydning, en fræk finte, og se, hvordan den bliver modtaget
Man kan godt få indtrykket af mænd som aldeles forfærdelige, når man læser ”ikke-listen” på nogle kvinders profiler. Altså alt det, som disse kvinder ikke ønsker i en kommende partner. ”Skal-listen” er ikke meget bedre, men ofte ufokuseret og overfladisk. Fortæl hellere om nogle få ting, som er virkelig vigtige for dig – og derfor også hos en partner.
På egen banehalvdel
I virkeligheden er den mest positive tilgang nemlig at skrive om sig selv. Hvem er du, og hvad vil du? Hvad optager dig? Hvilke forventninger har du til et forhold? Og nok så vigtigt: hvad bidrager du selv med?
Det er gode ”krummer”. Uanset om du er en kvinde, der skal tjekke, om der er mere end en kønt smil og et par pæne overarme i en mand, eller du er en mand, der skal prøve at finde på en god åbningslinje til en dialog, der kan føre til lidt kærlighed i en corona-tid.
Derudover gælder de almindelige flirteregler. Spørg ind til den anden. Kom med en lille antydning, en fræk finte, og se, hvordan den bliver modtaget. Giv din ”penneven” din fulde opmærksomhed, og læg mærke til, om du får et pong tilbage, når du spiller ud med et ping.
Hvis det fungerer godt, er der stor sandsynlighed for, at I med held kan fortsætte flirten i den virkelige verden. Og at I snart kan inkludere hinanden i jeres sociale bobler.
Held og lykke i 2021.
LÆS FLERE ARTIKLER OG ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER
LÆS FLERE BLOGS AF STEEN BLENDSTRUP HER
Topfoto: Christo Anestev, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her