EKSTREMISME // KOMMENTAR – Indvandrerdebatten har længe været præget af skyttegrave og mangel på fakta. Men når islamistiske organisationer som Hizb ut-Tahrir udfordrer de værdier, det danske demokrati bygger på, er det på tide at tage kampen op – uden samtidig at vende ryggen til de mange muslimer, der ønsker Danmark, mener Kristian Mouritzen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har aldrig rigtig engageret mig i indvandrerdebatten. Dels fordi den er brolagt med had, voldsomme kløfter meningsmæssigt og ofte mangel på fakta.
Jeg har journalistisk skrevet mange artikler og endda en bog om værdikampe særligt i USA. Om kampen om værdierne – de klassiske – for amerikanerne og delvis også for europæerne. For det er to vidt forskellige størrelser.
Amerikanerne har haft en betydelig vanskeligere debat om indvandring, fordi landet er et indvandringsland, og alle mennesker ifølge deres smukke forfatning er født lige.
Det rejser spørgsmålet om, hvad i alverden de dog laver i dette land, der grundlæggende er frisindet, demokratisk, åbent og bygget på kristne værdier.
Derfor har debatten også været anderledes i USA. Før Trump næsten som i Tyskland, hvor man havde en anden tilgang til de problemer, der altid kommer i forbindelse med massiv indvandring.
Man kanaliserer problemerne over i andre kontekster for ikke at fornærme bestemte befolkningsgrupper.
Hizb ut-Tahrir er kun ude på en ting
I går så jeg Hizb ut-Tahrirs talsmand forsvare organisationens opfordring til unge muslimer om at være stolte af deres tro. Som altid en stærkt begavet talsmand for en organisation, der kun er ude på en ting – at omdanne Danmark til et muslimsk land og dermed til et kalifat.
Han var begavet nok til at kontrollere debatten med at bore ned i vores svage sider – de unges drukkultur på gymnasierne – og så var han selvfølgelig fræk nok til at påstå, at de unge også havde en utilstedelig omgang med hinanden – en argumentation, der selvfølgelig er målrettet til bekymrede muslimske forældre, der er bange for, at deres datter skal falde for en fyr og indlade sig på kysseri bag kaffemaskinen eller det, der er “værre”.
Deres formål er at styre og kontrollere de unge muslimer på studiestederne, især kvinderne, der ifølge mange undersøgelser bliver udsat for et helt uhørt pres, som gør deres studietid til et helvede. I hvert fald de unge kvinder, der forsøger at kæmpe sig ud af islams dogmatiske og ekstreme sider. Og jeg er sikker på, at der er mange af dem.
Det store spørgsmål
Og så det store spørgsmål. Undgår sådan nogen som mig debatten, fordi vi ikke er enige i de mest rabiate holdninger til muslimsk indvandring? Eller gør vi det, fordi vi ikke gider, og fordi vi anser det for at være et vildt overdrevet problem?
Jeg har trods alt muslimske kolleger og venner, der absolut ikke drømmer om nogen former for kalifat. De er i min verden flertallet af muslimer, ikke undtagelsen. De er danskere.
Det, der gør mig bekymret, er selvfølgelig at se, hvor begavet Hizb ut-Tahrir er i deres femte kolonnevirksomhed. Og det rejser spørgsmålet om, hvad i alverden de dog laver i dette land, der grundlæggende er frisindet, demokratisk, åbent og bygget på kristne værdier. Det sidste kan man så have en selvstændig diskussion om. Men det er fakta.
Vi er oppe imod hårde kræfter ikke alene i Hizb ut-Tahrir, men i mange af de moskeer, der har fat i de unge mennesker på en helt anden måde end Folkekirken
Men i denne verden, hvor vi netop af ovenstående grunde er sårbare over for begavede modstandere af alt det, vi står for, er der grund til at være bekymret for vores værdier. For mange af os gider ikke.
Og de mange muslimer, der vil Danmark og alt det, vi står for, er i risikozonen for på en eller anden måde at blive inddraget i disse menneskers sorte syn på livet.
Vi er ikke Sverige. Vi er ikke Tyskland. Begge lande har undgået den debat.
Normalt ligger det mig meget fjernt at rose Pia Kjærsgaard eller Inger Støjberg for noget som helst i den sammenhæng. Men jeg tror, at vi stod et andet sted, hvis vi netop ikke havde haft de her værdidebatter. Hvis de ikke havde været en del af den politiske diskussion. Vi har trods alt haft de svære diskussioner, selv om det har holdt hårdt.
Flertallet af danske muslimer vil Danmark
Men vi bevæger os ind i en ny virkelighed med skarpere kanter og med mere debat om netop vores værdier kontra islams. Og det er sundt i et demokrati. Men vi står et skelsættende sted, fordi verden er blevet langt mere polariseret. Og er vi klar til det? Tror vi nok på det Danmark, vi er en del af?
Med de begavede mennesker, vi må konfrontere i den her debat, skal vi også turde give opbakning til de muslimer, der vil noget andet. Jeg tror stadig, at flertallet vil Danmark. Men vi er oppe imod hårde kræfter ikke alene i Hizb ut-Tahrir, men i mange af de moskeer, der har fat i de unge mennesker på en helt anden måde end Folkekirken.
De kan desværre noget, vi kan lære af. At tage en diskussion direkte ind i deres kreds og ikke bare holde den i vores egne cirkler. Vi skal have den åbne debat om demokrati og frihed på vores uddannelsesinstitutioner og i det hele taget der, hvor de unge mødes. Ellers taber vi kampen ikke alene mod det sortsyn, de ekstreme islamistiske grupper har. Men vi bliver også i tvivl om vores egne værdier.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og