STRESS I DEN OFFENTLIGE DEBAT // KOMMENTAR – Der er noget ved den måde, vi taler om stress på i den offentlige debat for tiden, som er både forstemmende og bekymrende. Ikke fordi samtalen ikke er vigtig – tværtimod – men fordi den i stigende grad trækker os væk fra det, der burde være kernen: hvordan vi bedst hjælper de mennesker, der er syge, skriver Anne-Lene Schwartz, der er læge og specialist i behandling af stress.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som læge og specialist i behandling af stress gennem mere end ti år har jeg mødt hundredvis af mennesker i alvorlig ubalance. Mennesker, der har mistet søvnen, hukommelsen, koncentrationen.
Mennesker, der ikke længere kan finde sig selv i deres eget liv. De er ikke ramt af dårlig retorik. De er ramt af sygdom.
Det er en kompleks fysiologisk og psykisk tilstand, der – hvis den ikke behandles i tide – kan få alvorlige konsekvenser
Alligevel har psykologerne Neela Maria Sris og Michael Baastrup Portz i løbet af april argumenteret for noget andet: at det i høj grad er måden, vi taler om stress på, der er problemet.
Portz skrev i Berlingske den 20. april, at ”når stress bliver fremstillet som en farlig sygdom eller en epidemi, bidrager det til en fejlagtig opfattelse af, at stress automatisk forårsager skade”. Ifølge ham skaber sprogbrug sygdom.
Den tanke er både forenklet og farlig. Stress er ikke en fortælling. Det er ikke en stemning. Det er en kompleks fysiologisk og psykisk tilstand, der – hvis den ikke behandles i tide – kan få alvorlige konsekvenser.
Søvnmangel, forhøjet blodtryk, hormonforstyrrelser, svigtende immunforsvar, kognitiv svækkelse. Listen er lang – og det er ikke noget, man forestiller sig. Det er noget, man mærker. Dybt.
Når man antyder, at det er tankerne, der skaber sygdommen
I Kristeligt Dagblad udtalte Neela Maria Sris den 11. april, at hendes klienter, som har ”lette til moderate symptomer”, burde trappe ned frem for at blive sygemeldt – men at de i stedet går til lægen og bliver sygemeldt i tre måneder.
”Det stemmer hverken overens med deres belastning eller funktionsniveau,” siger hun. Og hun stiller det retoriske spørgsmål: ”Skal lægerne holde sig til at udelukke somatik, eller skal de også vurdere, om der er tale om depression, angst eller en sygemelding, når der er stress?”
Mit svar er klart: Ja. Det skal vi. Ikke bare fordi det er vores ret – men fordi det er vores ansvar.
Er vi ved at glide ind i en fortælling, hvor systemhensyn vejer tungere end menneskelige hensyn?
Som læge er jeg dagligt vidne til de mange nuancer, der ligger i netop disse vurderinger. Psykiatri, psykologi og funktionsvurdering er en fast del af almen praksis og af lægeuddannelsen.
Det er os, der ser patienterne først. Os, der følger dem længst. Og os, der ofte må stå på mål for, at mennesker får den ro og restitution, de har brug for – også når omgivelserne ikke forstår det.
Hvad er det, vi signalerer?
Når Portz taler om at ”ændre diskursen” og samtidig nævner ønsket om at ”mindske den økonomiske byrde”, må vi stille os selv spørgsmålet: Hvad er det, vi signalerer?
Er vi ved at glide ind i en fortælling, hvor systemhensyn vejer tungere end menneskelige hensyn? Hvor vi taler mere om effektivitet end om helbredelse? Det bekymrer mig.
For det er ikke bare mennesker i krise, vi møder. Det er borgere, ægtefæller, forældre, medarbejdere – som lige nu betaler en høj pris, mens vi diskuterer, hvorvidt de egentlig er syge nok.
Fra overbelastning til heling
Behandling af stress begynder med ro. Ikke med refleksion. Ikke med værktøjer. Men med restitution. Søvn. Regulering.
De mennesker, jeg møder, har ikke ”sygemeldt sig for hurtigt”. De har holdt ud for længe
Først når kroppen begynder at falde til ro, er det muligt at starte det mentale arbejde – og her kan samtaler, psykologi og mønstergenkendelse spille en vigtig rolle. Men timingen er afgørende. Ellers bliver det endnu en præstation, endnu et nederlag.
Jeg har stor respekt for psykologer. Men vi må turde sige, at stress kræver mere end samtaler. Det kræver forståelse for hele mennesket – og det kræver, at vi anerkender alvoren.
Ikke en komfortzone, men en sygdom
De mennesker, jeg møder, har ikke ”sygemeldt sig for hurtigt”. De har holdt ud for længe. Mange har gået på arbejde i månedsvis, selvom de vågner hver nat, græder uden grund og glemmer, hvor de lagde deres bilnøgle. For dem er det ikke et spørgsmål om valg – det er et spørgsmål om overlevelse.
Vi skal tale åbent om stress. Men vi skal ikke tale det ned
Enhver, der selv har været der – eller har stået pårørende til én, der har – ved, hvor meget det kræver at række hånden ud. At blive mødt med skepsis og sprogkritik gør det ikke lettere.
En bøn om anstændighed
Vi kommer ikke videre med stress, før vi anerkender, at det er en reel sygdom. Ikke en social konstruktion. Ikke et udtryk for sårbarhed. Men en tilstand, som rammer, når kroppen ikke længere kan kompensere.
Vi skal tale åbent om stress. Men vi skal ikke tale det ned. Mennesker, der er syge, har krav på mere end ord. De har krav på behandling.
Og vigtigst af alt: De har krav på at blive mødt med anstændighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og