
POLITIK // JULEKALENDER – I slutningen af 1980’erne forsøgte Laurits Tørnæs at lokke mig i en lille fælde, udtænkt med et jysk glimt i øjet, skriver Michael Stuhr i dagens afsnit af anekdotejulekalenderen.
I slutningen af 1980’erne forsøgte Laurits Tørnæs at lokke mig i en lille fælde, udtænkt med et jysk glimt i øjet. Jeg skulle dække Venstres landsmøde. Partiet sad i regering. Om søndagen bød partiet traditionen tro på en arbejdsfrokost for alle de fremmødte journalister. Det var arrangeret sådan, at der ved hvert bord sad en minister, og så kunne man selv vælge, hvor man ville sidde.
Pladserne ved formanden og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev hurtigt optaget, så jeg valgte at sætte mig ved landbrugsminister Laurits Tørnæs. Her sad også den tidligere økonomiminister Anders Andersen og Laurits Tørnæs’ datter, den senere minister Ulla Tørnæs, som dengang arbejdede i Venstres pressetjeneste.
Laurits Tørnæs’ pokerfjæs
Snakken faldt hurtigt på politik i gamle dage. Jeg ville vide, om det var rigtigt, at mange aftaler på tværs af partier blev afgjort om aftenen over et spil kort og en øl.
Det bekræftede både Laurits Tørnæs og Anders Andersen. Jeg spurgte, hvad de spillede.
“Vi spillede ‘Lumber,'” sagde Anders Andersen. “Det er jysk for spillet ‘L’hombre.'”
Jeg indrømmede, at jeg aldrig havde spillet det, men fortalte, at jeg derimod spillede poker.
“Åh, poker har jeg altid gerne villet lære,” sagde Laurits Tørnæs.
Jeg forklarede, at det var et ret enkelt spil. “Det handler ikke så meget om kortene, men om, hvor god man er til at bluffe,” sagde jeg.
“Måske kunne du komme over i ministeriet engang og lære mig det?” spurgte landbrugsministeren.
Jeg blev fyr og flamme. Som ny journalist kunne jeg allerede se det for mig: at sidde på ministerens kontor og få den ene solohistorie efter den anden over et slag poker.
Heldigvis reddede hans datter, Ulla, mig, lige før fælden klappede.
“Michael, han har spillet poker i 30 år!”
Jeg så på hendes far, der sad og gnæggede i skægget. Pokerspillet blev aldrig til noget.
Politikere bruger mange ord til at foreslå, forklare og bortforklare.
I 35 år har Michael Stuhr indsamlet nyheder og reportager på Christiansborgs gange og i nærmeste omegn. På hans vej rundt i den gamle bygning er han også stødt på pudsige ordvekslinger, citater og begivenheder, som han samlet til bunke.
Bob Katznelson er illustrator og bladtegner. Han har tegnet til Randers Amtsavis, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt som fastansat siden midten af firserne.
Freelance fra 1997 for Aktuelt, Politiken, Information og en række fagblade og magasiner. Har løst scenografiopgaver sammen med instruktør Stig Fogh Andersen på operaerne ’Kain og Abel’, ’Ragnarok’ og ’Tristan og Isolde’.
Har illustreret og lavet omslag til børnebøger, fagbøger og skønlitterære udgivelser. Tegnet plakater, lavet vægmalerier og alt muligt andet indenfor tegnefaget.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.