
SATIRE // JULEFØLJETON 18. DECEMBER – Det skæbnesvangre begreb ”udviklingen” har slået til på både den ene og den anden side af Langesø langt ude på landet. Romantikerne i Hipsted såvel som i Folkerup siger, at samfundene i Udkantsdanmark er døende, og at borgerne er under et helt uretfærdigt pres. Kynikerne siger, at det er godt med plads til tossehovederne. I virkeligheden har både de varme og de kolde iagttagere ret.
Bimle Boblesdottir, den verdenskendte instagrammer og influencer i Hipstrup, kunne næsten ikke få vejret.
I den regnvåde sene aften så hun lyset fra Bentzens drivhus som en orange sky over Langesø.
Hun hostede lidt, da hun greb sin telefon og gjorde sig klar til at sende live.
”Vi har at gøre med en epidemi! Lysforureningen går i vandet i Langesø, og de elektriske vibrationer går op i skyerne og breder sig til hele området! Vi bliver alle sammen forurenet af den orange strøm. Prøv at se på appelsinerne!”
Salget var gået over al forventning, ikke mindst efter de havde fået Bimle til at omtale det på sine sociale platforme for et mindre vederlag og en serie cremer med islandsk vulkansk rest-aske
Dramatisk tog Bimle en appelsin frem og viste den til kameraet.
”Se! Det her er en orange appelsin, der er importeret. Men se så dén her!”
En lille ynkelig mandarin blev holdt op.
”Den er selvlysende! Den har ligget på mit spisebord over natten, og Bentzens sataniske lys har forpestet hele byen! Mine børn græder, fordi de ikke kan lege gemme mere. Alle kan se dem i mørket. Min kanin blev ædt af ræven i nat, den løb rundt som én stor refleks-take-away.”
Hun fortsatte:
”Og I er alle sammen bare ligeglade?! Vågn op! I er viljeløse får! Det er det samme lys, de har i Parken i København, og der skulle Danmark i november måned spille mod Færøerne, og kunne Dronningen måske sejle til Færøerne? Vidste I det? Nix. Nej, hun måtte flyve udenom, fordi lys-forureningen var taget med derop!”
Lyt til podcasten her:
Bimle Boblesdottir sank sammen af udmattelse. Der var kommet langt over 20 seere i løbet af hendes 50 minutters live-sending. Hun havde en aftale med sin numerolog, der også havde opfundet krydderihealing, og hvis der var noget Bimle trængte til, så var det at blive badet i helende gurkemeje.
Det var ikke helt tilfældigt, at Bimle var kommet tilbage til byen. Folkerup Familiehøjskole, skolen for ægte danskere, havde netop åbnet en længere foredragsrække om emnet konspirationspraktik og teori.
Den udvikling havde den gode cykelhandler ikke forudset, så nu søgte han tilflugt i helt andre teorier end økonomernes
Det var en så voldsomt stigende interesse for faget, at de anarko-kapitalistiske interessegrupper gerne ville lave en blockchain på de nye trends. Og med Hipsted som storleverandør af fantaster og godtroende mennesker tilføjede Folkerup en snert af seriøsitet til de mildt sagt vidtløftige teorier.
Med udgangspunkt i sladderen havde de mødtes i kælderen hos en af dem og sammensat en serie af otte titler, der var spændende nok til at tiltrække store navne, og tilpas åbne, så de kunne misfortolkes.
Salget var gået over al forventning, ikke mindst efter de havde fået Bimle til at omtale det på sine sociale platforme for et mindre vederlag og en serie cremer med islandsk vulkansk rest-aske til udvortes fjernelse af cancerstøv fra sukkulenter.
I salen sad cykelhandleren René. Den godmodige og afholdte mand var en skygge af sig selv. Og med skygge menes der mørke.
Rygterne om lysforurening havde fået så voldsomt tag i René, at han var ved at gå konkurs. I ugevis havde han slukket al lys i sin forretning, og han nægtede at sælge cykellygter til sine kunder, fordi han ikke kunne udholde, at børnene skulle lyse på hinanden på vejen og dø.
Ret beset havde en anden indflydelse gjort sig gældende i den gamle cykelhandlers arbejdsliv. Han var ramt af den nådesløse faktor, der kan ødelægge selv det mest samvittighedsfulde, private initiativ: Han var ramt af udviklingen. Den nådesløse udvikling, som man i Folkerup oftest modtog med et sentimentalt: Hmmm.
Og som de få tilbageværende marxister i Hipstrup tog som en tiltrængt bekræftelse på, at deres gamle studietimer i marxistisk økonomi- og historieopfattelse havde den rette pointe: På et tidspunkt vil den borgerlige økonomi blive ramt af profitratens fald.
Eller mere jordnært: De store koncerner og netbutikker kunne sælge de samme cykler som René til en meget billigere pris. Derfor måtte den lokale cykelhandler leve af at smøre kæder, lappe dæk og i bedste fald montere en ny bagagebærer i fuldstændigt mørke. Den udvikling havde den gode cykelhandler ikke forudset, så nu søgte han tilflugt i helt andre teorier end økonomernes.
Men cykelhandleren kunne ikke bruge pressens kyniske jagt på clicks til noget. Han trak dybere ind i konspirationerne
René sad nu, stik imod sine principper, i et lokale med elektrisk lys, formummet bag en gasmaske med sortsværtede glas og en dykkerdragt, der sad alt for stramt. Han haltede fælt, fordi han var skvattet over en stribe børnecykler og havde slået hovedet mod stativet med cykelpumper. Gasmasken dunkede mod bulen i panden, der stor og rød glinsede som næsen på et kendt rensdyr.
Dagens emne var ”Stråling”. Foredragsholderen var en dygtig forsker fra Risø ved Roskilde, der havde skrevet flere afhandlinger om det etisk forsvarlige ved at indføre atomkraft som en miljømæssig energikilde i Danmark.
Den stakkels forsker havde udarbejdet materiale til foredraget, men var blevet afbrudt af vrede tilråb lige fra ankomsten. Hans videnskabelige hjerne kunne ikke rumme, at tilhørerne havde sammenlignet radioaktivitet med jordstråling – og ærlig talt havde den mørke skikkelse, der sad i hjørnet og hvæsede, skræmt ham.
Forstander Vermouth var ikke selv på familiehøjskolen i de dage, men fik paniske opkald fra personalet, mens Henry Qvartrap sad med et saligt smil og tog noter.
Der var igen gode clicks i noget så tørt som den danske højskolebevægelse. Han kunne næsten smage de mange ugers overskrifter, der ville få byens borgere til at kaste sig over avisbunkerne i frygt og mistro til myndighederne:
”Bentzens væksthus, radioaktivt lys?”
”Bliver man blind af at se lyset?”
Og hans personlige favorit:
”Tidligere kinesisk lakaj – nu lysforureningens cannabisse”.
Men cykelhandleren kunne ikke bruge pressens kyniske jagt på clicks til noget. Han trak dybere ind i konspirationerne og med tiden en slags dommedags-konspiration.
Måske var krisen, andepesten, cannabis-dyrkningen og den smertefulde vrede ved møderne på højskolen og de udeblevne kunder, der cyklede fornøjede rundt på hurtige elcykler fra Coop og Bilka, blot et hanefjed fra dommedag.
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.