JOHNNY MADSEN // BOGUDDRAG – Med Johnny Madsens bortgang har Danmark mistet en unik stemme og en af landets mest karismatiske musikere. Her bringer vi fortællingen om, hvordan en af hans mest betydningsfulde plader blev til, fuld af venskab, humor og det ubønhørlige drive, der kendetegnede musikeren fra Fanø. Uddraget er et kapitel af den netop udgivne biografi, “Den onde bagmand – store hits og populære kunstnere”, skrevet af pladedirektør og A&R-mand Jens Ove Friis, aka JOF, der bl.a. arbejdede sammen med Madsen på “Godt nyt” – albummet fra 2015, der skulle blive Madsens sidste.
I 2013, lige efter jeg var kommet hjem fra min europatur i camperen, kontaktede Johnny Madsen mig og fortalte, at han nu var klar til at præsentere mig for nogle nye sange.
Sangene havde han skrevet i Spanien, hvortil han de senere år er begyndt at drage, når der er pause i turnélivet. Johnny sagde i samme åndedrag, at Spanien havde inspireret ham, og at det ville kunne høres i nogle af sangene. Umiddelbart efter skete der dog ikke ret meget, men det føltes rart for mig at vide, at der var nye, gode Johnny Madsen-sange på vej.
Dog nåede der at udspille sig noget af et komisk drama, inden Johnnys sange blev udgivet.
I august samme år sad jeg backstage efter Johnnys traditionelle koncert på Smukfest. Som altid ved den slags lejligheder ønskede alle mulige mennesker lige at hilse på ham. Da han var sluppet af med de mange vip’er, satte Johnny og jeg os ved et bord og talte stille og roligt sammen. Pludselig dukkede Jan Degner (dengang direktør for pladeselskabet Art People, red.) op og satte sig ved bordet uden at sige et ord.
Det var meget følsomt. Johnny selv var rørt. Jeg var rørt. Der var flere af de øjeblikke, der minder mig om, hvorfor man er i musikbranchen. Vi var begge dybt berørt
Månederne forinden havde Johnnys artmanager, Jeanett, punket mig hårdt for at give Jacob Haugaard en chance på REO Records. Hendes kompetencer var og er helt sikkert at håndtere præsentationen og salget af Johnnys malerier. Alligevel havde hun lyst til at lege lidt med musik- ken. Hun var begyndt at arbejde sammen med Jacob og havde hjulpet ham med at indspille nogle demoer. Ærlig talt kunne jeg ikke rigtig høre andet i hans sange, end at de da var ret sjove.
På den anden side skulle man være en dårlig plademand, hvis man ikke ville have den næste ’Hammer hammer fedt’ på sit repertoire. Så jeg indvilgede i at hjælpe Jeanett og Jacob lidt som en vennetjeneste over for hende.
Da Johnny og jeg så sad på Smukfest sammen med den tavse Jan Degner, spurgte Johnny, hvad jeg mente om Haugaards sange. Jeg svarede, at der vist var et hit iblandt dem. Så jo, det gik jeg da efter, sagde jeg, mens jeg samtidig skævede til den stumme Degner. I samme sekund forlod han lokalet. 10-12 minutter senere ringede Jeanett til Johnny og spurgte så højt, at jeg kunne høre det, hvad fanden der foregik?
Pladekontrakt på målstregen
Jacob havde lige ringet og fortalt, at Jan Degner havde sagt, at lige meget hvad ham JOF tilbød, så ville han have de nye Haugaard-sange. Jeg snakkede efterfølgende lidt med Jeannett og sagde, at hvis det var sådan, det var, så fint med mig.
”Tag I bare Degner.”
Usædvanligt for Jan Degner lagde han ’uanstændigt’ mange penge i pladeindspilningerne. Jeannett blev hyret på pladeselskabet til at hjælpe. Der kom nu ikke rigtig til at ske noget med Jacobs plade, ud over at Jan brugte en masse penge. Jeg ved faktisk ikke, om det album nogensinde er blevet udsendt. Jeg tror, at der udkom nogle singler.
Johnny er et stort navn overalt i Danmark, men især i Esbjerg og op langs den jyske vestkyst er han superstar
En dag ringede Jeanett til mig og fortalte, at Jan Degner og Jakob Kvist fra Art People var på vej til Málaga i Spanien for at få fat i den nye Johnny Madsen-plade. De havde også hørt rygter om noget ny musik. Og nu ville de sikre sig en kontrakt før andre.
”De tager derned på onsdag,” fortalte hun.
”Hvornår tager vi derned,” spurgte jeg.
”I dag eller i morgen,” svarede hun.
Vi nåede derned tirsdag aften og aftalte at mødes med Johnny på et hotel for at spise aftensmad. Klokken 21 begyndte vi at gennemgå pladekontrakten.
På et tidspunkt sagde Johnny:
”Jeg gider ikke kigge på alt det der. Hvis du siger, at den er god nok, så skriver jeg under.”
Ved midnatstid var den på plads. Klokken to crashede jeg på en sofa hos en ven til Johnny, og klokken seks næste morgen kom der en taxa for at køre mig til lufthavnen i Málaga. Jeg havde håbet, at jeg – storsmilende – ville støde på Jakob og Jan i lufthavnen i København, når de steg på flyet i den tro, at de skulle ned til Johnny og forhandle pladekontrakt.
Det skete desværre bare ikke. Det ville ellers have gjort historien perfekt. Men Johnny elsker den nu alligevel, som den er.
Jan og Jakob og jeg var konkurrenter, men der var også en stor gensidig respekt. For eksempel var Jan stor nok til at ringe til mig efter pladens udgivelse og sige:
”Godt arbejde. Det gjorde du godt.”
I vores tid i branchen kunne man tage en kamp mellem to købmænd, men dog stadig være gode venner igen næste gang, man sås. Jeg ved ikke, hvordan det fungerer i branchen i dag. Ved den næstsidste DMA, som jeg deltog i (2017), sad Jan og jeg og holdt hof. En masse af branchens yngre medlemmer kom op til os og hilste på og takkede for, hvad vi har gjort for branchen. Det var en god oplevelse. Eller nu skriver jeg ”holdt hof” sammen. Jan sagde, at han ville betale for champagnen, men det viste sig til sidst, at han vist lige havde glemt sit kreditkort.
Madsen i det stilfærdige hjørne
Kontrakten med Johnny var underskrevet, men jeg havde stadig ikke hørt de nye sange. Kort før jul skete der endelig noget. Johnny inviterede mig på Hotel Hilton i København alene med det formål, at jeg skulle høre sangene spillet på en akustisk guitar. Da jeg bankede på døren til Johnnys værelse, sad Johnny og hans væbnerinde Jeanett Exner og ventede på mig. Det var ikke en sprudlende Johnny, jeg mødte. Han var meget fåmælt, og hans ansigt signalerede anspændt eftertænksomhed. Jeanett prøvede som altid i den slags situationer at få lidt gang i festen, men Johnny bed ikke på. Efter to års tilløb ville han den dag præsentere mig for sine nye sange.
Da jeg endelig fik lov til at lytte til de nye sange, faldt jeg næsten bagover. Der var sange, hvor jeg tænkte: Sådan har jeg aldrig hørt Johnny før. Særligt, da jeg hørte ’Aldrig mere’, og blev helt tavs. Den handler om hans datter, som ikke fik lov til at blive ret gammel, og gjorde virkelig indtryk på mig. Den havde ingen set komme fra Johnny.
Aldrig mere skal jeg se dig ved mit vindue
Aldrig mere skal jeg høre din latters klang
Kun et minde hvor lygterne de tændes
Der hvor lysets dronning har sin gang
(Første vers af ’Aldrig mere’)
Det var meget følsomt. Johnny selv var rørt. Jeg var rørt. Der var flere af de øjeblikke, der minder mig om, hvorfor man er i musikbranchen. Vi var begge dybt berørt. Senere på aftenen prøvede vi at gå en tur i byen for at få en øl, men kunne ganske enkelt ikke. Så dybt sad sangene i os. Der skal noget til, før Johnny ikke kan gennemføre en anstændig tur i byen.
Efter Hilton-mødet overvejede jeg et stykke tid, hvad der nu skulle ske med de sange. Det var helt sikkert, at hvis Johnny og Knud Møller igen skulle producere pladen, ville det lyde, som det plejede. De sange fortjente noget nyt, noget ekstra. Jeg tog mod til mig og ringede til Chief 1. Den telefonsamtale glemmer jeg aldrig. Han var stresset, havde rigeligt at beskæftige sig med resten af året, og han havde overhovedet ikke tid til at producere.
På det tidspunkt arbejdede han meget tæt sammen med Remee og var involveret i et hav af projekter. Jeg kunne høre, at han egentlig rigtig gerne meget hurtigt ville slutte den samtale. Men da han hørte, at det drejede sig om en plade med Johnny, havde han lige pludselig masser af tid til at snakke med mig. Han fortalte mig, at der var tre, han drømte om at producere: Kim Larsen, Otto Brandenburg og Johnny Madsen. Og da Brandenburg ikke var her længere, så …
Da Johnny ankom til studiet ud på eftermiddagen om mandagen, var han så nervøs, at han ikke turde gå ind i studiet
Jeg gjorde Chief opmærksom på, at sagde han ja til at producere den plade, så sagde han også ja til at arbejde i Jylland. Johnny havde udtrykkeligt forlangt, at indspilningerne skulle foregå i Lundgaard Studio ved Vejen. Jeg vidste, at Chief til gengæld havde usædvanlig svært ved at være uden for København ret længe ad gangen.
Derfor var det vigtigt at få forventningsafstemt betingelserne om de jyllandsbaserede indspilninger fra begyndelsen. Chief sagde bare ”ja, ja, ja” til det hele. Efterfølgende mødte jeg Johnny og Knud Møller hjemme hos Knud. Johnny spørger altid Knud til råds om musikken, når han er i tvivl.
Og det er han som alle andre kunstnere af og til. Knud har i den grad været med til at definere lyden af Johnnys musik. Under mødet hjemme hos Knud spillede jeg ud med, at jeg havde tænkt mig, at Chief 1 skulle producere den nye plade. Johnnys reaktion fulgte prompte.
”Sådan en københavner, er det ikke hiphop, det, han laver?”
Johnny var om ikke misfornøjet, så i hvert fald stærkt i tvivl om det gangbare i mit forslag.
”Chief er den producer, der ved mest om musik. Hans referencebibliotek er kæmpestort. Tro mig, det bliver en enormt fræk og anderledes tilgang,” sagde jeg så.
En god frokost og mandesnak
Efter en del snak sagde Knud og Johnny, at hvis jeg troede så meget på det, som jeg gjorde, ville de give det et skud. Jeg fik aftalt et møde mellem Chief, Knud og Johnny hos Johnny på Fanø. Da dagen oprandt, kunne jeg mærke, at Johnny virkelig havde sat sig op til mødet. Han indledte med en god frokost og gjorde klar til en mandesnak.
Da Johnny begyndte at spille de akustisk indspillede sange for vores kommende producer, gik denne straks i gang med at spille referencesange fra Spotify til demoerne. Han fandt sange, som han lyd- og arrangementsmæssigt mente passede til de sange, som Johnny og Knud spillede på deres akustiske guitarer. Johnny blev mere og mere fyr og flamme.
”Ja, ja, ja,” nærmest råbte han igen og igen. ”Du har forstået det. Du har forstået det.”
Når man føler så meget for en ven som Johnny, som jeg gør, var det enormt forløsende at se ham være glad for Godt nyt
Vi begyndte samarbejdet i Lundgaard Studios i Vejen, hvor jeg havde aftalt det sådan, at vi kunne begynde langsomt. Dagen oprandt, hvor Chief mødte frem i det for ham uvante, mørke Jylland. På forhånd havde han bedt om så mange akustiske elementer til optagelsesprocessen, at det var begyndt at blive svært at skaffe det hele. Efterhånden fandt han dog ud af, at studiet godt kunne noget med dets eget udstyr.
Allerede første dag, som egentlig kun skulle have været brugt til opstilling og ’hul igennem’, fik musikerne indspillet to numre. Og et tredje den følgende formiddag. Da Johnny ankom til studiet ud på eftermiddagen om mandagen, var han så nervøs, at han ikke turde gå ind i studiet. Men da han endelig fik lyttet til de tre numre, blev han vildt begejstret:
“Drenge, hvor er I gode! Det er jo fremragende!”
Vi andre sad som små nervøse skoledrenge på første skoledag. Det endte med, at vi indspillede pladen på fem dage. Chief trippede virkelig for at komme hjem til sit København så hurtigt som muligt. Han sagde til Johnny, at han blev nødt til at komme til København for at indspille de sidste vokaler, hvis de ikke nåede det i Lundgaard. Så fik Johnny pludselig travlt. Han har det med at arbejde i København, som Chief havde det med Jylland.
Desværre var Chief på vej ind i en skilsmisse og en depression, hvilket vi ikke anede noget som helst om. Det betød, at processen efterfølgende igen og igen blev forsinket. Aftalen var, at han skulle skaffe nogle musikere til at indspille diverse blæsere og strygere i sit eget studie. Han skulle efterfølgende mikse numrene og aflevere dem til os.
Da albummet skulle markedsføres og sælges, kom jeg virkelig på arbejde. Fona var lige blevet lukket, og andre pladeforretninger var tæt på at lide samme skæbne
De dukkede bare ikke op, desuagtet at jeg rykkede konstant. Johnny, der var på vej til sit eksil i Spanien, begyndte at blive meget, meget utålmodig. Jeg måtte spille et diplomatisk spil over for både Johnny og Chief ved at lyve ad hekkenfeldt til. Jeg forklarede, hvor vigtigt det af alle mulige grunde var, at der snart kom nogle tracks. Jeg løj over for Chief om, hvilke tracks vi skulle bruge, bare for at få lidt gang i den.
Hvis jeg havde vidst, hvad Chief gik igennem i sit privatliv, havde det givet mig en vis forståelse for forsinkelserne, men måden, hvorpå han fik afsluttet projektet, gav nogle skrammer i det ellers så fine samarbejde. På den anden side følte Johnny helt klart, at det her var den vigtigste plade nogensinde. Den betød så meget for ham. Jeg havde aldrig oplevet ham så nervøs. Heldigvis dukkede alle tracks endelig op fra Chief, og da vi endelig hørte dem, var vi alle meget glade og tilfredse. Chief havde virkelig gjort et fantastisk stykke arbejde, og det var kun få og små rettelser, der til sidst skulle laves.
Forløsende glæde
I det hele taget står albummet Godt nyt som helhed tilbage som en af de plader, der har betydet allermest for mig at udgive. Det bliver den plade, jeg tager med mig, når jeg skal herfra. Godt, at jeg nåede at være med. Johnny viste sin taknemmelighed ved at arrangere en fest i studiet for alle, der havde medvirket på albummet. Både dem, der havde indspillet i Lundgaard, og dem, som vi ikke havde set indspille i Vanløse.
Når man føler så meget for en ven som Johnny, som jeg gør, var det enormt forløsende at se ham være glad for Godt nyt. Han havde indledt hele projektet med ordene:
“JOF, hjælp mig, få det maksimale ud af de her sange.”
Da albummet skulle markedsføres og sælges, kom jeg virkelig på arbejde. Fona var lige blevet lukket, og andre pladeforretninger var tæt på at lide samme skæbne. Det betød, at jeg måtte tænke anderledes og kreativt.
Johnny er et stort navn overalt i Danmark, men især i Esbjerg og op langs den jyske vestkyst er han superstar. Derfor fandt jeg på at leje et butikslokale i Englandsgade i Esbjerg. Det pyntede jeg op, fik lavet streamere og andet til butiksvinduerne. På releasedagen åbnede jeg Johnny Madsen Musikbutik udelukkende med det nye album Godt nyt på hylderne.
Den første dag var Johnny i butikken for at signere de plader, der blev solgt, og for at sludre med fans. Butikken havde åbent i fire dage. Det er vist det, man kalder en pop op-shop. Derefter brugte jeg tre uger på at besøge en masse butikker – radioforretninger, dagligvarebutikker og kiosker.
Overalt når jeg kom ind ad døren i butikkerne, spurgte jeg:
”Har I lyst til at blive autoriseret Johnny Madsen forhandler her i byen?”
Det fandt de fleste sjovt. Derefter fik de et Johnny Madsen-display stillet på disken. Efterfølgende besøgte jeg butikkerne for at fylde op. På den måde fik vi til trods for de lukkede pladebutikker solgt en masse cd’er og vinyler.
Læs også Jan Eriksens essay om den nyeste musik fra Thomas Helmig, Michael Falch og Hush: “Syng om det virkelige, syng det, som er, syng om smerten”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
