
VIDEO // INTERVIEW – Danske Johan Holten har de seneste 26 år boet og arbejdet i Tyskland. Først som balletdanser hos John Neumeier på Hamburg Ballet, men efter sin kunstuddannelse i Berlin har han de seneste mange år arbejdet som museumsdirektør. Siden efteråret 2019 har Johan Holten været øverste chef for det prestigefulde Kunsthalle Mannheim, der ligger i delstaten Baden-Württemberg.
Det er et museum, der favner både klassisk og moderne kunst, og et museum der skal favne bredt i en by, hvor indbyggerne måske mere er til sport end til kunst, og hvor de lige så ofte hedder Muhammed som Franz.
Johan Holten har en plan for Kunsthalle Mannheim – en plan, som mange andre kulturinstitutioner kunne lære af:
“Kunsthalle Mannheim er et borgermuseum. Spørgsmålet her i begyndelsen af det 21. århundrede er så, hvem er borgerne? Måske er det ikke længere borgerskabet, men netop en mere divers sammensætning af publikum, der hver især kommer fra meget forskellige kulturelle baggrunde. Det er mit håb, indenfor de næste ti år, at alle borgere i Mannheim skal føle sig hjemme her i kunsthallen.”
Et af Johan Holtens “våben” for at tiltrække nye publikumsgruppe er at give plads til nye kunstnergrupper fra mange forskellige nationaliteter.
I forbindelse med Det Dansk-tysk Kulturelle Venskabsår 2020 – der på grund af coronapandemien også går ind i 2021 – har Ole Blegvad interviewet en række kendte danskere, som enten bor eller har boet i Tyskland.
Hver især beriger de os med deres særlige forhold til Tyskland og ikke mindst de tyske byer, deres hverdag udfolder sig i. Filmen med Johan Holten er den tredje i serien, som er produceret af Goethe Instituttet, der velvilligt deler interviewet her.
Indhold, kamera, lyd, redigering: Ole Blegvad.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.