Jørgen Leth (1937-2025): ”Jeg skriver om det, mens jeg lever det”

Eddie Michel 30.09.2025

MINDEORD – Kritikken klistrer sig til ham i årevis, ikke mindst med filmen Det erotiske menneske, der internationalt bliver stemplet som en ”dirty-old-man”-film. Alligevel vender han tilbage. Offentligheden, der først fordømmer ham, tager ham siden til nåde; han bliver nærmest folkekær, måske fordi han i sin forfængelighed spejler noget alment: vores trang til at blive set, bekræftet, begæret?!

”Har du dén?” spørger Jørgen Leth med sin kendte, lidt mørke, nasale stemme, da jeg hiver bogen op af tasken – hans digtsamling Eventyret om den sædvanlige udsigt fra 1971. Det er nærmest med befippelse, at han åbner den lille bog.

”Jeg har ikke set den bog i … 30-40 år,” tilføjer han efter omkring et minuts stilhed, hvor han har bladret og gjort enkelte nedslag på dens kun 50 sider og læst udvalgte passager, som var det første gang.

”Jeg ka’ godt li’ den bog – det er en dejlig bog,” siger han med eftertryk og kigger indyndende op på mig, der ikke kan lade være med at trække på smilebåndet. Ingen står ved sin forfængelighed som Jørgen Leth.

Jeg står ved, at det er med fuldt overlæg, jeg har taget bogen med for lidt at massere hans ego, så jeg forhåbentlig kan få det portræt i kassen, jeg gerne vil have.

Det er en tidlig aften i oktober 2010, altså tæt på præcis 15 år siden i disse dage og timer, og jeg har på det tidspunkt kun været fotograf i seks måneder. Jeg er ret nervøs over at skulle portrættere ham, en af Danmarks mest markante (multi)kunstnere – digteren, forfatteren, filmskaberen, cykelkommentatoren.

Han dyrker forestillingen om, at kunstnerens blik kan være målestokken for virkeligheden. Han kalder sanseligheden sin drivkraft og siger direkte, at hans liv ”er godt stof” – en programerklæring for selvfremstillingen

Derfor har jeg så at sige brug for, at den lille fotosession går så Leth (tø-hø) som muligt.

Dét gør den! Jørgen lyser endda endnu mere op, da jeg beder ham skrive en lille dedikation til mig i digtsamlingen, der allerede dengang er blandt hans mest sjældne, som han fortæller mig, og koster 6-700 kroner.

Herefter kan alt lade sig gøre. Pludselig er der også tid til at hyggesnakke. Blandt andet om min reservefar, kunstmaleren og provokatøren Jens Jørgen Thorsen, som han kendte godt. Og om den amerikanske sværvægter udi jazzklaveret, Bud Powell, som han og Jens Jørgen lavede en kortfilm om i 1961, Stopforbud – en impressionistisk hyldest til Powell og det københavnske jazzmiljø, hvor den legendariske pianist dengang færdedes.

Filmen er ikke en egentlig portrætfilm, men snarere et stemningsbillede. Et forsøg på at indfange rytmen, nerven og improvisationen, som kendetegner både jazzen og den eksistensform, Leth senere selv kom til at dyrke. Dén film ka’ Jørgen OGSÅ godt li’, fortæller han mig!

Så er vi tilbage ved det med forfængeligheden. Den er aldrig en biting hos Leth. Den er nærmest et princip, med ham selv i centrum som observatør/autoritet. Fra Det perfekte menneske (1967) til De fem benspænd (2003) dyrker han forestillingen om, at kunstnerens blik kan være målestokken for virkeligheden. Han kalder sanseligheden sin drivkraft og siger direkte, at hans liv ”er godt stof” – en programerklæring for selvfremstillingen.

Men hans selvmytologisering har også en pris. Den mest berømte – og berygtede – linje fra hans erindringer Det uperfekte menneske (2005) lyder: ”Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.” Den udløser en skandale, der koster ham poster og prestige. Kritikken klistrer sig til ham i årevis, ikke mindst med filmen Det erotiske menneske, der internationalt bliver stemplet som en ”dirty-old-man”-film.

Alligevel vender han tilbage. Offentligheden, der først fordømmer ham, tager ham siden til nåde; han bliver nærmest folkekær, måske fordi han i sin forfængelighed spejler noget alment: vores trang til at blive set, bekræftet, begæret?!

”Dette er mit liv, jeg er i gang med at leve det. Jeg skriver om det, mens jeg lever det,” siger han et sted.

Nu lever han det ikke længere. Døden har taget Jørgen Leth. Det er slut. Med ordene. Med billederne. Med kommentarerne.

”Litteratur er, ligesom al anden kunst, en indrømmelse af, at livet ikke rækker til,” siger en af mine yndlingspoeter, portugisiske Fernando Pessoa (1888-1935). For Jørgen Leth var det måske den dybeste sandhed.

Han vidste, at ingen oplevelse i sig selv var tilstrækkelig, først i ordene og i billederne fandt det sin form. Hans forfængelighed var ikke bare et spejl, men en motor, der drev ham til at fastholde øjeblikket og løfte det ind i kunstens rum.

Nu, hvor han er væk, står den indsigt tilbage, han selv levede efter: at kunsten – hans kunst – kan det, livet ikke kan … række længere og blive stående, når kroppen forsvinder.

Jeg ka’ godt li’ Jørgen …

Eddie Michel Azoulay var i næsten 20 år kulturskribent for bl.a. Politiken, Eurowoman og Berlingske, indtil han i 2011 besluttede sig for at forfølge sin gamle drøm om at fotografere. En sjælden gang imellem griber han dog den gamle pen.