Efter et par uger med debat om Karina Pedersens bog ‘Helt ude i hampen’ baseret på hendes tilsyneladende ret selektive erindringer, er det på tide, at vi diskuterer underklassens moral. Og overklassens, middelklassens, arbejderklassens – og vores helt egen personlige.
Ingen kender omfanget af socialt bedrageri herhjemme. KMD anslog i 2011, at det årlige omfang var mellem 5 og 12 mia. kroner, et umiddelbart svimlende beløb, som stadig citeres. Senere undersøgelser sender det tal ned og ender med 2,5 mia. Betragteligt mindre, men absolut et anseligt beløb. Og uanset om det er det ene eller andet tal i hvert fald udtryk for en uacceptabel omgang med fælleskassen.
Der er ingen tvivl om, at Karina Pedersen har ret i, at nogle i underklassen (hvad det så end er for en størrelse, begrebet er uldent i kanten, hvad Jakob Brønnum også var inde på i sin anmeldelse her), spekulerer i at have adresse andre steder, end de faktisk har. At nogle bruger en del opfindsomhed på lige at få en ydelse mere ud af kommunen. At nogle smører tykt på og ser det som en sejr, når det lykkes at snøre sagsbehandleren. Selvfølgelig findes det.
Er det dårlig moral? Svaret giver vel sig selv. I vores tillidsbaserede samfund er det afgørende for vores lyst til at bidrage til husholdningen, at vi opfører os ordentligt, tænker på fællesskabet og ikke bare os selv. Tilliden er en skjult kapital i vores samfund, mener blandt andet tillidsforsker Gert Tinggaard. Det er så at sige de vinger, som får den danske velfærdshumlebi til at flyve.
Derfor skal vi kunne stole på hinanden. Hvis vi tror, at andre snyder i stort omfang, kan vi føle os til grin ved at følge reglerne, og så begynder vi også at snyde. Eller overvejer andre måder at melde os ud af fællesskabet på.
Selviskhed og grådighed
Men lad os et øjeblik vende blikket den anden vej, mod de højere lag i samfundet. Hvordan står det til med moralen der?
Lad os bare være ærlige og konstatere, at det der med at spekulere i adresser og i at gå lige til kanten også stortrives der. Der findes ligefrem advokatfirmaer, som er specialiseret i at rådgive kunderne i den slags. Skatteministeriet har anslået, at fælleskassen i Danmark årligt går glip af mellem tre og fem mia. kr., fordi penge sendes i skattely. Det er den del, der er direkte skatteunddragelse, altså ulovlig.
Dertil kommer langt større beløb, som skyldes, at mennesker lovligt udnytter skattelovene til egen fordel. Dårlig moral? Det må enhver gøre op med sig selv. Men det er i hvert fald værd at tænke over, om det bare er smart og rimeligt, når det er mennesker i de øvre samfundslag som går til kanten, og tarveligt og usselt og bevis for en særlig asocial indstilling, når det foregår længere nede ad samfundets trappestige.
Peter Oborne, den nærmest legendariske og stærkt borgerlige nu tidligere politiske kommentator for den britiske avis Telegraph, skrev i 2011 en rasende leder i kølvandet på de optøjer, som medførte ildspåsættelse, plyndring af butikker og generel hærgen i en række Londonforstæder.
Politikerne fordømte naturligt nok optøjerne. Men, skrev Peter Oborne, der var noget skinhelligt ved den måde, politikerne fik det til at fremstå, som om bøllernes rådne moral intet havde med dem at gøre.
“Jeg accepterer ikke, at det er tilfældet. Tværtimod tror jeg, at kriminaliteten i vores gader er uadskillelig fra den moralske opløsning i de højeste rækker af det moderne, britiske samfund. De seneste to årtier har vist et frygtindgydende fald i standarderne blandt den britiske regerende elite. Det er blevet acceptabelt for politikerne at lyve og snyde. En nærmest universel kultur af selviskhed og grådighed er vokset frem.”
Igen: Det er lovligt. Men er det udtryk for en høj moral, er det kun ret og rimeligt, er det menneskeligt, er det grådigt, eller hvor på skalaen er vi henne, og vejer vi alle andre end os selv på en anden skala?
Hvorefter direktørerne for de store selskaber, aktiehandlerne, fodboldstjernerne osv. fik af samme grovfil for deres skattetænkning, deres gyldne håndtryk, deres ekstreme lønninger og meget andet.
Det var i Storbritannien, men har vi ikke set tilsvarende debatter her? Om statsministerens tøj, rejser, ferier og billetter betalt af andre? Om den tidligere statsministers families skat? Om boligfiduser, eftervederlag, ministres pensionsalder og andre privilegier? Om gyldne håndtryk i erhvervslivet på over 20 mio. kr., ja, endog over 70 mio. kr.?
Igen: Det er lovligt. Men er det udtryk for en høj moral, er det kun ret og rimeligt, er det menneskeligt, er det grådigt, eller hvor på skalaen er vi henne, og vejer vi alle andre end os selv på en anden skala?
Sønnens bil på mors forsikring
Og så er der alle os midt imellem. Som hverken er på bunden eller på toppen. Kan vi sige os fri? Hvor mange har – helt ærligt – aldrig spekuleret i at få refunderet et bilag for meget, skrevet en time eller to for meget overarbejde på, downloadet musik eller film uden tilladelse, skrevet lidt ekstra på til forsikringen i en erstatningssag eller betalt for sort arbejde eller selv udført det?
Forsikringsselskaberne anslår, at der i Danmark begås forsikringssvindel årligt for fire milliarder kroner. Vi er altså oppe i beløb, som – hvis de er korrekte – konkurrerer med både socialt bedrageri og skatteunddragelse. Og ja, det er også at skrive det tæppe på, som godt nok ikke var blevet skadet i oversvømmelsen, men længe før. Eller at lade sønnike køre rundt i bilen, som er forsikret i mors navn, fordi det da også er urimeligt, at han skal være så dyr i bilforsikring.
Og så er der sort arbejde. Det har hver femte af os ifølge Rockwool Fonden udført. Men op med 80 pct. af befolkningen er involveret, enten som udbyder eller modtager. Det økonomiske Råd anslog i 2011, at det hvert år koster 29 mia. kr. i mistede skatteindtægter. Altså mere end det dobbelte af, hvad socialt bedrageri koster ifølge det højeste skøn.
Så måske skal vi lige kigge os selv lidt i spejlet, før vi kaster os ud i svadaen om den underste klasses rystende mangel på moral. Er vi selv rene?
Grund til panik?
Men lad mig lige til sidst vende den engang. For er der egentlig grund til den moralske panik?
Hvad angår det sociale bedrag, kender ingen som sagt omfanget. Men intet tyder på, at det er steget. Og ifølge Rockwool Fonden bliver det faktisk set som uacceptabelt af langt størstedelen af befolkningen. Hvis det højeste tal for socialt bedrageri – 7-12 mia. kr. – skulle vise sig at være rigtigt, svarer det til 3-5 pct. af de samlede sociale ydelser.
Forsikringssvindlen svarer til ca. 10 pct. af de udbetalte erstatninger herhjemme. Det er faktisk mindre end i mange andre lande. Ingen undskyldning, men det sætter det i perspektiv. Og – måske vigtigere – antallet af forsikringssnydere er faldende.
Flertallet af os er i stigende grad lovlydige, enten af dyd eller på grund af den stigende risiko for at blive opdaget
Sort arbejde? Lige så mange som ved tidligere undersøgelser arbejder sort, men efterspørgslen er faldet. De gør det ikke i nær så mange timer.
Skattesnyd? I 2015 var de samlede skattebetalinger i Danmark på 941 mia. kr. Hvis det passer, at fælleskassen årligt går glip af 5 mia. kr., svarer det til ca. 0,5 pct.
Midt i den relevante debat om moral og rimelighed, ret og pligt, er det godt at huske på, at selv om vi måske snyder på vægten ind imellem, og nogle gør det systematisk, så er flertallet af os i stigende grad lovlydige, enten af dyd eller på grund af den stigende risiko for at blive opdaget.
Accepten af uberettiget at modtage sociale ydelser er nærmest ikke-eksisterende, vi er lidt mere flossede, når det gælder sort arbejde og forsikringssvindel, skattesnyd bliver til gengæld set som moralsk forkert af stort set alle.
Det ændrer ikke ved, at både socialt bedrageri, skattesnyd, sort arbejde og forsikringssvindel er reelle problemer, som vi bør håndtere. Men vores samfund er ikke ved at brase sammen under vægten af det. Der er måske snarere sket det, at efterhånden som der er kommet fokus på det og dermed mere omtale, er vi blevet mere bevidste om det.
Så lad os bare tale om moral. Underklassens, overklassens, din, min og naboens, så længe vi gør det på et oplyst grundlag. Intet tyder på, at vi som samfund som sådan styrer mod det moralske forfald, men derfor kan vi godt forsøge at gøre det bedre.
Bærende illustration: ‘Underklassen’s moral var genstand for heftig diskussion også i Victoriatiden, hvor arbejdsomhed, nøjsomhed, økonomisk rationalitet og pligtfølelse var værdisættet. Her har den britiske satiretegner George Cruikshank i 1848 et par alkoholikerbørn i en ginbar. Siden går det dem ilde. Gengivet fra Wikimedia Commons.
På POV arbejder vi for de bidrag, vi får af vores læsere. Har du lyst til at støtte mine skriverier, kan du gøre det gennem Mobilepay på +45 40 99 49 36 – men det er helt frivilligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
