
KOMMENTAR // POLITIK – Det aktuelle postyr over, at det er lykkedes Klaus Riskær Pedersen at blive opstillingsberettiget til Folketinget, kan til forveksling minde om januar 1971, da Mogens Glistrup røbede, at hans trækprocent var nul. Avisernes lederskribenter kogte over af forargelse. Flemming Chr. Nielsen sætter politiske opkomlinge og især mediernes mere eller mindre følgagtighed i perspektiv.
Begge er de ubestridt knaldgodt begavede, optaget af den evige byld, der hedder indkomstskatten, med en humor, der bobler indefra og ikke først skal drøftes med en spindoktor, og sidst, men ikke mindst: deres sprog er ikke en samling klichéer, men visuelt og udtryksfuldt (jeg bemærkede, at Klaus Riskær både kultiveret og høfligt kaldte Joakim B. Olsen og hans parti (LA) for en sæk cement og reducerede Søren Pind til en mand på et loftskammer).
Ikke underligt, at medierne bruger tonsvis af papir og terabytes af data på at advare og indhegne, som var Klaus Riskær et smittebærende vildsvin.
Som medieforbrugere kan vi ikke læse så meget som en notits om det nye parti uden det omkvæd, at dets stifter har siddet mange år i fængsel, skylder utallige millioner væk og trods det lever et liv i sus og dus.
Jo, selv vi evnesvage har for længst fattet lektien. Ord til anden er den en gentagelse af historien om Mogens Glistrups nulskat, hans overdådige swimmingpool og hans karakterafvigende adfærd.
Så vil vi som dengang se de samme skriverkarle skifte forargelsen over Riskær ud med en forsigtig tilnærmelse
Vi er som medieforbrugere heller ikke uenige. For mange af os er det en fryd at læse mediekommentarerne og opdage, at vi ikke er alene om vores fordømmelse.
Godt er det, at der findes analytikere derude, som deler vores vrede. Vi bliver ligefrem taknemmelige for vores avis og vores fladskærm.
Så tak for jeres usvigelige mod. I taler som ud af vore hjerter. Eller gør I?
Hvad nu hvis…
For hvad nu, hvis Klaus Riskær ved det kommende folketingsvalg får en vælgersucces, der bare antydningsvis ligner Glistrups sejr ved valget i 1973?
Hvad nu, hvis hans parti kan blive grundlaget for en såkaldt borgerlig regering, og de alle sammen bejler til ham, som de oven på chokket kurtiserede Glistrup efter valgnatten i 1973?
Eller som Anders Fogh Rasmussen i 2001 friede til Glistrups politiske børnebørn i Dansk Folkeparti? Og som han og hans efterfølger ligefrem indgik et lovformeligt, trofast og sidespringsløst ægteskab med.
Så vil vi som dengang se de samme skriverkarle skifte forargelsen over Riskær ud med en forsigtig tilnærmelse.
Ikke i starten en omfavnelse, men nogle appetitvækkende bemærkninger om, at han kan være et frisk pust, at det altid er sundt for folkestyret med lidt udfordring, at det nu og da er godt at få luftet ud, og at det kan vi undertiden trænge til.
Vi skal alle være her, og et lille oprør er aldrig af vejen …
Grønspættebog for lederskribenter
Jeg mener at vide, hvordan det kan gå med en politisk succes for Klaus Riskær, for dengang det handlede om Mogens Glistrup, var jeg selv med i koret af skriverkarle. Desto mere tallene i meningsmålingerne steg, desto mildere skrev vi om Glistrup.
Nej, vi indrettede os igen efter folkestemningens uberegnelige svingninger, for en avis er nu engang en virksomhed i stil med Bilka og Brugsen
Og når han i de senere valgperioder havde mange mandater, veg vi ikke tilbage for at udtrykke vores velvilje. Det friske pust, det sunde folkestyre, den nødvendige udluftning i selv en kold tid – det var den grønspættebog med klichéer for lederskribenter, vi dykkede ned i.
Men modsat: hvis det vælgermæssigt gik tilbage for ham, tyede vi til skældsordene, skattedommen, swimmingpoolen og karakterafvigelsen. Og det skyldtes ikke, at vi var blevet mere erfarne og derfor kunne levere en skarpere analyse.
Nej, vi indrettede os igen efter folkestemningens uberegnelige svingninger, for en avis er nu engang en virksomhed i stil med Bilka og Brugsen.
Kunderne (og det vil hos os sige læsere og abonnenter) køber naturligvis kun det, som falder i deres smag. De vil ikke have smør med en harsk smag. De vil ikke have ildelugtende fisk. Hvis det er, hvad vi leverer, går de i stedet til konkurrenten.
Så sikker er jeg på, at medierne følger folkestemningen. Ord for ord kan det givetvis dokumenteres, at folkelig fremgang for et synspunkt fører til mediemedvind, og at tilbagegang skaber mediemodvind.
Hvad læserne vil høre
Folkestemningen kan sågar illustreres med et klassisk eksempel. Nogle dage efter Krystalnatten den 10. november 1938 stod der i Jyllands-Posten en ledende artikel, som siden har givet anledning til voldsom harme blandt historikere og hos folk med en anden opfattelse end den, der blev udtrykt i den ledende artikel, nemlig at ”naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne, ogsaa hvis man ser bort fra de Raceteorier, der betyder saa meget i den nationalsocialistiske Verdensopfattelse … Selv herhjemme, hvor Jøderne aldrig har naaet en saa dominerende Stilling som i de mellemeuropæiske Lande, har man i de senere Aar bemærket deres uheldige Egenskaber.” Osv.
Ordene er – og ganske uberettiget – blevet brugt til angribe Jyllands-Posten og den chefredaktør, Lasse Egebjerg, som skrev den ledende artikel, men den var aldrig blevet trykt i avisen, hvis den ikke gav udtryk for datidens stemning blandt et flertal af læsere.
Lasse Egebjerg skrev såmænd kun, hvad læserne på det tidspunkt ville høre. Et par år efter ville de høre noget andet, og så skrev han det.
Den ledende artikel er en ål. Man kan ikke helt få fat om den
Bemærk nemlig den professionelle forsigtighed i lederen. ”Til en vis grad” står der, og ”ogsaa hvis man ser bort fra,” og i den ikke citerede fortsættelse føjes det snildt til, at ”der er utallige Jøder, som stille og hæderligt passer deres Dont uden at gaa nogen for nær.” Den ledende artikel er en ål. Man kan ikke helt få fat om den. I hvert fald ikke som folkestemningen så ud dengang. For sin samtid var lederen glat og glidende. Tilpasningsduelig.
Og i vores aktuelle menings-profession bruger vi præcis de samme tricks. Vi vil ikke fornærme selv rabiat reaktionære partier, for mange af vore læsere deler de holdninger. Derfor har vi i værktøjskassen (i sig selv en kliché) fundet det renvaskede ord, som hedder ”indvandrerkritisk,” og som erstatter den alt for harske og fornærmelige glose, der hedder ”indvandrerfjendsk”.
Hvis det hele engang ender i samme tragedie som 30’ernes, vil fremtidens historikere harmes over ordet ”indvandrerkritisk.” Hvorfor skrev vor tids Lasse Egebjerg’er ikke uden videre ”indvandrerfjendsk”?
Mediemeninger er som elastik
Forklaringen er ikke, at vi kynisk sidder og kalkulerer, hvad vi bør skrive. Det ligger indbygget i vores rygmarv. Det er en slags refleks, og vi ser nødigt hinanden i øjnene imens.
Langt mindre sender vi hinanden et forsorent øjekast. Uden ord og blikke ved vi godt, at det er læserne og abonnenterne, der bestemmer, hvad avisen mener. Lederen er et arbejde, der skal gøres. Den er en opskrift i stil med dem, man får udleveret i supermarkedet. Vi forsyner i bedste fald læserne med opskrifter og argumenter for deres egen holdning.
”Til en vis grad” er stadig et anvendeligt udtryk. Det beroliger de ikke helt trygge læsere. Vi kan også skrive ”på den anden side” og fornemme det bekræftende læsernik. Eller ”man kan dog ikke se bort fra.” Mediemeninger er på den måde elastik. Men selvsagt skal elastikken også en sjælden gang kunne svirpe lidt, så ikke alt for taktisk kyndige læsere kan sige, at det er godt nok en avis, der har sine meningers mod.
Af samme årsag har de fleste aviser et panel af meningsmagere, der dagligt synger omtrent den samme sang, men som regel suppleres med én eller to løstansatte “vejsidebomber”, der hurtigt kan demonteres, hvis de giver anledning til for megen ballade, og avisen bliver ”lovlig frisk” til læsernes smag.
Gauloise’n var røget og vinen drukket. Virkelighedens elastik og ordenes forsigtighed indfandt sig igen
Det kan også ske, at Fanden pludselig tager ved en tamtyr af en lederskribent. Eksemplet er fra Jyllands-Posten, men kunne sagtens være hentet andetsteds. Lederskribenten skrev en dag om ”besættelsesmagten Israel,” men ”besættelsesmagt” blev fjernet af en mere ædruelig chefredaktør, før lederen kom i avisen. Så skrev lederskribenten næste gang ”den brutale besættelsesmagt Israel,” og nu blev kun ordet ”brutal” slettet af en fortsat ædruelig chefredaktør. Men lederskribenten gjorde dog et vellykket forsøg på at tænke med hovedet frem for rygmarven. Han fik ordet ”besættelsesmagt” i avisen.
En frydefuld bandbulle
I mit journalistliv har jeg kun én gang oplevet en chefredaktør, der for alvor turde se læsermonsteret i øjnene. Det var Jørgen Schleimann, som i 96 dage i 1992 var chefredaktør på Jyllands-Posten.
Med hans fulde accept skrev jeg en anti-racistisk leder – den eneste af slagsen, der nogensinde har stået i avisen. Den var uden elastik. Der var ingen som helst forbehold. Lederen var så læserharsk som fordærvet kundesmør i Bilka, og den førte til opsigelser i hobetal af avisabonnementer og til hundredevis af frådende læserbreve (det var længe før internettets tid: et læserbrev skulle dengang skrives i hånden eller på maskine, kuverteres, adresseres, frimærkebeslikkes og afsendes).
Vi var og er som journalistiske menings-skribenter bærere og kolportører af den fremherskende offentlige mening. Vi skaber den ikke. Måske er den hermafroditisk og besvangrer sig selv
Men hvordan reagerede Jørgen Schleimann på den orkan, der ramte avisen? Han skrev et par dage efter en frydefuld bandbulle til læserne: ”Læserne har ikke krav på, at bladet giver dem tilslutning til egne synspunkter og egne holdninger. Skulle et sådant krav honoreres, var læserne bedre tjent med at skrive avisen selv. Vi lader os gerne modsige i landets bredeste debatspalter, men vi opgiver ikke kampen med ordets sværd for liberale og humane synspunkter og holdninger”.
Og hvis man vil tillade et personligt indskud: aftenen før bandbullen sad vi på Jørgen Schleimanns kontor og drak rødvin og røg Gauloise’r, og over hvalrosskægget gnistrede hans øjne, og fra trykkerihallen var bandbullen imens på vej ud i verden.
Uden ord vidste vi, at her var det gamle ideal om pressefrihed et ganske kort øjeblik realiseret – men kun et øjeblik, for inden længe blev Schleimann fyret, og jeg blev af hans efterfølger fjernet som lederskribent. Gauloise’n var røget og vinen drukket. Virkelighedens elastik og ordenes forsigtighed indfandt sig igen.
Kolportører af den offentlige mening
Jeg husker ikke andre gange, hvor en avis i den grad gik imod folkestemningen, og hvis nogen nu tilsvarende vil henvise til offentliggørelsen af Muhammedtegningerne, er der hertil kun at sige, at de var guf for kernelæserne, et åndeligt slagtilbud á la 6 flasker fysisk rødvin til hundrede kroner i Netto.
Antallet af muslimske abonnenter var alligevel så småcifret, at en fornærmelse af et mindretal økonomisk var til at overskue (de utilsigtede og uforudsete konsekvenser er en ganske anden og uventet historie).
…vi ytrer først en mening, når vi har set den slå rod i “folkets” og læsernes flertal, for folket er et grumt væsen, man ikke økonomisk ustraffet siger imod
Vi var og er som journalistiske menings-skribenter bærere og kolportører af den fremherskende offentlige mening. Vi skaber den ikke. Måske er den hermafroditisk og besvangrer sig selv.
Marxister vil hellere citere Karl Marx’ ord om, at den herskende mening altid er de herskendes mening. I så fald er vi som fastansatte meningsmagere et viljeløst produkt af det øjeblikkelige politiske flertal.
Hvis flertallets repræsentanter for eksempel accepterer figurer som Mogens Glistrup eller Klaus Riskær Pedersen, gør vi det også. Først lidt tøvende, men så mere fuldtonende. Hvis flertallets repræsentanter forkaster dem, følger vi trop. Lynhurtigt justerer vi elastikken.
Derfor er det forfejlet at tale om pressen som ytringsfrihedens bannerførere. Vist afslører vi gedigne uhumskheder i politik og finansvæsen (det er vores store, imponerende og helt uundværlige eksistensberettigelse.
Det er den, vi ideelt bør holde os til), men vi ytrer først en mening derom, når vi har set den slå rod i “folkets” og læsernes flertal, for folket er et grumt væsen, man ikke økonomisk ustraffet siger imod. Graden af ytringsfrihed står til enhver tid skrevet på avisregnskabets bundlinje.
Foto: Creative Commons dk4, Spørg Direkte
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her