Jeg læste “Blå blå øjne” – en hyldest til Toni Morrison

af i Featured

MINDEORD // TONI MORRISON – Der er få læseoplevelser, der er så stærkt printet ind i mig, som da jeg læste Toni Morrisons Blå blå øjne første gang som teenager. Det var min mors bog, jeg har netop hendes udgave stående på min egen bogreol i dag. Der er få mennesker, jeg aldrig har kendt eller mødt, der ville kunne få mig til at græde, skulle de gå hen at dø. Toni Morrison er én af dem.

Jeg tager Blå blå øjne ned af hylden igen. For at finde et godt citat, noget til lejligheden. Det slår mig, at bogen ikke er god at citere. Overhovedet. Den hæver sig over citatet. Den er en bevægelse, den glider, flyver, falder hårdt, og rejser sig igen. Sprogligt, såvel som narrativt. Den er ikke fuld af one-liners. Den er fuld af liv. Så mudret og hårdt, så komplekst og stikkende det kan være. Så smertefuldt.

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg læste den. Jeg kunne have taget Fay Weldon, Peter Seeberg, Leif Panduro eller Suzanne Brøgger ned af hylden. Min mors hylde. Den hylde, hvor de fleste bøger kom fra min mors mor. Men jeg tog lige præcis Blå blå øjne ned. Og læste. Det var ikke en nobel pædagogisk indføring i medfølelse, jeg fik serveret, en rationel overbevisning om, at forskellighed er godt for samfundet, men en kraft, en sproglig eksplosion lige midt i min krop. Uforståelig og fantastisk, et spark, en gnist.

En hvid dansk teenagedreng, der lever et liv i den lavere middelklasse i 90’ernes Herlev. Intet i bogen kunne jeg identificere mig med. Intet passede med mit liv. Den var ikke et spejl. Den var en portal. Måske var det det. Jeg ved nu, at hun har kæmpet en kamp for sorte kvinder i litteraturen. For afroamerikanere overalt. For at det ankerpunkt, hvor vores fælles historier starter, ikke behøver at være hvidt. Men det vidste jeg ikke dér.

Jeg læste Blå blå øjne engang. Og jeg forstod, at verden var større, end jeg nogensinde havde troet. Jeg forstod, at jeg ikke ville blive den samme nogensinde igen

Nu skriver jeg dette, i stedet for noget så banalt som at oliere bordbenene på et skrivebord, jeg er ved at bygge, så jeg selv kan skrive min næste bog ved det.

What wisdom I have now is in knowing I cannot help you,” sagde hun profetisk i en fortælling i sin Nobelpris-takketale. ”The future of language is yours.”

Men mit sprog møder ikke hendes. Det kommer til kort, som sproget gør så ofte. I stedet bliver jeg fanget i et loop af tårer og Toni Morrison-interviews på YouTube. Hvor kommer tårerne fra? Måske fra den svære erkendelse, at jo ældre man bliver, desto færre og færre oplevelser af den slags min første læsning af hendes bog var, kommer der. Måske ikke en eneste mere nogensinde, hvem ved. Men selvfølgelig kan hun hjælpe, fremtidens sprog er også hendes.

Jeg husker, at der ingen nemme pointer var i den bog, der var rå erfaring og et råt sprog til at beskrive det. Verden var hård. At stå op hver dag som sort var at blive kastet for løverne. Og skulle der dog være et citat fra bogen, var det dette fra forordet: “It may even be that some of us know what it is like to be actually hated—hated for things we have no control over and cannot change.” En afmagt. En afmagt beskrevet så smukt, så smukt.

Blå, blå øjne. Jeg kan ikke svare på, hvad præcist den oplevelse gjorde ved mig, jeg kan ikke engang huske de fleste detaljer fra bogen, eller hvad den slutter med. Den sidder der bare. Fast.

Min mor sagde engang, da jeg som barn tog en af Morrisons bøger ud af bogreolen: ‘Hun er den første sorte kvinde der har fået Nobelprisen i litteratur’.

Jeg forstod ikke, hvad det betød, men jeg forstod, at det var vigtigt. Jeg kendte ikke detaljerne i hendes liv, jeg har ikke engang læst alle hendes bøger. Og jeg ved ikke, om hun drak champagne, Bloody Mary, whisky eller vand – så jeg ved ikke, hvad jeg skal putte i glasset for at sige tak. Men jeg læste Blå blå øjne engang. Og jeg forstod, at verden var større, end jeg nogensinde havde troet. Jeg forstod, at jeg ikke ville blive den samme nogensinde igen.


Illustration: Robert McCurdy, National Portrait Gallery.

Sebastian Cordes (f. 1988) er dokumentarfilminstruktør og underviser i de fleste aspekter af filmens verden. Han har haft film med på internationale filmfestivaler som CPH:DOX og IDFA – senest filmen A Place Called Lloyd, historien om et boliviansk flyselskab, hvor medarbejderne – trods konkurs for 10 år siden – stadig møder op, uden at få løn eller kunne flyve. At rejse og filme er det han bruger tiden på, når ikke han underviser, skriver, tweeter eller researcher til næste projekt. Sebastian har desuden en BA i filosofi fra Københavns Universitet og Charles University i Prag, og er en flittig skribent og debattør.