CANCER – Karen Juul blev sendt hjem fra hospitalet med beroligende piller, selvom hun havde stærke smerter og var besvimet på offentlig gade på Kongens Nytorv, og i virkeligheden havde ondt på grund af en fremskreden kræftsygdom.
Jeg har fået en terminal cancerdiagnose, og i morgen (22. december, red.) begynder jeg på livsforlængende kemoterapi. Indtil da er jeg smertedækket af morfin, fentanyl, pregabalin, prednisolon og panodil. Jeg fik diagnosen fire dage efter at mit første skønne dejlige barnebarn kunne fejre sin ét års fødselsdag, og to dage før jeg modtog alle nøglerne til mit kolonihavehus.
Mandag d. 21. november sad jeg på skolen og tænkte: nu kan det fanden gale mig være nok. Jeg havde så stærke smerter, at jeg ikke ville (kunne) acceptere, at min læge torsdagen forinden havde sagt, at jeg skulle stoppe med at spise HUSK og gå hjem og prutte og så eventuelt komme igen om fjorten dage, hvis det ikke var blevet bedre.
Samme kække læge overbragte mig så fredag d. 26. november beskeden; at jeg var terminal syg af cancer: “Uden kemo et par måneder, med kemo et års tid
Om mandagen indlagde hans kollega mig på Bispebjerg, hvor jeg blev mødt af en læge, der som det første spurgte mig, om jeg var en “særlig ømskindet type”… Han havde naturligvis læst lidt om mig forinden – at jeg led af generaliseret angst. En diagnose jeg fik for tre år siden, og som jeg aldrig har forstået en skid af skulle passe på mig – ikke af flovhed over den, bare at intet i diagnoseforklaringen passer på mig.
Den terminale dom
Samme kække læge overbragte mig så fredag d. 26. november beskeden – at jeg var terminal syg af cancer: “Uden kemo et par måneder, med kemo et års tid”, og så skridtede han ellers ud af konsultationsrummet. Gu’ gjorde han så.
Jeg har haft stærke diffuse mavesmerter i flere år, intensiveret de sidste tre år. Hele vejen igennem har den praktiserende læge og psykiatrien kaldt det stress, angst, depression og irritabel tyktarm. Den sære og forbandet smertefulde type migræne, jeg har haft længe, var også tegn på stress, angst og depression. På intet tidspunkt har man undersøgt min krop ordentligt, men alene tilbudt mig standard blodprøver (som altid har været fine) og psykofarmika.
En lørdag formiddag i maj måned i år besvimede jeg foran Brønnums på Kgs Nytorv, men var selv i stand til at finde en trappesten, hvorfra jeg kunne ringe til 1813. De sendte mig straks videre til 112, som straks sendte en ambulance. Bare det at sidde der og høre sirenerne var helt surrealistisk – det var nok ikke mig de kom efter, men det var det jo.
På Rigshospitalet havde lægerne læst om mig, inden jeg ankom og kunne dér læse min diagnose på generaliseret angst. I den efterfølgende rapport stod: “Kvinde 60 år med angstdiagnose etc. etc”. Jeg blev, efter standard blodprøver og en EKG, uden videre sendt hjem med ordene, “slap af det næste stykke tid og tag lidt mere Oxapam.”
Min stresstærskel er høj, min smertetærskel om muligt endnu højere, derfor er det tilgivet, at lægerne har haft svært ved at nå frem til, at jeg er så syg, som jeg er
Man sender altså ikke en angstdiagnostiseret kvinde på 60 år, der lige har ligget besvimet på Kgs Nytorv, videre til udredning på psykiatrisk ambulatorium, som det mindste? Åbenbart ikke.
Måske ville de tumorer, jeg formentlig allerede havde dengang i maj, ikke have metasteret til leveren, hvis nogen havde lyttet ordentligt til mig. Man kan ikke vide det.
Min stresstærskel er høj, min smertetærskel om muligt endnu højere, derfor er det tilgivet, at lægerne har haft svært ved at nå frem til, at jeg er så syg eller terminal, som jeg er. Men det er utilgiveligt, at de slet ikke har forsøgt.
At jeg skulle ligge på en briks en mandag eftermiddag her sidst i november og bogstaveligt talt skrige i smerter, før de indlagde mig. OG, helt utilgiveligt er det, at psykisk syge ikke bliver taget alvorligt, når de er fysisk syge. Måske endda terminale. Hvad fanden ligner det? Hvor mange er døde af samme elendige behandling?
Et pennestrøg
Min kemo-læge slettede forleden min generaliserede angstdiagnose med et pennestrøg efter at have talt med mig i ti minutter. Den søde, søde farmakolog-sygeplejerske, som ringer til mig hver eneste dag for øjeblikket, og som kunne remse alle symptomerne på netop min cancertype op efter kun at have talt med mig i ti minutter, river sig i håret over, at lægerne ikke undervejs er gået videre til mine B-symptomer, en procedure som alle læger åbenbart bør følge uanset enhver psykiatrisk diagnose. HALLO.
Jeg har knoklet min kurfyrstelige mås ud af bukserne hele mit liv, der nu bliver et kort liv
Jeg skriver ikke denne opdatering for at få medfølelse, selvom… den kan jeg sgu også godt bruge. Jeg havde sådan glædet mig til at kunne følge mit skønne barnebarn, Ivalo, meget længere, end jeg kan nu. Jeg havde glædet mig til at følge med i Otto og Askes voksne liv med familier længe endnu.
Jeg havde glædet mig til min have, mine blomsterbede, mine sommeraftener i kolonihaven med mine dejlige børn, mine dejlige brødre med familier, min stedfar med familie, mine gode venner og kolleger og alle de store grin, vi skulle have haft.
Jeg har knoklet min kurfyrstelige mås ud af bukserne hele mit liv, der nu bliver et kort liv (også et godt liv) Det er jeg simpelthen så ked af.
Slå hårdt i bordet
Jeg skriver først og fremmest fordi, at alle I sårbare, angste, diagnosticerede – nogle af jer rablende skøre og skønne mennesker, jeg kender. Kvinderne mellem 50 og 65 år (som stadig her i 2021 åbenbart bliver antaget for notorisk hormonforstyrrede) – sågar alle hypokonderne, og alle I heldige kernesunde raske mennesker:
I skal fandeme slå hårdt i bordet, hvis I har ondt. Jeg har ikke været god til det, men det burde heller ikke være nødvendigt. Vi kender allesammen udmærket vores egne kroppe, uanset hvem vi er. Vi ved godt, når noget gør ondt på den helt forkerte måde. Og det SKAL lægerne lytte til.
Bare råb op i det hele taget, når noget føles helt forkert.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
