SCENEKUNST//ANMELDELSE Teaterkoncerten Jeg er jo lige her på Det Kongelige Teater mangler energi, tempo og ikke mindst gode ideer, for at løfte Anne Linnets musikalske univers ind i vores tid og op på et niveau, man kan forvente af nationalscenen. Man undres over, hvorfor Det Kongelige Teater ikke bruger deres unge, dygtige medarbejdere, når de sætter en forestilling, der kombinerer dans og musik, op.
Jeg indrømmer. Jeg var den største Anne Linnet-fan, fra jeg var 15 år (1978) og cirka ti år frem. Jeg vil påstå, at jeg kunne alle fire albums med Shit & Chanel udenad. Fortolkningerne af Tove Ditlevsens Kvindesind prægede og påvirkede mine teenageår. Med You’re Crazy fik jeg bundet overgangen fra Folkeskole til Gymnasium sammen.
Anne Linnet Band prægede festerne og festivalerne de år. Inden Marquis De Sade kom og flåede min seksualitet fra hinanden, og jeg som højskoleelev arrangerede teatertur til Berlin 84 på Bellevue Teatret. Jo, jeg kunne og kan min Anne Linnet, som en fodboldfan, der er vokset op med Tipsfodbold i 1970’erne og 1980’erne kan sin Liverpool, Tottenham eller West Bromwich Albion.
Netop i en tid med debat om køn, diversitet, repræsentation og seksualitet ville det have været smukt (og dejligt) at have vist, hvor progressiv Anne Linnet faktisk var for 45 år siden.
Man kan derfor roligt sige, at jeg var klar til at se og høre en scenefortolkning af mine yndlingsnumre som: “Smuk og Dejlig”, “Glor på Vinduer”, “Forår Fatale”, “Tåbe”, “Misbrugt og Forladt”, “Nattog”.
Linnet og kærligheden
I følge Det Kongelige Teater, så er ideen med Jeg er jo lige her at invitere til fest på Gamle Scene, hvor søjler, røde fløjlssæder og guldudsmykninger skal komplimentere det moderne, det nye og det organiske. Gennem Anne Linnets sangskat skal vi, publikum, på tur i kærlighedens verden. Den lykkelige som den ulykkelige kærlighed. Den unge, den gamle, den misforståede, den søgende og den lidenskabelige. Den udforskende. Og den der foregår mellem to af samme køn.
Om det var forventningspresset, som blev for stort, det ved jeg ikke, men Jeg er jo lige her her skuffer nærmest på alle parametre for en teaterkoncert.
Scenografien skuffer
Første billede i Jeg er jo lige her afslører scenografien. Et stort, hvidt rum a la en muslingeskal eller en iglo. Midt på scenen en lille bakke, man kan glide og danse på. Enkelt og flot ved første øjekast. Nærmest gemt væk bagerst i scenerummet sidder orkestret, som man næsten kun aner i kraft af deres små matroshatte.
Bagfra kommer forestillingens skuespillere og dansere frem på scenen. Iført badekåber, syngende “Tabt Mit Hjerte”, gående mod scenekanten og publikum. Som et stilistisk billede er Maja Ravns scenografi og kostumer flotte. Men det er alligevel allerede her, at jeg tænker, “Hov, hvorfor sidder orkestret i matrostøj, og hvorfor kommer skuespillerne i badekåber? Hvordan spiller de to ting sammen? Eller spiller de sammen overhovedet”?
Scenografen ender med at begrænse mulighederne for f.eks. at have nogle numre, hvor orkestret er fremme på forscenen. Eller nogle scenebilleder, hvor man bliver flået et helt andet sted hen i fantasi og tankegang.
Måske savner man den skæve, den anderledes stemme. Den finurlige eller den farlige
Desværre bliver oplevelsen herfra – i mit hoved – mere en labyrint af ubesvarede spørgsmål, end det bliver en invitation til fest, dans og en tur i Anne Linnets musikrum af kærlighedssange.
Den flotte hvide scenografi bliver i de efterfølgende sange lyst op af forskellige farver. Gul, lyserødt, blåt. Skuespillerne skifter kostumer flere gange undervejs, men aldrig på en måde, så man forstår logikken, ej heller hvor logikken parkeres, og man i stedet går med intuitionen. Det er, som om scenerummet ikke kommer udover scenekanten.
Der er fem dansere med i forestillingen. Men den koreografi, som Signe Fabricius har lavet til de 27 sange, bliver aldrig rigtig pirrende. Man mærker aldrig helt energien mellem danserne og skuespillerne. Ligesom dansen aldrig tager fat i melodierne og teksterne og bærer dem et nyt sted hen. Faktisk fremstår koreografien flere steder rodet og søgende.
Det bliver for pænt
De seks skuespillere kæmper en brav kamp i Jeg er jo lige her. De synger alle fint og skuespilleragtigt, men måske savner man den skæve, den anderledes stemme. Den finurlige eller den farlige. Det hele bliver lidt for pænt. End ikke sangene fra perioden med Marquis de Sade rykker på energien og balancerne i forestillingen. Det må være en fest at synge sangene, men desværre kan man ikke helt mærke festen på plyssæderne.
Hele omdrejningspunktet er melodierne og teksterne. Teksterne er der selvsagt ikke pillet ved, men melodierne i Jeg er jo lige her har fået nye arrangementer.
Hvor er vildskaben, modet, lidenskaben, den grænsesøgende scenekunst?
I min verden er der desværre slet ikke kastet nok rundt med noder, rytmer og musikalske genrer. Om det er Jesper Mechlenburg, der står for de musikalske arrangementer, som har været lagt i benlås af Anne Linnet, eller hans fantasi, der ikke har været større, end man kan høre, det ved jeg ikke.
Men jeg har ikke set en teaterkoncert med så få nyfortolkninger. (og jeg har ellers set mange teaterkoncerter siden Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø introducerede verdens første teaterkoncert Gasolin på Dr. Dante i 1994.) Jeg savner vildskab, nyfortolkninger og energi, så de musikalske arrangementer taler ind i 2020’erne.
Det sidste ben, som skal være på plads, er instruktionen. Langt de fleste teaterproduktioner har en kreativ proces, hvor alle må, kan og skal byde inde med ideer. Men i sidste ende slår instruktøren en streg. (hvis det da ikke er teaterchefen, der gør det). Af programmet fremgår det, at hele tre personer står for iscenesættelsen: Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius. Uden at gøre mig klog på lige denne kreative proces, så lyder det af mange kasketter.
Jeg mener: sammen med mine to bedste venner ville jeg ikke engang kunne blive enig om at vælge 27 Anne Linnet-sange.
Anne Linnet har med sin musik og sine tekster rykket grænser, hun præsenterede hr og fru Danmark for sadomasochisme og lesbisk kærlighed
Når forestillingen ikke virker helstøbt, så kunne det være, at der har været lidt for mange kokke på projektet. Vel at mærke kokke med hver deres rolle i hierarkiet. Signe Fabricius er gift med den øverste chef for Det Kongelige Teater, Kasper Holten. Morten Kirkskov er som bekendt skuespilchef, mens Thomas Bendixen er fast instruktør.
Det ligner – uden at vide det – en svær kommando- og beslutningsgang, selv i en kreativ proces.
Men det er ikke let, for du er så smuk og dejlig
Dine øjne skinner, ta’ og kig den anden vej
Synger Laus Høybye og Kenneth M. Christensen i et queer-moment i klassikeren “Smuk og Dejlig”. Men jeg tænker lidt, hvorfor egentlig to mænd, fremfor to kvinder, som Anne Linnet så tit har fortalt, at sangen handler om. Den er fra 1976, så netop i en tid med debat om køn, diversitet, repræsentation og seksualitet ville det have været smukt (og dejligt) at have vist, hvor progressiv Anne Linnet faktisk var for 45 år siden.
Der er dog heldigvis små tilløb til musikalske teaterperler.
Vi snakker ikke sammen
Vi råber jo
Vi er ikke sammen
Vi er to der bare ustandseligt
Bliver såret og pint
Der er ikke længere noget
Der er smukt og fint.
Nummeret “Tåbe”, sunget af Kenneth M. Christensen får præcis den energi og en råhed, som man savner i mange af de andre sange. Her tror man på kærlighedens smerte i en skøn forening af sang, skuespil og dans.
Indenfor den seneste årrække findes allerede to gode produktioner med Anne Linnet-sange (Sort Samvittighed/Det Kongelige Teater, 2011 og Aalborg Teater, 2012), så man kan diskutere nødvendigheden af endnu en teaterudgave med Anne Linnets-sange.
Savner kongelig vildskab
Når Jeg er jo lige her nu er her, så savner jeg et kongeligt aftryk. Det Kongelige Teater skal turde gøre en forskel. Jeg synes, det kunne have været spændende og nytænkende, hvis teatret havde turde bruge nogle af de unge, dygtige koreografer fra Corpus eller fra balletten til at give Anne Linnets univers et moderne queer-udtryk.
Tænk, hvis Det Kongelige Teater havde vendt det hele på hovedet, så det havde været balletten, der havde stået for iscenesættelse, frem for det er skuespillet, der er på visit på Gamle Scene med en forestilling i hånden.
Anne Linnet har med sin musik og sine tekster rykket grænser, hun præsenterede hr og fru Danmark for sadomasochisme og lesbisk kærlighed. Hun har gjort en forskel.
Den forskel savner jeg at se i Jeg er jo lige her. Hvor er vildskaben, modet, lidenskaben, den grænsesøgende scenekunst? Det bliver en pæn, pæn (og kedelig) teaterforestilling for os, der var unge engang, frem for scenekunst, der kigger ind i fremtiden.
Et hjerte kan gå i tusind stykker – det kan en teaterkoncert også.
LÆS FLERE ANMELDELSER AF OLE BLEGVAD HER
Fotos: Per Morten Abrahamsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
