
KUNST // REPORTAGE – Basquiat kildrer en under hagen med den ene hånd og leverer en uppercut med den anden, skriver Bibs Carlsen, der har set King Pleasure på Manhattan. En ny, retrospektiv udstilling sammensat af kunstnerens familie.
Maleren Jean-Michel Basquiat døde i 1988, kun 27 år gammel. Men hans betragtelige oeuvre lever i bedste velgående og er lige så aktuelt nu, som da han blæste hul i New Yorks kunstneriske stratosfære i begyndelsen af 1980’erne.
Basquiats familie har samlet en udstilling af 200 aldrig eller sjældent sete værker i Manhattans Starrett-Lehigh Building. Det er en personlig, forbløffende, nostalgisk, opløftende og deprimerende oplevelse. Multifacetteret, ligesom Basquiats kunst og liv.
“SAMO©: FOR THOSE OF US WHO MERELY TOLERATE CIVILIZATION”
“SAMO©: GAMMA RAYED PROSTITUTES LOOKING TO A CROWD OF FISH ON BEING A DOG”.
Sådanne kryptiske udsagn kunne man se på murene overalt i Downtown Manhattan sidst i 1970’erne, da graffitiæraen var på sit højeste.
‘SAMO© AS AN ALTERNATIVE TO GOD” stod der på en kirke.
Ophavsmændene var to teenagere, Al Diaz og Jean-Michel Basquiat.
SAMO© var indledningsvist en sammentrækning af ‘Same Old Shit’ og dertil en fiktiv religion undfanget som en practical joke. Men SAMO© adskilte sig markant fra den øvrige graffiti, som mestendels bestod af tags. SAMO©s graffiti havde indhold, var obskurt og kondenseret, med en intention, der rakte udover blot det at få opmærksomhed. SAMO© ville have folk til at stoppe op og tænke. Og Basquiat havde ambitioner, han ville være berømt.
SAMO© AS AN ALTERNATIVE TO PLAYING ART WITH THE ‘RADICAL CHIC’ SET ON DADDY’$ FUNDS.
“WHICH OF THE FOLLOWING IS OMNIPRZNT?
LEE HARVEY OSWALD
COCA COLA LOGO
GENERAL MELONRY
SAMO©”
De kontroversielle slogans, absurde multiple choice spørgsmål og satiriske poetiske budskaber provokerede, mystificerede og pirrede tilskuernes nysgerrighed og havde efterhånden deres ønskede effekt.
Folk begyndte at undre sig over, hvem der stod bag den allestedsnærværende gådefulde skrift på væggen.
Der blev skrevet en artikel om SAMO© i The Village Voice i 1978, hvorefter Basquiat og Diaz opgav graffitikunstnerens notoriske anonymitet og lod sig interviewe i et tv-program. Kort efter tog Basquiat SAMO© mærkatet og løb med det. Det blev starten på en meget usædvanlig karriere.

Baggrund
Da Basquiat, en ung sort mand med dreadlocks og en baggrund som graffitimaler, indtog New Yorks kunstscene, skortede det ikke på stereotyperne.
Han måtte jo nødvendigvis være et fattigt street kid, som var vokset op i en ghetto. Men faktisk havde Jean-Michel middelklassebaggrund og havde gået på privatskole. At han ikke fik en formel uddannelse, skyldtes hverken mangel på intelligens eller økonomi, men snarere at han befandt sig dårligt i snævre rammer og under enhver form for autoritet og konvention. Han talte tre sprog og var en autodidakt kunstner, der var velbevandret i kunsthistorie.
Hans far var revisor fra Haiti, hans mor var puertoricaner. Det var moren, der opdagede og støttede hans talent. Hun tog Jean-Michel med på MOMA og viste ham Picassos Guernica, mens han stadig var en lille dreng.
Efter forældrene blev skilt, boede Jean-Michel og hans to søstre hos faren, som var konservativ og autoritær. Jean-Michel var i opposition. Han løb væk hjemmefra første gang, da han var omkring 12 og adskillige gange siden. Da hans far straffede ham for at ryge pot i 1978, forlod han hjemmet og kom aldrig tilbage.
Han malede og tegnede på alt, der havde en overflade, en tilbøjelighed, der gjorde ham upopulær hos nogle af dem, han overnattede hos
De næste par år var han hjemløs, boede i Washington Square Park, couchsurfede hos kærester og venner og ernærede sig ved at sælge hjemmelavede postkort og håndmalede T-shirts. Han malede og tegnede på alt, der havde en overflade, en tilbøjelighed, der gjorde ham upopulær hos nogle af dem, han overnattede hos.
Sidst i 1970’erne var Downtown Manhattan, navnlig Soho, tilholdssted for unge kunstnere af enhver beskaffenhed. Musikere, filmskabere, dansere, malere. Jean-Michel var en del af den kontrakulturelle boheme. Han dyrkede nattelivet på The Mud Club og CBGB’s, tog stoffer og spillede i et noise band. Han spillede hovedrollen i en undergrundsfilm, New York Beat. Blondies Debbie Harry var også med i filmen og købte et af Basquiats malerier for $200, første gang han fik mere end penge nok til et måltid for sin kunst.

Starten på den egentlige karriere
I 1980 lykkedes det Jean-Michel at få nogle af sine billeder med på en alternativ udstilling, ”The Times Square Show”. Times Square var på det tidspunkt meget anderledes end i dag; et farligt område, hjemsøgt af prostitution og kriminalitet, og mange af teatrene var blevet til pornobutikker.
I 1982 havde han sit første soloshow i Noseis galleri, som fik storslåede anmeldelser. Alle malerierne blev solgt
Det var første gang, Basquiats kunst blev anmeldt omend kun i en enkelt sætning. Men i 1981 deltog han i et show i Queens, ”PS.1 New York/New Wave”. Galleriejeren Annina Nosei så hans malerier og var imponeret over hans indiskutable talent. Hun inviterede ham til at male i kælderen under sit galleri og betalte for maling og lærreder.
Det var her, Basquiats eksplosive energi og kreativitet for første gang fik frie udfoldelsesmuligheder. I 1982 havde han sit første soloshow i Noseis galleri, som fik storslåede anmeldelser. Alle malerierne blev solgt, angiveligt for omkring $200.000. Efterfølgende var Basquiat i stand til at forsørge sig selv gennem sin kunst og kunne betale for sit eget studie.
Stil
Da Basquiat brød igennem, var New Yorks kunstverden domineret af minimalisme, en stilart Basquiat beskrev som forvirrende, splittende og fremmedgørende for den almindelige befolkning.
Han repræsenterede overgangen til neo-ekspressionisme. Basquiat kombinerede naivistisk udførte personer og objekter, skrevne ord og symboler. Hans kunst var næret af en bredspektret inspiration fra den popkultur, han levede i fra Gray’s Anatomy, Picasso, Marcel Duchamp, Robert Rauschenberg, afrikanske masker, historie, musik, politik og digteren William Burroughs cut-up-teknik.
Temaer fra hans personlige oplevelser, som da han var ude for en trafikulykke, blev tilbagevendende. Han arbejdede med frenetisk energi og imponerende fokus, ofte på flere lærreder ad gangen, hvor nogle hang på væggen, og andre lå på gulvet, mens han lyttede til musik og fjernsynet kørte.
The black person is the protagonist in most of my paintings. I realized I didn’t see many paintings with black people in them
Bøger og magasiner lå spredt rundt i studiet, som han inkorporerede elementer og komponenter fra. Han malede ofte sine billeder over og malede eller skrev noget andet ovenpå. Han beskrev sin teknik som ’automatic’, hvilket ikke betød, at det, han malede, var tilfældigt. ‘Kontinuerlig redigeringsproces’ var et andet udtryk, han brugte. En kunstkritiker beskrev Basquiat som værende i besiddelse af ’astonishing sophistication even as a teenager.’
Han var overordentlig bevidst om sorte menneskers mis- og -underrepræsentation i almindelighed og i kunst i særdeleshed, og han afbildede sorte sportsstjerner og jazzmusikere med kroner på. “The black person is the protagonist in most of my paintings. I realized I didn’t see many paintings with black people in them.”
Modtagelse
Den etablerede kunstverden havde følgeligt meget divergerende meninger om denne på alle måder ukonventionelle kunstner. Han havde ingen institutionel kunstnerisk uddannelse, havde ikke engang eksamensbevis fra high school.
Han var ung og kontroversiel med sin baggrund i graffiti, og han var sort, hvilket i sig selv var usædvanligt i den overvejende hvide kunstverden. Selv efter kunstsamlere og kuratorer begyndte at købe hans malerier, og italienske og tyske museer var begyndt at udstille ham, betakkede både The Whitney og MOMA sig, da de fik tilbudt billeder.
Those of us who were there at the time and saw those paintings just couldn’t believe it. The level of achievement was just astonishing. It was almost a miracle
Han var en rebelsk kultfigur, et pop art-ikon. Nytænkere elskede ham, ‘the establishment’ affærdigede hans talent med den forudsigelige, nærmest anafylaktiske reaktion, der tit kendetegner introduktionen af ethvert nyt kulturelt fænomen – som da Miles Davis udgav ‘Bitched Brew’ og en puristisk jazzanmelder bekendtgjorde, at han hellere ville stikke nåle under sine fingernegle end lytte til pladen igen.
“Left liberals bow in direction of disadvantaged minorities. Basquiat’s contribution is so minucule as to be practically nil,” sagde Hilton Kramer, en konservativ kunstkritiker fra The New York Times.
Jeffrey Deitch, kunsthandler og kurator havde en anden opfattelse:
“For Basquiat, it all converges in 1982,” sagde han. “Those of us who were there at the time and saw those paintings just couldn’t believe it. The level of achievement was just astonishing. It was almost a miracle.”
Warhol
I 1982 blev Basquiat introduceret til Andy Warhol. De etablerede både et personligt venskab og et professionelt samarbejde.
Warhol var indbegrebet af et kulturikon, hvis karriere kulminerede i 60’erne. Deres bekendtskab var til gensidig fordel: Basquiat nød godt af Warhols stjernestatus, Warhols kreativitet blev inspireret af Basquiats ungdommelige energi og cutting edge livsstil. Den meget ældre Warhol repræsenterede en faderfigur, der i modsætning til Jean-Michels egen far, kunne relatere til ham som kunstner. Det var Warhol, som ofte fik Basquiat væk fra den kant, han altid levede på.
De blev ofte set sammen på natklubber og restauranter. I 1985 havde de en fællesudstilling af værker, de havde lavet kollaborativt. Showet var et anmelderflop, og få værker blev solgt. Nogle anmeldere refererede til Basquiat som Warhols skødehund.
Basquiat, som i adskillige år havde været anmelderyndling og stort set solgt alt, hvad han producerede, var knust og desillusioneret. Det resulterede i en krise i venskabet med Warhol, som aldrig helt blev helet.

Konflikter
Basquiats liv var præget af kontinuerlige konflikter, personligt såvel som professionelt. Han havde startet sin karriere som SAMO©, kritiker af det etablerede kunstnermiljø. Nu var han en del af det selvsamme miljø, men følte sig aldrig accepteret på lige fod med sine hvide samtidige som Julian Schnabel og Francisco Clemente.
Da han malede i Noseis kælder, skrev dele af pressen, at han var ‘locked in a basement and forced to paint’, og kælderen var ‘something of a hothouse for forced growth’, som om han var en primitiv, eksotisk vildmand.
“That has a nasty edge to it,’ svarede han i et interview. ’I was never locked anywhere. If I had been white, they would have said I was a painter-in-residence.”
Madonna har sagt, hun elskede ham, men forlod ham på grund af hans heroinmisbrug. “He was too fragile for this world“
“I wanted to be a star, not a gallery mascot”, sagde han, da han forlod Noseis galleri.
Han blev også fortsat beskrevet som graffitikunstner, et prædikat han oplevede som begrænsende. Når kunstsamlere besøgte hans studie og forsøgte at bestille malerier, der matchede deres møblement, smed han dem ud og hældte mad eller vand ud ad vinduet i hovedet på dem.
Han boede en overgang sammen med Madonna, inden hun blev berømt. Hun har sagt, hun elskede ham, men forlod ham på grund af hans heroinmisbrug. “He was too fragile for this world,” sagde hun senere.
Deroute
Den accelererede karriere, hvor alt, han skabte, blev solgt, somme tider før malingen var tør, lagde et enormt pres på ham, og han blev trukket væk fra den antietablissementverden, hans kunst havde rødder i.
Han havde ingen forudsætninger for at håndtere den forretningsmæssige side af sin karriere. Han var på rekordtid eskaleret fra hjemløshed og fattigdom til millionær med ikonstatus. Han havde ingen bankkonto og havde pengebundter liggende under madrassen og i bøger. Han gav store pengesedler til hjemløse – ‘paying my taxes’, kaldte han det – og levede ekstravagant. Han følte sig ofte snydt af de gallerier, der repræsenterede ham og kaldte agenterne mercenaries, lejesoldater. Hans efterhånden substantielle kokain- og heroinforbrug, som hans indkomst nu kunne betale for, hjalp ikke på hans evne til at stole på andre mennesker.
Basquiat var overordentlig bevidst om sin status som sort i historisk, samfundsmæssig, global og kunstnerisk sammenhæng, og hans kunst reflekterede det på mere eller mindre åbenlys facon. Hvis han selv skulle gå hen og glemme det – efter at have fløjet i en Concorde eller kørt til en fernisering i limousine – behøvede han bare efterfølgende at forsøge at praje en taxa i Manhattan: Som sort mand med dreadlocks, var det nærmest umuligt. Han endte tit med få andre til at stoppe en taxa eller at cykle hjem.
I 1985 blev han interviewet til en artikel i New York Times Magazine, hvor hans foto var på forsiden. Det var en skuffelse for ham, da han læste artiklen, der handlede mere om kunstverdenen som en industri, som han blev beskrevet som et produkt af. ‘As though I didn’t do it myself,’ sagde han. Han beklagede sig over at anmeldere generelt fokuserede mere på hans personlighed end hans kunst.

Krise og død
Han var fortsat overordentlig produktiv og havde i midten af 1980’erne en årlig indkomst på omkring $1,4 millioner. Han havde udstillinger i Los Angeles, Tyskland, Italien og Japan. Han var i en alder af 21 den yngste kunstner nogensinde, der havde udstillet på Documenta i Kassel. Alene i 1982 havde han seks soloshows.
Han kom tilbage til New York clean, men var fortsat deprimeret og uberegnelig og drak voldsomt. Den 12. august 1988 døde han af en heroinoverdosis
Men berømtheden tærede på ham. Han led af voldsomme humørsvingninger, der påvirkede hans professionelle såvel som personlige forhold.
I 1987 døde Andy Warhol uventet efter en ellers veloverstået operation. På trods af krisen i deres venskab, blev Warhols død årsag til en dyb depression for Basquiat. Han blev mere tilbagetrukket og stofafhængig.
I 1988 tilbragte han en periode i Hawaii for at få bugt med sit heroinmisbrug. Han kom tilbage til New York clean, men var fortsat deprimeret og uberegnelig og drak voldsomt. Den 12. august 1988 døde han af en heroinoverdosis. Endnu en tragisk tilføjelse til The 27 Club.
Eftermæle
Posthumt har Basquiats indflydelse og betydning været betragtelig og kontinuerlig. Han efterlod sig over 2000 værker, som vedbliver at stige i værdi. Et af dem, ‘Untitled’ blev i 2017 solgt for $110 millioner – det højeste beløb nogensinde for et amerikansk kunstværk på auktion.
Hans konkurrent, maleren Julian Schnabel, instruerede i 1996 en biopic om ham med Jeffrey Wright i hovedrollen og David Bowie som Andy Warhol. Schnabel sagde om Basquiat: “He didn’t have the tools to navigate the sea of shit”.

Udstillingen i New York
Den retrospektive udstilling, King Pleasure, som er titlen på et af Basquiats malerier, er et intimt, personligt indblik ind i Basquiats liv. Det forekommer at være familiens kærlighedserklæring, som ud over malerier og en rekonstruktion af Basquiats studie, indeholder interviews med familiemedlemmer, venner og personer fra kunstverdenen.
Men malerierne dominerer. Som beskuer bliver man suget ind i et kaotisk univers, der forvirrer, mystificerer, begejstrer og provokerer. Basquiat kilder en under hagen med den ene hånd og leverer en uppercut med den anden. Han bombarderer ens sanseapparat. Jeg følte, han tog mig på skelettet. Jeg gik derfra i en sælsom trancelignende tilstand
Showet har endnu ingen slutdato.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.