MUHAMMEDTEGNINGER I UNDERVISNINGEN // DEBAT – Vi hjælper ikke lærere ved at sikkerhedsliggøre og tvinge nogen til at vise Muhammed-tegningerne.. Måske skulle vi i stedet samle os om, hvad der er godt for eleverne, skriver Jakob Skovgaard-Petersen i et modsvar til et debatindlæg fra Eva Gregersen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I maj sidste år rettede Henrik Dahl og Morten Messerschmidt fra Folketingets talerstol et uhørt personangreb på individuelle forskere, de ikke kunne lide. Nogle af dem blev hængt ud som sekteriske typer med latterlige forskningsemner.
Jeg blev omvendt hængt ud som en, der varetog et vigtigt emne på en måde, så offentligheden ikke kunne have tillid til, hvad jeg skrev. Hvordan det skulle være tilfældet, kom Dahl ikke ind på, men holdt sig til brede fornærmelser om, at jeg var helt særligt enøjet og utroværdig samtidig med, at det alligevel var lykkedes mig at sove i 50 år.
Det er ikke forskningens ve og vel, der ligger de to herrer på sinde, men en agitation med det formål, at politikere skal bestemme, hvad der er god og dårlig forskning. I sandhed en illiberal alliance
De næste dage kom det frem, at Dahl aldrig havde læst så meget som en videnskabelig artikel af mig, for slet ikke at tale om de formidlende bøger om islam, jeg netop har skrevet til offentligheden og folk som ham, der jo af naturlige grunde ikke kender meget til emnet.
Det har dog ikke fået Dahl og Messerschmidt til at trække deres beskyldninger tilbage. Dahl har postet og genpostet, hvad han har kunnet finde af angreb på min person. Og Messerschmidt har løbende (fire gange mens jeg skriver) søgt aktindsigt i mine og kollegers ansættelsesforhold – en intimidering, der koster mit fattige institut betydelige ressourcer.
Intet ulovligt er fremkommet, lige omvendt hans egen sag med Meld og Feld. Vi skal dog nok ikke forvente en undskyldning herfra heller – for det er ikke forskningens ve og vel, der ligger de to herrer på sinde, men en agitation med det formål, at politikere skal bestemme, hvad der er god og dårlig forskning. I sandhed en illiberal alliance.
Kun ét sindelag er rigtigt
I forrige uge lancerede de så et nyt lovgivningstiltag om en central klageinstans, som potentielt vil gøre det muligt anonymt at angive forskere, f.eks. nogen man misbilliger. Heldigvis afslørede debatten i Folketinget denne gang en større vilje til at forsvare den akademiske frihed og selvforvaltning.
I samme uge arrangerede Dahl & Messerschmidt en høring på Christiansborg, igen vendt imod ”aktivisme i forskningen”. De angrebne forskere blev ikke inviteret, og andre forskere blev væk i protest. Men så blev der omvendt mere plads til meningsfæller, der ganske vist ikke alle havde noget med universiteterne et gøre, men som så til gengæld havde en ”sag”, der passede i den illiberale alliances kram.
Eva Gregersen er ikke forsker, men præsenterer sig selv som ”bekymret borger” med en sag.
Forbindelsen mellem hendes sag og høringens emne er ret spinkel. Nemlig mig, som er forsker og i forvejen angrebet af de to politikere, og til dels en anden forsker, Tim Jensen, der dog er gået på pension. Hvad har vi gjort galt? Vi har undervist i Muhammad-tegningerne. Og jeg har ikke vist nok ”solidaritet” med en lærer, ”Charlotte”, der er blevet truet for at erklære, at hun ville vise tegningerne i klassen.
Den bekymrede borger er sprunget ud som lederen af en statsdirigeret folkeopdragelse, hvor kun ét sindelag er rigtigt. Og ligesom under den kinesiske kulturrevolution helliger målet midlerne
Jeg kender ikke Charlotte eller hendes sag i nogen detaljer. Da jeg blev spurgt om truslerne mod hende i radioen, sagde jeg, at det var meget, meget ubehageligt, og at hun selvfølgelig skulle melde det til politiet. Der kommer mange trusler på de sociale medier, og det er i sig selv en af de væsentligste trusler mod den demokratiske samtale.
Jeg er faktisk heller ikke uenig med Charlotte i, at det er vigtigt at undervise i tegningerne, og har også selv gjort det. Men skal vi gøre undervisning i Muhammadtegningerne til obligatorisk for alle skoler og børn, og organiseret af staten?
Det mener jeg ikke af mange grunde. Men det mener Eva Gregersen omvendt. Helt omvendt, skal jeg love for. Og truslerne mod ”Charlotte” er hendes argument. Men gør det hende mere solidarisk med Charlotte? Og mig usolidarisk? Det kan jeg ikke se.
Eva Gregersens sag er, at staten skal gøre fremvisningen af Muhammed-tegningerne til sit eget store undtagelsesfri projekt, helt hinsides almindelig pædagogik. Alle børn skal tvinges til at se tegningerne, ikke på skoler, men de skal sendes med bus til særlige biografer, rådhuse eller andet, der indrettes til formålet.
Det vil beskytte lærerne mod ”voldsmandens veto” – et begreb, som framer alt, hvad hun skriver. Selve det at vise alle børn tegningerne er det eneste ”svar på voldsmandens veto” og vil altså have en velgørende effekt i sig selv.
Men hvad hvis nogle, særligt muslimske børn, søger at pjække fra forevisningen? Bliver hun spurgt i en podcast. Det har hun tænkt over, svarer hun:
Citatet taler for sig selv. Den bekymrede borger er sprunget ud som lederen af en statsdirigeret folkeopdragelse, hvor kun ét sindelag er rigtigt.
Og ligesom under den kinesiske kulturrevolution helliger målet midlerne. Rasmus Paludan er et søndagsskolebarn ved siden af – hans afbrændinger af Koranen i ytringsfrihedens navn kan man trods alt gå til og fra og mene om, hvad man vil. Her skal man lære at elske målet.
Samtidig organisere staten organiserer projektet og holder øje med, om man ”boykotter Danmark”.
Ved at gøre, som man ville have gjort alligevel, neutraliserer man terror
Hvad skal dette kæmpe apparat egentlig gøre godt for? Beskytter det lærerne mod terror? Det mener Gregersen, fordi man fordeler ansvaret væk fra den enkelte lærer og over på alle lærere, samt staten selv.
Men nej, det er omvendt. Det er en misforståelse, at terrorister bliver sat skakmat, hvis man fordeler ansvaret på mange, eller lader staten organisere. Hvis man var oppe imod et regime, var det bestemt godt at være mange.
Er man oppe imod en terrorist, skal han jo bare bruge en af mængden. Hans formål er ikke at kontrollere, men at sprede rædsel. Han kan stadig bare vælge en lærer at slå ihjel, sådan som tjetjeneren gjorde med Samuel Paty. At Paty havde vist forståelse for muslimske elever og undervist på en samvittighedsfuld måde, var for terroristen helt underordnet.
Hvad lærer det børnene? At man kan trodse terror? At alle mennesker har ret til deres tro og overbevisninger? Nej, man vil lære dem det omvendte. Nemlig at det, som Eva Gregersen tror og mener, er det rigtige ”Danmark”, og at vore muslimske medborgere er potentielle terrorister.
Samt at et ideologisk mord i Frankrig i 2020 og trusler på nettet er nok til, at vi sikkerhedsliggør vores undervisning og forlader tro på og tillid til lærere og børn. Man skal ikke have megen pædagogisk indsigt eller almindelig indlevelsesevne for at se, hvad der kan lejre sig af angst og nag i muslimske børn, der skal trækkes igennem den forestilling.
Ingen ved, om der overhovedet er nogen terrorist, der vil reagere på fremvisning at tegninger i danske folkeskoler. Heller ikke jeg. Men jeg ved, at Eva Gregersens løsninger ikke vil holde mulige terrorister tilbage. Hvis det gælder om at imødegå terror og trusler, skal vi ikke lade dem styre os.
Det mystificerende begreb om ”voldsmandens veto” leder ind i en skyggeboksning mod en fjende, som måske er der, måske ikke, men i hvert fald får os til at sælge ud. I Danmark har lærerne ansvar og metodefrihed ud fra den grundlæggende humboldtske idé, at det er dem, der kender deres klasser og elever og pædagogisk kan tilrettelægge undervisningen derefter.
Det er netop ved at gøre, som man ville have gjort alligevel, at man for alvor neutraliserer terror – stik omvendt af Gregersens initiativ
Man skulle tro, at Eva Gregersen så var glad for, at Tim Jensen igennem år har vist tegningerne i undervisningen. Eller at jeg sidste år udgav en bog om fremstillinger af Muhammad, rigt illustreret med både positive og negative illustrationer af muslimernes profet, inklusive tegningen af bomben i turbanen.
Men det er som sagt omvendt. Særlig synes det at ærgre hende, at vi tilmed meddeler, at vi ikke har modtaget nogen trusler. Det skyldes ikke måden, vi underviser – og det gør vi højst forskelligt – men at risikoen nok er meget lille. Vi ved det jo ikke.
Men vi er altså villige til at løbe den risiko, og det har jeg efterhånden mødt en del lærere, der også er. Men jeg har også mødt lærere, der var betænkelige. Ikke mindst fordi de i ledere kan læse, at de store aviser ikke vil bringe tegningerne.
Her ligger et mere reelt problem. For selvfølgelig skal aviser bringe de tegninger, når de virkelig er relevante. Det er netop ved at gøre, som man ville have gjort alligevel, at man for alvor neutraliserer terror – stik omvendt af Gregersens initiativ. Heldigvis har forlag som Gyldendal vist vejen for mediebranchen.
Lad ikke terrorister sætte dagsordenen for, hvordan vi underviser vores børn
Der er intet galt i Eva Gregersens basale idé om, at vi skal undervise i Muhammed-tegningerne, og at det derfor giver mening at vise dem. Personligt synes jeg ikke, at de hører hjemme i en obligatorisk historiekanon (og det synes heller ikke at være afgørende for hende).
Publikationen af tegningerne i 2005 og den efterfølgende krise var bestemt en stormfuld begivenhed, men historiens vingesus var en brise i forhold til stormen på Bastillen eller stormen på Dybbøl Banke. Hele afkoloniseringen og indvandringen til Europa og Danmark efter anden verdenskrig er ikke engang et punkt i den kanon.
Snarere end begivenheden er det vigtige problematikken – de mange spørgsmål, som sagen rejste: Hvor går grænsen mellem ytringsfrihed og agitation mod befolkningsgrupper? Er det acceptabelt og vigtigt, at folk har lov til at tage hen i kvarterer og afbrænde andres hellige bog? Er der religiøse emner, som satire ikke skal, eller netop skal, tage op?
Derfor skal vi gøre det omvendte af Eva Gregersens visioner. Muslimske og ikke-muslimske børn skal lære og mærke, at det er helt i orden at være muslim
Her er spørgsmål og dilemmaer, som slår skillelinjer i den danske befolkning, og som det vil være godt, at elever får diskuteret. Og gerne sammen med spørgsmål om jødehad og karikaturer af jøder, så man overvejer konsistensen i sin stillingtagen. Uden at være pædagogisk ekspert vil jeg mene, at det hører hjemme på gymnasieniveau mere end i folkeskolen. Men det hører også hjemme på seminarierne, så fremtidens lærere kan være godt rustet til at tage den slags emner op i religiøst sammensatte klasser. Ikke primært i historie – selv om det kan de naturligvis også godt – men i religion eller faget medborgerskab. Her skal de voldelige reaktioner på de danske og franske tegninger selvfølgelig indgå.
Jeg har 30 års erfaring med at læse jihadistisk propaganda, oversætte udvalgte tekster og vidne over for jihadister i retten. Jihadismen er en af vor tids største forbandelser, og vi må søge at bekæmpe og underminere den på alle måder. Som den franske forsker Gilles Kepel har påpeget, er målet med jihadistisk terror i Europa at islamisere. Ikke den ikke-muslimske befolkning, men den muslimske.
De skal sættes op imod deres medborgere, så den sociale samhørighed smuldrer. Derfor skal vi gøre det omvendte af Eva Gregersens visioner. Muslimske og ikke-muslimske børn skal lære og mærke, at det er helt i orden at være muslim, elske profeten og blive stødt over sårende fremstillinger af ham.
Det skal også være helt i orden at give udtryk for det, men selvsagt ikke med vold eller trusler. Alle skal derimod lære, at den slags fremstillinger er prisen for éns egen frihed til at have sin tro og sige sine meninger. For den frimodighed bygger på en grundlæggende følelse af social accept og tillid til, at vort samfunds frisind gælder, og det gælder for alle.
Dét er den gode lærers opgave mere end nogen andens. Vi skal ikke lade terrorister sætte dagsordenen for, hvordan vi underviser vores børn.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
