FILM // ANMELDELSE – Woody Allen er blevet citeret for, at hans film nr. 50, Lykketræf, bliver hans sidste film, men det er der ingen grund til at håbe på. Skuespillet funkler, og det legesyge fortællehumør er i fin form i denne fransksprogede charmetrold af en hygge-thriller, skriver Mikkel Stolt.
Der har været et par gange i de senere år, hvor man har siddet lidt med hænderne i livet, når man så en Woody Allen-film. Man kunne godt være nervøs for, at Woody for eksempel var blevet så tunghør, at han under optagelserne ikke kunne vurdere, at skuespillet ikke var godt, men bare sikrede sig, at replikkerne var blevet sagt, så plottet kunne komme videre. Allerede for ti år siden var de første 15-20 minutter af Magic in the Moonlight lidt triste at komme igennem. Triste, fordi jeg frygtede forfaldet.
Men i de tilfælde, hvor jeg fik tanken – også i enkelte af de senere film – rettede det sig som regel undervejs, og lad mig straks sige, at der på intet tidspunkt i den nye film, Lykketræf, er scener, hvor man kan mærke instruktørens eventuelle svækkelse af hverken sanser eller intellekt. Det er hans første film på et 100% andet sprog end sit modersmål, og mindre rutinerede instruktører mestrer ikke altid den ret specielle disciplin.
Så vidt jeg ved, taler Allen ikke fransk, og vi og han skal nok sende en venlig tanke til de franske instruktørassistenter, castere og klippere, for det er virkelig lydefri og fremragende optrædener fra hele holdet. Men som gammel filminstruktør giver jeg selvfølgelig instruktøren hele æren.
Især Lou de Laâge som den såkaldte ’trofæ-kone’, Fanny, er vidunderligt naturlig og formår som de andre til fulde at glimre og lege med i Allens optage-metode, hvor han ofte lader scener spille sig ud foran et roligt, bevægeligt kamera, og hvor skuespillerne derfor er ’på’ i længere tid ad gangen end i mange ‘moderne’ film – selvom det måske kun er i udkanten eller i baggrunden. Overspilles der undervejs? Nej da, der leges.
Handlingen går lige på
Filmen starter med det igangsættende handlingspunkt: Den gifte Fanny møder en gammel ven fra gymnasiet (Alain, spillet af Niels Schneider) på gaden i Paris, og han kommer – noget upassende, må man sige – til at afsløre, at han altid har været vild med hende. Hun tager det dog pænt, ærbart og lidt smigret, og han er jo forfatter, som han også behændigt får afsløret. Hun arbejder selv indirekte med kunst og kunsthåndværk på et auktionshus.
Hun er gift med den noget mystiske forretningsmand, Jean (spillet af Melvil Poupaud), og hvad tjener han egentlig sine penge på? Og da den uundgåelige affære tager fart, har vi allerede opdaget, at ægtemanden både er noget besidderisk og jaloux på den go’e, gammeldags og patriarkalske måde. Så hvordan vil han reagere? For var der ikke noget med, at hans gamle kompagnon forsvandt?
Så udvikler handlingen sig, mens de centrale medvirkende føler forskellige former for skyld, jalousi og mistænksomhed og er mere eller uvidende om, hvem der ved hvad om hvem. Det lyder som om, det også er morsomt, hvilket det for så vidt også er – det kommer jeg tilbage til – men der er altså tale om en slags thriller.
Chabrol og Hitchcock i horisonten
Det er en genre, som Allen før har haft held med i for eksempel Match Point (2005) og Cassandra’s Dream (2007), men denne gang er det – måske især på grund af sproget og den franske setting – svært for mig ikke at tænke på den franske instruktør Claude Chabrol (1930-2010).
Lykketræf er elegant og diskret sofistikeret filmet i et efterårskoloreret Paris og opland
Denne instruktør, som var inspireret af Alfred Hitchcock og hans suspense-begreb, der i korthed handler om, at publikum til en film undertiden ved mere end de medvirkende, lavede også elegant fortalte og filmede kammerspil, der kredsede om temaer som moral, skyld og kynisme i den franske overklasse. Allens version er måske lettere i tonen, mindre kuldslået, men er i hvert fald ingen kopivare, for i stedet for at virke bedaget tilføjer hans sædvanlige måde at arrangere skuespillere og kamera i forhold til hinanden filmen en slags tidløshed.
Et eksempel kunne være en scene, hvor Fanny er bekymret over, at hendes elsker, Alain, ikke giver lyd fra sig. Hun står sammen med en kollega bag et skrivebord, men hun undskylder sig og går derefter frem mod kameraet – og os – for at lave et diskret telefonopkald.
Kameraet bevæger sig også lidt tilbage, lyset på Fanny ændrer sig, og vi kan samtidig se, at den anden lytter med i baggrunden, selvom han er blevet en anelse uskarp. Betyder det noget? Det ved vi ikke på det tidspunkt, men usikkerheden breder sig. Andre scener bruger lokationen eller set designet på en anden måde, men hele tiden lægger man mærke til, at karaktererne agerer med relation til deres omgivelser.
Det er femte gang i træk, at Allen arbejder sammen med den italienske fotograf Vittorio Storaro, der blandt andet er kendt for sit arbejde på nogle af Bernardo Bertuluccis og Francis Ford Coppolas største film, men til forskel fra disse – og også Woody Allen’s Wonder Wheel (2017), som måske er den mest visuelt storslåede Allen-film overhovedet – så er Lykketræf bare elegant og diskret sofistikeret filmet i et sensommer- og efterårskoloreret Paris og opland.
Er det alligevel en komedie?
Det er altså ikke en af Allens rene komedier med morsomme dialoger og oneliners, men filmen har alligevel en egen, mådeholden humor, som næsten må kaldes for inside jokes. Den jaloux ægtemand har for eksempel en elektrisk togbane, der fylder et helt rum, hvilket i filmhistorisk forstand er en indforstået kliché om den følelsesmæssigt afstumpede eller hæmmede mand.
I en restaurantscene hygger Woody Allen sig endvidere med, at tjeneren – efter at den for plottet vigtige dialog er overstået – ankommer med det mest overdrevent franske, man kan komme i tanke om, nemlig foie gras og frølår. Woody Allen ved, at vi ved, at han ved, at det er grinagtigt – i mangel af et bedre ord – at ærke-new-yorkeren stadig laver film i Europa, hvad enten det så er af nød, af lyst eller begge dele.
Det er således skægt at lægge mærke til disse små ting, mens thrillerens handling, der jævnfør titlen jo også handler om skæbne og tilfældigheder, udspiller sig. Og vi lades da heller ikke i tvivl om, hos hvem af karaktererne filmens sympati ligger, som jeg vist ikke røber for meget ved at sige ikke er hos den ældre ægtemand, og for hvem filmens danske titel har sin egen ironiske pointe.
Man får meget af den samme Woody Allen-stemning som i stort set alle hans film
Men jeg må nok nødtvungent indrømme, at jeg efterfølgende alligevel savnede det decideret komiske element, som i hans Små og store synder (1989) lægges så elegant sammen med det kriminalistiske, hvorved en større sum af eksistentielle spørgsmål præsenteres for seerne. Men okay, det var trods alt også en af 80’ernes og Allen’s bedste film, og mindre kan gøre det.
Og det er da også morsomt – på den samme underspillede måde som i resten af filmen – hvordan der sendes giftpile mod den penge- og magtfikserede overklasse, hvoraf enkelte i øvrigt tror på, at ufo’er faktisk har kidnappet mennesker, mens der kigges mere velvilligt på dem, der hylder litteraturen og kunsten og det frie sind. Klichér, ja, men de præsenteres ikke som floskler, men som filmiske fiffigheder.
Vi håber på flere film
Jeg har godt set, at filmen hist og her præsenteres både som et komedie-drama eller en romantisk utroskabskomedie og fred være med det. Det er måske et spørgsmål om i hvilket humør, man er, når man ser den. Men man får i hvert fald stadig meget af den samme Woody Allen-stemning som i stort set alle hans film; med opening credits skrevet i hvid Windsor på sort baggrund, og med et jazzet soundtrack – denne gang dog af lidt yngre dato end big band- og swingmusikken i mange af hans tidligere film, nemlig Herbie Hancock og Nat Adderley.
Er man desuden typen, der kan lide at gætte med på plottet i film, så bliver man både bekræftet og en lille smule overrasket, når man ser Lykketræf, men vildere er det altså heller ikke. Og det skal det heller ikke være i denne af Allens 50. film, som forhåbentlig ikke bliver hans sidste. Rygtet siger da også, at han begynder at filme en ny film i Italien til sommer, men det er endnu ikke bekræftet af hverken Allen selv eller eventuelle producenter og finansieringskilder.
Klik dig videre til mange flere filmanmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
