
B-JOE JOHANSEN // B-JOE JOHANSEN – Denne episode af POV Mediano Music handler om et 30-årsjubilæum. I 1992 fandt guitaristen B-Joe Johansen – i dag især kendt som guitarist i Michael Hardinger Band – sig selv stående ved en korsvej på et hotel i Los Angeles. Ligesom blues-pioneren Robert Johnson stod han ansigt til ansigt til med djævelen i skikkelse af en tysk pladeselskabsmand, der truede ham på livet.
Egentlig var Joe Johansen, kendt som B-Joe, tæt på at opfylde den klassiske drenge rock’n’roll-barndomsdrøm om stjernestatus, flotte piger og hus i Los Angeles. Sex, drugs & rock’n’roll.
Hans band havde underskrevet en international millionkontrakt, albummet Ready to Ride var indspillet, udkommet internationalt, bl.a. med stor succes i Tyskland.
Efter at have opbygget et ry som et af landets bedste klubbands, bl.a. i Lades Kælder i København, havde Johansen oplevet at spille i rockmusikkens eget land, USA. Han og hans band levede rocklivet, og en aften fandt han sig selv på et luksushotel i Los Angeles, hvor det vrimlede med jakkesæt – og bullshit. Han blev bedt om at komme ind på en af pladebossernes hotelværelse, hvor han blev truet på livet.
B-Joe og den afgørende skideballe
B-Joe har i årevis været fascineret af rock’n’roll ur-legenden om bluesmusikeren Robert Johnson, der efter sigende – stående ved en korsvej – solgte sin sjæl til djævelen mod til gengæld at få succes. Han har sågar skrevet romanen “Korsvejen”, inspireret af myten.
Den aften i L.A. stod B-Joe der selv …

Historien involverer feministiske demonstrationer mod B-Joe i Austin, Texas, svindel, tyverier, kokain, mordtrusler, løfter om verdensherredømme, millionkontrakter, videoindspilning i Los Angeles – og en dansk trommeslager, der gav Joe en lille skideballe, som fik ham til at træffe en afgørende beslutning.
”Har jeg lyst til et liv, hvor jeg tager stoffer og brænder hurtigt ud som menneske, eller vil jeg gå den anden vej? Det måtte jeg spørge mig selv om,” siger Joe Johansen bl.a. i podcasten.
B-Joe og hans gamle band fejrer 30-årsjubilæet med et par koncerter i september, måske flere koncerter. Derudover har B-Joe Johansen mange andre jern i ilden. Han har netop produceret et nyt album med Erik Grip, spiller med sin blues-trio, han har etableret eget pladeselskab, der bl.a. udgiver en ny plade med Jens Rugsted – og han er guitarist i Hardinger Band, der spiller det gamle Shu-Bi-Dua guld over hele Danmark.
Lyt til POVcasten her:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her