Resumé
Isvinteren har sænket sig over Danmark. Nabokrigen, også kendt som Ande-Gate, er helt ude af kontrol. Spændingerne mellem den noget falmede stationsby, Folkerup, og andelslandsbyen Hipsted har nok altid været der.
Et læserindlæg kræver den lokale andefarm lukket for al dens svineri. Og så starter krigen mellem Hipstrup og Folkerup, der indeholder alt fra bedrag over kærlighed. Det er de gamles livsværdier og forbrugervelfærdskamp mod de unges krav om en grønnere fremtid. De store medier svælger i alle tænkelige vinkler på sagen – senest har øvrigheden grebet ind.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
18 graders frost.
Sne som pudder over landskabet.
Ingen vind.
Stilheden.
Selv en lille fjært under dynen kunne vække naboerne sådan en froststille mandag morgen.
Men så brød helvede løs, endnu inden kirkeklokkerne havde vækket begge byer.
”Stuhr, stuhr nummer”, råbte cirkusdirektøren fra sin højtalervogn, da den kørte ind i Folkerup.
Direktør Bardutski var på evig jagt efter nye overlevelsesmuligheder for sit cirkus. Han havde netop overstået sin syvende bankerot. Det var blevet en del af forretningskonceptet at gå konkurs hvert år inden regnskabets afslutning. Direktøren var først og sidst en overlever, og han læste aviser og så nyhedsudsendelser. Da andekrigen pludselig blev landskendt, fik han den idé at forene sig eget cirkus med den måske mest kendte cirkusgenre: politik.
”Mine damer, herrer, herskaber, ægteskaber, borger og adel, veganere, kødslugere, socialist-økologer, amatørkapitalister og barfodsteologer. Få Dem en oplevelse af de helt særlige i Cirkus Politicus. Her kan De møde tidens to største politiske illusionister, Irene Larmstue og Marcus Stuka, som ikke stikker op for bollemælk eller har den mindste angst for jer vælgere. Det kræsne publikum, som står vore hjerter og min slunkne kassekredit så nær …”.
Han havde brugt penge, der ikke var hans, og hun havde som minister truffet beslutninger, hun ikke havde ret til. Men det var justitsmord og flueknepperi, mente de begge
Efter højtalervognen og direktør Bardutski fulgte de gamle, slidte lastvogne med telt og udstyr til eftermiddagens forestilling – og så – hovedpersonerne – i en karet. Karet? Bum-bum … Reelt var der tale om et brugt redskabsskur på en aflagt gummivogn.
Dér sad de to profiler, Irene Larmstue fra Bondepartiet og Martin Stuka fra Provinspartiet. De vinkede til det udeblevne folk, som endnu ikke var stået op. Pinligt? Det spørgsmål optog ingen af de to hovedpersoner. For det her handlede om deres politiske overlevelse og hele deres livsindhold. Hun var liberal på papiret. Han var formelt socialt orienteret mod de uprivilegerede klasser. Men alt det der ideologiske pis var de personligt kommet fri af. Dét havde de til fælles – deres politiske overlevelseskamp. Og så lige den kendsgerning, at de begge havde retssager kørende, som kunne kvæle deres politiske fremtid. Han havde brugt penge, der ikke var hans, og hun havde som minister truffet beslutninger, hun ikke havde ret til. Men det var justitsmord og flueknepperi, mente de begge.
Ofre for deres politiske modstandere.
Irene Larmstues sorte øjne gnistrede, da hun indtog talerstolen. Ordene væltede ud af hende, og det var tydeligt, at hun ramte lige ind i hjertet af de vredeste Folkerup-borgere. Budskabet kendte alle i forvejen – vreden mod miljø-socialismen. Men især tre citater stod klart. Det var vigtigere end indholdet, og hun havde tidligere haft succes med citater af andre store, politiske idealister end hende selv. Bare lige lånt dem, fordi ordene lå som bolsjer i munden:
”Lad os dog lukke munden på de nyttige idioter”.
” En enkelt død er en tragedie, en million døde er en statistik!”
”Jeg er ret beskeden. Jeg ønsker ikke at fortælle folk, at jeg er leder”.
Klapsalverne var som rygklap fra hendes kærnevælgere.
Man anede en glæde bag de mørke øjne.
Journalisterne filmede og noterede. Men hendes hektiske assistent virkede synlig nervøs, da hun steg ned fra podiet. Hun lagde armen om Larmstues skulder og trak hende til side:
”Jeg tror, vi får ballade for det her, Irene. Havde du selv fundet citaterne?”
“Nej”, svarede hun. ”Det var ham den søde, lysblonde studentermedarbejder”.
Det blødgjorde ikke hendes spindoktor, der havde læst statskundskab og politisk historie.
”Han skal fyres, studenten! Det første citat var fra Lenin. Det andet fra Stalin – og det sidste fra massemorderen i Cambodia, Pol Pot. Vi har sgu et forklaringsproblem, Irene!”
Og hvis det er din mor og far, der propper dig med alt det sludder, så sig fra. Flyt hjemmefra. Bliv tvangsfjernet.
Marcus Stuka valgte en anden strategi. Han talte ud fra sine to vigtigste politik-områder: Vorherre og Folkeskolen. Og bolden lå lige til den højrefod, han altid brugte i politik. Fædrene og mødrene stod der i første række. Og børn var der også. Stuka slog ned på forsamlingen som en styrtbomber i en blitzkrig.
”I skal ikke finde jer i det. Dette socialistiske angreb på ejendomsretten. Roast Duck er guld for jer og for Danmark. Og kultureliten deroppe i Hipsted, der lever fedt på deres faste jobs inde i byen, skal ved Gud i himlen ikke regere over vores stolte folk og dets frie initiativer. Stol på Gud, og gør som far og mor har sagt. Spis kød. Svin, køer, ænder – det skal bare være kød. Og ikke denne venstreorienterede løgn om grøntsagernes lyksaligheder.”
”Men de ti bud, Stuka, hvad med dem?” Den unge pige med den klare stemme kunne høres af alle. Det var Gitte Tutborg, den snart verdenskendte klimaktivist fra Hipsted, der vovede sig ind i Hjertet af Folkerup. Marcus Stuka genkendte hende straks fra verdens tv-skærme.
”Du skal passe din skole, lytte til de voksne og lade være med at blande dig, før du er blevet voksen. Og hvis det er din mor og far, der propper dig med alt det sludder, så sig fra. Flyt hjemmefra. Bliv tvangsfjernet.
”Men det 4. bud, Stuka. Kender du det?” Gitte Tutborg insisterede.
”Jeg husker ikke lige rækkefølgen. Men mon dine socialistforældre overhovedet kender biblen?”
”Jeg har selv læst biblen, hr. Stuka. Meget interessant. Også det fjerde bud i moseloven.”
Der blev musestille i cirkusteltet, mens alle ventede på den unge kvindes forklarende forløsning:
”Det 4. bud, Stuka, det lyder sådan: Du skal ære din fader og din moder! Gælder moseloven også for klimaaktivister?”
LÆS FLERE AFSNIT AF POV’S JULEFØLJETON ISVINTEREN HER
Topillustration: POV International
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her