NETANYAHUS ISRAEL // DEBAT – At Israels nuværende højrenationale regering med Benyamin Netanyahu i spidsen afviser at anerkende palæstinensernes krav, er i virkeligheden mainstream-zionisme, skriver Jonathan Ofir i denne kommentar til Weekendavisens Martin Krasnik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 16. januar udsendte DR et Genstart podcast med titlen ”Israels Ulykke”, med Martin Krasnik, chefredaktør for Weekendavisen.
Det hele skulle omhandle spørgsmålet om, hvordan Israel er kommet hertil, hvad Krasnik føler omkring zionismen og Israel i lyset af en så eksplicit religiøs fundamentalistisk regering.
Jeg har godt læst Martin Krasniks påstand om, at han er ”superzionist”, og at alle burde være det – en påstand, han gentager flere gange i udsendelsen. Han accentuerer, at folk simpelthen har pligt til at være det.
Alligevel har det chokeret mig, at Krasnik taler om det i over 26 minutter. Der ligger så meget romantisering omkring, hvad Israel var i starten, der er så meget benægtelse af, hvad det betød for palæstinenserne, men mest af alt utæmmet arrogance som resultat af denne tilsyneladende selvvalgte blindhed.
Alle – også de palæstinensere, som har været etnisk udrenset for at skabe plads til Krasniks ”mirakel”, altså den ”jødiske og demokratiske” stat, som menneskerettighedssamfundet i dag definerer som apartheid – de skal alle sammen tilslutte sig Krasniks drømme og forestillinger, benægte realiteten og blive superzionister.
Mere jødisk end demokratisk
Podcasten begynder med, at Krasnik siger, han er trist, bekymret og sorgfuld omkring det, der sker i Israel lige nu. Israel bevæger sig hurtigt væk fra de ”grundlæggende værdier” og ”meget smukke visioner”, som han mener, er hele udgangspunktet for Israel. Israel er en ”mærkværdig fugl, som ikke findes andre steder”, et land, som både er et ”land for jøder” og ”et demokrati” – og de to ting ”er ved at falde fra hinanden”.
Med andre ord bliver Israel mere jødisk end demokratisk. Det er ikke det Israel, som han kendte tidligere.
Krasnik fortæller om sin store identitetstilknytning til Israel, selvom han kun boede der et par år som barn. Det med Israel fyldte meget for ham også i den jødiske skole i København, hvor de studerede hebraisk og jødisk historie, hvor ”Israel fylder enormt meget – det er ikke kun det moderne Israel, det er også Israels historie hele vejen, flere tusinde år tilbage”. Men Palæstina er fuldstændig væk i den indoktrinering, Krasnik får som barn.
Jeg ved godt, hvad han taler om. Jeg havde ikke bare min opvækst i Israel, indtil jeg blev voksen. Jeg var tre år i USA, da jeg var barn, og gik i en jødisk skole, hvor Israel fyldte meget, rigtig meget. Palæstina var uhørt. Når jeg ser tilbage på det, så tænker jeg, at det var zionistisk hjernevask.
Hele ideen om Israel, den jødiske stat, er bare så mirakuløs, at den tilsyneladende overgår al fornuft, den er metafysisk
Krasnik siger, at det med en ”jødisk stat, som er demokratisk”, er en ”modsætning, nogen gange”, men at det er ”et mirakel”.
Han bliver spurgt om det med modsætningen.
Her indrømmer han, at når man vil etablere sådan et mirakel, så kan man alligevel ”hurtigt konstatere, at der bor altså nogle andre mennesker i forvejen – hvad med dem? Hvilke rettigheder skal de have?”
Godt spørgsmål – men vi får aldrig rigtig svar på det. Det er bare en undren.
Krasnik bliver spurgt om, hvordan han kan kalde det at ”lægge et land, hvor der i forvejen bor folk”, ”et mirakel”. Krasnik siger, at det var ”et mirakel for jøderne” – så er man ikke i tvivl – men så indrømmer han, at det var en ”tragedie for palæstinenserne”. Endelig nævner Krasnik palæstinenserne ved navn, næsten ni minutter ind i udsendelsen. Det er en ret stor indrømmelse, må man sige. Han siger, at denne tragedie bare er blevet ”større og større” og ”uløst”, og at det særligt er ”israelernes ansvar”.
Men hvordan definerer Krasnik det ansvar? Altså, hvordan skete den ”tragedie”? Var det bare ved et tilfælde?
Det spørgsmål får vi heller ikke rigtig svar på. Hele ideen om Israel, den jødiske stat, er bare så mirakuløs, at den tilsyneladende overgår al fornuft, den er metafysisk.
”Det viste sig allerede dér, at den sameksistens blev meget, meget vanskelig”, siger Krasnik om krigen i 1948.
Naturligvis. Men Krasnik mener umiddelbart, at det var svært, fordi palæstinenserne og de andre arabiske lande ikke ville acceptere Israels eksistens – ikke fordi zionisterne var i gang med en etnisk udrensning. For det tales der ikke om – allerede ved krigens start var omkring 300.000 palæstinensere fordrevet og ca. 200 landsbyer ødelagt; det hele startede ikke bare den 15. maj 1948.
Det er også en meget brugt fremstilling: Det er besættelsen, der påvirker os, det er ikke os, der påvirker besættelsen
Men Krasnik springer hurtigt videre til 1967 uden rigtig at forholde sig til det grundlæggende princip, nemlig at udskifte en befolkning. Det er en typisk liberal-zionistisk tendens at springe sådan frem til 1967 og overse det grundlæggende problem i 1948.
”Den fik det allerstørste skud for boven i 1967, under Seksdageskrigen, hvor Israel besætter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem,” siger Krasnik. Der blev ”sameksistensen” meget mere vanskelig. ”Besættelsen og behandlingen af palæstinenserne, også de israelske arabere, har skabt en råddenskab i det israelske demokrati, der æder sig ind på resten af samfundet.”
Ovenstående er også en meget brugt fremstilling: Det er besættelsen, der påvirker os, det er ikke os, der påvirker besættelsen.
Krasnik mener, at fordi 1967-udvidelsen skete, så har den ”nationalistiske del af den kamp” fået ”mere og mere og mere magt og indflydelse,” fordi den har haft ”den besættelse som drivkraft”.
Og hvem er den ”nationalistiske del” egentlig? Det var jo Arbejderpartiet, der sad på magten i israelsk politik og dannede regering i de første årtier, fra 1949 til 1977 uafbrudt. Det var zionismens venstrefløj, som udførte Nakbaen, den grundlæggende etniske udrensning i 1948. Det var dem, som udførte udvidelserne i 1967 som en slags ”færdiggørelse af arbejdet”, det var dem, som var med til at tillade og etablere de første bosættelser i de besatte områder. Besættelsen i 1967 var superzionistisk.
Netanyahu
Krasnik bliver spurgt om Netanyahu, hvad han egentlig er for en.
Krasnik beskylder Netanyahu for at have brugt ”jødisk identitetspolitik som det vigtigste våben”, siden han kom til magten i midten af 90’erne. Men har den jødiske identitet ikke været afgørende i Israel fra starten?
Nu kommer vi til nutiden og den nuværende regering – igen med Netanyahu i spidsen. Nu tales der om Itamar Ben Gvir, som er blevet minister for national sikkerhed, om, hvordan han ”vadede op på Tempelbjerget” (som også hedder Haram al Sharif).
Problemet med Ben Gvir er, ifølge Krasnik, at han ”udspringer af en tradition og en historie af zionismen, som ligger helt ude på højrefløjen, som insisterer på, at det her område ejer jøderne. De ser Det Gamle Testamente som en slags skøde, der giver jøder ret til at kontrollere og dominere det her område”.
Men den opfattelse af Biblen som skøde, der giver den ret, har været brugt i mainstream-zionismen. Selv Ben Gurion brugte af og til messianske forestillinger til at retfærdiggøre overtagelse og udvidelse. Så det er ikke bare den yderste højrefløj af zionismen – det er også dem, som udførte Krasniks ”mirakel”.
Krasnik opsummerer, hvad den nuværende israelske regering betyder for palæstinenserne:
”Det er en regering, som siger det lige ud”.
Og hvad nu hvis de siger det ligeud, som Krasnik vil pakke pænt ind?
Det har i bedste fald altid været udtænkt som en slags begrænset autonomi
”De anerkender ikke, at palæstinenserne har nogen ret. De palæstinensere, der bor på Vestbredden, de har ikke ret til en stat, man kan ikke indgå en aftale med dem, de skal fortsat koloniseres, brutaliseres, de skal udgrænses.”
Men det er mainstream-zionisme, det her. Hvad enten de er statsborgere, besat, belejret eller fordrevet, har palæstinenserne ikke nogen national ret. Det er stadfæstet i nationalstatsloven af 2018, som er en mainstream, quasi-konstitutionel lov. De kan i bedste fald have borgerrettigheder, men ikke nationale.
Hvad angår de besatte – det er en mainstreamopfattelse, at de ikke skal have ret til en stat. I en tale den 5. oktober 1995, en måned før han blev myrdet, lovede Yitzhak Rabin parlamentet at Oslo-aftalerne af 1993 betød ”mindre end en stat”. Det har i bedste fald altid været udtænkt som en slags begrænset autonomi, en slags bantustan.
Princippet om en tostatsløsning
I udsendelsen taler de om Netanyahu igen. Krasnik siger, at Netanyahu trods alt har insisteret på, at demokratiet dog er det vigtigste, og at han holder sig til ”princippet om en tostatsløsning”.
Det er en misvisende opsummering. Det er rigtigt, at Netanyahu, ved én eneste tale i 2009 på Bar Ilan Universitet ved Tel Aviv, hentydede til noget, der synes at minde om en tostatsløsning, noget med ”økonomisk fred” og en demilitarisering af den anden ”stat”, hvad end det bliver – det, på trods af at hans partiplatform ”fladt nægter” en palæstinensisk stat ”vest for Jordanfloden”.
Men det er også bredt anerkendt, at det var ord, som intet havde bag sig, og han bakkede ud af den erklæring ved at sige, at nu var ”bare ikke tiden til det”, som han sagde det i 2015. Man kan altså ikke tilskrive Netanyahu ”princippet om en tostatsløsning”, som Krasnik gør.
”Det her er et totalt maskefald,” siger Krasnik, ”for det viser jo, at han ingenting mener af det, han har sagt, alle de her løfter, det er løgn.”
Men hvem troede på de masker? Det er længe siden, de er faldet for mange af os. Er Krasnik nu chokeret, først nu?
”Ønsker [Netanyahu] virkelig det her Israel, som glider tilbage til et eller andet etno-nationalistisk helvede?” spørger han.
Krasnik tror, at det måske snarere er, fordi Netanyahu vil ”undgå at komme spjældet”, fordi en lovændring med hjælp fra de højre-nationalistiske partier vil hjælpe ham til at undgå den mulige konsekvens af hans adskillige korruptionssager. Han tror ikke, det er af ideologiske grunde som sådan. Han kalder det ”en alliance med djævlen”.
Benægtelsen af den palæstinensiske ret til tilbagevenden er mainstream konsensus i zionismen. Det er et grundlæggende princip, at de ikke må vende tilbage, for så vil det jødiske flertal gå tabt
Men hvad nu hvis det også er ideologisk? Hvad nu hvis Netanyahu ser, at den israelske befolkning hælder mod højre, at over 2/3 af parlamentet er, hvad man kan betegne som højre-zionister (uanset om de er for eller imod Netanyahu)? Hvad nu hvis Netanyahu ser, at han har mulighed for at etablere den mest stabile regering, som Israel har haft i mange år, netop med de mest højreradikale kræfter?
Krasnik er ked af, at Israel, som det er i dag, ”frastøder så mange jøder”. Han begræder, at de nuværende regeringspartier (ironisk nok) overvejer at reducere loven om jødisk ”tilbagevenden” til kun at dække jøder, som selv er født af en jødisk mor – så vil hans egne børn ikke kunne opnå automatisk statsborgerskab i Israel – hvilket Krasnik heller ikke ”tror, de ønsker”. Men det er godt at have den forsikring, ja, det koster jo ikke noget – for jøder.
I netop den sammenhæng bliver han spurgt om det, at palæstinensere ikke kan vende tilbage.
”Ja, men jeg har bare altid insisteret på, at begge dele må være muligt, for det gjorde de israelske grundlæggere, det gjorde de zionister, der overhovedet opfandt idéen om et hjemland for jøder,” siger han.
Men Israels grundlæggere har altså udrenset palæstinenserne etnisk. Siger han i ramme alvor, at de ville etablere en ret for palæstinenserne til at vende tilbage? De gjorde det præcis modsatte. Og benægtelsen af den palæstinensiske ret til tilbagevenden er mainstream konsensus i zionismen. Det er et grundlæggende princip, at de ikke må vende tilbage, for så vil det jødiske flertal gå tabt.
Og dem, som ”opfandt idéen om et hjemland for jøder”? Jamen, zionismens grundlægger Theodor Herzl mente, at man skal ”fremskynde populationen forbi grænserne”. De vidste jo godt, hvad kolonisering var. Krasnik benægter det stadig.
Krasnik bliver harm over de ”forbandede etno-nationalistiske røvhuller, som de simpelthen er, på højrefløjen”, som var der, da Israel begyndte, hvor han siger, at de var ”nedkæmpet”, og at de nu ”må nedkæmpes igen”.
Men disse ”etno-nationalistiske røvhuller” var trods alt blot en zionistisk højrefløj. De arbejdede trods alt tæt sammen med venstrefløjen under den etniske udrensning af Palæstina. Flere af dem blev premierministre. I synet på palæstinenserne, så har der ikke været nogen kæmpestor forskel mellem dem og den zionistiske venstrefløj. Zionismen er desværre en etno-nationalistisk ideologi. Jeg vil ikke kalde Martin Krasnik for et røvhul, fordi han er superzionist, men vil gerne anfægte hans romantiske syn på Zionismen og Israel i det hele taget.
POV har kontaktet Martin Krasnik og tilbudt ham at publicere en replik eller et modsvar til denne kommentar. Det har han takket nej til.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
