NY BOG // UDDRAG – I disse dage er det ti år siden, at Islamisk Stat startede forfølgelsen af yazidierne i Irak. Det er bestemt ikke nogen afsluttet historie, for 2.800 af de tilfangetagne yazidier er aldrig blevet fundet, og tusinder lever stadig i lejre og uvished. Journalisten Deniz Serinci har skrevet en bog om massakrerne og de brutale overgreb, der mange steder er blevet betegnet som folkedrab. POV bringer her et uddrag af den stærkt relevante bog.
Normalt forbandt de lokale Sinjar-bjerget med noget hyggeligt. En yazidi-mand fortalte mig, at han ofte tog turen derop for at hygge med vennerne. Hvis man gik hurtigt, skulle man på gåben kunne nå op på toppen af bjerget på en time.
Derudover var bjerget også forbundet med legender og myter. Det var engang grænseland mellem Romerriget og Perserriget, hvor en række slag mellem de to imperier fandt sted. Derudover blev det et stop på karavanevejen mellem Mardin i det nuværende Tyrkiet og Mosul i Irak.
Endelig var det også stedet, hvor Noahs Ark ifølge den lokale legende strandede efter syndfloden, og livet på Jorden begyndte forfra. Endvidere sagde flere lokale, at bjerget symboliserede liv, fordi det var her, flygtende yazidier søgte tilflugt fra osmannernes forfølgelse og gemte sig i bjerghuler, drak fra dets vandløb og klarede sig ved at spise figner og granatæbler fra træerne.
Den 3. august gentog historien sig.
IS-krigere fra Mosul og Tel Afar i Irak og Al-Shaddadi og Tel Hamis i Syrien kom kørende i tunge pickups og camouflagemalede Humvee’er med fire til fem mænd på de åbne lade. Kommandocentralen for invasionen lå i Mosul og Tel Afar. De havde maskingeværer monteret på køretøjerne og flagede med deres sorte flag. Det var IS-krigere med deres karakteristiske lange hår og fuldskæg. “Læg jeres våben fra jer, og vi gør jer ikke noget,” sagde jihadisterne via højttalere. Herefter skød de angiveligvis efter dem, der forsøgte at flygte.
Hundredtusinder fór ud af deres huse og flygtede til Sinjar-bjerget gennem dens grønne terrassemarker og snoede veje op til toppen. Nogle til fods, andre i biler og lastbiler. Atter andre skubbede ældste i trillebøre eller bar dem på ryggen. Det efterlod familierne i et svært dilemma, hvor flere måtte ofre sig, fordi der ikke var nok plads til alle i bilerne.
Ikke alle ældre overlevede turen op til bjerget, men døde i vejsiden. Nogle familier på vej til bjerget vendte om for at tage hjem igen og forberede sig bedre ved at tage vand og mad med. De tænkte ikke, at der ville ske noget. Da de vendte hjem, blev de så taget til fange af IS undervejs. IS belejrede bjerget, så cirka 50.000 yazidier var fanget på det 1463 meter høje bjerg.
En af dem var Barakat Isa, en lokal yazidi-journalist fra tv-stationen Rûdaw. Få uger efter massakrerne fløj jeg ned til nærområdet som den første danske journalist og mødte Isa. Han fortalte, at der kun var få vandkilder på det cirka 80 kilometer lange bjerg, så de skulle gå i mindst seks-syv timer for at hente vand. Det var cirka 45 grader varmt oppe på bjerget, der var træløst og dermed uden beskyttelse mod solen. Folk tørstede. Isa sagde, at vandet i kilden blev mindre og time for time, fordi der var mange børn, kvinder og mænd.
“Vi var mange, der spiste blade, fordi vi manglede mad,” sagde Isa. En historie, jeg hørte fra flere.
Oppe på bjerget frygtede de samtidig, at IS ville komme op og gøre det af med dem.
Isas ven og Rûdaws 24-årige kameramand Faris Mishko var også et ansigt, jeg skulle møde igen og igen. Ved den sidste store massakre i 2007 blev Mishkos fætre og kusiner dræbt, da IS’ formodede forgængere detonerede lastbiler fyldt med bomber og dræbte hundredvis af yazidier på markedspladser, tæt på Sinjar. Mishkos hus lå 600 meter fra gerningsstedet, og han var på arbejde den dag, men han kom ikke selv noget til.
Denne gang, i 2014, blev Mishko, hans kone og to døtre på fem og tre år, far, mor, søster og farmor alle taget til fange af IS og låst inde i en bygning med 300 andre yazidier. Der stod bevæbnede IS-vagter udenfor, så de kunne ikke flygte. Dagen efter bombede den irakiske hær visse IS-stillinger i Sinjar, og vagterne stak af. De indespærrede yazidier løb ud – henimod Sinjar-bjerget, hvor tusinder allerede havde forskanset sig.
Grundet manglen på mad måtte Faris’ to døtre måtte nøjes med lidt vand fra en kapsel. Overfor mig hævdede Faris, at han stort set kun spiste en agurk den uge på bjerget, mens døtrene spiste figener. Andre yazidier påstod overfor mig, at de gik over til fårene og drak deres mælk.
Der var forældre, der følte sig nødsaget til at efterlade ét af deres børn for at redde andre af deres børn
“Jeg tænkte: Vi kommer ikke levende herfra. IS slår os ikke ihjel. De lader os tørste ihjel,” fortalte Mishko mig.
En anden mand fortalte mig, at han fandt agurker og gammelt brød, som der var kommet mug på, som han i desperation spiste. Atter andre sagde, at de slagtede et får og uddelte en lille ration kød til hinanden. Det var svært at få ned i halsen på grund af tørsten.
Abdullah Shirim var en biavler, der forskansede sig på bjerget sammen med sin kone, to sønner på 21 og 16 år samt to døtre på 10 og fire år. De første to døgn spiste hans børn stort set intet.
“Vi fandt én flaske, som vi – seks personer – så delte. Senere fandt vi nogle agurker og auberginer og spiste det.”
Endvidere var der forældre, der følte sig nødsaget til at efterlade ét af deres børn for at redde andre af deres børn. Et forældrepar efterlod deres fireårige, handicappede søn Aziz på bjerget. Senere lykkedes det redningsfolk at finde Aziz.
Hans krop var i chok, og øjnene bar tydeligt præg af, at han havde ligget under solen i over 40 graders steghede uden nogen beskyttelse og uden nok vand. Han var næsten blind og måtte i to uger kæmpe for sit liv på et syrisk hospital. Hans historie gik viralt på de sociale medier. Da hans far hørte om sin søn, tog han til Syrien for endelig at genforenes med sønnen. Men det var for sent: Aziz var død få timer forinden.
Efterhånden som dagene gik og folk blev mere desperate, sagde flere yazidier, at de hellere ville ned af bjerget og risikere at blive skudt af IS end at vente på den sikre tørstedød på bjerget. Nogen af dem, der så tog ned, vendte hurtigt tilbage. Angiveligvis efter at være blevet beskudt af IS-jihadisterne. Måske var det en bevidst strategi fra islamisternes side, at lade yazidierne blive på bjerget og tørste ihjel, fremfor at tage derop og bruge krudt på dem.
I det irakiske parlament appellerede det 42-årige yazidi-medlem Vian Dakhil grædende og desperat til omverdenen i en tale på arabisk, der gik verden rundt:
“Vi bliver slagtet under banneret af, at ‘der er ingen anden gud end Allah’. Det er et folkemord mod yazidierne,” advarede den brunhårede, lyshudede Dakhil. “De står uden vand. Uden mad. De dør. Vores kvinder bruges som konkubiner og sælges på markedet. En hel religion bliver udslettet fra Jordens overflade. Brødre, jeg kalder på jer – i menneskehedens navn – hjælp os.”
Barakat Isa ringede fra sin telefon ind til tv-stationen Rudaw.
“Overalt ligger der lig mellem klipperne. De gamle og børnene bukker under først. Jeg har ikke længere tal på alle de mennesker, jeg har set dø. Batterierne til folks telefoner er ved at løbe tør, så meddelelsen om dødsfald bliver bragt af bud, der løber fra sted til sted. Når vi ser nogen løbe, så ved vi, at de enten er på flugt, eller at nogen er død. Det her er Holocaust,” sagde han med henvisning til folkemordet på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.
Amerikanerne måtte kaste mad og vand ned fra så høj en højde, at mange af vandbeholderne gik i stykker, og vandet flød ud på jorden
Irakiske militærhelikoptere landede, mens folk desperat forsøgte at hoppe ombord. De blev dog skubbet ud igen med den begrundelse, at der ikke var plads nok.
Yazidiernes sekulære leder Mir Tahsin Said appellerede til omverdenen om akut humanitær hjælp.
Tusinder af kilometer borte, i det Hvide Hus i Washington, befandt præsident Barack Obama sig i et dilemma. Han vidste, at belejringen af Sinjar-bjerget kunne ende slemt. Men han var ikke meget for at involvere supermagten militært med soldater i Irak igen.
Generelt var amerikanerne krigstrætte efter krigene i Afghanistan og Irak. Desuden vidste amerikanerne godt, at landtropper ville være mere sårbare, og under Irak-krigen var oprørsgrupper netop interesserede i at påføre de amerikanske soldater tab. Sidst de amerikanske soldater var i Irak, kom mange af dem hjem i kister. Derudover havde Obama under sin valgkamp netop lovet, at han ville trække de amerikanske soldater hjem fra Irak.
USA sendte dog nødhjælpsfly afsted for at levere forsyninger til de nødstedte yazidier på bjerget, men blandt andet på grund af IS’ antiluftskyts var det umuligt for flyene at lande. Derfor måtte amerikanerne kaste mad og vand ned fra så høj en højde, at mange af vandbeholderne gik i stykker, og vandet flød ud på jorden.
Omkring 8. og 10. august skabte guerillaer fra det tyrkisk-kurdiske Kurdistans Arbejderparti (PKK) og krigere fra den syrisk-kurdiske milits Folkets Forsvarsstyrker (YPG) en ny korridor til det belejrede bjerg. De krydsede den syrisk-irakiske grænse i traktorer, bulldozere og gravkøer og fik lavet en strækning, hvor almindelige køretøjer kunne komme frem.
PKK’s guerillaer og YPG-krigerne bar ældre kvinder og børn ned på ryggen, læssede dem på små lastbiler og pickups. De holdt IS-militante i skak, indtil yazidierne kunne krydse den syriske grænse til YPG-kontrolleret territorium i Syrien. Flere yazidier fortalte, at de måtte gå i syv timer, indtil de nåede Syrien. Titusinder af yazidier kom ned af bjerget, ind til Syrien, hvor de blev et par dage og derigennem tilbage til irakisk Kurdistan – i sikkerhed for IS. På vej tilbage fra Syrien til Irak døde flere også af dehydrering og udmattelse.
En dybereliggende årsag til USA’s engagement skal formentlig findes i det faktum, at IS i de dage stod kun 30 kilometer udenfor Erbil, hovedstaden i irakisk Kurdistan, hvor der er amerikanske olieinteresser og et amerikansk konsulat
Korridoren blev også gjort muligt af, at USA gik ind og bombede IS væk, så PKK og YPG kunne gøre deres arbejde i fred og ro. USA’s præsident Barack Obama erklærede, at supermagten ville gå målrettet efter IS med begrænsede luftangreb. Med henvisning til Dakhils appel sagde Obama:
“Der lød et nødskrig til verden fra en iraker i dette område: Ingen kommer og hjælper os. I dag kommer Amerika til undsætning. Vi kan handle omhyggeligt og ansvarligt for at forhindre et potentielt folkemord.”
De første amerikanske luftangreb, tæt på bjerget, blev rapporteret den 9. august, da USA ramte nogle af IS’ pansrede køretøjer. Et hold amerikanske marinesoldater og specialstyrker landede Sinjar-bjerget for at danne sig et billede af mulighederne for en redningsaktion. Derudover var der også en håndfuld britiske SAS-soldater i området for at samle efterretninger. Briterne bidrog også med Chinook-helikoptere for at hjælpe med at flyve de strandede yazidierne væk.
Endvidere kastede irakisk militær mad og vand ned til bjerget, mens de blev bakket op af de amerikanske luftangreb. Efter deres luftangreb, drøftede den amerikanske regering mulighederne for en redningsaktion med amerikanske landtropper eller amerikanske luftbroer. Men titusinder af yazidier var allerede blevet reddet via PKK og YPG’s korridor ind til Syrien.
En dybereliggende årsag til USA’s engagement skal formentlig findes i det faktum, at IS i de dage stod kun 30 kilometer udenfor Erbil, hovedstaden i irakisk Kurdistan, hvor der er amerikanske olieinteresser og et amerikansk konsulat.
Fra Syrien kom yazidierne ind i Irak igen, helt præcist til byen Zakho, cirka 150 kilometer nordøst for Sinjar. Denne by vurderedes at være sikker og blev kontrolleret af de kurdiske peshmerga-styrker. Derefter blev de spredt i området og indkvarteret på skoler med primitive sanitære forhold.
Andre blev indkvarteret i ufærdige bygninger på flere etager uden væg, så udefrakommende folk nede på gaden kunne se direkte ind til dem. Også lokale muslimske kurdere åbnede deres hjem for flygtninge og gav dem mad, vand og tøj. Kvinderne vaskede deres små børn udenfor. Børnene løb rundt og spillede fodbold med tomme plasticflasker.
Jeg interviewede Mishko kort tid efter, at han var kommet ned fra bjerget. Han så ret udmagret ud efter en uge uden ordentlig mad. Han havde også svært ved at spise almindeligt igen. Kroppen skulle vænne sig til at spise. Da jeg mødte ham to år efter, havde han taget mere på. “Det er min almindelige vægt,” sagde han.
Den daværende præsident af Iraks Kurdistan-region, Massoud Barzani, sagde, at peshmerga-ledere, der var ansvarlige for tilbagetrækningen fra Sinjar, skulle straffes. Her ti år efter massakrerne melder historien ikke om, at nogen er blevet straffet.
Selvom titusinder af yazidier nu var befriede, var kampen ikke slut. I hvert fald ikke for biavleren Abdullah Shirim, for hans søster, bror og 56 slægtninge var stadig kidnappet af IS. Shirim valgte at tage sagen i egen hånd og blev senere redningsmand.
Nogle yazidier flygtede til nabolandet Tyrkiet, hvor der i starten boede 11.270 yazidier i otte forskellige lejre. De lå i de kurdiskstyrede kommuner, hvis befolkning ofte havde stor sympati for yazidierne.
Mest symbolsk var det, at landsbyen Roboski i det sydlige Tyrkiet også støttede yazidierne med husly. Det vakte opsigt i de tyrkiske medier, for Roboski havde selv været offer for en massakre tre år forinden. Det tyrkiske luftvåben havde dræbt 34 kurdiske civile i landsbyen, angiveligvis fordi tyrkerne havde forvekslet dem med PKK-militante.
“Vi er selv ofre og er altid klar til at hjælpe andre ofre,” sagde Veli Encu til mig. Han var formand for foreningen for pårørende til de 34 civile kurdere og mistede sin lillebror og 11 andre slægtninge.
Forholdene for yazidi-flygtninge i Tyrkiet blev dog forværret, da kampene mellem den tyrkiske hær og PKK tog til i juni 2015, og store dele af området nærmest blev forvandlet til en krigszone. Den 30. september 2015 etablerede den tyrkiske hær en militærbase inde i en lejr, der også husede yazidi-flygtninge fra Irak. Det var ikke nemt at være yazidi noget sted, så mange droppede Mellemøsten og rejste til Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
