ISRAEL // ANALYSE – Mindre end en uge efter sin officielle tiltræden møder Benyamin Netanyahus regering skarp kritik. Mange israelere vender sig i protest mod ekstreme initiativer, og regeringen knager allerede i fugerne.
TEL AVIV – I denne uge besøgte Itamar Ben Gvir, som er minister for intern sikkerhed i Benyamin Netanyahus netop tiltrådte israelske regering, Tempelbjerget i Jerusalem. Lige til det sidste var der usikkerhed om, hvorvidt besøget overhovedet ville finde sted, og det er tydeligt, at Netanyahu forsøgte at overtale ham til at opgive planen.
Lidt senere på dagen forsøgte Netanyahu at undgå en mulig krise med en udtalelse om, at han er indstillet på ikke at ændre noget som helst ved den status quo, som hersker omkring stedet. Ovenikøbet, tilføjede han, er der en præcedens, idet israelske ministre tidligere har besøgt Tempelbjerget.
Ikke desto mindre står Itamar Ben Gvirs handling som en klar provokation mindre end en uge efter, at den nye regering er blevet taget i ed. Tempelbjerget hedder også Haram al Sharif (Den Ypperste Helligdom), for her ligger Al-Aqsa-moskeen, som er verdens tredjehelligste sted i muslimsk tradition, men stedet har også sit navn, fordi oldtidens jødiske templer skal have ligget her. Der er altså tale om et af de meget følsomme punkter i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Et minefelt
Der er mindst to vigtige elementer i denne sag.
Netanyahu måtte nøjes med den mindst ringe løsning, da han forsøgte at afholde Ben Gvir fra denne provokation. Det lykkedes ham at få det til at se ud, som om besøget ikke ville finde sted, og derfor var der ingen palæstinensisk moddemonstration til stede, da den uvelkomne gæst dukkede op.
Dermed minder sagen en del om den 28. september 2000, da daværende oppositionsleder Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget. Også dengang forløb besøget uden den store dramatik. Den palæstinensiske reaktion kom først dagen efter, og sammenstødene den dag førte udviklingen lige lukt i gabet på den blodige Al-Aqsa intifada.
Da Pessach i år falder sammen med den muslimske fastemåned, Ramadan, er banen i princippet kridtet op til den helt store konfrontation
Lige nu er der fokus på denne fredags muslimske middagsbøn på Tempelbjerget. Den kan tænkes at ende i en konfrontation med det massive israelske sikkerhedsopbud, som vil være til stede, hvilket nok er det, Netanyahu mindst af alt har brug for lige nu. Og det tegner et tydeligt billede af en stækket premierminister, der ikke har styr på ministrene i sin egen regering.
Som det andet element står besøget som et forvarsel. Ben Gvirs provokation kommer næppe til at stå alene, og da flere andre ministre allerede er inde på samme spor, ligner Netanyahus operationsfelt allerede nu mere et minefelt end en funktionsdygtig regering.
Refael Morris har nemlig allerede meldt sig på banen. Han står i spidsen for en lille ekstremistisk gruppe, der arbejder for at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem. Hvert år til Pesach, den jødiske påske, møder gruppen frem for at foretage en ofring på Tempelbjerget, således som det foregik i oldtiden.
Og hvert år sørger politiet for at standse gruppen i opløbet. Men i år vil situationen være en anden, for politiets øverste chef er ministeren for intern sikkerhed, altså Ben Gvir, som i øvrigt er velkendt med sagen, da han i årevis har fungeret som forsvarsadvokat for Refael Morris og hans folk. Og da Pessach i år falder sammen med den muslimske fastemåned, Ramadan, er banen i princippet kridtet op til den helt store konfrontation.
Demokrati i fare?
Den nye regering er den sjette med Netanyahu som premierminister, og det er klart den mest højreorienterede i landets historie. For første gang i sin lange politiske karriere kan Netanyahu siges at repræsentere den absolutte venstrefløj i sin egen regering, og han er nu i hænderne på en højrefløj, der i manges øjne bringer landets demokratiske værdier i fare.
Han har 63 ud af Knessets 120 mandater i ryggen, hvilket i sig selv ikke er noget overvældende flertal. Som koalitionspartnere har hans eget Likud-parti henholdsvis Shas og Forenet Torajødedom, som begge er ultraortodokse partier, og så de 14 parlamentarikere fra partiet Religiøs Zionisme, hvor Itamar Ben Gvir er en af frontfigurerne.
Og navnlig disse tre støttepartier har siden regeringens formelle tiltræden den 29. december gennemført et veritabelt bombardement af nye lovforslag og initiativer, der ifølge en række iagttagere betragtes som et frontalangreb på Israels demokratiske værdier.
Dette har uden tvivl også tiltrukket en del højrefløjsvælgere, der er overbeviste om, at anklagerne mod Netanyahu dybest set er et venstrefløjskomplot
”Israels demokrati er mere skrøbeligt end andre vestlige demokratier, og det er mere sårbart over for udnyttelse fra et flertal som sigter efter at implementere populistiske ideer,” hed det således i en kommentar fra Yohanan Plesner, som er direktør for tænketanken Israel Democracy Institute.
Den nye regering synes således gearet på at omfordele magtbalancen mellem den lovgivende magt og den dømmende. Religiøs Zionisme har længe ytret utilfredshed med israels højesteret og arbejder for en reformpakke, der blandt andet vil forhindre domstolen i at kende enkelte ministres beslutninger lovstridige.
Ophavsmanden bag dette initiativ er partiets Bezalel Smotrich, der som finansminister vil kunne benytte denne mulighed til at kanalisere store beløb til Vestbreddens såkaldte bosætterudposter. Det er de helt små bosættelser, som skiftende israelske regeringer hidtil har afvist at anerkende, og denne del vil Ben Gvir så sørge for fra sit ministerium.
Blandt andet har han lovet at genetablere Homesh, som er en af de fire små bosættelser på Vestbredden, som blev rømmet i forbindelse med rømningen af bosættelserne på Gazastriben i sensommeren 2005.
De små marginaler udløser dramatisk forskel
Imens lyder kritikken fra verdenssamfundet. Joe Biden har holdt sig til en forsigtig udtalelse, hvor han understreger sit mangeårige venskab med Netanyahu og USA’s faste støtte til Israel, men fra andre dele af verden er kritikken mere håndfast. Alan Dershowitz, den tidligere juraprofessor fra Harvard University, der gennem årene har stået som bastant støtte for Netanyahu og den israelske højrefløj, udtalte allerede i begyndelsen af december sin utilslørede kritik af den nye højredrejning.
Det store spørgsmål er derfor, hvordan det er kommet hertil? Ved valget i marts 2021 pegede den israelske vælgerbefolkning på en bred regering, der med Naftali Bennett i spidsen tog det meste af venstrefløjen med i samarbejdet, og den 1. november pegede den selvsamme befolkning på en regering, der nu har givet den radikale højrefløj det store ord. Ingen nation ændrer sig så dramatisk i løbet af blot 20 måneder.
En sandsynlig forklaring ligger i den brede skuffelse over Bennett-regeringen med dens skuffende resultater, og ikke mindst er det rettet mod Bennett selv. Han repræsenterer selv det nationalreligiøse miljø, ligesom Ben Gvir, men i en langt mere moderat udgave. Men hans valgløfte fra 2021 om at arbejde for jødiske værdier løb helt ud i sandet, og da han selv forlod aktiv politik, og hans parti gik i opløsning, har mange utvivlsomt set Religiøs Zionisme som et naturligt sted at lægge sin stemme. Det var i hvert fald de dagsordener, radikalisterne gik til valg på, og det er lykkedes.
Mange er overraskede over, hvor stor indflydelse Netanyahu har givet dem, og det er det forhold, der nu udspiller sig for åbent tæppe
Hertil kommer den længe verserende retssag mod Netanyahu. Han står anklaget for mandatsvig og korruption, og han har helt åbenlyst valgt at samarbejde med Religiøs Zionisme, som gerne vil bidrage til en særlov, der helt friholder Netanyahu for alle anklager. Og dette har uden tvivl også tiltrukket en del højrefløjsvælgere, der er overbeviste om, at anklagerne mod Netanyahu dybest set er et venstrefløjskomplot.
Og endelig kan den nye regering ses som et resultat af et svigt på den israelske venstrefløj. Mange af dens vælgere viste deres skuffelse ved at holde sig hjemme på valgdagen, og det resulterede blandt andet i, at venstrefløjspartiet Meretz ikke kom over spærregrænsen. De manglede blot 3.000 stemmer for at opnå de fire mandater, som kunne have skabt en helt anden politisk magtbalance i Knesset. Det er med andre ord de små marginaler, som har bidraget til dette dramatiske skift.
Begyndende protester
En meningsmåling fra Kanal 13, en israelsk tv-station, viser da også, at 49 pct. af befolkningen udtrykker stor mistillid til denne regering, mens tilsvarende 41 pct. ser på den med positive øjne. Dette kan man se som en direkte reaktion på den måde, Netanyahu har sammensat regeringen.
Netanyahu har eksempelvis måttet vise meget stor økonomisk imødekommenhed for at få de forskellige koalitionspartnere med ombord. Ikke mindst de to ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torajødedom, har fået rundhåndede løfter med på vejen, hvilket blandt andet omfatter ekstrabevillinger i milliardklassen til de forskellige uddannelsesinstitutioner i dén sektor.
Dette falder mange sekulære israelere for brystet, fordi dette er en udgift, som ikke umiddelbart er til gavn for landets økonomi. Der er blandt andet tale om de ultraortodokse grundskoler, hvor sekulære fag ikke fylder meget på skemaet. I 2019 var 90.000 ultraortodokse elever, svarende til 27 pct. af denne sektor, således helt fritaget for disse fag, der ofte begrænser sig til matematik og en smule engelsk.
Naturligvis kommer det ikke bag på nogen, hvad Religiøs Zionisme og de ultraortodokse partier står for, men mange er overraskede over, hvor stor indflydelse Netanyahu har givet dem, og det er det forhold, der nu udspiller sig for åbent tæppe.
Religiøs Zionisme er en samling af tre små partier, og et af dem, Noam, er repræsenteret ved et enkelt mandat. Det er partistifteren, Avi Maoz, der næsten udelukkende fokuserer på en homofobisk dagsorden. Han har lagt ud med et ønske om at give israelske hoteller lovhjemmel for at afvise homoseksuelle gæster. I samme boldgade har Religiøs Zionismes Orit Strook, der er blevet minister for nationale missioner, stillet forslag om en lov, der giver hospitalslæger ret til at nægte behandling af ikke-jødiske patienter.
Initiativer som disse har rejst en bølge af protester. I hundredvis af læger har, bakket op af en række store hospitaler, skrevet under på, at de vil nægte at følge denne drakoniske praksis, hvis den bliver en realitet.
På lignende vis har et tusinde piloter, hvoraf en stor del er i aktiv tjeneste i det israelske flyvevåben, erklæret deres stejle modstand mod alle anti-demokratiske initiativer, og det samme kommer til udtryk fra en lang række skoleledere og deres kommunale chefer. Ikke mindst har en af Israels storbanker erklæret, at den ikke længere vil stå som långiver til en virksomhed, der støtter noget homofobisk initiativ.
Men ikke mindst knager det allerede i fugerne i selve regeringen. I Netanyahus eget parti, Likud, føler mange erfarne politikere sig forbigået ved fordelingen af ministerposter. Dette er nok relativt normalt, men mange klager mere overordnet over, at Netanyahu har svækket Likud afgørende for at imødekomme de tre partneres vidtgående krav.
Så der rejses allerede nu tvivl om denne regerings levedygtighed. Et indre oprør i Likud kan være på vej, og de tre støttepartier ser også med mistillid på hinanden. Da Ben Gvir således tog på besøg på Tempelbjerget, kom der en skarp reaktion i Yated Neeman, det ultraortodokse dagblad, der fungerer som talerør for Forenet Torajødedom. Her sagde partiets åndelige ledere, at Ben Gvirs handling kunne bringe jødiske menneskeliv i fare – hvilket er andre ord for ny konflikt med palæstinenserne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
