NYHED // OVERBLIK – Iran og Oman er tæt på at indgå en aftale om, hvordan den kommercielle skibstrafik gennem Hormuz-strædet skal reguleres. Teheran fastholder dog, at den strategiske vandvej ikke bliver genåbnet, før USA opfylder en række krav.
Lørdag fremlagde iranerne en liste over, hvilke krav der konkret er tale om, og ifølge New York Times, stemmer de nogenlunde overens med de punkter, som var med i et forståelsespapir fra juni, som Iran og også den amerikanske præsident Donald Trump underskrev for at stoppe kampene og give plads til forhandlinger.
Ved at stå fast hindrer iranerne samtidig, at Trump kan erklære, at han har sejret i krigen mod Iran. Den sejr har præsidenten brug for, fordi der kun er et par måneder til midtvejsvalgene i USA, og det udnytter Teheran ifølge New York Times til at få ham til at indfri kravene fra juni. Også de arabiske, olieeksporterende lande i Golfen, som normalt støtter USA, ventes at presse Trump til acceptere de iranske krav, fordi deres økonomi lider under manglende oliesalg.
Hormuzstrædet løber mellem Iran og Oman, og der er knap 40 km fra kyst til kyst på det smalleste sted. Den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi sagde i går, at forhandlingerne er i »de afsluttende faser«, skriver Reuters.
Teheran og Washington fører ikke direkte forhandlinger. Araghchi siger ifølge Al Jazeera, at kontakten foregår gennem mellemmænd. Den iranske udenrigsminister har samtidig afvist, at der på nuværende tidspunkt er tale om egentlige direkte samtaler.
Oman spiller dermed en central rolle, fordi landet dels forhandler direkte med iranerne, dels holder forbindelsen til USA åben. Aftalen mellem Iran og Oman er dog ikke i sig selv nok til at få trafikken tilbage og dermed normalisere transporten af olie og gas og bringe priserne på verdensmarkedet ned igen.
Iran kræver blandt andet kompensation for skader forårsaget af amerikanske angreb. Desuden skal USA fjerne flådeblokaden mod iranske havne, stoppe militære trusler og undlade at true Iran med angreb. Iran kræver også, at USA ophæver sanktionerne mod landet. Ifølge Reuters har Mohammad Baqer Zolqadr, som er en del af Irans øverste nationale sikkerhedsorgan, krævet, at indefrosne iranske aktiver bliver frigivet.
Blandt andre Al Jazeera og Reuters skriver, at den amerikanske præsident Donald Trump i hvert fald på overfladen ikke har travlt med at indgå en aftale: »Vi ligger kun halvt i forhandlinger med dem. Vi følger bare med og ser på Irans enorme inflation og det faktum, at de ikke har nogen penge«, sagde Trump ifølge Reuters.
CNN beskriver Trumps strategi som et forsøg på at øge det økonomiske pres på Teheran, og at oliepriserne steg 1,2 procent efter hans seneste udmeldinger. Den amerikanske tv-station skriver, at det understreger markedernes følsomhed over for udviklingen omkring Hormuz.
France24 skriver, at den magtfulde iranske Revolutionsgarde (IRCG) fastholder, at Hormuz-strædet forbliver blokeret, indtil USA accepterer alle Teherans betingelser. »Vores strategi er at opretholde blokaden, indtil fjenden accepterer alle vores betingelser«, hedder det i en melding fra Revolutionsgarden. I samme omgang beskrev den Hormuz-strædet som »en krigsskueplads for os og ikke bare en vandvej«.
Situationen på selve Hormuz-strædet er fortsat ustabil. De Forenede Arabiske Emirater oplyste ifølge Reuters lørdag, at Iran havde angrebet et skib, som sejler for deres statslige olieselskab. Iran har dog ikke kommenteret angrebet.
Samtidig breder konflikten sig i regionen. Den yeminitiske Houthi-bevægelse, som er allieret med Iran, har erklæret, at den vil blokere saudisk skibstrafik i Det Røde Hav, og søndag angreb houthierne ifølge Reuters et olieraffinaderi i Jazan, som er en havneby i det vestlige Saudi-Arabien tæt på grænsen til Yemen.
Saudi-Arabiens energiministerium har bekræftet, at der har været brand på raffinaderiet, men også, at branden er slukket, og at ingen er kommet til skade.
Sideløbende forsøger Saudi-Arabien at styrke sit regionale sikkerhedssamarbejde. Fredag underskrev landet en forsvarsaftale med Tyrkiet og Pakistan i hovedstaden Jeddah. I den forbindelse udtalte den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidan, at aftalen ikke er rettet mod Iran eller noget andet bestemt land.
Læs Reuters, CNN, France24 og Al Jazeera
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.