NYHED // OVERBLIK – Tre af USA’s største tv-stationer havde valgt ikke at sende direkte på deres hovedkanal, da præsident Donald Trump i den bedste sendetid i går talte til nationen. De ville fact-tjekke talen først, lyder en af forklaringerne.
Talen, som især handlede om valgsikkerhed, blev i stedet sendt på netværkenes streamingtjenester, som har langt færre seere. Trump beskyldte stationerne for at deltage i et “komplot” og sagde, at deres sendelicenser burde inddrages, skriver blandt andre Reuters.
Talen varede en lille halv time og kom mindre end fire måneder før det amerikanske midtvejsvalg, hvor Republikanerne risikerer at miste flertallet i et eller begge Kongressens kamre. Ifølge Reuters frygtede embedsmænd i Det Hvide Hus før talen, at den ville indeholde misvisende oplysninger, som kan skade forholdet til Kina på et tidspunkt, hvor Trumps medarbejdere forsøger at få et topmøde med præsident Xi Jinping i stand.
Trump påstod, at nye dokumenter viser, at der var omfattende kinesisk indblanding i de amerikanske valg i 2016, hvor han blev valgt første gang, og i 2020, hvor han tabte til Joe Biden. Han sagde også, at der er alvorlige svagheder i valgsystemet, skriver France 24.
Ifølge Reuters beskyldte præsidenten Kina for ulovligt at have skaffet sig adgang til 220 millioner amerikanske vælgeres personlige data, og at efterretningstjenester bevidst har skjult den viden. Den kinesiske ambassade har afvist beskyldningerne og fastholder, at Beijing “aldrig har blandet sig og aldrig vil blande sig” i amerikanske præsidentvalg.
Både CNN og France 24 peger imidlertid på, at de offentliggjorte dokumenter ikke underbygger Trumps mest vidtgående påstande. De fleste beskriver allerede kendte cybersikkerhedsrisici eller udenlandske efterretningers forsøg på at indsamle information, men ikke manipulation af selve valgresultaterne.
Ét CIA-dokument vurderer, at stemmeoptællingssystemer vil være “vanskelige at manipulere i et omfang, der kan påvirke valgresultatet”, mens et andet omhandler Venezuelas valgsystem og ikke det amerikanske. Den samlede amerikanske efterretningsvurdering fra 2021 konkluderede desuden, at ingen fremmed magt ændrede vælgerregistreringer, stemmesedler eller valgresultatet i 2020, skriver CNN.
Både CNN og The New York Times vurderer, at talens betydning mest ligger i de politiske signaler, som Trump sender, og hans bestræbelser på at få gennemført en ny lov. The New York Times skriver, at den er endnu et forsøg på at omskrive fortællingen om Trumps valgnederlag i 2020 og på forhånd så tvivl om udfaldet af midtvejsvalget i 2026.
Trump beskrev for eksempel valgsystemet som “værre end i noget tredjeverdensland” og hævdede, at midtvejsvalgene kan blive “stjålet”. Han understregede, at loven SAVE America Act er en afgørende forudsætning for at gøre valg “sikre”. Avisen skriver også, at den eneste grund til at stemme imod lovforslaget ifølge Trump er, at man “ønsker at snyde”.
Hvis SAVE America-forslaget bliver vedtaget, skal vælgerne ved registrering dokumentere, at de er amerikansk statsborgere, og vise ID, når de registrerer sig og stemmer. Demokrater og valgrettighedsorganisationer har sagt, at det dermed bliver vanskeligere for folk at få adgang til at stemme. CNN skriver, at loven næppe bliver vedtaget og at flere republikanerne har forsøgt at få Trump til at acceptere det. France 24 skriver, at de opfordrer Trump til at fokusere på vælgernes bekymringer om økonomi og leveomkostninger frem for fortsat at diskutere valget i 2020.
The New York Times beskriver Trumps fokus på valget i 2020 som en gennemgående del af hans anden præsidentperiode, og han har løbende belønnet folk, der er loyale overfor fortællingen om, at han tabte på grund af svindel. Flere eksperter advarer ifølge avisen om, at den fortsatte mistænkeliggørelse af valgsystemet kan svække tilliden til demokratiske institutioner, særligt hvis Republikanerne taber ved midtvejsvalget.
Meningsmålinger viser, at et mindretal af vælgerne deler Trumps overbevisning om, at han blev snydt. En Reuters/Ipsos-måling fra april viste, at 31 procent mener, at valgsejren i 2020 blev stjålet fra Trump, mens 64 procent er uenige.
Læs mere om the SAVE Act fra vores USA-korrespondent nedenfor:
Læs også Reuters, CNN, The New York Times og France24
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.