INTERRAIL // REJSEKLUMME #2 – Interrail i dag er helt sikkert en anden oplevelse, end den var for dem af os, som dyrkede rejseformen i 1980erne. Det kan godt være, du fortsat må opleve forsinkelser eller aflysninger. Den slags sker jo også, når du flyver.
Ka-tang, ka-tang, ka-tang, ka-tang…
Jeg havde lyden i ørene, konstant, fra den ungarske hovedstad til Brasov i Rumænien. Togskinnerne er ikke svejset sammen, som de er det i Danmark, så ka-tang lyden kommer ved skiftet fra en skinne til den næste. En nærmest hypnotiserende lyd. Ka-tang.
Husker du den sidste gang, du var med et nattog? Jeg kan huske, jeg kørte i nattog til København fra henholdsvis Aarhus og Leuven i Belgien i midt- og slut-firserne. Det var den gang Anne Linnet og Marquis de Sade skrev en sang med netop titlen ”Nattog” og TV2 sang om at ”vende sig i sure sovevogne”. Vi vidste alle, hvad sangene henviste til. Nattoget var normalt.
Selvom der var turister, særlig fra Italien og Spanien, så var de/vi ikke overvældende mange. De lokale, jeg talte med, var tydeligvis ikke stressede og trætte af rullekuffert- og rygsækfolket. Endnu
Men med et blev det bare nemmere at flyve. Og det føltes både hurtigere og mere bekvemt at sidde i en flyvemaskine end at ligge i køje i en sovevogn; en fornøjelse, der ofte indebar at skulle sove i samme kupe som fem andre mennesker, man i de fleste tilfælde aldrig havde mødt før.
Enekupé med verdens mindste spa
Selvom nattog i Danmark i er fortid, så kører de stadigvæk andre steder i Europa. En af strækningerne er fra Budapest i Ungarn til Bukarest i Rumænien. Fra start til slut varer turen næsten 16 timer. Men man kan stå af på vejen.
Til min interrailtur igennem Europa have jeg købt en nattogsreservation i tillæg til min interrailbillet (nødvendig!) til byen Brasov, der ligger i Transsylvanien. Denne rejse var kun på 12,5 time. Reservationen købte jeg igennem den ungarske togselskabs MAVs hjemmeside – det var ikke muligt at gøre igennem appen Rail Planner, som jeg skrev om i mit første indlæg om rejsen igennem Europa.
Reservationen for en enkeltkupé var ikke billig – 100 euro – og dermed ca. tre gange prisen for, hvad jeg i gennemsnit har betalt for min overnatninger på turen. Men, tænkte jeg, det var en oplevelse, det kunne være sjovt at få med. Og jeg orkede ikke at skulle sove sammen med mennesker, jeg ikke kendte.
Jeg ankom til Budapests opulente Keleti-station en halv time inden afgang, godt læsset med rygsæk, taske og en Lidl-pose med proviant. En venlig mand gik godt nok igennem toget med en lille rullevogn både aften og morgen, og tilbød kaffe og mad (mod betaling, selvfølgelig), men det vidste jeg ikke. Så jeg havde tanket vand, nødder, chokolade og bananer, så turen kunne blive lidt hyggelig.
Min enekupé havde alle de ting, jeg havde brug for: En redt seng, et lille skab, der indhold en vask og lidt toiletartikler i en plasticpose
Min enekupé havde alle de ting, jeg havde brug for: En redt seng, et lille skab, der indhold en vask og lidt toiletartikler i en plasticpose. Sjældent har det at have sin egen vask føltes så luksuriøst! Efter et par timers gang igennem Budapest med en tung, fyldt rygsæk på ryggen var jeg godt klistret, så vand, sæbe og et (papir)håndklæde føltes som mit eget lille spaophold.
Senere fandt jeg ud af, at der faktisk var en bruseniche for enden af gangen – det har jeg godt nok aldrig set i et tog før – men den benyttede jeg ikke.
Jeg vil ikke påstå, jeg sov godt. Der var både ka-tang-lydene, et tog, der til tider kørte rigtig hurtigt – og så var der spændtheden over hele oplevelsen og af at vide, at når morgenen gryede ville jeg have udsigt til Transsylvaniens bjerge, Karpaterne.
Brasov: Et smukt knudepunkt mellem øst og vest
Transsylvanien var som udgangspunkt ikke på listen over de drømmemål, jeg havde på listen til min Interrailtur. Men fordi denne fjerne egn – som udgangspunkt var det sådan i min begrænsede forståelse – nu lå mellem to af disse mål, besluttede jeg mig at bestille sovekupé til og Airbnb i byen Brasov.
Internettet er jo her en fremragende hjælp, fordi andre rejsende lægger små film om deres oplevelser med både sovevogne og Transsylvaniens byer og slotte.
Filmene, lavet af alt fra tognørder til professionelle rejsende overbeviste mig om, at jeg havde truffet valg, der meget nemt kunne komme til at stå som et højdepunkt på min rejse. Og jeg blev virkelig ikke skuffet i den formodning.
Brasov, som jeg altså gjorde til udgangspunkt for mit transsylvanske eventyr, har haft flere navne: Kronstadt, Orașul Stalin (Stalins By – et navn, byen kun bar imellem 1950-60 – forståeligt nok), Corona – og ja, så også Brasov. Byen har været en del af flere forskellige landes territorium, herunder Østrig-Ungarn (1867-1919), og var igennem århundreder et knudepunkt for handel og interaktion mellem det Osmanniske Rige og Vesteuropa.
De forskellige påvirkninger og kulturmøder ses tydeligt i den gamle bydel, men også i Den Sorte Kirke, som er protestantisk (hvilket bliver slået fast med syvtommersøm!), og hvis vægge er dekorerede af en kæmpe samling af tyrkiske vævede tæpper – ifølge kirken selv en af verdens største samlinger heraf.
De blev købt til kirken af byens laug i begyndelsen af det 17. århundrede, og har altså nogle hundrede år på bagen. Dekorative inskriptioner i kirken er primært på tysk. Og Brasov huset fortsat en tysktalende minoritet – og derudover en ungarsktalende og jødisk.
Brasovs forskelligartede kulturhistorie er tydelig i byens arkitektur, herunder noget af det, der langt fra kan kaldes pænt. Når man går fra stationen, er den første kilometer præget af kommunistisk planbyggeri og megalomani: Høje etagebygninger og en bred boulevard.
Brasov skal nok komme på landkortet over populære turistmål. Ikke bare fordi byen i sig selv er smuk, at man kan spise virkelig godt, men også fordi byen ligger tæt på Branslottet, kendt som Draculas borg
Det næste, der dukker op er et nybygget shoppingcenter, der nemt kunne give Fisketorvet i København baghjul. Ikke overraskende, globalisering taget i betragtning, havde den stort set de samme butikker og fastfoodsteder, vi har derhjemme. Derpå kom jeg på min vandring forbi et lille torv, prydet med et dystert mindesmærke over kommunismens ofre.
Til sidst dukkede Brasovs gamle bydel frem. Pittoresk er vist det rette ord for det, jeg så. Torvet summede af liv mellem de velholdte gamle huse, malet i forskellige farver. Der var cafeer og boder, der solgte kunsthåndværk – og jeg mener, kunsthåndværk.
Selvom der var turister, særlig fra Italien og Spanien, så var de/vi ikke overvældende mange. De lokale, jeg talte med, var tydeligvis ikke stressede og trætte af rullekuffert- og rygsækfolket. Endnu.
Vampyrslottet uden vampyrer
For Brasov skal nok komme på landkortet over populære turistmål. Ikke bare fordi byen i sig selv er smuk, at man kan spise virkelig godt, men også fordi byen ligger tæt på Branslottet, kendt som Draculas borg. Og hvem vil da ikke, nu man er i Transsylvanien, gå lidt på vampyrjagt? Jeg skulle i hvert fald ud og se på det slot, du ikke vil kunne undgå at se et foto af, hvis du søger på ordet ”Transsylvanien” på nettet.
At Bran aldrig har huset en vampyr eller været hjem for Vlad Țepeș – hvis rygte Bram Stokes nok har ladet sig inspirere af i sin fortælling om Grev Dracula – betyder ikke så meget. Og turen med lokalbus fra Brasov til Bran koster 13 Lei (ca. 20 kr.) og er i sig selv en fin lille sightseeingtur igennem det transsylvanske landskab, så jeg tænkte mig ikke om to gange. Det var jo nu i sidste ende nok meget godt, at vampyrhistorien er en skrøne.
Og hvem vil da ikke, nu man er i Transsylvanien, gå lidt på vampyrjagt?
Nogle af de anmeldelser jeg har læst om Branslottet, betegner det som en turistfælde. Det synes jeg faktisk ikke, at det er. Det er et lille slot, i nogle afdelinger præget af tætte, små gange (hvis jeg led af klaustrofobi ville jeg nok ikke gå ind), men også med en virkelig informativ udstilling om slottets rigtige tidligere ejere, rumænsk historie, og folketro.
Man kunne, hvis man havde lyst til uhygge, købe en ekstrabillet til et torturkammer, men det havde jeg ikke behov for. Det var rigeligt at nyde slottes fine interiør og udstilling. Slottet var Rumæniens sidste dronning, Maries, favoritslot, og i udstillingen var hun klart hovedpersonen. Det gjorde faktisk ikke noget.
Et lille forbehold vil jeg dog komme med, når det gælder Branslottet. Som skrevet – det er et lille slot, og selv her i april, som ikke er turisthøjsæson, gik vi besøgende meget tæt.
Jeg er således i tvivl om, hvorvidt oplevelsen ville være så givende og fornøjelig på de tidspunkter af året, hvor der helt sikkert er endnu flere mennesker.
Motionsløbernes bjerg
Vel tilbage i Brasov igen var det tid til at besøge en sidste attraktion: Bjerget Tampa, som byen ligger klinet op ad. Man kan gå hele vejen op til toppen, og der er en fantastisk udsigt. Hvis du læser om bjerget efter denne klumme vil du sikkert se referencer til en svævebane, der kunne være et alternativ til den ret stejle gåtur.
Men svævebanen er der ikke mere, så der er kun en ting at gøre: at gå. Hvis du vil gøre som i hvert fald nogle af de lokale, så kan du løbe op og ned. Givet, at der på ingen måde var tale om en jævn endsige bred sti, var det ret imponerende at se, hvor elegant løbefolket håndterede udfordringen. Havde det være mig, var jeg skvattet tyve gange – mindst.De så nærmest ud som om de fløj.
Efter to døgn pakkede jeg rygsækken igen og drog mod Bukarest. Endnu en by, endnu en oplevelse – på sin helt egen måde.
Er interrail en god idé?
Til slut en lille konklusion på at tage på interrail igennem Europa. Var det pengene værd? Var det sjovt, spændende, udfordrende, afslappende? Til disse spørgsmål kan jeg kun skrive ja, med tykke bogstaver og streg under.
Turen krævede noget planlægning, men jeg synes nu, at det at bruge mørke vinteraftner på at læse op på forskellige steder i Europa, også de mindre kendte, for at finde ud af, om de var et besøg værd – og hvor lang tid det ville tage at komme derhen – var et ret hyggeligt projekt.
Vil man rejse flere sammen, som familie eller vennegruppe, tror jeg ikke, at processen bliver mindre sjov. Det er sjovt at drømme – og drømme sammen.
Det er sjovt at drømme – og drømme sammen
Interrail i dag er helt sikkert en anden oplevelse, end den var for dem af os, som dyrkede rejseformen i 1980erne. Det kan godt være, du fortsat må opleve forsinkelser eller aflysninger. Den slags sker jo også, når du flyver.
Men bare det, at du kan orientere dig og finde vej ved hjælp af din mobiltelefon; at du kan betale med et visa kort stort set alle steder, at uendelige anbefalinger og anmeldelser, skrevet af andre rejsende på nettet kan vise dig vej til, hvad du skal se og spise, og hvad du skal holde dig fra, gør altså, at det hele faktisk er overkommeligt.
Og jo, så kan det godt være, at det at sove i et nattog ikke var helt nemt. Til gengæld oplevede jeg en solopgang over Transsylvaniens sneklædte tinder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og