INSTRUKSKOMMISSION // KOMMENTAR – Fra midten af maj til slutningen af september 2020 afhørte Instrukskommissionen 42 personer i sagen om Inger Støjbergs tvangsadskillelse af asylpar. Hvad kan vi forvente af kommissionens arbejde? Her er en personlig vurdering fra en, der professionelt og partisk har fulgt sagen fra dens start i 2016 frem til udgangen af september.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Overskriften (bortset fra tilføjelsen ”2.0”) er stjålet fra min gamle Information-kollega, journalisten og satirikeren Nils Ufer (1939-93), der kort før sin alt for tidlige død skrev stykket med netop den titel. Monologen, fremført af skuespilleren Peter Larsen, blev uropført, mens Nils Ufer og resten af medie-, politik- og jura-Danmark i 1992 spændt ventede på retfærdigheden i form af beretningen fra undersøgelsesretten i Tamilsagen.
Allerede nu kan vi, der har fulgt godt med i afhøringerne, fornemme, hvor det bærer hen
Dén stiftede Nils Ufer aldrig bekendtskab med. Han døde pludseligt i Sverige 2. januar 1993 – i øvrigt i privat selskab med Tamilsagens udspørger Henrik Holm-Nielsen. Undersøgelsesrettens beretning blev offentliggjort mindre end to uger senere, hvorefter Schlüter-regeringen prompte gik af.
I den mellemliggende tid havde Nils Ufer posthumt fået tildelt Cavlingprisen for sit arbejde med Tamilsagen. Der skete meget dén januar.
Lige nu kan vi bare vente på retfærdigheden i sagen om Inger Støjbergs tvangsadskillelse i 2016 af asylansøger-ægtepar, hvor mindst én af ægtefællerne var mindreårig. På Instrukskommissionens hjemmeside fremgår i skrivende stund, at, ”Der er for nuværende ikke planlagt yderligere afhøringer”. Og trods det lille forbehold ”for nuværende” kan vi med sindsro slå fast, at den tre medlemmer store undersøgelseskommission har stillet hovedparten af sine mange spørgsmål.
I de corona- og terrorsikrede moderne retslokaler på Howitzvej på Frederiksberg har kommissionen godt og grundigt afhørt ikke færre end 42 personer – primært embedsmænd lige fra yngste fuldmægtig til fire departementschefer. Men også de tre tidligere Venstre-ministre Lars Løkke Rasmussen, Søren Pind og ikke mindst sagens hovedperson (kan man godt sige uden at fornærme nogen) Inger Støjberg.
Den udpræget publikumsvenlige kommission har bebudet en delberetning allerede i december 2020, hvilket må siges at være tidligt sammenlignet med, hvad vi er vant til fra tilsvarende kommissioner i nyere danmarkshistorie. Men allerede nu kan vi, der har fulgt godt med i afhøringerne, fornemme, hvor det bærer hen.
Vidende og partisk
Jeg kan uden at overdrive skrive, at jeg er en vidende iagttager, når det gælder Instrukskommissionens arbejde. Men lad det være sagt med det samme: jeg er ikke neutral. Fra 2012 til udgangen af september 2020 var jeg ansat som rets- og migrationspolitisk rådgiver i (og medlem af) Enhedslisten. I dag er jeg hverken ansat i eller medlem af partiet.
Mit arbejde indebar, at jeg har formuleret en god del af de over 200 udvalgsspørgsmål, som Enhedslistens daværende ordfører Johanne Schmidt-Nielsen stillede om asylpar-sagen enten alene eller sammen med kolleger fra andre partier, og at jeg fra maj 2017 og frem indgik i en gruppe af politikere og medarbejdere fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF, der jævnligt mødtes om sagen, forberedte skriftlige spørgsmål og skrev drejebøger for de asylpar-samråd, Inger Støjberg blev indkaldt til – heraf tre alene i løbet af 2017.
Kommissionen var prisværdigt optaget af, at offentligheden havde en reel mulighed for at følge med, hvilket jo er helt på sin plads, når nu kommissionen dybest set skal holde øje med, om demokratiets spilleregler er fulgt
Min fortsatte interesse for sagen gjorde, at jeg hen over sommeren 2020 prioriterede at følge næsten alle afhøringer i Instrukskommissionen. Fra min siddeplads i det såkaldte transmissionslokale havde jeg et godt overblik.
Der kunne interesserede borgere, som i modsætning til mediernes repræsentanter ikke havde en reserveret siddeplads i selve afhøringslokalet, følge med på en skærm med både levende billeder af de afhørte og slides med sagens centrale dokumenter.
Når kommissionens formand passerede gennem transmissionslokalet, forhørte han sig flere gange hos os tilhørere, om lydkvaliteten var i orden. Så kommissionen var prisværdigt optaget af, at offentligheden havde en reel mulighed for at følge med, hvilket jo er helt på sin plads, når nu kommissionen dybest set skal holde øje med, om demokratiets spilleregler er fulgt.
Når jeg nu sad der, benyttede jeg lejligheden til at tweete, når der blev sagt noget interessant. Det gav mig et par hundrede nye Twitter-følgere, men det er i sagens natur begrænset, hvor megen sandhed man kan klemme ind på 280 tegn, så afhøringerne har inspireret mig til denne lidt længere tekst. Under skrivningen har jeg konsulteret mine gamle tweets, som ligger der endnu, som hukommelse og notesblok.
Sandhedspligtens knivsæg
For mig har de mange timer i Retten på Frederiksberg bestemt ikke været uinteressante. Når man som jeg har haft det job at formulere folketingsmedlemmers spørgsmål til ministre – ikke mindst i denne sag – er det unægtelig fascinerende at se spørgsmålene og embedsfolkenes svarudkast og kommentarer dissekeret på Instrukskommissionens storskærme.
Man lærer meget om, hvordan svar til folketingsmedlemmer og journalister bliver til, og hvordan embedsmænd og ministre balancerer på en knivsæg, når de på den ene side skal holde sig til sandheden og på den anden side undgå at rutte med den.
Embedsmænd og ministre balancerer på en knivsæg, når de på den ene side skal holde sig til sandheden og på den anden side undgå at rutte med den
Som når en embedsmand i en mail i sagen om de adskilte asylpar foreslår et skriftligt svar til en journalist, der er ”isoleret set korrekt”, men ”uden forbindelse til virkeligheden”:
Embedsmænd havde svære kvaler med svar om #asylpar til @jyllandsposten 19/2 2016. I intern mail foreslog embedsmand et svar, der var “isoleret set korrekt”, men dog uden “forbindelse til virkeligheden”. Fremlagt i @Instrukskom #dkpol
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) May 18, 2020
Det har også været spændende at følge beskrivelser af det apparat, der går i gang, når en ledende embedsmand sår tvivl om, hvorvidt ministeren har levet op til sin sandhedspligt. Dette er i Instrukskommissionen blevet illustreret ved forløbet omkring svaret på spørgsmål 446, som jeg formulerede for Johanne Schmidt-Nielsen i starten af marts 2019.
Spørgsmålet handler om, hvorvidt Inger Støjberg den 22. juni 2017 fik at vide, hvad der stod i en af sagens centrale dokumenter, en e-mail dateret 10. februar 2016 fra Udlændingestyrelsens afgående direktør Henrik Grunnet. Ministerens svar i april 2019 var, at hun blev orienteret om mailens eksistens, men ikke om dens indhold.
Den tidligere afdelingschef i ministeriet Lykke Sørensen, der i mellemtiden var rykket videre til andet arbejde, blev af den nye departementschef orienteret om svar 446, da det blev sendt til Folketinget. I telefonen forsøgte hun så at fortælle ham, at hun den pågældende aften den 22. juni 2017 præcist havde informeret Inger Støjberg om indholdet af den halvanden linje lange e-mail, og at ministersvaret derfor var i strid med sandheden.
Departementschefen har i kommissionen forklaret, at han ”stoppede” den tidligere afdelingschef, da hun forsøgte at sige det, mens hun selv har forklaret, at hun fik det sagt.
Hvis svarene på folketingsmedlemmers spørgsmål er usande, hjælper det ikke, at spørgsmålene er nok så præcise
Men interessant er det at se, hvad der sker, når ledende embedsmænd bliver opmærksomme på, at ministeren muligvis ikke har fortalt sandheden. Det skal i så fald – må man forstå på forløbet – forties, tilsløres og glemmes.
Hvis svarene på folketingsmedlemmers spørgsmål er usande, hjælper det ikke, at spørgsmålene er nok så præcise…
10 vigtige lighedspunkter
Tilbage til overskriften. Referencen til Tamilsagen, hvor den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen (1922-2014) fra 1987 til 1989 bevidst og ulovligt forsinkede tamilske flygtninges familiesammenføringer under henvisning til en angivelig folkelig modstand mod en for humanistisk flygtningepolitik, er yderst relevant.
Der er andet og mere end overfladiske ligheder mellem Tamilsagen, som jeg dengang lejlighedsvis skrev om som journalist på Information, og den næsten 30 år yngre sag om de tvangsadskilte ægtepar på danske asylcentre, som jeg har fulgt tæt i mit nu tidligere job som politisk rådgiver for Enhedslisten.
Her er 10 vigtige lighedspunkter mellem den gamle og den nye sag:
- Begge handler om tvangsmæssig adskillelse af ægtepar i strid med deres rettigheder.
- Begge sager handler om mennesker, der har søgt asyl i Danmark.
- I begge sager dekreterer en borgerlig minister en ulovlig ordning.
- I begge sager hævder ministeren at have folkelig opbakning til ordningen.
- I begge sager er Udlændingestyrelsen (der i 1987 hed Direktoratet for Udlændinge) det udførende organ med såkaldt ”armslængde” til ministeren og departementet.
- I begge sager har embedsmænd i styrelsen/direktoratet nedfældet deres moralske kvababbelser på skrift.
- I begge sager har ministeren i årevis haft opbakning fra et parlamentarisk flertal, som sammen med regeringen har forhindret, at opposition og offentlighed har kunnet få klar besked.
- I begge sager har Folketingets Ombudsmand spillet en afgørende rolle.
- I begge sager har Folketingets flertal vedtaget at igangsætte en undersøgelse under ledelse af en dommer.
- I begge undersøgelser er der blevet gået til sagen med stor flid, grundighed, indsigt og kritisk sans.
Af disse – og muligvis flere – grunde, er det med en vis ret, at jeg stjæler min overskrift fra titlen på Nils Ufers stykke.
Embedsværket, der ikke højt og tydeligt havde sagt fra over for Ninns ulovligheder, var rystet på et niveau højt, højt oppe på DJØF’s Richterskala
Tamil-undersøgelsen med højesteretsdommer Mogens Hornslet (1933-2020) i spidsen og advokat Henrik Holm-Nielsen (1938-2018) i rollen som udspørger fik dramatiske konsekvenser for dansk politik. Poul Schlüters regering (som Erik Ninn-Hansen havde forladt allerede i 1989) gik af, da kommissionens beretning i syv tunge, røde bind (til sammen godt en tredjedel reolmeter i A4-format på min hylde) 14. januar 1993 badet i pressefotografernes flashlys blev håndbåret til Statsministeriet, og banede vejen for næsten ni års socialdemokratisk ledede Nyrup-regeringer.
Rigsretten, der ikke havde været aktiveret siden 1910, trådte i funktion. Og embedsværket, der ikke højt og tydeligt havde sagt fra over for Ninns ulovligheder, var rystet på et niveau højt, højt oppe på DJØF’s Richterskala.
Forsigtighedsprincippet
Ud over de politiske konsekvenser for regeringen og de juridiske for Erik Ninn-Hansen og hans nu plettede straffeattest fik Tamilsagen konsekvenser for måden, vi i Danmark undersøger mulige ulovligheder på, når de begås af ministre og deres embedsfolk. Juristernes stærke fagforening DJØF kom på banen og fik afgørende indflydelse på den lovgivning – loven om undersøgelseskommissioner fra 1999 – som denne type undersøgelser i vore dage foregår inden for.
Under den nuværende lovgivning opererer undersøgelseskommissioner ud fra et såkaldt forsigtighedsprincip, der har ført til nogle lidt forkølede konklussioner à la ”Kommissionen findet det ikke fuldt tilstrækkeligt godtgjort, at…” eller ”Kommissionen mener ikke med en tilstrækkelig grad af sikkerhed at kunne lægge til grund, at…”.
Med andre ord har de undersøgelseskommissioner, der har været nedsat siden 1999, nogle gange været præget af meget forsigtige – og derfor konsekvensløse – vurderinger. Er man lidt kritisk over for de magthavere, der skal undersøges, kan man savne Tamil-undersøgelsens klare konklusioner.
Med kendskab til niveauet for advokatsalærer og lidt hovedregning kan man hurtigt konkludere, at undersøgelseskommissioner ikke er nogen discountløsning
En anden oplagt mangel ved undersøgelseskommissionerne under den nuværende lovgivning er de store udgifter. Eksempelvis slugte en af de mere hurtigtarbejdende kommissioner, Skattesagskommissionen, der fra 2012 til 2014 undersøgte forløbet omkring Stephen Kinnocks skattepligt og den tidligere VK-regerings håndtering af den sag, alene 28 mio. skattekroner.
Tungt på udgiftssiden vejer salærerne til de mange bisidder-advokater.
I Instrukskommissionen har hovedparten af de 42 afhørte en bisidder, hvoraf mange sidder med til alle afhøringerne. Med kendskab til niveauet for advokatsalærer og lidt hovedregning kan man hurtigt konkludere, at undersøgelseskommissioner ikke er nogen discountløsning, når det gælder jagten på den retfærdighed, vi nu venter på.
Omvendt er det heldigvis en retspolitisk konsensus, at selv den mest belastede mistænkte i en sag har krav på kvalificeret advokatbistand. Det må gælde i straffesager og i undersøgelseskommissioner, hvis vi skal fastholde et vist niveau af retssikkerhed. Så det er nok bedst, at vi fortsat koncentrerer os om at lytte til de spørgsmål og svar, der gives under afhøringerne, uden at lade os distrahere alt for meget af lyden af de mange advokaters højlydt tikkende salær-taxametre.
En anden problemstilling, der selvsagt også har økonomiske konsekvenser, er undersøgelseskommissionernes tidsforbrug. Statsløsekommissionen, der skulle udrede omstændighederne omkring endnu en borgerlig udlændingeministers håndtering af unge statsløses ret til at få dansk statsborgerskab på lempede betingelser, arbejdede således fra 2011 til 2015. Det er lang tid at vente på retfærdighed.
Kommissionen har travlt
I Instrukskommissionens tilfælde er der foreløbig mindre grund til bekymring over tidsforbruget. S-regeringen offentliggjorde 5. november 2019 sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet et udkast til kommissorium.
I det endelige kommissorium opfordres kommissionen til ”så vidt muligt” at afgive beretning ”senest halvandet år, efter at kommissionen er nedsat”. Det skete 22. januar 2020, hvilket giver kommissionen en deadline 22. juli 2021 – ”så vidt muligt”, selvfølgelig.
I et år, hvor det af asylpar-sagen uvedkommende årsager har været vanskeligt at mødes, og hvor det danske og det globale samfund har været ramt af skiftende grader af nedlukning, har Instrukskommissionen beslutsomt arbejdet videre bag sine gennemsigtige plasticafskærmninger under anvendelse af litervis af håndsprit. Meget i samfundet er blevet forsinket og udsat ”på grund af corona” (årets udtryk), men tilsyneladende ikke Instrukskommissionens arbejde.
Og meldingen om en delberetning allerede i december 2020 giver da også os iagttagere noget at have tidsoptimismen i. Måske bliver Instrukskommissionen en af de hurtigere (og dermed billigere) kommissionsundersøgelser?
Går det så ud over grundigheden? Mit bud er nej.
Både som journalist på Information (1987-2003) og i mit nu tidligere job som rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe (2012-2020) har jeg fulgt flere undersøgelseskommissioners arbejde.
Og jeg må sige, at jeg ikke, siden jeg i starten af 1990’erne live oplevede ringbindsjongløren Henrik Holm-Nielsens nidkære og borende udspørgning af den tids embedsmænd og politikere i Højesterets Kæremålssal, har set undersøgelser af denne art, hvor der bliver gået til sagen med engagement, sagkundskab og seriøsitet som i Instrukskommissionen.
Udspørgerne og medlemmerne
Som i Tamilsagens undersøgelsesret er det en udspørger, som stiller de fleste af spørgsmålene. I Instrukskommissionen er hvervet delt, så den primære udspørger, advokat Lars Kjeldsen på visse dage har været afløst af sin kollega Hanne Rahbæk. De er begge partnere og advokater med møderet for Højesteret i firmaet Nyborg & Rørdam.
Formanden har et usvigeligt skarpt blik for sagens detaljer, et fænomenalt overblik over materialet og er ikke tilbageholdende med at afbryde udspørgeren
Selv om man lejlighedsvis har kunnet blive irriteret over Lars Kjeldsens tilsyneladende manglende evne til uden meningsforstyrrende fejl at læse præcist op fra dokumenter, har begge udspørgere undervejs leveret en solid præstation og demonstreret et godt blik for sagens problemstillinger og for at anholde udsagn, der stred mod udtalelser fra andre afhørte eller mod sagens mange tusinde siders dokumentationsmateriale fra primært Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen.
Mest imponeret er jeg personlig af kommissionens formand, landsdommer Peter Mørk Thomsen. Formanden har et usvigeligt skarpt blik for sagens detaljer, et fænomenalt overblik over materialet og er ikke tilbageholdende med at afbryde udspørgeren – enten for at fortælle, at kommissionen må videre til noget mere interessant, eller for selv at tage over og stille lejlighedsvis lange serier af præcise og relevante spørgsmål, mens udspørgere og bisiddere bare kan lytte og lære.
Peter Mørk Thomsen anvender en på én gang korrekt, høflig og skarp form til at påpege, når vidneudsagnene er indbyrdes modstridende, eller når de ikke harmonerer med dokumenterne.
”Det taler ikke så godt ind i den fortælling, du kommer med,” som han eksempelvis venligt påpegede over for Inger Støjbergs eks-departementschef Uffe Toudal Pedersen under afhøringen 20. maj:
Formanden for @Instrukskom, Peter Mørk Thomsen, har en både direkte, moderne og høflig måde at påpege, når vidneudsagn og dokumentation ikke stemmer overens:
"Det taler ikke så godt ind i den fortælling, du kommer med," som han sagde til eks-departementschef Uffe Toudal. #asylpar— Niels Rohleder (@niels_rohleder) May 20, 2020
Flere gange har formanden taget over for at foreholde de afhørte konkrete personoplysninger om de cirka 30 ægtepar, som sagen egentlig handler om. Par, der opholdt sig i Danmark som asylansøgere i 2016, og hvor den ene (eller begge) ægtefæller var under 18 år.
Uden på nogen måde at udlevere personhenførbare oplysninger eller krænke anonymiteten har Peter Mørk Thomsen gang på gang dokumenteret fra sagerne, at Udlændingestyrelsen i februar 2016 tvangsadskilte par uden at have andre oplysninger om dem end navn, alder, nationalitet, indrejsedato, og hvorvidt den kvindelige ægtefælle var gravid eller allerede var blevet mor:
Formanden for @Instrukskom dokumenterer, at Udlændingestyrelsen 16/2 2016 adskilte et #asylpar uden at vide andet end de tos alder (17 og 23 år), oprindelsesland og fraværet af fælles børn. Asylansøgningsskemaet var ikke oversat endnu.
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) August 27, 2020
Formandens pointe har tydeligvis været, at styrelsen – tilsyneladende hårdt presset af ministeriet – tvangsadskilte parrene uden at have de personoplysninger, der er en forudsætning for individuel og konkret sagsbehandling. Samtidig har Peter Mørk Thomsen ved sin omfattende og gentagne dokumentation fra sagsmapperne demonstreret sit blik for, at de, der har været hårdest i klemme i asylpar-sagen, hverken har været politikere eller DJØF-medlemmer, men de tvangsadskilte ægtepar.
De, der har været hårdest i klemme i asylpar-sagen, har hverken været politikere eller DJØF-medlemmer, men de tvangsadskilte ægtepar
Da formanden dokumenterede sagen, hvor den unge pige havde oplyst at hun elskede sin mand og ”tænkte på at dø” som følge af tvangsadskillelsen, var det svært ikke at fornemme en betydelig undren over forløbet hos kommissionsformanden.
I skemaet havde kvinden oplyst, at hun elskede sin mand. 15/3 2016 klagede det unge #asylpar. Kvinden oplyste, at hun “tænkte på at dø”. Klagesagen blev “afsluttet uden afgørelse”, dokumenterer formanden for @Instrukskom https://t.co/zNLj3kCx4B
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) August 27, 2020
God hjælp til spørgsmålene får formanden fra sine sidekammerater – ikke mindst lektor Louise Halleskov, der ud over en fortid som fuldmægtig i nullernes integrationsministerium har et for kommissionens interessefelt relevant forskerfokus på menneske- og forvaltningsret. Hun holder sig ikke tilbage med præcise (og nogle gange lidt universitært nørdede) spørgsmål til de afhørte. Også kommissionens tredje medlem, advokat Torkil Høg, bidrager lejlighedsvis med spørgsmål.
Bisidderne
Flittigst spørgende blandt bisidderne er naturligt nok Inger Støjbergs advokat Nicolai Mallet, der ud over at være partner i advokatfirmaet Horten også er medlem af partiet Venstres forretningsudvalg og partiudpeget medlem af Rigsretten (hvor han dog næppe beholder sin plads, hvis Instrukskommissionens arbejde munder ud i en rigsretssag).
Et bemærkelsesværdigt advokatvalg er Eddie Khawaja, der som partner i advokatfirmaet Homann med udlændingeret som speciale har haft en del klienter, der er kommet i klemme i den stramme danske udlændingepolitik.
Mange gange har Eddie Khawaja og udlændingemyndighederne stået på hver sin side af en sag. Og det er derfor værd at notere, at blandt andet Jesper Gori (der i 2016 var den centrale kontorchef og juridiske ekspert i Inger Støjbergs udlændingeministerium) har valgt netop den kritiske udlændingeretsadvokat Eddie Khawaja som bisidder. Ikke alene stod Jesper Gori for de vigtigste juridiske vurderinger i ministeriet i første del af 2016.
Inger Støjbergs udsagn under den række af kritiske samråd i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, der startede 1. juni 2017, har som bekendt været præget af skiftende forklaringer
I løbet af 2017 sad han desuden ved en række stormfulde samråd på Christiansborg ved Inger Støjbergs side med den krævende opgave at tilhviske hende input til plausible og holdbare forklaringer.
Men ved Instrukskommissionens afhøringer af Jesper Gori over to hele dage i starten af august 2020, viste det sig, at hans bisiddervalg gav god mening. Hans forklaringer kan generelt ikke siges at styrke Inger Støjbergs forsvar eller retfærdiggøre hendes handlinger i asylpar-sagen.
Det såkaldte ministernotat
Den tidligere ministers forsvar er i den aktuelle version bygget op omkring det, hun kalder et ministernotat. Ganske vist har offentligheden (og mange af de afhørte) først hørt om notatet under forløbet i Instrukskommissionen fra maj 2020, og Inger Støjbergs udsagn under den række af kritiske samråd i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, der startede 1. juni 2017, har som bekendt været præget af skiftende forklaringer.
Den seneste, første gang lanceret på Støjbergs første afhøringsdag 24. maj 2020, går ud på, at hun 9. februar 2016 – dagen inden udsendelsen af pressemeddelelsen om tvangsadskillelse – godkendte et notat, som lagde op til, at der kunne og skulle gøres undtagelser fra reglen om, at ægtefællerne skulle bo på hver sit asylcenter.
Under afhøringen 24. maj 2020 sagde Inger Støjberg, at notatet var ”selve ordningen” og ”det, det hele baserer sig på”:
Formanden for @Instrukskom spørger undrende til, hvorfor Inger Støjberg ikke på samråd 23/6 2017 nævnte det såkaldte ministernotat, som nu er hjørnesten i hendes forsvar. “Nej. For det er jo selve ordningen. Det er jo det, det hele baserer sig på,” svarer hun. #asylpar
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) May 24, 2020
Dagen efter kaldte hun notatet en ”grundpræmis”:
Inger Støjberg bliver spurgt, hvorfor hun aldrig har henvist til ministernotatet om #asylpar før søndag. Hun svarer, at notatet var en “grundpræmis”. “Sådan en grundpræmis er jo ikke noget, man henviser til hele tiden,”forklarer Støjberg i @Instrukskom
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) May 25, 2020
At notatet er godkendt i Støjberg-ministeriets digitale F2-system, er veldokumenteret på storskærm i Instrukskommissionen. Den praktiske godkendelse er ganske vist foretaget af en ministersekretær, men det er – forstår man – ikke usædvanligt, at det ikke er ministeren selv, der har fingrene på tasterne, når notater skal ministergodkendes.
I lyset af den betydning, hun under afhøringerne i 2020 har tillagt notatet, er det bemærkelsesværdigt, at Inger Støjberg hen over sommeren og efteråret 2017 under rækken af kritiske samråd i asylpar-sagen undlod at fremlægge dokumentet, som – forekommer det – ville have været en for ministeren tiltrængt støtte til påstanden om, at hun fra sagens spæde start havde tænkt sig at respektere lov, ret og konventioner.
Den store betydning, som Inger Støjberg nu tillægger notatet, bakkes ikke op af de mange embedsmænd, som i kommissionen har forklaret, at de ikke har kendt til notatet, eller at det ikke spillede nogen rolle i sagsbehandlingen, og at det blev ”overhalet” af senere tilkendegivelser fra ministeren
Det såkaldte ministernotat om #asylpar var et “indledende notat med en indstilling fra embedsmænd” og blev “overhalet” af drøftelser med ministeren, forklarer tidligere UIBM-sagsbehandler Anne Nygaard Just i @Instrukskom
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) August 13, 2020
At det var ”død og borte”, som Jesper Gori har sagt:
Det såkaldte ministernotat indgik ikke i den videre sagsbehandling af #asylpar efter 9/2 2016, siger den centrale embedsmand Jesper Gori i @Instrukskom. “Efter min opfattelse er det død og borte, det notat”.
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) August 5, 2020
Kun hendes allernærmeste, den daværende departementschef, afdelingschefen i ministeriets koncernstyringsafdeling og naturligvis Inger Støjbergs trofaste væbner og særlige rådgiver Mark Thorsen har helhjertet bakket op om eks-ministerens forklaring om notatets uvurderlige betydning.
Ofte har man indtryk af, at Udlændingestyrelsen er underlagt en håndfast politisk styring fra ministeriet, og at en armslængde ikke nødvendigvis udgør nogen lang afstand
Ifølge Jesper Gori afgik notatet ved døden så tidligt som i timerne efter dets godkendelse i F2-systemet – på et møde om eftermiddagen den 9. februar 2016. På mødet, hvor blandt andre Jesper Gori var til stede, hældte ministeren ifølge Gori embedsmændenes indstilling om, at der skulle gøres undtagelser fra tvangsadskillelserne, ned ad brættet.
Så hvad mon der lå i ministerens ”godkendelse”? Betød det ”Sådan skal Udlændingestyrelsen administrere”? Eller snarere bare ”Set”?
Under alle omstændigheder er et svagt punkt i Inger Støjbergs understregning af notatets centrale betydning, at det ikke blev sendt til Udlændingestyrelsen som en vejledning i, hvordan adskillelsen af parrene skulle administreres i praksis.
Styrelsen mod departementet
Et aspekt, der er blevet tydeligt under afhøringerne, er den til tider anstrengte relation mellem Udlændingestyrelsen og departementet.
Når det er opportunt for den til enhver tid siddende udlændingeminister, beskrives forholdet mellem ministerium og styrelse med ordet ”armslængde”. Men ofte har man indtryk af, at Udlændingestyrelsen er underlagt en håndfast politisk styring fra ministeriet, og at en armslængde ikke nødvendigvis udgør nogen lang afstand.
Når vi, der sad på Christiansborg, modtog Inger Støjbergs svar på de mere end 200 skriftlige spørgsmål, bestod de i ikke så få tilfælde af elementer som ”Ministeriet har indhentet en udtalelse fra Udlændingestyrelsen…” og ”Jeg kan henholde mig hertil”.
Embedsfolkene i styrelsen har skrevet interne mails i et løssluppent frisprog, hvor ministeren eksempelvis er blevet betegnet ”Støjsenderen”
I dén model fremtræder styrelse, departement og minister som en enhed. Og som spørgende folketingsmedlem kan man ikke opløse eller dissekere denne enhed nærmere. Det sker først i de helt usædvanlige tilfælde, hvor der nedsættes en undersøgelseskommission, som får adgang til alle interne dokumenter og afhører embedsfolk med pligt til at tale sandt.
I Instrukskommissionen er talrige uenigheder mellem styrelsen og departementet (og internt i departementet) blotlagt. Embedsfolkene i styrelsen har – i tillid til, at den restriktive offentlighedslov aldrig ville tillade journalister at kigge med over skulderen – skrevet interne mails i et løssluppent frisprog, hvor ministeren eksempelvis er blevet betegnet “Støjsenderen”:
Man får fornemmelse af et vist frisprog i Udlændingestyrelsen, når man læser en intern mail fra en medarbejder 11/2 2016 kl. 15.49, hvor Inger Støjberg omtales som “støjsenderen”. Fremvist i @Instrukskom #asylpar #dkpol
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) May 15, 2020
En souschef i styrelsen skrev i forløbets spæde start i januar 2016 vredt i en ironisk mail til sin chef på baggrund af Inger Støjbergs firkantede Facebook-udmelding om den forestående tvangsadskillelse: “Så pyt med hjemmel, retten til familieliv og lignende irriterende regler. Vi bestemmer jo alligevel, hvor de alle sammen skal bo. Hurra”.
“Så pyt med hjemmel, retten til familieliv og lignende irriterende regler. Vi bestemmer jo alligevel, hvor de alle sammen skal bo. Hurra,” skrev souschef Kristina Rosado 25/1 2016 ironisk i mail til sin kontorchef i Udlændingestyrelsen efter Støjbergs Facebook-melding om #asylpar
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) August 21, 2020
Senere i forløbet, da Ombudsmanden havde rettet et kritisk søgelys mod tvangsadskillelsen, var fornemmelsen, at ministeriet forsøgte at tørre ulovlighederne af på Udlændingestyrelsen, som samme souschef formulerede det i en mail.
Støjberg-ministeriets fremstilling af sagen om #asylpar var “langt ude”, skrev souschef Kristina Rosado 27/6 2016 i mail til sin kontorchef i Udlændingestyrelsen og fortsatte: “Som jeg ser det, forsøger de nu helt åbenlyst at tørre det her af på os”. Fremlagt i @Instrukskom
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) August 21, 2020
Over for brugerne – udlændingene – og offentligheden må Udlændingestyrelsen nødvendigvis fremtræde som et rigidt bureaukrati, der står på mål for hårde afgørelser med barske konsekvenser for de mennesker, der eksempelvis mister retten til at opholde sig i Danmark. Trods alt er styrelsen det udførende organ i forhold til en dansk udlændingepolitik, der samlet set placerer sig i den absolut stramme ende, hvis man sammenligner med andre EU-lande.
Men Instrukskommissionens afhøringer efterlader indtrykket af, at styrelsen også er befolket af engagerede embedsmænd, der er dybt optaget af at respektere menneskerettighederne – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til det familieliv, som Inger Støjbergs instruks afbrød for nogle ægtepars vedkommende i 2016.
Voldemort og menneskerettighederne
Udspørger Lars Kjeldsen konstaterede under en afhøring vittigt, at det var med menneskerettighederne i Inger Støjbergs ministerium, som det er med Voldemorts navn i Harry Potter-sagaen. De er unævnelige.
Lars Kjeldsens sammenligning holder vand, eftersom ministeren og hendes nærmeste embedsmænd gjorde meget ud af ikke at nævne netop hensynet til menneskerettighederne i skriftlige og mundtlige redegørelser til Folketinget og medierne. Da ministeren efter mange ugers forløb alligevel indrømmede, at der kunne være helt særlige undtagelser, blev det ikke begrundet med menneskeretlige hensyn, men med reference til den sjældent forekommende eventualitet, at et asylansøger-ægtepar skulle have fået tilladelse til at indgå ægteskab i Danmark ved et såkaldt kongebrev. Menneskerettighederne var et fyord under Lars Løkke Rasmussens regeringer – formentlig også af hensyn til støttepartiet Dansk Folkeparti.
Inger Støjberg har i sine forklaringer lagt vægt på den ”fri tone” i sit ministerium. Den fri tone rakte tilsyneladende ikke til, at embedsfolkene op igennem det stærkt hierakiske system stod fast og insisterede på de menneskerettigheder, de havde lært om på universitetet, og som de kunne slå op i lærebøger og på internettet.
“Der var langt hen ad vejen en fri tone og dermed jo også diskussioner,” forklarer Inger Støjberg i @Instrukskom om sin tid i UIBM og kalder embedsmændene “ekstremt kompetente”. #asylpar
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) May 24, 2020
Man fornemmer, at det især er ministeren, der har anlagt en ”fri tone” over for embedsmændene, når flere beretter om en ellers stoisk og hærdet embedskvinde som tidligere afdelingschef Lykke Sørensen, der blev følelsesmæssigt påvirket, da ministeren beskyldte hende for at gå ind for ”barnebrude”, da hun 9.-10. februar 2016 ikke uden videre ville acceptere en undtagelsesfri tvangsadskillelse:
“Lykke [Sørensen] er noget indigneret over at blive beskyldt for at gå ind for barnebrude”, refererer eksdirektør Henrik Grunnet fra koncerndirektionsmøde 10/2 2016 i @Instrukskom #asylpar #dkpol
— Niels Rohleder (@niels_rohleder) May 15, 2020
Et billede af dansk ministerstyre
Samlet set har afhøringerne tegnet et billede af vilkårene i dansk ministerstyre, som rækker langt ud over den konkrete sag og de adskilte asylpars skæbne.
Vores alt for restriktive offentlighedslov forhindrer, at journalister og offentlighed kan se de vigtigste dokumenter i en sag som denne. En afledt effekt af offentlighedsloven er, at den til enhver tid siddende minister kan nægte at udlevere vigtige dokumenter til Folketinget. Og folketingsmedlemmerne kan kun få en sag udtømmende undersøgt, hvis de har et flertal for en undersøgelseskommission.
I Tyskland, hvor grundlovens artikel 44 fastslår, at et kvalificeret mindretal bestående af en fjerdedel af Forbundsdagens medlemmer kan gennemtvinge nedsættelsen af et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, har man unægtelig en mere vidtgående mindretalsbeskyttelse og dermed en højere grad af parlamentarisk kontrol med regeringen. Til sammenligning kan et samråd i et folketingsudvalg være ganske tandløst, når ministeren kan forholde oppositionen de centrale dokumenter med henvisning til offentlighedsloven og hensynet til ”ministeriets interne beslutningsproces”.
I starten af 2016 var Socialdemokratiets instinktive reaktion, at Inger Støjberg ikke handlede hurtigt og resolut nok for at tvangsadskille
I Danmark vandt ”rød blok” tilfældigvis valget i 2019, uden at det havde direkte forbindelse til vælgernes holdning til asylpar-sagen, hvorefter der omsider kunne nedsættes en undersøgelseskommission, inden vigtige forældelsesfrister overskrides.
Både hvad angår det hidtidige og det kommende forløb i sagen, spiller Socialdemokratiet en nøglerolle. I starten af 2016 var Socialdemokratiets instinktive reaktion, at Inger Støjberg ikke handlede hurtigt og resolut nok for at tvangsadskille, som det fremgår af daværende udlændingeordfører Dan Jørgensens samrådsspørgsmål, der er dateret dagen efter Støjberg-instruksen og afholdt en måneds tid senere.
Året efter, da sagen eksploderede i Politiken i maj 2017, sprang socialdemokraternes nye ordfører Mattias Tesfaye over på det hold, der kritiserede den undtagelsesfri tvangsadskillelse, men forsømte ikke nogen lejlighed til i øvrigt at understrege Socialdemokratiets stramme udlændingepolitik.
Hækkerup blev på kontoret
I det nye folketingsflertal var der enighed om at nedsætte Instrukskommissionen, men da kommissorie-udkastet skulle præsenteres i november 2019, lod justitsminister Nick Hækkerup med ukarakteristisk beskedenhed politikerne fra Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet præsentere beslutningen for journalisterne, mens han selv blev på kontoret.
Hans kommentar til nedsættelsen af kommissionen i den udsendte pressemeddelelse var da heller ikke præget af den indignation, der gjorde sig gældende hos de fire andre partiers ordførere. Det er næppe for stærkt at karakterisere ministerens korte skriftlige udtalelse som lakonisk: ”Vi er blevet enige om et udkast til kommissorium vedrørende instruksen om adskillelse ved indkvartering i asylsystemet. Jeg har derfor i dag sendt udkastet til kommissorium til Folketinget.”
Det er svært at se beslutningen om tvangsadskillelse af asylpar i 2016 som en isoleret endsige tilfældig beslutning snarere end udtryk for en generelt hård og hensynsløs udlændingepolitik, hvor asylansøgeres og flygtninges menneskerettigheder ikke vejer så tungt som andre menneskers.
Den politik er Socialdemokratiet i samme grad som Inger Støjbergs parti en del af. Mette Frederiksens regering vil i kølvandet på undersøgelsen være stærkt optaget af ikke at få sin egen politik på anklagebænken. Derfor skal der nogle meget klare konklusioner til, før Socialdemokratiets stramt topstyrede folketingsgruppe stemmer for en rigsretstiltale mod Inger Støjberg.
Når man som Inger Støjberg insisterer på hele tiden at gå til kanten af konventionerne, risikerer man nogle gange at ryge ud over denne kant
Men forløbet af de nidkært kritiske afhøringer på Howitzvej peger unægtelig i retning af en kritisk beretning, som det bliver spændende at få en smagsprøve på allerede i december 2020, når delberetningen offentliggøres.
Når man som Inger Støjberg insisterer på hele tiden at gå til kanten af konventionerne, risikerer man nogle gange at ryge ud over denne kant. Om det er sket i sagen om de adskilte asylpar, forventer jeg, at Instrukskommissionen leverer en nøgtern og velbegrundet vurdering af.
Derefter kan Mette Frederiksen og hendes allernærmeste overveje, om de er enige i kommissionens vurdering og parre denne overvejelse med det politisk opportune i at rejse rigsretstiltale – eventuelt om der er nogen vej uden om en rigsretssag.
Og hvilken retfærdighed kan vi så vente os, hvis sagen kommer for Rigsretten? Denne sjældent brugte domstols præcedens er meget lidt omfattende. Men da Erik Ninn-Hansen blev dømt i 1995, fik han fire måneders fængsel. Der var dog – under hensyn til den dømtes alder og helbredstilstand – tale om en betinget dom.
På dommens dag var Erik Ninn-Hansen 73 år gammel.
Inger Støjberg er i dag (2020) 47 år gammel og efter det oplyste ved godt helbred.
LÆS FLERE ARTIKLER AF NIELS ROHLEDER HER
Topillustration: Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen foran Frederiksbergs retsbygning efter afhøringen i Instrukskommissionen 17. september 2020. Foto: Niels Rohleder
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
