
Lige nu samler FN’s hjælpeorganisation for børn, Unicef, ind til over 1,2 millioner af børn i det sydlige og østlige Afrika, der er ramt af en de hårdeste tørker i årtier på grund af vejrfænomenet El Niño. Men hvordan engagerer man folk i endnu en indsamling til ”de sultne børn i Afrika”?
Når man selv, som jeg, møder børn, der er døden nær af sult, og ser, hvor lidt der skal til for at redde deres liv, så er det ikke svært at forstå, at vi skal hjælpe.
Javel, det er også mit arbejde, og jeg mener, at vi skal hjælpe, fordi vi kan, og fordi hjælpen nytter, også på langt sigt. Når vi hjælper med at opbygge sundhedssystemer, der når ud til selv de fattigste og mest isolerede befolkningsgrupper, kan vi forebygge, at børn bliver underernærede og dør som følge af tørke og andre naturskabte kriser.
Men jeg mener det også, fordi det skærer mig i hjertet, at se et barn som den 3-årige Diallo, som jeg mødte i Burkina Faso for nylig. Hendes fysiske og psykiske udvikling var sat helt i stå på grund af fejlernæring, og hendes mor var syg af bekymring for sit barn.
Så derfor kan vi ikke lade være med at samle ind. Der er et svimlende antal børn, som har brug for vores hjælp. Over en million børn er lige nu så akut underernærede, at de ikke overlever, medmindre vi GØR noget. Så selvfølgelig skal vi samle ind. Og det gør vi.
Når vi samler ind til en katastrofe, er der altid en række redskaber, vi hiver op af værktøjskassen – e-mails, sms’er, breve og dialoger med virksomheder og fonde. Men denne gang prøver vi også i højere grad at involvere bloggere og kendte ansigter, som både kan hjælpe os med at samle ind, men også sætte fokus på krisens omfang. Hvis vi skal råbe folk op om det her, kræver det nemlig mere, end det plejer. Især for de målgrupper, der husker de afmagrede børn i Etiopien i 80’erne. Nu skriver vi 2016, og vi kan derfor råbe op på nogle andre måder, end vi plejer.
Under hashtagget #DETERIKKEOK har vi på sociale medier engageret en række mennesker med en stor rækkevidde og et bredt publikum.
De har (uden at få penge for det) lagt billeder op, hvor de laver et OK-tegn med tommel- og pegefinger (og så håber vi, at alle andre følger trop…)
Cirklen i OK-tegnet symboliserer, hvor tynd overarmen kan være på et underernæret barn. Og det er ikke ok! Lions Katastrofehjælp har valgt at donere en 50’er til vores indsamling, hver gang hashtagget bliver brugt. Et glimrende eksempel på, hvordan offline og online kan spille sammen i den gode sags tjeneste.
Svært at råbe op
Jeg vil ikke lyve. Det bliver svært at råbe op om det her. For folk er generelt mætte (og trætte?) af at høre om sultne, nødlidende børn. Så det er vores job at råbe op på måder, der alligevel får folk til at engagere sig. Det kan være udfordrende, og vi prøver altid at tænke nyt inden for de snævre økonomiske rammer, vi nu engang arbejder under. Men ser man på den nuværende krises omfang og tænker man på, hvordan det ville være ikke selv at kunne give sit barn mad. Tænker man på, at der bag hvert eneste af de svimlende milliontal findes en skæbne, et barn, der er født med samme rettigheder som dig og mig og alle andre – så tror vi på, at det kan gøres relevant.
Jeg vil ikke lyve. Det bliver svært at råbe op om det her. For folk er generelt mætte (og trætte?) af at høre om sultne, nødlidende børn. Så det er vores job at råbe op på måder, der alligevel får folk til at engagere sig.
Det kan lade sig gøre at forebygge sultkatastrofer – det viser Unicefs mere end 60-årige erfaring fra udviklings- og nødhjælpsarbejde verden rundt. Faktisk ser vi den aktuelle krise som en ny mulighed for sætte ind mod årsagerne til den kronisk høje fejlernæring blandt børn. Det kan vi gøre ved at hjælpe regeringer og lokalsamfund med at opbygge stabile sundhedssystemer og sociale ydelser, der når ud til alle. Det er gjort før andre steder, og det virker!
Unicef kan gøre rigtig meget. Men kun hvis der er nogle, der giver os lov. Og ja, det handler om penge. Men det handler også om at få hjælp til at skabe opmærksomhed om krisens omfang. Det er der heldigvis mange, der gerne vil! Kendte ansigter og bloggere er allerede godt i gang. Lad os alle stå sammen om det vigtige budskab: #Deterikkeok at børn sulter.
Topfoto: UNICEF
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her