BØGER // INTERVIEW – Forfatteren Cæcilie Lassen vil i sin roman Indre Ø give stemme til kommunistiske modstandsfolk under 2. Verdenskrig. Det er nemlig i fiktionen, at vi kan rumme dem som mennesker, siger hun.
Jeg sidder overfor Cæcilie Lassen på Cafe Bopa på Bopa Plads på Østerbro. Forfatteren skal i anledning af befrielsesdagen fortælle om sin roman Indre Ø, som hun udgav i februar. Det er også hende, der har valgt caféen, og hun forklarer, at både den og pladsen er opkaldt efter en modstandsbevægelse fra Anden Verdenskrig med navnet Borgerlige Partisaner (BOPA):
”Der er jo en grund til, at vi skulle være her. I bogens første afsnit fra 1945 kører Kai, den ene hovedperson i Indre Ø, og hans modstandsgruppe rundt her. Det var voldsomt, den måde, det foregik på. Det er faktisk noget af det mest blodige fra befrielsen. De kører rundt her og henter stikkere, som så står på ladet af deres lastvogn med hænderne i vejret. Det er der, historien begynder.”
Alle begivenheder i romanen udspiller sig inden for det samme begrænsede rum. På tværs af flere historiske perioder. Blandt andet derfor hedder bogen Indre Ø. Begivenhederne tager afsæt under og efter befrielsen og Kai er bogens ene hovedperson i den del af fortællingen, der starter i 1945. Han er modstandsmand og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og han er morfar til Ditte, der aldrig har kendt ham, fordi han forsvinder på en rejse til DDR, da hendes mor stadig er barn.
Ditte er hovedperson i bogens anden fortælling, og selvom hun er født en hel generation efter krigens afslutning, vokser hun stadig op i dens efterdønninger, der endnu præger familien. Kai og Dittes historier flettes, sådan at læseren får afsløret de to hovedpersoners liv på skift i små bidder og spændingen holdes helt til slut.
Kommunistiske modstandsfolk i Indre Ø
Kai er ikke blot modstandsmand under krigen, han er også en del af den kommunistiske fraktion af modstandsbevægelsen. Hvad inspirerede dig til at tage fat i Sovjet-kommunismen?
”Man siger jo, at hvis man mangler en bog, skal man skrive den. Og jeg syntes, vi manglede en bog fra fiktionens verden, der skildrer en familie, der tilhørte dén fløj af modstandsbevægelsen. Vi har haft Hvidstensgruppen på film og Flammen og Citronen, og også i litteraturen er den side blevet meget fortalt.
Folk er blevet præsenteret for modstandsfolkene som de pæne borgerlige mennesker, der går sammen om at gøre modstand, men det var oftest ikke sådan virkeligheden så ud
Jeg ville gerne skildre den fortælling, der går fra, at de kommunistiske modstandsfolk kæmper helt på linje med de andre modstandsfolk, for under befrielsen var der ikke nogen, der skelnede mellem de borgerlige og DKP. Men efter krigen opstår der på ganske få år den situation, at en gruppe mennesker, uden egentlig selv at foretage sig noget, i samfundets øjne skifter fra at være helte, der blev set op til af alle, så bliver de mistænkeliggjorte og set som repræsentanter for fjenden.
Jeg syntes, det var meget vigtigt at fortælle den historie om, hvor hurtigt man kan komme på den anden side af en meget tynd linje. Og jeg synes, det er vigtigt at fortælle det i fiktionen: Det er her, vi kan rumme dem som mennesker.
”Hvor skal vi hen?”
”Nordhavnstippen.”
Der er de alene. Hun breder tæppet ud, flyvende i sine hænder, han får et kig op under kjolen til lårets lysere hud. Øl og smørrebrødsæske hjælper med at holde dem fast, hvor blæsten står ind over fladt land fra havet.” (s. 38, Indre Ø)
Fortællersynsvinklen i romanen betyder, at vi som læsere følger hans tanker indefra, og vi forstår, hvorfor han ikke kan leve et almindeligt liv efter sine oplevelser under krigen, hvor han blandt andet bliver afhørt og tortureret af Gestapo på et loftskammer i fjorten dage.
”Helte ser man op til. Skurke foragter man, men et menneske kan man holde af. Og Indre ø handler netop hverken om helte eller skurke, men om mennesker. Selvom Kai repræsenterer Sovjetkommunismen, synes jeg ikke, han skal være et hadeobjekt. Jeg ved godt, han er svær at være sammen med, men man skal ikke hade ham. Man skal ikke foragte ham.”
Det er som om hans erfaringer har gjort ham oldgammel, selvom han egentlig er ung endnu?
”Ja, han føler sig som en levende død. Den følelse, tror jeg, er meget universel hos folk, der, som han, er overlevere af tortur. Og så tror jeg, at han føler, at det, han ofrede alt for, ikke er det, han troede, det var. Da det går op for ham, hvad det nye styre i DDR betyder, der klapper fælden.
Kaj har også andre lig i lasten fra besættelsestiden, blandt andet en likvidering, så der er mange ting, der betyder, at nettet strammes om ham. Men jeg ville gerne give ham et eftermæle som et helt menneske, vi kan forstå og føle med – også selvom han er kommunist. Det er vigtigt, at han ikke bliver skrevet ud af historien og frihedskampen i fiktionen. Vores fiktion er med til at danne vores erindring. Når vi sidder og synes, vi godt ved noget om besættelsen, så er det jo ikke fordi, vi var der selv, men fordi nogen har formidlet det.
Og i den formidling er modstandskæmperen blevet til en liberal og demokratisk figur, selvom det ikke var virkeligheden. Her har TV-serier og filmatiseringer spillet en rolle. Folk er blevet præsenteret for modstandsfolkene som de pæne borgerlige mennesker, der går sammen om at gøre modstand, men det var oftest ikke sådan virkeligheden så ud.”
Stedets Enhed: Her hvor vi sidder
En præmis for Indre Ø har været Aristoteles’ begreb: Stedets enhed. Alle scener udspiller sig inden for den samme meget lille geografiske ramme, blot med tidsforskydninger over en periode på 75 år. Fra 1945 og til 2020. På den vis er bogen også en fortælling om Østerbros historie fra en bydel beboet af arbejderklasse og blandet med småindustri til en eftertragtet bydel for den bedre middelklasse.
Hvad er egentlig skillelinjerne for området og dermed bogens univers?
”Det er svært at sætte en præcis skillelinje. Jeg har strækket øen lidt i kanterne. Vi kommer blandt med over på Kommunehospitalet (tidligere sygehus beliggende på Østre Farimagsgade, nu afdeling af KU) – det er måske sådan lige på grænsen, men et eller andet sted skulle Kai jo indlægges, da han bliver syg. Den ydre kant er, hvor Jagtvej krydser Østerbrogade. Det er et vigtigt punkt, for der stod en telefonkiosk. Det er den, som Kai går ned og ringer fra. Den står der endnu, selvom den ikke er i brug, men den hører til som en del af Østerbro. Nu er den flot med plakater.
Bogen er også en historie om Østerbro, med den sociale opstigning fra fyrrerne og op til nullerne
Senere bruges biblioteket også, det er det nede på Jagtvej. I bogen går Indre Ø ned til Nordhavn, og der blev jeg utrolig glad for at finde ud af, at der faktisk havde ligget et lille værft. Det er jo sjældent, man bliver glad for sådan noget, men det passede ind. Jeg ville gerne have, at Kaj skulle arbejde på et skibsværft, – han havde jo været ude og sejle som ung. Det skulle han ikke igen, for så ville han naturligt forsvinde ud af bogen, og det ville ikke blive sådan et mysterium.
Faktisk endte jeg med at bruge nogle meget detaljerede informationer, som jeg fik fra Arbejdermuseet om det lille reparationsværft på Nordhavn. I bogen bliver det til nogle linjer, som så er helt faktuelle.
Bogen er også en historie om Østerbro, med den sociale opstigning fra fyrrerne og op til nullerne, først er der kul, så kommer der oliefyr, så fjernvarme … Der kommer grønt gårdmiljø og lige pludselig skal der være sukkerpolitik i vuggestuen. Familien Johansen rykker op i middelklassen, og det gør Østerbro også. Bygningerne er øjenvidner til de liv, der leves blandt de mennesker, der bor der.”
I løbet af interviewet bliver det tydeligt, at Cæcilie Lassen også er personligt optaget af at undersøge de fortællinger, der ligger i stedet. Selvom det er fiktion og hovedpersonerne er opdigtede, så hviler de historiske begivenheder, der gengives, på grundig research af kilder og dokumentation fra området.
Cæcilie Lassen fortæller blandt andet, at hun i august skal lave en byvandring for den lokalhistoriske forening, hun lærte at kende under arbejdet med sin roman:
”Jeg er jo selv østerbroer, som du kan høre. Jeg bor godt nok på det, der hedder ydre Ø nu, ude ved Svanemøllen, men jeg har boet herinde før. Mit kendskab til Østerbro går faktisk 30 år tilbage, men selvom det er mange år, er det ikke helt nok til romanen. Det kvarter, der er det fysiske indre ø i romanen, det er her hvor vi sidder lige nu, Randersgade … Århusgade.
Den gade, personerne bor i, nævnes ikke ved navn, så det gør jeg heller ikke her. Det er med vilje for ikke at få kommentarer på, hvornår de fik altaner osv. Der var smalle gader, små lejligheder, toilet i gården … bad havde man ikke, man gik op i badeanstalten … og så var det et livligt kvarter med små industrier alle vegne, specielt Århusgade: Skibsprovianter, buntmagere. Der var en barnevognsfabrik. Bestemt ikke det pæne kvarter, man ser i dag.”
Jeg kigger ud på den hyggelige trekantede plads lige udenfor. Her er fredeligt. Mødre med barnevogne, kulturtyper, unge par. Masser af planter. Det er vanskeligt at forestille sig, at pladsen, jeg sidder og kigger på, for 79 år siden var centrum for nogle af de mest blodige og voldelige opgør Danmark oplevede i slutningen af Anden Verdenskrig. At det var her. Stedets enhed.
Vild med bøger? Så klik dig videre ind på POV Internationals mange artikler, interviews og anmeldelser her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
