POLITIK // KOMMENTAR – Jeg er træt af at høre om politisk polarisering i Vesten. Det er en misvisende måde at omtale det, der rent faktisk plager Vesten: En antidemokratisk og populistisk højredrejning, mener Jesper Dyhrberg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når mainstream-politikere, journalister og meningsdannere taler om deres bekymring for den stigende polarisering, er det med til at skabe et falsk narrativ eller i hvert fald fremme en halv sandhed. Den danske ordbog definerer polarisering således: ”proces eller udvikling hvor noget, fx holdninger, udtryk eller sociale grupper, splittes op i skarpe modsætninger.”
Den vage definition kan til dels beskrive det politiske klima, der er i Vesten i dag, da der er kommet en skarp opdeling mellem dem, der er faldet for den nye højrepopulisme, og resten af os, men når din gennemsnitlige midter-politiker eller midter-journalist bruger udtrykket polarisering, er det jo et helt andet billede, de ønsker at tegne.
De prøver at tegne et billede af, at mennesker søger mod de politiske poler eller yderpunkter. I Danmark ser vi den fortælling, når fx politikere fra Moderaterne argumenterer for, at den eneste måde, vi kan undgå effekterne af polarisering i Danmark, er ved at holde yderfløjene uden for indflydelse og centrere al politik om et ideologiløst centrum.
Det skaber et billede af, at både venstrefløjen og højrefløjen i Danmark søger mod mere ekstreme versioner af sig selv og derfor er blevet utilregnelige.
Det er kun en halv sandhed. For mens højrefløjen er stukket fuldstændig af på tværs af vestlige lande med både Wilders, Le Pen, Farage, Trump, Weidel og Meloni som bannerførere for en yderliggående konservatisme, der har skabt kaos og uro i Vesten i snart et årti, så er præcis det modsatte sket for venstrefløjen mange steder.
I Storbritannien er Labour gået fra ræverøde Corbyn til bankmanden Starmer, Kamala Harris var så moderat, at man kunne falde i søvn af det, og den grønne gruppe i Europa-Parlamentet stemmer for Ursula von der Leyen som EU-formand.
Højredrejningen i Danmark
Den samme tendens ser vi også i Danmark. På højrefløjen har der i mange år nu været et ræs mod det yderste højre. Dansk Folkeparti har, blandt andet på grund af konkurrenterne fra Nye Borgerlige og Stram Kurs, taget et skarpt sving endnu længere mod højre end deres hidtidige kurs.
Inger Støjberg har dedikeret sit politiske liv til at give højrepopulismen et venligt jysk smil. På kort tid har Lars Boje indsamlet nok vælgererklæringer til, at man til næste valg kan finde et konspiratorisk højrenationalistisk parti på sin stemmeseddel med mindst 20.000 danskeres opbakning.
Samtidig er den danske venstrefløj mere ideologisk nedtonet end nogensinde før. Socialdemokratiet er blevet et midterparti, mens SF og Enhedslisten konsekvent har modereret sig som partier de sidste mange år. Tilbage er Alternativet. Lidt hippieagtige ja, men ikke på den der radikaliserede maoistiske måde, mere på kombucha- og friskolemåden. På det udenomsparlamentariske plan kan Frie Grønne, der ellers var et forsøg på at få vælgerne til at stemme på noget venstreradikalt, ikke engang indsamle en tiendedel af de vælgererklæringer, de har brug for.
Det burde være tydeligt for enhver, at der ikke er tale om et samfund, hvor mange søger mod to lige ekstreme politiske poler. Der er i stedet tale om et bestemt segment af samfundet, der suser mod højre i en hastighed, vi ikke har set meget længe. Det har den skræmmende virkning, at resten af politik, i hvert fald i dansk kontekst, er blevet hevet med. Man kan ikke i dag gå ned og stemme på ét venstreradikalt parti i Danmark. Hvis du gerne vil stemme højreradikalt, kan du vælge mellem to, måske tre.
Snakken om polarisering bliver en måde at dække over den skræmmende højredrejning, der har ramt den vestlige verden og Danmark. Det kan være svært for nogle at acceptere, at en stor del af de mennesker, vi begår os med dagligt, er en del af denne skræmmende tendens. At en ikke uvæsentlig andel af menneskene i din Netto, i togkupéen og på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet er blevet mere eller mindre radikaliseret mod højre.
Det er højrefløjen, der modarbejder internationale organer som ICC og menneskerettighedskonventionerne, hjørnestenene i det internationale samfund
Det hele bliver nemmere, hvis man kan skabe en fortælling om et samfund, hvor folk generelt søger mod ekstreme holdninger. Det bliver mere spiseligt for den centristiske sjæl, hvis de ikke skal forholde sig til, at det faktisk er én af fløjene, der er problemet. Det gør det nemmere at ignorere faresignaler, hvis man gør sig farveblind over for denne ekstreme tendens i samfundet.
Men faktum er: Det er højrefløjen, der modarbejder internationale organer som ICC og menneskerettighedskonventionerne, hjørnestenene i det internationale samfund. Det er højrefløjen, der opstiller kandidater, som ser kvinder som fødemaskiner. Det er højrefløjen, der vil stoppe statsstøtte til udviklingsorganisationer, som siden slutningen af anden verdenskrig har arbejdet for en bedre verden. Det er højrefløjen, der, sekundet efter Assads fald, vil sende folk til Syrien, før der er stabilitet i landet.
Det er højrefløjen, der er blevet ekstrem. Der er ikke en polarisering i vores samfund. Vi har ikke delt os i to ekstreme lejre. En del af det politiske lag er blevet ekstreme og prøver alt, hvad de kan at trække os alle med i sølet.
Vi står i en situation, hvor en ekstrem højrefløj prøver at normalisere ekstreme synspunkter
Det eneste, man kan gøre, er at stå imod. Politik er en evig tovtrækning, og nogle gange går bevægelsen mod højre, andre gange mod venstre, men på et tidspunkt må man også sige: Nok er nok.
Vi står i en situation, hvor en ekstrem højrefløj prøver at normalisere ekstreme synspunkter og male et billede af, at alle institutioner, der ikke køber ind på deres højredrejning, er infiltreret af kommunister.
Det er ikke acceptabelt, og det skal italesættes som det selvstændige problem, det er. Venstrefløjen skal ikke købe ind på en præmis om, at vi skal udøve selvcensur for for alt i verden ikke at virke ekstreme, når vi har en højrefløj, der lukker vildere og vildere ting ud.
Resultatet er alligevel bare, at deres ekstremitet bliver det nye moderate, og vores moderation bliver fremstillet som ekstrem. Vi må sige fra over for den højreradikale tendens, og vi må stå ved, at vi er socialister, feminister, klimaforkæmpere, og at alle liv er lige meget værd. Intet ved det er ekstremt, og det ville være katastrofalt at lade det blive det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og