Ida Aukens vrede og den vanskelige tolerance

af i Danmark/Politik & Samfund

POLITIK // ANALYSE – Forleden rasede det radikale folketingsmedlem Ida Auken i Politiken over en muslimsk mand, der helst ikke gav hånd til kvinder. Men ifølge professor i islamstudier Thomas Hoffmann beror Aukens reaktion i vid udstrækning på en misforståelse. Steffen Groth analyserer forløbet og fremhæver, at trosfrihed altid har været tolerancens vigtigste kampplads.  

”Vi er alle æltede af svagheder og vildfarelser; lad os gensidigt tilgive hverandre vore dumheder, det er naturens første lov”(1).

Sådan skrev den franske oplysningsfilosof Voltaire tilbage i 1700-tallet i et forsøg på at indkredse det dengang banebrydende begreb tolerance. I det foregående århundrede havde religionskrige mellem protestanter og katolikker martret Europa. Det havde ansporet filosoffer som John Locke, Pierre Bayle og netop Voltaire til at udtænke et tankeredskab, der skulle overvinde de dødelige modsætninger: tolerancen.

Det sætter gang i en emotionel lavine hos Ida Auken, en lavine, som drives frem af en følelse af at være krænket som kvinde

I en vis forstand kan den scene, der for nylig udspillede sig på Ida Aukens kontor på Christiansborg, fortolkes som et fjernt, forvrænget ekko af fortidens religionskrige. Med Aukens dramatiske retoriske iscenesættelse af episoden fik den i hvert fald karakter af sproglig krigsførelse.

”Manden var tydeligvis en idiot”

1. oktober skrev Ida Auken i Politiken et indlæg med titlen ” Manden, der kom ind på mit kontor, var tydeligvis idiot”. Den radikale folketingspolitiker havde haft besøg på Christiansborg af en imam fra en minoritetsretning indenfor islam, ahmadiyya. I løbet af samtalen havde manden fortalt, at han gerne undgik at give kvinder hånd, og at han derfor også helst så, at de ikke gav hånd til afsked.

Det sætter gang i en emotionel lavine hos Ida Auken, en lavine, som drives frem af en følelse af at være krænket som kvinde.

”Alt vender sig i mig,” skriver hun. ”Jeg bliver rasende over at blive sat i sådan en situation. Dels føler jeg mig som kvinde nærmest spedalsk, når min hånd bliver set som noget, der fra nu af ikke må komme i nærheden af ham. Dels bliver jeg vred over, at han tillader sig at komme ind i demokratiets højborg og nægte at trykke min hånd, fordi jeg er kvinde.”

Auken misforstår totalt det manglende håndtryk – professor Thomas Hofmann

Følelserne beror på fortolkninger af mandens motiver. Ida Aukens associationskæde af antagelser er klar: Hun skriver om ”hans åbenlyse kvindeundertrykkelse”, mener at han nærer ”ringeagt for kvinder” og gruer desuden ved forestillingen om, hvilken patriarkalsk tyran han må være i andre relationer: ”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være hans kone eller hans datter.”

”Auken misforstår totalt”

Men Aukens vrede er tilsyneladende næret af en forhastet og fejlagtig fortolkning. Professor i islamstudier Thomas Hoffmann skriver i et opslag på Facebook 2. oktober, at han har forståelse for Aukens emotionelle reaktion, men at den rationelle præmis for hendes raseri er forfejlet: ”Auken misforstår totalt det manglende håndtryk som udtryk for den ‘åbenlyse kvindeundertrykkelse’…”.

Hofmann pointerer, at reglen om ikke at give hånd til det modsatte køn – som kun et lille mindretal af danske muslimer følger – også går den anden vej og praktiseres af de kvindelige muslimer, der tilslutter sig denne særlige tolkning af islam. De to køn er med andre ord ligestillede i netop denne regel.

Aukens påkaldelse af en offerposition virker proportionsløs

Professor i kultur- og sprogmødestudier, Garbi Schmidt, er i radioprogrammet Rushys Roulette også kritisk over for Aukens udlægning. Schmidt anskuer Aukens reaktion som et udslag af ”manglende kulturel forståelse”. Fra professorens perspektiv er de forskellige hilseritualer ”et spørgsmål om kropsforståelse” og et udtryk for forskellige opfattelser af, ”hvor intimsfæren går”.

Den fortolkning kan Asmaa Abdol Hamid, den tidligere folketingskandidat for Enhedslisten, stå som et eksempel på. Når hun lægger hånden på hjertet i stedet for at trykke hånd, handler det ifølge hende selv om en religiøst betinget blufærdighed, og ikke om en degradering af kvinder eller mænd for den sags skyld.

Magt og undertrykkelse

Der er også et andet led i Aukens fremstilling, der skurrer. Hun udlægger episoden som et eksempel på undertrykkelse, men det forudsætter en magtrelation, der ikke er tilstede i situationen.

Tværtimod er magtforholdet omvendt: Auken er et indflydelsesrigt folketingsmedlem placeret i magtens demokratiske højborg, manden tilhører et lille forkætret muslimsk mindretal, amadiiyaerne. Mandens minoritetsposition skal selvfølgelig ikke friholde ham fra kritik – og jeg finder også umiddelbart den religiøse undvigelse af håndtryk irrationel og reaktionær – men Aukens påkaldelse af en offerposition virker proportionsløs.

Ikke nok med, at hun i praksis er den overlegne part i situationen, efterfølgende har hun også i kraft af sin adgang til medierne fortolkningsretten til episoden; og med en magtfuld kommunikativ gestus stempler hun sin gæst som idiot og misforstår, ifølge Hoffmann, totalt gæstens motiver.

Støjbergs udvidelse af kampzonen

Venstres nye næstformand, Inger Støjberg, benytter i BT d. 4. oktober Ida Aukens indlæg som afsæt for et vanemæssigt verbalt håndkantslag til de Radikale, der, ifølge Støjberg, ”i årtier  har været bannerfører for slaphed og eftergivenhed i udlændingepolitikken”. Og så følger en rituel dæmonisering af muslimer som sådan.

Perspektivet udvides til at omfatte alle muslimske mænd uden smålig skelen til det faktum, at kun et lille fåtal af muslimer i Danmark undgår håndtryk på tværs af køn. Ida Auken burde, ifølge Støjberg, for længst have indset ”hvor formørket og middelalderligt disse muslimske mænds kvindesyn er”.

En central passage i Støjbergs indlæg afslører et paradoksalt, nærmest tvetunget, træk ved hendes ord:

“Formørkede muslimske kræfter i Danmark”, skriver Støjberg, “spiller efter helt andre spilleregler, end alle vi demokratiske og frihedselskende danskere gør. De løber med andre ord om hjørner med os, hvis vi ikke meget bastant sætter foden ned og kræver, at det er danske normer og regler, der gælder her. Det er det eneste sprog, disse mennesker forstår.”

Støjbergs enetale er modpolen til tolerancens samtale

Kløften mellem de formørkede muslimer og de frihedselskende danskere er afgrundsdyb i Støjbergs optik; et markant fjendebillede modstilles det nationale glansbillede. Samtidig er der et misforhold mellem de værdier, Støjberg proklamerer, og den praksis, hun lægger op til. Støjberg hylder demokratiets frihed, men dikterer kategorisk, at “det er danske normer og regler, der gælder her”. At danske regler skal følges er selvindlysende – omend Støjberg som minister med sin famøse instruks handlede i direkte modstrid med helt basale regler  -, men Venstres næstformand erklærer også bastant, at danske normer skal følges.

Dermed indskrænkes friheden for de anderledestænkende markant. Og samtalen, som teologen Hal Koch udpegede som grundstoffet i det danske demokrati, glider gradvis over i dekretets autoritære og monologiske tale. “Det er det eneste sprog disse mennesker forstår”.

Trosfriheden er tolerancen vigtigste kampplads

Støjbergs enetale er modpolen til tolerancens samtale. Ordene er æltet af hårdhed og skråsikkerhed, og de formørkede muslimer skal modelleres i vores ufejlbarlige billede. Den frihedselskende demokratiske danskhed bliver rambuk for tvungen assimilation i form af håndtrykslov og tildækningsforbud.

Tolerancen insisterer omvendt på den berømte opsummering af Voltaires filosofi:

”Jeg er helt uenig i det du siger, men vil til min død forsvare din ret til at sige det”.

Det er det pluralistiske demokratis credo, men også tolerancens trosbekendelse. Tolerance skal nemlig ikke forveksles med passiv ligegyldighed eller værdirelativisme. Den forudsætter – som litteraturprofessorerne Lasse Horne Kjældgaard og Thomas Bredsdorff har bemærket – en uenighed eller et ubehag, der tolereres, idet man fastholder den andens ret til at tænke, tale og leve anderledes inden for visse grænser.

Den nøjagtige grænsedragning har til alle tider været til diskussion og afhænger af den samfundsmæssige kontekst, de gældende magtforhold og den specifikke situation.

Trosfriheden har historisk været tolerancens vigtigste kampplads. Og friheden til at praktisere sin religion er en væsentlig bastion i menneskerettighedernes march mod udbredelse.

Fra mit perspektiv bør en lille minoritets særlige religiøst betingede blufærdighed og afvigende tilgang til hilseritualer kunne omfattes af majoritetens tolerance. Det overskrider ikke den etiske minimumsstandard ”du må ikke skade andre”, en vigtig rettesnor for aftegningen af tolerancens yderste grænse.

Trosfriheden har historisk været tolerancens vigtigste kampplads. Og friheden til at praktisere sin religion er en væsentlig bastion i menneskerettighedernes march mod udbredelse.

Men tolerancen har også den mere jordnære, mellemmenneskelige styrke, at den efterlader en sprække til tvivlen, en plads til fejlbarligheden og til fortolkningens usikkerhed. Den bygger på den forståelse, at vi alle erkender stykkevis og er ”æltede af svagheder og vildfarelser”.


(1) Citeret efter bogen Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader (s 62, Lasse Horne Kjældgaard og Thomas Bredsdorff 2008). Denne artikel står i gæld til de to litteraturprofessorers definition og diskussion af tolerance.

Foto: Steen Brogaard, www.ft.dk

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Danmark