NYHED // REPORTAGE – Appelsagen mod den hærværksdømte Ibi-pippi Orup Hedegaard er i dag endeligt afgjort ved Højesteret. Tilbage står imidlertid stadig dommernes endelige udmåling af straffen. Den foreligger først den 20. juni, altså om en uge.
Det var kun selve strafudmålingen, der skulle behandles i appelsagen mod den hærværksdømte Ibi-pippi Orup Hedegaard, idet selve skyldsspørgsmålet vedrørende hærværk allerede blev stadfæstet i Vestre Landsret sidste år.
Her blev Ibi-pippi idømt 1 års ubetinget fængsel med henvisning til hærværkets grove karakter samt det forhold, at Ibi forinden samt efterfølgende havde orienteret pressen indgående om sit hærværk.
I indirekte forstand var det således både forholdet til medierne og påstanden om at have udført et kunstværk, der førte til den forholdsvis strenge dom i Vestre Landsret. Samtidig kom det dengang også frem, at Ibi – ifølge en erklæring fra Kriminalforsorgen – ikke skønnedes egnet til en betinget straf.
Dette sidste forhold har ændret sig. Der foreligger nu en ny erklæring, der fastslår, at Ibi godt kan afsone en betinget dom eller udføre samfundstjeneste.
En konkret risiko for kulturarven
Det var klart anklagemyndighedens ønske at sende et utvetydigt signal om, at hærværk rettet imod landets museer straffes hårdt. I sin procedure gentog anklageren flere gange udtryk som ”beskyttelse af kulturarv”. Han understregede, at enhver måtte kunne regne ud, at det at signere et maleri med en sort tusch ville rette voldsom skade mod maleriet.
Asger Jorns maleri Den foruroligende ælling bliver aldrig det samme igen efter Ibi-pippis hærværk. Værket er permanent skadet, fastslog anklageren med udgangspunkt i forskellige konservatorrapporter. Maleriet er således ikke repareret og må forventes at skulle tilses fremover.
At Ibi-pippi kontaktede pressen forud for hærværket, blev også understreget som et skærpende punkt, der tydede på planlægning og forsæt.
Påstanden om skærpelse af straffen tager således udgangspunkt i ønsket om at beskytte den fælles kulturarv, et behov for afskrækkende effekt af en dom, samt et stigende antal overgreb på kunstværker internationalt.
Samlet set er det en konkret risiko for andre tilfælde af hærværk mod museer og kulturarv samt ønsket om ”det kriminalpræventive”, der ligger til grund for anklagerens ønske om en skærpelse af straffen
Anklageren erklærede imidlertid, at han kunne stille sig tilfreds med en såkaldt kombinationsdom, hvor en kortere fængselsstraf – han nævnte 3 måneders ubetinget fængsel – blev kombineret med en betinget straf eller samfundstjeneste.
I virkeligheden ligger den påstand ikke så langt væk fra forsvarets påstand.
Forsvarer Mette Grith Stage forsøgte ganske vist ihærdigt at blande bustesagen ind i billedet, der som bekendt resulterede i et tiltalefrafald mod daværende lektor ved Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld.
Retsbevidstheden og lighed for loven burde gælde, mente forsvaret.
Anklageren ønskede ikke en afsluttende duplik, men det må være indlysende, at forholdene omkring busten er anderledes. Busten var således ikke anbragt på et museum, og dermed i langt højere grad en intern sag, kan man argumentere.
Samlet set er det en konkret risiko for andre hærværk mod museer og kulturarv samt ønsket om ”det kriminalpræventive”, der ligger til grund for anklagerens ønske om en skærpelse af straffen.
Ingen fortrydelse
Ibi-pippi har tidligere udtalt i Berlingskes podcast Pilestræde, at der ikke var noget kunstværk på noget museum, der principielt kunne vide sig sikret imod en ”modifikation”.
I Vestre Landsret gentog Ibi-pippi også, at han intet fortrød i forhold til sin handling, som han så som fuldt ud berettiget gennem en række kunstneriske betragtninger. I Højesteret lod Ibi-pippi udelukkende sin advokat tale for sig.
De to millioner kroner, som Ibi-pippi er dømt til at betale i erstatning for konservatorernes arbejde med at redde maleriet, var ikke til forhandling i Højesteret. Den del af dommen står ved magt.
Hvad dommerne når frem til, er således uvist. Den endelige dom falder om en uge, d. 20 juni klokken 12.00.
At Ibi-pippi måske ikke er helt færdig med sin ”modifikationspraksis”, viser et nyligt eksempel. Her har Ibi-pippi lagt en række ”modifikationer” af Henry Heerup til salg, antageligt i strid med ophavsretsloven og ”le droit moral”. Det forhold er med til at underminere den påstand, som Ibi-pippi har nedlagt om, at hensigten med at overmale Jorn-maleriet var at gøre opmærksom på det umoralske i Jorns overmaling af det billede, han havde købt på loppemarked.
Der er ikke meget i Ibis kunstpraksis, der tyder på en beskyttelse af kunstneres ret til egne værker.
Hvad der også som et kuriosum fremgik af afhøringsrapporten, der blev fremlagt i retten, var, at det kønsskifte, der har fyldt meget i pressen som profil af kunstneren Ibi, var en ”provokation”.
Det er i modstrid med, hvad Ibi ellers har forklaret om motivationen til kønsskiftet, der skulle have mere personlige forhold.
DK4 følger i øvrigt Ibi-pippi til en kommende dokumentar og var til stede i retten.
TILFØJELSE
Reportagens tekst kan måske misforstås således, at der overhovedet ikke er tale om nogen personlig motivation i forhold til provokationsværket om kønsskiftet. Det afviser Ibi-Pippi overfor redaktionen.
Der har i mange medier floreret forskellige historier om den måde, som Ibi-Pippi har brugt sit juridiske kønsskifte på, blandt andet til at skabe “performance” i en offentlig svømmehal, hvor mandekroppen gav anledning til en vis opsigt i kvindernes omklædningsrum.
Jeg har imidlertid ikke belæg for at påstå, at der ikke er nogen som helst personlige motivationer bag den pågældende performance. Ibi-Pippi understreger således overfor POV International, at der faktisk ER personlige årsager til det juridiske kønsskifte ud over den kunstneriske provokation.
Christian Tangø, 14. juni 2024
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her