I ly af stjernehimlen: Da min film blev til virkelighed

Andreas Bøggild Monies 11.05.2018

ERFARING – Det var alt andet end en lige vej fra idé til realisering, da instruktør Andreas Bøggild Monies instruerede sin første kortfilm “Skyggebokser”. Først var der ingen, som troede på fortællingen om en pige, der tegner en stjernehimmel over sin syge mor, så de sammen kan se efter stjerneskud og ønske dårligdommen væk. Dernæst blev Andreas’ kæreste dødeligt syg, og for en stund måtte stjernehimlen flytte ind i den virkelige verden og våge over ham og hans egen familie. Instruktøren beskriver hele forløbet i dette essay om at bevare håbet i mødet med ubærlig modstand.

Det var ikke så lang tid efter, jeg var blevet ene-forælder, og jeg vågnede en morgen og havde haft en drøm, som stod for mig som en filmscene:

En pige tegnede en stjernehimmel for sin syge mor, så de sammen kunne se efter stjerneskud og ønske, at mor blev rask.

Jeg kunne ikke slippe drømmen, så jeg skrev den ned og opdagede, at den handlede om en pige, som var en blanding af mine egne børn og mig selv som barn.

Det blev til slutscenen i min kortfilm Skyggebokser.

Det føltes meget skrøbeligt og sårbart at sende mit manus ud til filmproducere og bede dem om at læse det og håbe på, at de havde lyst til at arbejde med det – og mig.

Langt de fleste producere svarede mig slet ikke.

Jeg havde endda fået hjælp fra en dygtig manuskriptforfatter. Det hjalp ikke. Og når der endelig var nogen, der svarede, ønskede jeg faktisk, at de ikke havde gjort det.

”Det er et meget sympatisk projekt, men vi har desværre ikke kapacitet til at tage nye projekter ind” – noget i den stil; de der gennemprøvede, velformulerede afslag fra producernes assistenter vænner jeg mig aldrig til.

“Du skal ikke vente på, at nogen giver dig lov til at lave din film, for det sker aldrig. Bare lav den”

Det mest deprimerende var den producer, som rent faktisk gav mig et møde, fordi hun godt kunne lide manuskriptforfatteren. Hun fortalte mig, at hun ikke troede på, at jeg kunne lave en hel kortfilm, men hun ville da gerne hjælpe mig med at søge penge på Filmværkstedet til en enkelt scene, og hvis den blev vellykket, så kunne vi måske søge Det Danske Filminstitut om lidt penge til noget udvikling. ”Og den er alt for hård af en børnefilm at være. Det skal der arbejdes med.”

Børnefilm? Det gav ingen mening i min verden.

”Det er bare film, som er fortalt fra et barns vinkel.” Hvorfor skulle børn ikke kunne se alvorlige fortællinger? Jeg tror, jeg endte det møde med en desperat tale om E.T. og Brødrene Løvehjerte og noget i retning af: ”Stort set alle H.C. Andersens eventyr er da barske, er de ikke?”

Det førte ingen vegne.

Jeg blev rådet til at koncentrere mig om at være filmklipper (som jeg egentlig er) frem for at tro, at jeg kunne instruere. Og da slet ikke en film med et barn i hovedrollen.

Det var så det. For en tid.

Født under stjernehimlen

Men så fik jeg en ny kæreste, som selv er instruktør. Jeg fortalte hende om projektet, og hun mente, at jeg bare skulle lave den. ”Du skal ikke vente på, at nogen giver dig lov, for det sker aldrig. Bare lav den.”

Jeg mødte Jeppe Wowk, som helt overraskende var tosset nok til at ville være producer på filmen. Uden løn. Og med et mikrobudget fra Filmværkstedet og lidt ekstra fra Danske Dramatikere stod vi pludselig en dag og havde samlet et drømmecast og et filmhold så gennemkompetent, at det virkede helt uvirkeligt. Og meget forpligtende.

”Det er et spørgsmål om, hvorvidt hun overlever de næste par timer. Måske hun dør i løbet af natten,” var beskeden fra en læge. Det eneste, jeg kunne i den situation, var at sidde med lille Luca i armene og sige: ”Tro på det”

Jeg bad mine børn hjælpe mig med stjernerne til slutscenen. Min ældste datter tegnede den første. Den slags, man tegner uden at løfte blyanten fra papiret. Den virkede helt rigtig, så jeg bad hende lære sin lillesøster at lave en magen til, for jeg skulle bruge rigtig mange.

Og sammen tegnede mine døtre og min højgravide kæreste stjernerne til slutscenen. Det tog et par dage.

Vi optog det meste af filmen i min lejlighed. Jeg sov der også om natten imellem udstyr og kulisser, under stjernerne, som var blevet klistret op i loftet, klar til slutscenen.

Den optog vi i vores seng, og da vi var færdige, valgte jeg at lade stjernerne hænge i et par dage, så mine piger kunne se dem, som de hang der i loftet.

”Lad os lade dem hænge, indtil filmen er klippet færdig,” sagde min kæreste. ”Det er da også en fin tanke, at Luca bliver født under dem.”

På den måde blev de ligesom bare en del af rummet. Og fødslen kom, og Luca blev født lige der under stjernerne i lejligheden.

Fra fiktion til virkelighed

Men få dage efter fødslen blev min kæreste indlagt, og jeg fik beskeden, at hun næppe ville overleve (12 procent overlever). ”Det er et spørgsmål om, hvorvidt hun overlever de næste par timer. Måske hun dør i løbet af natten,” var beskeden fra en læge.

Det eneste, jeg kunne i den situation, var at sidde med lille Luca i armene og sige: ”Tro på det.” Jeg talte nok mest til mig selv.

Om dagen var stuen aktiv med læger, sygeplejersker, specialister og besøg. Om natten var der anderledes stille. Der var mere ro og mere angst. Og det var her, jeg sad med min bærbare og klippede filmen færdig

Det er svært at beskrive. Det var sådan en uhåndgribelig cirkulær tilstand, hvor jeg ikke vidste, om en time var tid vundet eller tid tabt. ”Jeg håber, vi snart er tre, men for nu er vi altså kun os to, Luca.”

Næste morgen var hun stadig i live.

Personalet på Rigshospitalet sagde, at det var en god ide, hvis jeg kunne dekorere stuen med noget, som hun kunne genkende, og også gerne et billede af mig, hvis hun vågnede fra sin koma. Så jeg dekorerede med en håndfuld af stjernetegningerne og en selfie taget på hospitalsstuen.

Hun overlevede. Hun vågnede. Og stuen på Rigshospitalet blev vores hjem de næste to måneder.

Tilbage til hverdagen

Om dagen var stuen aktiv med læger, sygeplejersker, specialister og besøg. Om natten var der anderledes stille. Der var mere ro og mere angst. Og det var her, jeg sad med min bærbare og klippede filmen færdig. De fire stjerner hang stadig på stuen. Resten hang hjemme i det tomme soveværelse.

En dag optog jeg alle lydene på stuen, så de kunne bruges til hospitalsscenen i filmen. Og jeg klippede videre. Filmen blev færdig. Og jeg var helt vildt glad for den.

Harddisk med kortfilmen “Skyggebokser” på hospitalsbordet

Min producer spurgte, om jeg ikke havde et selvportræt, som han kunne sende med, når han meldte den til en dansk filmfestival. Det eneste billede, jeg havde på hospitalet, var den selfie, som jeg tog til min kæreste. Det blev så til det officielle billede af mig.

Min producer og jeg brugte vores sidste penge på at leje en biografsal, så vi kunne vise den frem. Der sad vi, på forreste række, min kæreste helt dopet af medicin og mine børn og jeg, og så sammen stjernerne komme frem på lærredet. Det var et stort øjeblik. Og de folk, der var der i salen, sagde, at de kunne lide den. Jeg var stolt.

Men Skyggebokser fik ikke rigtig fat. Velformulerede afslag fra internationale festivaler kom rullende ind i en jævn strøm. Den slags mail har alle samme struktur. Når de starter med at takke, så er det et afslag. Dem blev jeg heller aldrig vant til.

“Du skal på TIFF med din film. Det er jo helt vildt!!!!” råbte min kæreste ud over børnefødselsdagen. Ingen af gæsterne forstod, at TIFF var noget helt særligt. Men for filmfolk er det stort

Min kæreste blev udskrevet, og dagligdagen kom snigende ind på os. Børn, delebørn, madpakker, afslag fra festivaler, klippejobs, trummerum i fuld potens.

Verdensmester

Mange måneder senere fejrede vi min ældste datters fødselsdag. Og det var på denne dag, at jeg midt i lagkager og sukkervand modtog en mail fra Toronto International Film Festival (TIFF), som ikke startede med at takke mig.

Det var en official invitation til at deltage med Shadow Boxer i TIFF Kids. ”Du skal på TIFF med din film. Det er jo helt vildt!!!!” råbte min kæreste ud over børnefødselsdagen. Ingen af gæsterne forstod, at TIFF var noget helt særligt. Men for filmfolk er det stort.

For mig var det gigantisk.

Jeg tømte sparekassen og sagde til mine piger: ”I har været med til at lave filmen, så I skal med.” Min mor tog med for at være børnepasser.

Så der var vi så i Toronto, på TIFF, da jeg modtog nyheden om, at filmen havde vundet både ungdomsjury-prisen og publikumsprisen for bedste kortfilm. Jeg fattede det ikke rigtig først og læste bare mailen op for de andre på hotelværelset. Min mor satte i et jubelskrig, min ældste datter begyndte at hoppe i sengen og min yngste datter stod måbende og så på os andre, som pludselige opførte sig helt barnligt.

”Jeg ringer lige hjem og fortæller det.” Min kærestes stemme steg et par oktaver, da hun hørte det, mens lille Luca bare snorksov.

Juryens begrundelse var: “The film conveyed its challenging message in a positive light and reminded us that it’s important to persevere.”

På vej hjem i flyet spurgte min datter mig: ”Tror du, at piloten er klar over, at han har en vinder med i dag?”

Stjernerne hænger stadig over vores seng.