FILMKLUMME – For et par uger siden fik jeg en kommentar på denne klumme. En læser mente, at var umuligt at regne ud, om filmene overhovedet var værd at se. Det er en del af pointen. Jeg mener, de fleste film er værd at se, og vil hellere skrive i et forsøg på at lægge noget til filmoplevelsen, snarere end at skulle bestemme, hvad der bør ses og ikke bør ses. Men, kære kinoker og kinokaer, engang imellem er der film, der skal ses. Som enhver kinok m/k/gq med respekt for sig selv, skal opleve så snart som muligt. En sådan film er Team Hurricane. Og God’s Own Country er bestemt også en filmtime værd, og da især som kontrast.
God’s Own Country
Det er rigtig nærliggende at sammenligne Francis Lees God’s Own Country med Ang Lees Brokeback Mountain. Begge film handler om unge mænd, der har sex med hinanden, mens de passer dyr ude i naturen. Jeg vil dog alligevel sammenligne med en anden type film: De ganske mange film, der er kommet for nylig og bruger homoseksualitet til at undersøge problemer i provinsen. Ikke at det er nogen ny bølge – Fucking Åmål!!! – men det resonerer i dag.
https://www.youtube.com/watch?v=uz0P8RXQX_c
Johnny bor i Yorkshire, på familiens fårefarm. Han laver det meste, eftersom hans far stadig har problemer efter et hjerteanfald, og moren ikke er der længere. Han drikker for meget om aftenen, og engang imellem har han i smug sex med andre unge mænd. Gheorghe, en ung rumænsk mand, der skal hjælpe til med fårene, ankommer til farmen. De to mænd kan til at starte med naturligvis ikke lide hinanden, men oppe i bakkerne, hvor fårene græsser, finder de sammen. Og hvad sker der mon så?
I starten af filmen møder Johnny en gammel veninde. Det er dog ikke noget varmt gensyn, i stedet skælder Johnny hende ud for at være forsvundet til et ‘posh’ universitet nede sydpå. Johnny sidder fast. Ikke bare af ansvaret for familiens farm, men også i et miljø hvor alle kender alle, og hvor han altid vil blive bedømt for sin homoseksualitet, hvis han lod den være mere offentlig – en pointe der bliver så meget mere tydelig, da han hooker op med en af venindens venner fra uni, der er en del mere åben om sin seksualitet. Men Johnny må balancere sin seksuelle identitet, med den identitet han er blevet påtvunget som søn af en fåreavler. Det er, i sin essens, en kamp mellem seksualitet og klasse. Som måske i virkeligheden er mere tydelig i provinsen.
Den emblematiske film i den sammenhæng er Matthew Warchus’ Pride, om alliancen mellem strejkende minearbejdere og en LGBT-gruppe i 80’ernes England. Den film skildrede kampen, for som de sang i en sang leveret følelsesladet undervejs ‘Yes it is Bread we fight for but we fight for Roses too’. Kampen for leverbrødet, men også for det der ligger udenfor. Det kulturelle, det sociale. Mens Pride af mange blev opfattet som en feel good-film, de to grupper endte med at kunne forenes, så var der dog også en melankolsk slagside: LGBT-gruppen fik en stor del af den accept, de havde ønsket sig. Men minearbejderne tabte strejken. Deres område tabte kampen. For at bruge moderne ord, så er Pride en film om den første intersektionelle kamp. Og den kamp tabte arbejderne.
Det er muligt at skildre et helt menneske, et helt menneske i dets omgivelser, og God’s Own Country gør det til tider helt formidabelt.
Den kamp blev tabt overalt i Europas provinser. Overalt i affolkede områder kæmpes den samme kamp som i Åmål, i Limbos Nakskov, og i Yorkshire, God’s Own Country. Måske er det netop fordi, kampen for brødet er så hård i de her områder, at kampen for roser også bliver sat på spidsen. Der er en pointe om familien i God’s Own Country, at moren forlod dem for at blive frisør længere sydpå. Området kunne ikke tilbyde de vilkår, som en kvinde i firserne/halvfemserne drømte om. I 10’erne må den unge homoseksuelle mand også kæmpe hårdt for at forene farm og følelsesliv.
Der er selvfølgelig også en praktisk grund til at optage film på landet: Landskabsbilleder. I det store åbne landskab kan man lettere arbejde med totaler, placere mennesket i omgivelserne, end i storbyen, hvor der ret ofte er huse og biler i vejen for kameraet. Johnny og Gheorghe klatrer op i bakkerne og stirrer ud på den vide verden. Henimod slutningen kommer en slående sekvens, hvor der pludselig er sollys. Det er som om, verden åbner sig op. Og så gør kameraet holdt et øjeblik, og lader Johnny vandre væk, til han pludselig er placeret i midten, nærmest i komplet harmoni i billedet. Det er muligt at skildre et helt menneske, et helt menneske i dets omgivelser, og God’s Own Country gør det til tider helt formidabelt.
Det er måske også netop på landet, man må være et helt menneske. I byen kan man kompartmentalisere. Hvis jeg ville, så kunne jeg have Bumble på min smartphones startscreen, og så gemme Grindr godt væk bagerst i app-siden. Jeg kunne være neutral arbejder om dagen, og udleve min seksualitet om aftenen, hvad end den så er. Det er ikke muligt på landet, hvor alle ved alt om alle, hvor der kun er meget få steder at gemme sig, hvor man bor på sin gård, hvor man arbejder, hvor man også elsker. I det rum illustreres en af tidens største politiske slagmarker, kampen mellem brød og roser, sig i store menneskelige dramaer. Guf for filmen. Og God’s Own Country har ganske meget guf.
Team Hurricane
Hvis man spekulerer over, hvilket slags rum der mangler på landet, så kan man se et rigtig godt eksempel i ugens anden film, Annika Bergs Team Hurricane. Som foregår omkring en ungdomsklub, hvor otte unge kvinder bruger deres sommer. I det rum finder de et fællesskab, skaber en verden, og den verden eksploderer ud derfra, ud i en omverden af soveværelser, friluftsbade, gader og stræder og psykiatriske afdelinger. Og ud i et filmsprog, der tapper løs af energien, fanger den, klipper den, og omformer den til, hvad der må siges at være den bedste danske film i flere år.
https://www.youtube.com/watch?v=XiT2z49oZQ4
Men energien kommer dog heller ikke kun fra de otte kvinder. Der var et moment undervejs, hvor kameraet fanger ordene ‘sleep on the floor / dream about me’. De ord kommer fra Broken Social Scenes sang Anthem for a 17 Year Old Girl fra 2003. De ord passer til filmens kvinder, men jeg tvivler på, de hører ret meget Broken Social Scene. De var tre, da den udkom. Jeg var cirka 17. Det var Annika Berg vist også, sådan cirka.
På væggene i klubben hænger konsekvent plakater med Sisqo og Marilyn Manson og andre fra halvfemserne. Sara har en taske med et Nirvana-mærkat på. Æstetikken ligner til tider mere gamle videobånd end iPhones. Computergrafik à la halvfemserne. Det er en æstetik, der er in for tiden, i musikstrømninger som vaporwave, PC Music – hvorfra sangerinden Hannah Diamond har en sang på soundtracket. I en scene, hvor pigerne bader i geleagtigt blåt vand, kom jeg til at tænke på FKA Twigs. Men det er samtidig også en æstetik, der er badet i nostalgi for halvfemserne.
Resultatet bliver en art tidsløshed. Vi svømmer mellem epoker. Dermed bliver det også universelt. Team Hurricane er ikke blot en film for otte kvinder og deres venner, det er en film, der kommunikerer bredt og universelt, ud fra et meget specifikt udgangspunkt. Den trækker J-pop, hentai, queer-teori, smarte biler, Vestbadet som ingredienser i et filmisk rum, men rummet i sig selv burde alle kunne relatere til.
Effekten minder mig om den argentinske film 1996, Lucy and the Corpses in the Pool af Marcos Migliavacca & Nahuel Lahora, en film, der foregik i nutiden, men var optaget på halvfemser-udstyr, og handlede om en musikfestival, hvor musikken var endnu ældre. Filmen vandt NEXT:WAVE prisen på dette års CPH:DOX, og det føles som et gennembrud at se en dansk fiktionsfilm, der minder mere om doku-hybrider end om Hollywood. Filmen er produceret af Adomeit Film, der tidligere i år gav os den ligeledes mesterligt hybridagtige Wolf and Sheep, og ganske kort fortalt må det siges, at være det absolut mest spændende, der sker for dansk film i disse år. Vi har i nogen tid lavet mest kunst inden for dokumentarismen; The Act of Killing, Michael Madsen, Eva Mulvad, Lea Glob, Max Kestner. At det nu påvirker fiktionsfilm på så mesterlig vis er en fantastisk nyhed.
Men på trods af de åbenlyst dokumentaristiske elementer, såsom at skuespillerne lader til at spille udgaver af sig selv, at dialogen ofte synes improviseret, at de endda til tider selv filmer, hvad der sker på diverse digitale kameraer (måske telefoner?), så skal den åbenlyst superlative fotografering af Louise McLauglin bestemt også nævnes. McLauglin fotograferede også Sia, Bergs afgangsfilm fra filmskolen, og da var talentet også åbenlyst, men måske især med den konstant omskiftelige og eksperimenterende visuelle stil er det en lise, at også de mere konventionelle scener er fotograferet fantastisk.
Team Hurricane er ganske simpelt et must see. En kraft, der stammer fra otte piger i en ungdomsklub, transmitteres via kamera, klip og instruktion, forstærket af musik og effekter, og kan nu streames ind i din stue formedelst en flad tyver. Det er stort
Der er en spændstig rumforståelse over noget så simpelt, som at to af pigerne farver hår på et badeværelse, der giver mindelser om østrigske rektanglister som Ulrich Seidl og Nicolaus Geyrhalter – igen navne der har gjort lykke på DOX – ligesom en anden scene, hvor der snakkes på en bænk foran et vindue indtil svømmehallen giver mindelser om de rammer inden i rammer, som østrigerne er så glade for. Med amatørskuespil og improviserede replikker skal den visuelle stil være stærk hele vejen igennem, og det er den.
Team Hurricane er ganske simpelt et must see. En kraft, der stammer fra otte piger i en ungdomsklub, transmitteres via kamera, klip og instruktion, forstærket af musik og effekter, og kan nu streames ind i din stue formedelst en flad tyver. Det er stort. Og hvem ved, måske kan den slags virtuelle rum gøre en forskel på de danske svar på Yorkshire, hvor de danske svar på Johnny og Gheorghe også sidder og mangler steder at holde til.
God’s Own Country
Instruktion: Francis Lee
Premiere: 14.9.2017
Copyright og fotos: Miracle Film
Team Hurricane
Instruktion: Annika Berg
Kan streames her for 20 kr: https://teamhurricane.contentbase.dk
Copyright og fotos: Angel Films
Sia kan ses gratis her: http://www.ekkofilm.dk/shortlist/film/sia/
Pride af Matthew Warchus kan streames på filmstriben.dk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her