“Hvordan skal jeg forklare det til vores barn?”

Christina Nielsen er 22 år og venter barn med sin mand, Khoshnaw på 24, der er asylansøger fra Irak. Han er dygtig i skolen, vil gerne uddanne sig til elektriker og har fået tilbudt et arbejde i Danmark. Men myndighederne vil sende ham tilbage til Irak. POV International bringer nedenfor med Christinas billigelse hendes bøn om hjælp i form af et brev, hun skrev i weekenden til den ansvarlige minister, Venstres Inger Støjberg.

Kære Inger Støjberg,

Jeg kender dig ikke, men jeg har en gang læst i et interview med dig, at du er vokset op i en almindelig dansk kernefamilie. Det lød, som om du har lært meget af din far. Sådan har jeg det også. Jeg er 22 år og er vokset op sammen med mine forældre i Kokkedal. Jeg har altid været fars pige, vi havde et meget specielt bånd til hinanden. Min største sorg i livet er, at han døde af kræft for tre år siden. Det tror jeg aldrig, jeg kommer mig helt over.

Kort efter min far døde, blev jeg kæreste med Khoshnaw. Det var på Valentines Day i 2014. Han er to år ældre end mig, og vi havde skrevet sammen lang tid før vi mødtes.

Jeg vidste godt, han var asylansøger og kom fra Irak, og at han boede på et asylcenter. Han har været i Danmark i syv år og jeg kunne lide hans smil og humor med det samme. Lige meget hvor sort det ser ud, prøver han at se tingene fra en positiv vinkel. Jeg var så nedtrykt, da jeg mødte ham, men han hjalp mig op igen. Jeg føler mig tryg og hel sammen med ham, og han har gjort mig til et bedre menneske.

Sådan er kærligheden, når den er bedst, og jeg håber alle kommer til at opleve lige så stor kærlighed som mig. Vi blev gift i Hørsholm Kirke en dejlig dag i juni 2015.

Khoshnaw og jeg kan tale om alt, og han fortalte mig tidligt om sine overvejelser om at konvertere til kristendommen. Det var ideerne om kærlighed og frihed, der især talte til ham. Det var selvfølgelig en stor og meget personlig beslutning, som kun han kunne træffe. Han valgte at gøre det nogle måneder efter vores bryllup.

Vi venter vores første barn til marts. Vi glæder os til at blive forældre og til at holde vores lille søn i armene første gang. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre far til mit barn end Khoshnaw. Og med den far, jeg selv havde, har jeg en ret høj standard.

Grunden til, jeg skriver til dig, Inger Støjberg, er, at jeg er ved at gå til af bekymring for fremtiden. Khoshnaw fik afslag på asyl. Det har både vi og min familie svært ved at forstå. Han har modtaget trusselsbreve om, at han vil blive slået ihjel, hvis han vender tilbage. Der er krig i Irak. Det er farligt at sige sin mening. Irak bliver regnet for et af de farligste lande at være kristen i. På Udenrigsministeriets side står der, at danskere frarådes at rejse til Irak, da der er stor risiko for terrorangreb. Den by min mand kommer fra er nævnt som et særligt farligt sted. Jeg vil så gerne vide, hvordan så man kan synes, at det er i orden at sende Khoshnaw tilbage dertil.

Han tør ikke rejse til Irak, han er sikker på det vil betyde døden for ham. Han vil gerne være far for sit barn og bidrage til samfundet. Han har fået ros der, hvor han har været i praktik. Han er god til at læse, skrive og tale dansk. Han har fået tilbudt arbejde, hvis han får opholdstilladelse. Han ønsker bare at forsørge sig selv og leve et almindeligt liv. Kan du ikke forklare mig, Inger Støjberg, hvorfor han ikke i det mindste kan få en chance for at bevise, at han kan?

I stedet for blev han i efteråret flyttet fra et asylcenter i nærheden af mig til Kærshovedgaard Udrejsecenter ved Ikast. Der er ingen, der ved hvor længe han skal være der. Hvis hans sag ikke bliver genåbnet, kan han sidde der for evigt. Eller blive sendt hjem til døden i Irak. Da han blev flyttet, brød min verden sammen. Det gør mig meget bange, Inger Støjberg, kan du ikke godt sætte dig ind i det?

Han tør ikke rejse til Irak, han er sikker på det vil betyde døden for ham. Han vil gerne være far for sit barn og bidrage til samfundet. Han har fået ros der, hvor han har været i praktik. Han er god til at læse, skrive og tale dansk. Han har fået tilbudt arbejde, hvis han får opholdstilladelse. Han ønsker bare at forsørge sig selv og leve et almindeligt liv. Kan du ikke forklare mig, Inger Støjberg, hvorfor han ikke i det mindste kan få en chance for at bevise, at han kan?

Han har aldrig begået noget kriminelt, men alligevel kan vi ikke selv vælge, hvor tit vi kan ses. Når han besøger mig i Birkerød, skal han søge om tilladelse fem dage i forvejen. Han kan højst være væk to overnatninger og højst to gange om måneden. Der er mange, ting vi går glip af: At købe babyudstyr sammen, at høre babyens hjertelyd sammen hos jordemoren, at gå til fødselsforberedelse sammen.

Det med fødslen går mig også på. Hvordan skal han kunne time det, så han kan søge om at komme med til fødslen fem dage før? Sådan fungerer det jo ikke og han kommer sikkert til at gå glip af at se sin søn komme til verden. Og jeg kommer til at føde uden min mand og mit faste holdepunkt. Bagefter bliver det også svært. De fleste fædre får jo lov til at holde i hvert fald to ugers barsel efterfødslen. Det gør min mand ikke.

Hver gang Khoshnaw har været hos mig og skal tilbage til Kærshovedgaard gør det ondt i sjælen. Så prøver han at muntre mig op, men jeg ved jo godt, at han har det værre. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg tænker hele tiden på, at han kan blive taget fra os og blive slået ihjel.

Jeg kunne så godt tænke mig at få svar på, hvad du forestiller dig, der ville ske ved, at han i det mindste fik lov til at bo på et asylcenter i nærheden af sin lille familie? Det virker som om han skal straffes, selvom han ikke har gjort andet end at søge om asyl, forelske sig og drømme om et normalt liv. Han har altid gjort sig umage med alting. Han har gennemført 9. klasse med 12 i samfundsfag, 10 i matematik, 7 i skriftlig dansk og 10 i grammatik. Han er dygtig med sine hænder og har bygget en vugge til vores dreng. Han vil gerne være elektriker. Lige nu er han fanget i ingenting. Hvordan kan du forsvare det?

Hvis jeg mødte dig, Inger Støjberg, ville jeg spørge dig, hvad du ville gøre, hvis du var Khoshnaw? Ville du underskrive din dødsdom og lade dig sende til et land, du var flygtet fra? Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du ikke synes, det tæller, at han skal være far og har sin kone og svigerfamilie her?

Jeg ville også gerne spørge dig om noget, jeg er sikker på, at hverken du eller jeg kan svare på. Os der er vokset op med vores fædre og har oplevet trygheden ved det. Jeg vil spørge dig: Hvordan tror du dette her kommer til at se ud med min søns øjne? Hvordan skal jeg nogensinde forklare ham, at hans far bor i et fængsel, selvom han ingenting har gjort? Eller – og det kan jeg næsten ikke holde ud at skrive – at han skal vokse op uden at lære sin far at kende, hvis det lykkes jer at sende ham til Irak?

Topfoto af parret er udleveret af Christina Nielsen. Photo by Martin Thaulow, Copyright © Refugee.Today/Good people.