EU50 // ENERGIKRISE – Krigen i Ukraine har betydet, at EU ikke længere ønsker at være afhængig af russiske brændsler. EU dækkede i 2019 næsten 20 pct. af sit samlede energibehov med russisk olie, kul og gas. Det er en akut udfordring, men det er desværre ikke noget, man løser hurtigt. Dertil står landene i meget forskellige situationer, hvorfor der ikke nødvendigvis er enighed om løsningerne, skriver Anders Overvad, der er chefanalytiker i Tænketanken Europa.
Da EU-Kommissionen i foråret fremlagde sin uafhængighedsplan kendt som ”RePowerEU”, blev det klart, at selvom alle midler tages i brug, vil EU stadig skulle bruge 1/3 af de normale gasleverancer fra Rusland.
En del af manglen på gas vil kunne afhjælpes ved at skrue op for brugen af kul og olie og generelle energibesparelser. Derfor har et land som Tyskland valgt at øge kulproduktionen og igangsætte diverse energisparekampagner. Men EU er også i fællesskab blevet enige om at spare på gas- og elforbruget.
Den resterende tekst vil se ind i, hvor EU i fremtiden skal købe olie, kul og gas. For det vil være nødvendigt med mange nye leverandører, hvis EU skal gøre sig uafhængig af Rusland. Dertil forholder teksten sig også til, hvordan det går med nedbringelsen af gasforbruget.
Hvor skal EU købe gas i fremtiden?
EU har historisk afdækket ca. 1/4 af sit energibehov med naturgas. EU importerer mere end 80 pct. af sin naturgas, og 40 pct. af den importerede naturgas kommer fra Rusland. Rusland har derfor været afgørende for EU’s gasforsyning.
Det er dog ikke kun i år, at det er vigtigt, at gaslagrene genopfyldes. I en situation, hvor EU ikke modtager gas fra Rusland, vil det være afgørende, at gaslagrene er fyldte inden vinter, hvor efterspørgslen sædvanligvis stiger. Derfor er der enighed om, at gaslagrene skal være 80 pct. fyldte inden vinter i år og 90 pct. de kommende år.
Figur 2 viser, hvordan det går med genopfyldningen af EU’s gaslagre, og i uge 42 var genopfyldningsniveauet på over 90 pct., og EU står derfor i en bedre position inden vinteren, end vi gjorde samme tid sidste år.
En del af den russiske gas er blevet erstattet med øget import af LNG, og det vil fortsat være nødvendigt med import af denne. Figur 3 viser, hvilke lande EU traditionelt køber naturgas fra, da disse er oplagte at se mod, når den russiske gas skal erstattes.
I årene 2018-2020 importerede EU 157 mia. kubikmeter naturgas fra Rusland, hvilket svarer til lidt under 40 pct. af EU’s samlede import. Det er derfor massive mængder naturgas, der skal findes andre steder. I et forsøg på at afdække den russiske import af naturgas har Tyskland fx lavet aftaler med Qatar. Det er dog ikke kun Tyskland, der har været på udkig efter nye leverandører.
EU og USA har samlet set også øget samarbejdet, så USA fortsat kan levere LNG til EU, og man øger også samarbejdet med Norge både på gas- og oliesiden. Det er dog ikke kun blandt de største gasleverandører, EU forsøger at hente mere gas fra. EU har også drøftet muligheden med Israel for fremtidige leverancer. Hertil vil man afsøge mulighederne for et energisamarbejde med Egypten på bl.a. brintområdet. EU har også været forbi Aserbajdsjan for at diversificere gasudbuddet.
Derudover vil det også være fordelagtigt for EU at øge brugen af biogas for en periode. EU regner med, at et øget forbrug af biogas vil kunne medvirke til en tre procents reduktion af russisk import – et mål, der dog vurderes i den høje ende af, hvad der er realistisk muligt.
Hvor skal EU købe kul i fremtiden?
Kul er nemmere at erstatte end gas, da det ikke løber i rørledninger og derfor bedre kan substitueres. Det skal dog stadig transporteres, hvorfor afstand har betydning for valg af handelspartner. Ser vi på et gennemsnit af 2018-2020, importerede EU lidt mere end 54 tusinde tons kul fra Rusland, hvilket svarer til ca. 40 pct. af EU’s samlede kulimport.
Figur 4 viser de 10 største leverandører til EU i samme periode. Det vil i høj grad give mening at se mod de lande, når EU skal købe kul andre steder fra.
Figuren viser desværre også, at den kulimport, EU har fra Rusland, er så massiv, at det vil blive svært at substituere hele den russiske import. Her kan EU dog kigge mod sin egen kulproduktion, hvor bl.a. Polen er i gang med at øge produktionen af kul. Selvom dette langtfra er en grøn løsning, kan det på den korte bane være nødvendigt, og kunsten bliver så at få kulproduktionen skaleret ned igen.
Hvor skal EU købe olie i fremtiden?
EU køber også en stor del af sin olie fra Rusland. Gennemsnitligt blev det til næsten 200 tusinde tons olie og olieprodukter i perioden 2018-2020. Det er lidt under 25 procent af EU’s samlede olieimport.
De næste vintre
EU’s massive import af russisk olie, kul og gas betyder også, at vigtige håndtag vil være at øge energieffektiviteten og spare på energien. Dette kan fx på den korte bane gøres ved energisparekampagner, og EU-landene har i fællesskab vedtaget at skulle spare på både gas og el-forbruget.
Ser vi på, hvordan det foreløbig er gået med at reducere gasforbruget i år, er det bekymrende læsning. I årets første 7 måneder er det ikke lykkedes for EU at reducere gasforbruget tilstrækkeligt i henhold til målsætningen på 15 pct. Samlet set er EU’s gasforbrug kun 6 pct. lavere i år sammenlignet med samme periode de foregående 5 år, jævnfør figur 6.
For de medlemslande, der har flere alternative energikilder såsom vand, atomkraft eller vind, er det selvsagt lettere at nedbringe gasforbruget, hvorimod medlemslande, hvor gas udgør en relativt stor andel af deres samlede energiforbrug, har sværere ved at nedbringe deres gasforbrug.
Men selv lande med alternative energikilder har været udfordret, fordi flere af disse energikilder har haft svære kår denne sommer. Den hårde tørke har betydet vandmangel, hvilket har mindsket produktionen af el fra hydropower og atomkraft, ligesom de meget høje temperaturer også har gjort solpaneler og atomkraftværker mindre effektive.
Når det er sagt, er det bekymrende, at EU ikke har set større reduktioner i gasforbruget. I sidste ende kan det fortsat høje gasforbrug betyde, at EU-lande kan komme til at opleve problemer med forsyningssikkerheden og dermed blive tvunget til at rationere eller afbryde strømmen i perioder.
Alt i alt går EU en usikker tid i møde, og det bliver noget af en koordinationsøvelse, hvor EU-landene skal forsøge at udvise solidaritet med hinanden. Kun et er sikkert – energikrisen vil ikke forsvinde foreløbig, og EU har behov for at igangsætte tiltag, der varigt kan nedsætte energiforbruget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her