KOMMENTAR – Når vi som forskere og sundhedspraktikere går ud og fortæller om, hvad der er rigtigt og forkert, og stiller krav til borgernes vidensniveau og argumentation før de kan få lov til at komme med deres perspektiv og kritik, så skabes der en ’boomerang effekt’, hvor borgere går i forsvarsposition. De bliver faktisk ligefrem stærkere i troen på egne holdninger, og på at videnskaben og politikerne tager fejl. Det skriver filosof og forsker Kristian Moltke Martiny i denne kommentar, der stiller spørgsmålet: Kan videnskaben rumme den menneskelige erfaring?
Vacciner, medicinsk cannabis, anti-depressiver og mad, der kan kurere autisme. Vi har i dag alle en holdning til disse ting og meninger om, hvad der er ’sundt’ i den forbindelse. Jeg er dog splittet mellem de videnskabelige og personlige holdninger. Splittelsen kommer af, at jeg til daglig arbejder som kognitionsforsker og afdelingsleder på en sundhedsinstitution for personer med medfødt hjerneskade – og samtidig er gift med en person, der lever med den medfødte sygdom cystisk fibrose.
Dermed skifter jeg mellem to positioner og perspektiver. Nogle gange sidder jeg på den ene side af bordet som forsker og fagperson og rådgiver om, hvad der er ’sundt’ at tænke og gøre – og andre gange sidder jeg på den anden side – som pårørende – og erfarer selv al den usikkerhed, frustration og frygt, man kan opleve i den situation. For eksempel når jeg skal hjælpe min hustru med at tage dilemmafyldte og svære valg, så som at stoppe nødvendig antibiotikabehandling for ikke at gøre bakterier resistente.
Objektiv vs. subjektiv
Sundhedsproblemer kræver nuancerede svar og komplekse løsninger, men samtidig er vi, som den tyske filosof Edmund Husserl allerede antydede i 1936 i The Crisis of European Sciences, som samfund på vej ind i en videnskrise, hvor objektiv og subjektiv polarisering råder.
Videnskaben er i høj grad blevet en objektiv faktatjekker, der har svært ved at forstå det subjektive (med)menneskelige, og fakta er, at der eksisterer en voksende mistillid til sundhedsvæsenet og videnskabelige autoriteter i det danske samfund
Vi skal alle, i en post-faktuel sundhedskontekst, skelne mellem følelser, erfaringer og subjektive overbevisninger på den ene side og objektiv viden, fornuft, fakta og evidens på den anden. Samtidig er vi trætte af, at elitære og bedrevidende forskere, sundhedspraktikere og politikere fastsætter, hvad vi skal skelne imellem, og hvad der er ’objektivt’ rigtigt og forkert at tro, føle, tænke og gøre.
Videnskaben er i høj grad blevet en objektiv fakta-tjekker, der har svært ved at forstå det subjektive (med)menneskelige, og fakta er, at der eksisterer en voksende mistillid til sundhedsvæsenet og videnskabelige autoriteter i det danske samfund. Med andre ord, er videnskaben for mange blevet menneskeligt irrelevant og meningsløs i en sundhedskontekst, og som modreaktion benytter vi vores egne subjektive opfattelser til at forstå os selv og verden.
Fælles problemer
Det efterlader os med en fælles udfordring; at finde svar på hvordan vi under disse omstændigheder – og med et ressourcemæssigt presset sundhedsvæsen – kan blive bedre til faktisk at hjælpe personer, der har brug for hjælp og behandling.
Løsningen på et så komplekst samfundsproblem findes ikke alene i videnskaben, sundhedsvæsenet eller i de menneskelige erfaringer men alle tre steder. At hjælpe mennesker handler om at hjælpe det hele menneske, der ønsker at leve et personligt og socialt meningsfuldt liv. Derfor skal vi kunne favne både det objektive faktuelle og det menneskelige subjektive.
Kompleksiteten i vores nuværende sundhedssituation kræver viden, erfaring og perspektiver fra både borgere, forskere og sundhedspraktikere
I håbet om at nuancere debatten, vil jeg derfor sætte mig mellem to stole og se på sundhedsproblemstillingen både med mit personlige og med forskerens/sundhedspraktikerens perspektiv.
Der er ikke nogen lette løsninger her, men målet er heller ikke at komme med et simpelt svar. Det er at vise, at kompleksiteten i vores nuværende sundhedssituation kræver viden, erfaring og perspektiver fra både borgere, forskere og sundhedspraktikere.
Kontrol og handlingsmuligheder
Det virker måske banalt at påpege, men det er altafgørende at forstå, at når man er syg, pårørende eller almen borger, så træffer man valg for sig selv og ens nærmeste for at hjælpe. Man ønsker ikke at skade hverken sig selv eller andre. Forældre, der for eksempel undlader at vaccinere deres børn, gør det for at hjælpe og passe på dem. Ved at påstå at disse forældre er ansvarsløse og tager ”post-faktuelle” (dvs. ’dårlige’) valg, som det typisk påstås i debatten, overser man kompleksiteten i hvordan mennesker (i dette tilfælde forældre) tænker, føler og handler.
At bruge sin mavefornemmelse; at blive kritisk og tro på andres personlige erfaringer frem for eksperterne, eller at søge nettet tyndt for information for at kunne handle i sådan en situation, er så menneskeligt, som det kan blive. Det er en måde at opnå kontrol og agens i en situation, hvor man oplever at man ingen har
Som kognitionsforsker arbejder jeg med det, der på dansk kaldes kropsforankret kognition (embodied cognition) – en teoretisk ramme indenfor hvilken, vi forstår menneskets måde at tænke på som bestemt af, hvad det opfatter som meningsfuldt i livet. Det vil sige, at vores tænkemåde er bestemt af vores erfaringer, handlinger, agens (handlingsmuligheder), følelser samt den sociale kontekst vi befinder os i. Når vi, ud fra denne teori, prøver forstå, hvordan mennesker tænker i en sundhedskontekst, ser vi, at det først og fremmest handler om at opnå en form for kontrol og få agens tilbage i vores liv. Vi ønsker at finde ud af, hvilket valg vi skal tage, og hvordan vi skal handle for at få det godt.
Med dette udgangspunkt står alle mennesker i et sundhedsdilemma, når de skal evaluere den information, fakta og evidens, der præsenteres af forskere og sundhedspraktikere. For når vi skal beslutte, om vi vil bruge medicinsk cannabis eller vaccinere vores børn, følger der en personlig usikkerhed og risiko med. Andre følelsesmæssige og sociale faktorer end rationalitet og fornuft spiller ind. Mistillid opstår, og vi begynder at tvivle på den information vi får, på os selv, og på forskerne og på sundhedspraktikerne. Vi bliver nervøse, bange, og frustrerede.
At bruge sin mavefornemmelse; at blive kritisk og tro på andres personlige erfaringer frem for eksperterne, eller at søge nettet tyndt for information for at kunne handle i sådan en situation, er så menneskeligt, som det kan blive. Det er en måde at opnå kontrol og agens på i en situation, hvor man oplever, at man ingen har.
Følelser og fornuft
I så komplekse handlingssituationer vil forskere indenfor kropsforankret kognition argumentere for, at man ligeså lidt kan adskille følelser fra fornuft, som man kan adskille individets følelser og fornuft fra social indflydelse. Selvom det konstant påstås i debatterne, så tænker mennesker ikke som individuelle, rationelle udregningsmaskiner, der statistisk og evident kan finde frem til den objektivt rigtige handling at udføre. At forvente dette i en sundhedskontekst er at misforstå det menneskelige.
Problemet er dog, at når følelsesmæssige og sociale faktorer begynder at spille ind i vores sundhedsvalg og handlinger, så er der en fare for det, der kaldes kognitiv farvning (cognitive bias).
Som mennesker tager vi tit tankemæssige ’genveje’ vha. følelser og vores sociale kontekst for at evaluere og forstå information, og det kan medføre, at vi bliver farvet i vores forståelse af en given problemstilling – som for eksempel HPV-vaccinen.
Vi har det med at fokusere på information, der passer med vores selvforståelse og se bort fra det, der går imod vores forudfattede overbevisninger. Desuden vælger vi ofte at forstå information på samme måde som den gruppe (pro- eller anti-vaccine), vi ser os selv som en del af. Alt dette gør vi for at kunne håndtere en usikker handlingssituation, hvilket det er, når man skal vælge imellem at vaccinere eller ikke vaccinere sine børn – eller imellem at bruge eller ikke at bruge medicinsk cannabis.
Selvom det konstant påstås i debatterne, så tænker mennesker ikke som individuelle, logiske og rationelle udregningsmaskiner, der statistisk og evident kan finde frem til den objektivt rigtige handling at udføre. At forvente dette i en sundhedskontekst er at misforstå det menneskelige
Flere forhold har således indflydelse på vores forståelse af den information, vi får fra forskere eller sundhedspraktikere (eller den information vi eventuelt selv finder på nettet). Problemet er at disse mekanismer – som traditionel kognitionsforskning har påvist siden 1970’erne – kan medføre at vi tror, vi tager det bedst mulige valg for os selv eller vores børn, selvom det reelt ikke er tilfældet.
På den måde kan vi komme til at skade os selv eller andre, uden at ønske det og uden at vide det.
Hvordan tænker forskere og sundhedspraktikere?
Men hvad så? Skal vi blot lukke ned for det følelsesmæssige, andre folks og nettets indflydelse og kun lytte til forskere og sundhedspraktikere? Mit svar er nej, og det er der tre grunde til:
Den første grund er, at det subjektive, følelsesmæssige og sociale er en del af det at være menneske, og at det dermed påvirker den måde, vi tænker på. Det er nødvendigt, at vi anerkender og forstår dette, hvis vi skal kunne hjælpe det hele menneske.
Den anden begrundelse er, at fagfolk og specialister også er mennesker, og at vi dermed også kan ligge under for en farvet tænkemåde. Det er derfor, vi gennemgår lange specialiserende uddannelser, benytter os af vidensbaserede metoder og arbejder i organisationer (eksempelvis på universiteter eller hospitaler), hvor andre forskere og sundhedspraktikere er med til at validere vores processer og resultater. Det gør vi netop for at undgå at være subjektivt farvede og begå fejl, når vi prøver at hjælpe mennesker.
Naturligvis ønsker ingen forskere eller sundhedspraktikere at være dårlige til deres job. Vi begår ikke fejl med vilje. Men som kropsforankret kognition viser, så er vores handlinger og måder at tænke på forankrede i og bestemt af vores uddannelser, arbejdsprocesser og arbejdsmiljø. Det kommer med en pris.
Forskning fungerer ved at være foranderlig og i konstant udvikling, hvorfor forskningsresultater kontinuerligt undersøges, diskuteres og valideres. Det er sådan, vi som forskere videreudvikler viden. Der er derfor ikke ét endegyldigt resultat, som den almene borger bare kan tage til sig, som per definition er det rigtige for denne
Vi arbejder i dag i forskningsverdenen og i sundhedssystemet med en meget specialiseret og fagligt isoleret indstilling, fordi vi befinder os indenfor vores egne afgrænsede faglige systemer. I vores daglige arbejde er der derfor få som nytænker vores tilgange og virkelig prøver at åbne op og gå på tværs. Dette skyldes især, at vi grundet produktivitetskrav er pressede på vores legitimitet og job, og derfor knokler for at opnå målstyrede resultater, som for eksempel at publicere flere artikler eller at få flere patienter igennem.
I sådan kontekst er der ikke noget at sige til, at vi som fagfolk kommer til at spænde ben for os selv i forhold til at hjælpe det hele menneske – selvom ingen af os ønsker, at det skal være sådan. At hjælpe mennesker kræver tværfaglige og komplekse vidensprocesser og et fordybende og forpligtende engagement i mennesker. Ikke et snævert fokus på data, tal, artikler og målstyrede resultater. Med andre ord: Det kræver kvalitet frem for kvantitet.
Den sidste grund til, at vi skal kunne rumme det subjektive, er, at evidens-baserede sundhedsresultater ikke er ’objektive’ i den forstand, at de er universelt gældende for alle mennesker til alle tider. Det skal vi huske, når vi vælger at trække evidens-kortet i sundhedsdebatten. Forskning fungerer ved at være foranderlig og i konstant udvikling, hvorfor forskningsresultater løbende undersøges, diskuteres og valideres. Det er sådan, vi som forskere videreudvikler viden. Der er derfor ikke ét endegyldigt resultat, som den almene borger bare kan tage til sig, som per definition er det rigtige for denne.
Vi må gøre op med den hierarkiske tilgang til viden, hvor enkelte agenters perspektiv er mere værd end andres. Udfordringerne på sundhedsområdet er fælles og komplekse og de rammer os alle, hvis vi ikke løser dem sammen
Desuden er det vigtigt huske på, at ’evidens’ typisk stammer fra en naturvidenskabelig og biomedicinsk tilgang til viden. Resultaterne er fundet i laboratorier, hvor objektivering råder, og hvor vi arbejder med ’objekter’, data, modeller eller forsøgsdyr.
Dette er den forskningspraksis, som er traditionelt gældende, og som sikrer, at vi kan validere og publicere resultaterne. Pointen er ikke, at denne form for ’objektiv’ viden er unødvendig for at forstå det menneskelige, men at denne viden hele tiden udvikler sig og ikke i sig selv er tilstrækkelig.
Mennesker er ikke objekter men subjekter – med alt hvad det indebærer. For at forstå og hjælpe mennesker kræves der derfor mere komplekse og tværfaglige vidensprocesser, hvor viden fra humaniora og samfundsvidenskab supplerer det naturvidenskabelige, og hvor teorier implementeres i en meningsfuld sundhedspraksis.
Hvad gør vi?
Så hvad gør vi som borgere, fagfolk og specialister for i fremtiden at kunne hjælpe os selv og hinanden? Hvad gør vi, når borgere i højere grad i fremtiden skal vænne sig til at være ’sundhedsagenter’ – når det forventes, at vi hver især kan handle sundt og hjælpe os selv?
Vi må arbejde for en indstilling til samarbejde og en samarbejdskultur, hvor borgeres, forskeres, og sundhedspraktikeres perspektiver har samme legitimitet. For de er alle nødvendige for, at vi kan løse problemerne. Vi må gøre op med den hierarkiske tilgang til viden, hvor enkelte agenters perspektiv er mere værd end andres. Udfordringerne på sundhedsområdet er fælles og komplekse, og de rammer os alle, hvis vi ikke løser dem sammen.
Forskning i kropsforankret kognition viser, at det kræver en formidling af perspektiver, hvis sådan en samarbejdskultur skal kunne udvikles. Formidling kræves for at skabe et fælles niveau af deltagelse og beslutningskraft. Kald det bare en demokratiseringsproces. Problemet er, at de (sociale) medier, vi som samfund bruger til at formidle perspektiverne med, ofte fremmer det modsatte. Medielandskabet har en tendens til at reducere kompleksitet og øge holdningspolarisering. Vi risikerer derfor som borgere og fagpersoner at komme længere og længere væk fra hinanden i diskussioner om sundhedsudfordringer.
Som mennesker ønsker vi at tænke selv, og selv finde ud af hvad der er meningsfuldt for vores liv. Ingen borgere ønsker at få fortalt, hvilke holdninger de skal have, især ikke hvis de hverken føler sig hørt, anerkendt eller forstået. Når vi som forskere og sundhedspraktikere derfor går ud og fortæller om, hvad der er rigtigt og forkert, og stiller krav til borgernes vidensniveau og argumentation før de kan få lov til at komme med deres perspektiv og kritik, så skabes der en ’boomerang effekt’ hvor borgere går i forsvarsposition. Og ikke nok med det. De bliver faktisk ligefrem stærkere i troen på egne holdninger og på at videnskaben og politikerne tager fejl.
Som reaktion herpå går vi som fagfolk og specialister i forsvar og ender dermed i den modsatte grøft, hvor vi mener borgerne tager fejl. Og så er vi jo lige vidt.
En åben vej
En af vejene frem er, at vi som forskere og sundhedspraktikere begynder at inddrage borgere i vores vidensprocesser og praksisser, og den proces er allerede i gang. F.eks. lægger et helt nyt forskningsparadigme kaldet open science vægt på at inddragelse af borgernes perspektiver er vigtig i udviklingen af ny viden.
Jeg har som forsker selv udført borgerforsknings masse-eksperimenter med henblik på at nuancere danskeres holdninger til fysisk handicappede. Det gjorde vi med teaterforestillingen Human Afvikling på Det Kongelige Teater, hvilket var et forsøg på at engagere borgere i sundheds- og videnssamarbejde gennem andre og nye medier.
Min frygt er dog, at vi som resultat af informations- og medie-udviklingen, vores tendens til at gøre al viden ’objektiv’ og ambitionerne om målstyring, kan ende som et ’uengageret’ samfund, hvor hverken borgere, forskere eller sundhedspraktikere bringer erfaringer og perspektiver i spil i fællesskabet.
Derfor håber jeg meget, at vi indenfor forskningen og sundhedssystemet bliver bedre til at åbne op for vores vidensprocesser, så vi ved hjælp af perspektiver fra borgere sammen kan løse dette fælles problem.
Foto: Pan American Health Organization, Flickr, CC
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
