DSB // KOMMENTAR – Togdrift er vigtigt for vores samfunds infrastruktur. Togene binder os sammen og er også vigtige for den grønne omstilling. Så hvorfor skal vi finde os i den elendige kvalitet, som både DSB og Banedanmark leverer, og hvorfor er vores folkevalgte politikere ikke mere oprørte over den ringe kvalitet, vi borgere mødes med, spørger Charlotte Fuglsang.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad mig gå lige til sagen: Jeg begriber simpelthen ikke, at vi i vores veludviklede samfund kan acceptere, at DSB og Banedanmark leverer så dårlig kvalitet i deres ydelser. Og det gælder både forsinkelser, aflyste tog, overfyldte tog samt manglende og uklar kommunikation.
Vi er som passagerer prisgivet den alt for ofte uigennemskuelige arbejds- og ansvarsfordeling mellem DSB og Banedanmark, hvor den ene hånd tilsyneladende ikke ved, hvad den anden laver.
Jeg begriber heller ikke, at vores folkevalgte kan leve med, at DSB og Banedanmark leverer så ringe en kvalitet til deres borgere.
I denne vinter har vi nået nye lavpunkter
Når jeg tænker på, hvordan ministre og folketingsmedlemmer ikke tøver med at få deres synspunkter ud, når sundhedsvæsenet ikke leverer, så er det forbløffende så lidt, man har på hjerte, når DSB og Banedanmark ikke leverer varen.
Samtidig har vi passagerer mere eller mindre resigneret og er efterhånden blevet så opgivende, at vi tilsyneladende bare accepterer, at det nok bare er ”sådan, det er”.
Jeg forstår i øvrigt heller ikke, at vores mange medier ikke i højere grad sætter et kritisk spotlight på en så vigtig del af vores samfunds infrastruktur, som togdriften er.
I denne vinter har vi nået nye lavpunkter. Jeg er heldigvis ikke selv daglig pendler, men jeg tager ofte toget til København og mellem landsdelene. Og jeg har en datter, som dagligt pendler mellem Aarhus og Vejle. For hende er det nærmest et lotteri, om hun kan komme frem og tilbage uden problemer.
Aarhus Banegård er hårdt ramt for tiden grundet en meget stor ombygning. I januar betød det bl.a. 10 dage uden tog til og fra Aarhus Banegård. Undervejs blev pausen toppet op af en opdatering, som Banedanmark foretog af deres IT-system, og som lagde togdriften ned i næsten et døgn. Hvad gjorde DSB? De anbefalede simpelthen folk at blive hjemme!
Togdriften er et velfærdsområde på linje med ældrepleje og sundhed … og den kollektive trafik er også en væsentlig faktor i den grønne omstilling. Men desværre bliver bilen for mange et både bedre og billigere alternativ
I to uger har man nu også valgt at aflyse flere myldretidstog på en række strækninger. I skrivende stund er det nu forlænget til 1. marts. Er det rimeligt?
Forleden var der igen kaos mellem Jylland, Fyn og Sjælland, hvor passagerer i mere end fire timer ikke vidste, hvornår de kunne komme videre, og i tillæg hertil var de udsat for en fuldkommen ikkeeksisterende kommunikation fra de ansvarlige aktører.
DSB leverer ikke den kerneydelse, de har indgået med staten
På næsten daglig basis er der variationer af undskyldninger for ikke at levere den kerneydelse, der fremgår af den trafikkontrakt, der er indgået mellem DSB og staten.
Det gælder:
• Sporskiftefejl
• Signalfejl
• Manglende materiel
• Manglende mandskab
• Tog, der er brudt sammen og spærrer skinnerne
• Blade på skinner
• Vejrlig
Der er efterhånden så mange varianter af undskyldninger, at det nærmer sig en parodi, og man kan i dag ikke regne med, at tog afgår efter den normale køreplan, hvilket betyder, at man hele tiden skal være online, så man kan tjekke rejseplanen.
Rejsegarantien blev oprindelig set som en fin service, men den er blevet en sovepude for DSB, og ofte må man som passager betale for en taxa, hvis man skal til ting, man ikke kan tillade sig at komme for sent til. Og den udgift har DSB fortalt mig, at de ikke refunderer. Det er i øvrigt heller ikke billigt at tage toget. En tur fra Skodsborg til Østerport, som er bare tre stationer, koster i dag 45 kr. i myldretiden.
Så længe kvaliteten er så dårlig, burde man som noget af det første sætte prisen ned. Måske en lavere pris i det mindste kunne genskabe noget tillid og forståelse hos de hårdtprøvede passagerer
Her synes jeg, man skal stoppe op og tænke sig lidt om. Togdriften er et velfærdsområde på linje med ældrepleje og sundhed og opfylder mange basale funktioner: Den binder landet sammen, den sørger for, at vi kan komme på arbejde og i skole, og for at vi kan se vores familie og venner. Og jovist, den kollektive trafik er også en væsentlig faktor i den grønne omstilling.
Men desværre bliver bilen for mange et både bedre og et billigere alternativ.
Så hermed et helt konkret forslag, som burde være populært i disse valgtider: så længe kvaliteten er så dårlig, burde man som noget af det første sætte prisen ned. Måske en lavere pris i det mindste kunne genskabe noget tillid og forståelse hos de hårdtprøvede passagerer.
Læs mere om DSB i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.