VELFÆRD // KOMMENTAR – ”Pengene ligger bedst i borgernes lommer er et gammelt borgerligt slogan. Vi må dog forstå, at vi efterhånden er havnet i en situation, hvor en gruppe borgere ikke længere har andet end lommeuld at gøre godt med”, skriver Finn Wiedemann. Køerne ved maduddelingsstederne vokser. Ansøgninger om julehjælp slår igen rekord. Hjælpen til fattige og udsatte er i stadig højere grad blevet overladt til civilsamfundsorganisationer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi lever i et rigt land, og vi lever i et land, hvor få har for meget og færre for lidt, som der står i en gammel Grundtvig-sang. Spørgsmålet er imidlertid, om det længere helt passer. Jo, nok at vi lever i et rigt land. Finansministeren bliver på magisk vis ved med at finde flere penge. Det er som i børnetv-serien Drengen med guldbukserne, der begejstrede store og små, da jeg var barn.
Hver gang drengen Mats stak hånden ned i lommen, trak han en tikroneseddel op. Nu mange år efter er det ikke tikronesedler, som finansminister Wammen trækker op af lommen, men derimod milliarder.
Det er jo en slags magi, og vi er sikkert mange, der ønsker os sådan et par guldbukser, der rummer et råderum på 89 milliarder frem mod 2030. Der er tale om virkelig store lommer. Så jo, vi er heldigvis stadigvæk et rigt land.
Til gengæld går det mindre godt med at få har for meget og færre for lidt.
Den stigende ulighed
Over de seneste år er de rige blevet rigere, og de fattige fattigere. 1 % af befolkningen ejer næsten 30 %. Den ene procent af befolkningen er blevet rigere målt på indkomst og formue. En rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra 2023 peger på, at 1990’erne tjente top-1 % omkring 7–8 % af den samlede indkomst, i 2023 var andelen 9-12 %, og nu er den sikkert højere.
En række ændringer som f.eks. afskaffelse af formueskat og nedsættelse af topskatten for de højeste indtægter bidrager til den øgede ulighed. Hertil kommer fraværet af boligskat på salg af fast ejendom, hvilket har gjort, at min generation er blevet millionærer, imens vi har siddet i vores varme stue og trillet tommelfingre.
Når vi behandler vores svageste medborgere stadig dårligere, er det et udtryk for, at noget har ændret sig
Pengene ligger bedst i borgernes lommer, er et gammelt borgerligt slogan. Vi må dog forstå, at vi efterhånden er havnet i en situation, hvor en gruppe borgere ikke længere har andet end lommeuld at gøre godt med.
Køerne ved maduddelingsstederne vokser. Ansøgninger om julehjælp slår igen rekord. Hjælpen til fattige og udsatte er i stadig højere grad blevet overladt til civilsamfundsorganisationer.
Brødkrummer til havens fugle
Et velfærdssamfund skal som bekendt kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Når vi behandler vores svageste medborgere stadig dårligere, er det et udtryk for, at noget har ændret sig. En forråelse eller måske ligegyldighed har sneget sig ind i samfundet og kulturen, hvor vi stiltiende accepterer, at folk f.eks. skal leve på kontanthjælp for 6800 kroner, selv om vi udmærket ved, at det er umuligt at leve for det beløb.
Vi har fået en kontanthjælpsreform, som bl.a. har som konsekvens, at enlige sættes på gaden. Efter kritik har politikerne fundet 15 millioner, selv om udregninger peger på, at det kun vil være nok til en måneds huslejeforbrug.
Der er som at kaste brødkrummer ud til havens fugle og så påstå, at nu er alle byens fugle blevet fodret. En symbolsk handling, der giver medieomtale, men som reelt ikke gør nogen forskel. Senest er en ny beskæftigelsesreform på vej, der ender med, at en større gruppe borgere står uden indtægt.
Bare ærgerligt, Sonny-boy
Hvordan er det kommet så vidt, og hvorfor har vi affundet os med det?
Der er givetvis flere forklaringer. Neoliberalismen har som ideologi domineret de vestlige samfund i mange år, selv om den måske på visse stræk er blevet anfægtet de senere år og erstattet af en slags konsensusklistrende konservatisme.
Den såkaldte nyttejob-ordning, der koster 170 millioner kroner, forventes at få 300 mennesker i job. Det er den protestantiske arbejdsetik på speed
Langsomt har den neoliberale fortælling bidraget til, at vi i stadig mindre grad føler os solidariske med folk, der har det svært. Vi er blevet vores egen lykkes smed. Vi er selv ansvarlige for, om det går os godt i livet. Fejler vi, kan vi ikke klare kravene og presset, eller bliver vi syge, er det bare ærgerligt, Sonny-boy.
Det er dog ikke den eneste ændring. Arbejdet er blevet noget sakralt i vores tid, som Jørn Henrik Petersen formulerer det i bogen Fra Luther til konkurrencestaten. Vi er gået fra wellfare til workfare. Integration på arbejdsmarkedet er blevet svaret på stort set alle problemer.
Vi bruger masser af penge på at tvinge folk i nyttesløst arbejde til en sulteløn. Den såkaldte nyttejob-ordning, der koster 170 millioner kroner, forventes at få 300 mennesker i job. Det er den protestantiske arbejdsetik på speed.
Den sociale anerkendelse
Den tyske sociolog og filosof Axel Honneth taler om, at i det moderne samfund er menneskets oplevelse af identitet og selvværd afhængig af social anerkendelse. Honneth opdeler samfundet i tre anerkendelsessfærer.
Den private sfære, som er stedet for nære relationer, f.eks. kærlighedsrelationer og venskaber. Anerkendelse giver her individet selvtillid. Den retslige eller juridiske sfære, som er området for lige rettigheder og retfærdighed, og som giver selvagtelse. Uanset hvem vi er, eller hvor rig eller fattig, vi er, gælder de samme love. Endelig den solidariske sfære, hvor samfundet anerkender individets bidrag til fællesskabet, f.eks. hvis man er medlem af en forening og en del af arbejdsmarkedet. Det giver kulturel respekt og udvikler individets selvværd.
Med Honneth kan man sige, at i dag mangler der samfundsmæssig anerkendelse i den solidariske sfære. Arbejdet er i høj grad blevet den eneste målestok for om, vi er gode samfundsborgere. Den snævre fortolkning af, hvordan man kan bidrage til samfundet, og dermed det store fællesskab, er med til at miskreditere folk, der af den ene eller anden grund ikke er en del af arbejdsmarkedet.
Det er den store idehistoriske fortælling om ændringer i samfunds- og menneskesyn. Endelig kan man pege på en række andre forklaringer.
Hvem taler de udsattes sag i dag?
De svageste medborgere har ikke nogen spindoktorer eller kommunikationsmedarbejdere, der taler deres sag. Den offentlige debat er i stadig højere grad styret af professionelle meningsdannere. Penge er lig med magt og indflydelse. Det er bl.a. en af magtudredningens konklusioner.
Tidligere spillede indflydelsesrige folk med socialt sindelag, som talte de mindrebemidledes sag en plads i mediebilledet. Tænk på Tine Bryld, Hanne Reintoft eller lægen Tage Voss
En anden af magtudredningens konklusioner er, at vi i stadig mindre grad har del i den samme virkelighed. Medievirkeligheden er stadig i højere grad domineret af de sociale medier og nyhedsinfluencere. Det er sjældent en debat, der kalder på analyse, fordybelse og dialog om, hvilket samfund vi ønsker og hvilket menneskesyn, som ligger bag aktuelle politiske initiativer.
Det er en debat, der kalder på følelsesmæssige reaktioner og hurtige meningstilkendegivelser. Det fremmer heller ikke de udsattes sag.
Der er også sket noget med samfundets sociale og kulturelle fyrtårne. Tidligere spillede indflydelsesrige folk med socialt sindelag, som talte de mindrebemidledes sag en plads i mediebilledet. Tænk på Tine Bryld, Hanne Reintoft eller lægen Tage Voss.
Det var personer, som i kraft af deres arbejde kendte til nød, elendighed og afmagt, og som formåede at tale de fattige eller udsattes sag. Jeg kan ikke komme på nogen, der har en tilsvarende rolle eller indflydelse i dag.
Litteratur og ulighed
Aktuelt er der forfattere, der har et skarpt blik for, hvad det vil sige at vokse op i kulturel og åndelig fattigdom, og som er gode til at pege på den ulighed og afmagt, som særlige levevilkår afstedkommer.
Thomas Korsgaard har fint skildret, hvordan det er at vokse op i et kulturelt forarmet miljø. Glenn Bech skildrer, hvordan det er at være studerende i et miljø, hvor man ikke kender de kulturelle koder, fordi man ikke har fået dem med hjemmefra.
Det vil dog være bedre, hvis de partier, som har bekæmpelsen af ulighed som mærkesag, reelt arbejdede for det
Tættest på kommer vi måske hos Morten Pape eller Yahya Hassan, men litteraturen har ikke længere den kulturelle rolle, som den havde tidligere. Den har ikke længere adgang til samfundets store mikrofon. Selv om den store samfundsroman udkommer, og Mette Frederiksen læser jo Morten Pape, ændrer litteraturen i dag sjældent mere grundlæggende på vores fælles forståelse af samfundet og kulturen.
Engang havde vi også politikere, som selv var vokset i fattige kår, og derfor måske indefra forstod, hvad det ville sige at gå sulten i seng eller ikke have råd til at invitere kammerater til fødselsdag.
Udsatte i landet foren jer
De udsattes sag kalder i høj grad på organisatorisk og institutionel forankring. Selvfølgelig er der foreninger og organisationer, som varetager de udsattes sag. Men tidligere var ulighed og udsathed også en mærkesag for flere politiske partier, ligesom der fandtes politikere til både højre og venstre, som havde blik for den sag. Den stigende ulighed, og accepten af den, viser, at sådan er det langtfra længere.
Proletarer i alle lande foren jer, et det berømte afsluttende slogan i det kommunistiske manifest. Der er mange år siden.
Udsatte i hele landet slut jer sammen, kunne man måske sige i dag. Det vil dog være bedre, hvis de partier, som har bekæmpelsen af ulighed som mærkesag, reelt arbejdede for det. Glædelig jul.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og