MIDTVESTLIV// KLUMME – Efter Bidens sløve start ser Demokraterne allerede nu ud til at stå over for en hård kamp mod næste midtvejs- og præsidentvalg, og Trump ligner så småt en, der er ved at køre sig selv i stilling til endnu en runde. Hvis dét sker – med en sejr som resultat – er Julie Bendtsens plan klar.
CHICAGO – “Hvornår flytter I hjem igen?” er et af de spørgsmål jeg – og sikkert mange andre udlandsdanskere – får oftest. Mit svar er som oftest spundet over forskellige varianter af den der smiley, der trækker på skuldrene. Eller “det ved jeg ikke”.
Inden for de seneste måneder er der dog i min bevidsthed opstået et potentielt scenarie, der trækker i retning af et lidt mere konkret svar. For hvis Donald Trump igen stiller op til præsidentvalget – og vinder – står det ret klart i mit hoved, at “time’s up”.
Billederne fra stormen på Capitol den 6. januar i år sidder stadig brændt på mine og mange andres nethinder
I sidste uge vandt republikanerne guvernørvalget i Virginia, og på trods af at Glenn Youngkin fik sejren ved at insistere på ikke at bruge den tidligere præsident som trækplaster og støtte, står det ret klart, at demokraterne har et stort problem. Og det er et problem, som, hvis de ikke tager sig gevaldigt sammen, ret hurtigt kan betyde, at den 47. præsident meget vel igen kan blive republikansk.
Biden – et lunkent tilvalg
Det ville være løgn at sige, at det kommer som en overraskelse. Demokraterne har i årevis lidt af total mangel på slagkraftige kandidater.
Eller rettere: De slagkraftige kandidater har der været masser af, men af uransagelige årsager ender man alligevel med at opstille de svageste, mest uinspirerende og mindst lovende, når det kommer til stykket.
Hillary var en komplet fejlskudt fiasko, som begik den gigantiske brøler at hvile på laurbærrene, inden de overhovedet var i hus. For Trump kunne da helt seriøst aldrig vinde, vel? Wrong. Det kunne han, og det gjorde han.
Joe Biden var ikke meget mere overbevisende, og jeg tror, der er en generel konsensus om, at han mere end noget andet blev valgt som et fravalg; et fravalg af Trump, men et lunkent tilvalg.
Jeg må bryde med min filosofi om altid at flytte til noget – og aldrig fra noget
Biden har stadig til gode at træde i karakter – i hvert fald hvis vi skal dømme ud fra hans popularitet, som er støt dalende og i skrivende stund ligger på uimponerende 42,4 %.
Og netop dét er formentlig en stor del af grunden til, at demokraterne har taget hul på en ny deroute, som på alle måder kunne have været undgået, hvis de ellers havde haft modet til at stramme ballerne lidt.
Men det har de som bekendt ikke gjort, og manglen på ballestramning kan meget vel blive det, der kommer til at betyde enden på vores USA-eventyr – og den dråbe der gør, at jeg må bryde med min filosofi om altid at flytte til noget – og aldrig fra noget.
Slaget mod Capitol
Jeg magter nemlig ikke fire år mere med Trump. Den totale nedsmeltningskatastrofe det var at observere ham som præsident fra 2017 og fire år frem, var ikke alene smertefuld. Det var deprimerende, forstemmende, håbløst, sørgeligt.
At se et land, der ynder at se sig selv som den mægtigste nation i verden, falde fuldstændig fra hinanden internt – og se en præsident, der ikke bare var skyld i det, men dyrkede det – knækkede mit syn på USA.
At se, hvordan racismen, fremmedfjendskheden, konspirationsteorierne, volden og anarkiet fik lov at blomstre, var uhyggeligt på en måde jeg slet ikke havde fantasi til at forestille mig.
Jeg kommer aldrig til at begribe, at politiske ideologier er vigtigere end de mennesker, de rammer
Et af de hyppigst brugte argumenter, Trumpstøtter tyr til, når nogen kritiserer ham for at have været en ikke bare elendig, men decideret skadelig og farlig præsident, er at “han jo i modsætning til så mange af sine forgængere ikke startede nogen krige”. Hvilket, ud over at være et helt utrolig specifikt og virkelig søgt succeskriterie, altid får mig til at tænke, “måske ikke oversøiske. Men hvad med i hans eget land?”
Billederne fra stormen på Capitol den 6. januar i år sidder stadig brændt på mine og mange andres nethinder, og der er hos almindeligt tænkende mennesker efterhånden ikke så meget som et sandkorns tvivl om, at Trump ikke bare opildnede til, men var medansvarlig for det dødelige og udemokratiske angreb.
Blev jeg ramt personligt – økonomisk eller på anden vis – af Trumps politik?
Nej. Ikke medmindre man medregner dengang min familie og jeg var strandet i Danmark på ubestemt tid, mens min mand missede sit arbejde og børnene deres skole, på grund af den daværende præsidents komplet kaotiske og ugennemtænkte indrejsestramninger.
Men nej, vi var ikke Trumps ofre. Alligevel forekommer det mig umuligt endnu en gang at skulle leve under de forhold, han bød USA gennem sine fire år.
En ængstelig amerikaner
I sidste uge sendte jeg et billede til vores amerikanske ven David. Det forestillede en tilskuer til en af hjemmekampene hos mit tidligere så elskede ishockeyhold Carolina Hurricanes, men i stedet for den traditionelle fan-jersey med favoritspillernes navn og nummer, stod der Trump og 45 på ryggen.
David svarede, at han havde alvorlige bekymringer for sit land og 2024’s præsidentvalg og tilføjede – i spøg, men på en bund af alvor og sorg – at han måske ville være nødt til at søge dansk statsborgerskab efter næste valg. Jeg lovede ham, at vi ville undersøge mulighederne for at adoptere ham.
Det er den sørgelige sandhed: Hvis Trump bliver valgt igen, tror jeg ikke længere på USA
Jeg er med på, at Trumps ideer tiltrak mange. Lavere skatter, stop for indvandring, en strammere udenrigspolitik og mange andre ideer, som på papiret lover bedre tider. I get it. Hvad jeg aldrig vil kunne forstå, er, når de ideer får lov at trumfe almindelig menneskelighed og grundlæggende anstændighed.
Når den situation man sætter sit land og dets borgere i – hvilket til tider føltes som noget, der nærmede sig borgerkrigslignende tilstande – bliver sekundært.
Jeg kommer aldrig til at begribe, at politiske ideologier er vigtigere end de mennesker, de rammer. Eller at man er villig til at se sit land falde fra hinanden for dem. Og jeg har det egentlig helt ok med ikke at begribe det.
Der er stadig længe til 2024, og meget kan ske inden da. Til gengæld er der ikke længe til midtvejsvalget, som, hvis den nuværende trend fortsætter, efter alt at dømme bliver en dundrende demokratisk fiasko.
Og ja, Trump er en gammel mand efterhånden, men det er Biden som bekendt også – og han var det, da han blev valgt. Fremskreden alder er ingen garanti for udelukkelse, og jeg sætter ikke min lid til, at det er det, der kommer til at stoppe Donald.
Demokraternes løse hjelm
Jeg har til gengæld et svagt og naivt håb om, at demokraterne spænder hjelmen og kommer ind i kampen på et helt basalt niveau. Det ville mildt sagt klæde dem.
Og hvis de ikke gør, håber jeg, at republikanernes forventelige og helt fortjente sejr kommer til at gå til en kandidat, der rent faktisk har et ønske om at samle det land, han eller hun får til opgave at lede.
En af ulemperne ved ikke at være amerikansk statsborger og kun (med møje og besvær) få lov til at være her på et visum, er – selvfølgelig og fuldt forståeligt – at vi ingen stemmeret har og derfor heller ikke har nogen indflydelse på hvordan det land, vi lader vores børn vokse op i, skal forme sig.
En af de fordele, der følger med den ulempe er, at vi til gengæld har al frihed i verden til at opgive og vende ryggen til et land, som vi måske nok lige nu trives i, men som vi om få år måske ikke længere tror på.
For det er den sørgelige sandhed: Hvis Trump bliver valgt igen, tror jeg ikke længere på USA. Og jeg føler oprigtigt med fortvivlede folk som David, der heller ikke længere tror på USA, men som i modsætning til os ikke har en nødudgang.
Sociale medier sladrer
Under Trumps præsidenttid var det alment kendt, at man som udlænding i USA skulle passe på, hvad man postede på de sociale medier. De screeningprocesser, som har været effektive i årevis, blev gevaldigt strammet under Trump, og der var en udbredt fornemmelse af og frygt for, at det ikke længere “bare” handlede om at beskytte landet mod potentielle terrorister, men også om at holde øje med lidt for åbenmundede kritikere af administrationen.
Jeg har selv slettet Trump-kritiske facebookopslag i den periode – af ren og skær frygt for, at de skulle få indflydelse på vores opholdstilladelse.
Set i det lys har jeg måske med klummen her sikret mig, at beslutningen om en afsked med Guds eget land i tilfælde af en ny Trump-periode, helt automatisk bliver taget for mig, og så er det nok sådan det skal være.
Eller, sagt på godt amerikansk: Good riddens.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
