KOMMENTAR // #ØRESTADGATE – Sagen om Ørestad Gymnasium og den efterfølgende kritik af skolens protesterende elever viser, at vi tilsyneladende har glemt, at Danmark er beriget med en selvstændig, frit tænkende og reflekterende ungdom, skriver Maziar Mazor Etemadi. Han mener til gengæld ikke, at en autoritet, der bliver fornærmet og trækker sig i mødet med højlydte protester, er sit arbejde og ansvar værdigt.
I Platons Staten bog nr. 4 finder følgende samtale sted mellem Sokrates og Adeimantos om ungdommens opdragelse i staten:
Sokrates: Ogsaa de tilsyneladende ubetydelige Regler for den rette Opførsel, sagde jeg, finder frem til Regler som det foregaaende Slægtled ganske har kuldkastet.
Adeimantos: Hvilke Regler mener du?
Sokrates: Jeg mener saadant noget: at de unge tier stille i de ældres Nærværelse, som det sømmer sig, at de gør Plads for dem og rejser sig for dem, og at de viser deres Forældre Opmærksomhed – (Staten, dansk oversættelse, Hans Reitzels Forlag 1932-41).
De sidste par dages begivenheder får én til at tro, at de fleste danske medier, borgerlige politikere og adskillige journalister er sprunget ud som disciple af Platon. Mens Sokrates med Platons ord mente, at foregående slægt har svigtet sin opgave om at opdrage børnene, frikender disse sidste par dags platonikere sig selv og anklager ungdommen for mangel på demokratisk dannelse.
Fælles for Niels Ivar Larsen, Bjarke Larsen og en del andre journalister og medier er følgende præmis: At folk på venstrefløjen forsvarer og forklarer de unges “udemokratiske ageren” og kalder dem “forståelige frustrationer”
Nu er det ikke uden en vis risiko at danne fælles front med Platon, når sagen omhandler demokrati, da denne store tænker som bekendt udviste begrebsligt foragt for den demokratiske styreform.
Ikke nok med det, så skriver en journalist Niels Ivar Larsen ved dagbladet Information i et Facebook-opslag kort og godt: “Personer, der finder det i orden at buhe af en minister, der stiller sig til rådighed for demokratisk samtale, er ikke demokrater. Så enkelt er det.”
Freelancejournalisten Bjarke Larsen tager fanen og går endnu videre ved at fortælle en dramatisk historie i sin artikel publiceret i POV om et mønster på venstrefløjen, hvor man er blind for antidemokratiske aspekter af den venstreorienterede del af ungdommen.
Han ser en sammenhæng, en voldelig understrømning, mellem begivenheder som optøjerne på Nørrebro og omegn, da Ungdomshuset på Jagtvej var blevet lukket, og det voldelige slagsmål med politiet i 1993, hvor EU-modstandere var “frustrerede” over, at et flertal i befolkningen havde stemt ja til Edinburgh-aftalen.
Fælles for Niels Ivar Larsen, Bjarke Larsen og en del andre journalister og medier er følgende præmis: At folk på venstrefløjen forsvarer og forklarer de unges “udemokratiske ageren” og kalder dem “forståelige frustrationer”.
Denne præmis er på ingen måde godtgjort, men antaget som en indlysende sandhed apriori. Desværre er en sådan præmis ved sin dybe mistænksomhed og miskreditering af dialogpartneren og vedkommendes motiver dræbende for den demokratiske samtale, som den ellers skulle være fortaler for.
Det første offer, Larsen og Larsen bringer til skafottet, er den fælles søgen mod en fælles forståelse af hændelsen. At anklage modparten for urent trav og for at være decideret ikke-demokrat, fordi Larsen og Larsen ikke er enige med vedkommende, kan i sig selv ses som mangel på en demokratisk dannelse.
Jagten på sandheden
Bjarke Larsen går et skridt videre i sine anklager og forveksler søgen efter sandheden om, hvad der rent faktisk skete på Ørestad Gymnasium, med “jagten på hår i suppen”.
Men sagen er, at der sker en dramatisk begivenhed på et gymnasium, mens Rådet for Demokratisk Dannelse er på besøg. Hændelsen sender chokbølger gennem landet og der rejses en alvorlig tvivl om en hel generations demokratiske dannelse, alt imens debatter fylder aviserne, radioen, tv og netmedier.
Der kommer forvirrede, modsigende beskrivelser af forløbet fra aktørernes side. De centrale aktører skifter forklaring flere gange undervejs. Ministeren husker, husker måske forkert og husker måske ikke. Præsten husker ikke, husker, husker måske, husker måske ikke.
Hvis forældre skal overbevises om, at de har svigtet deres arbejde som opdragere, og at deres børn har opført sig som udemokratiske barbarer, har de krav på at vide under hvilke omstændigheder og hvorfor
Ministerens særlige rådgiver, Søren Poul Nielsen, er i den forunderlige magiske situation, at han med bestemthed kan bekræfte alle ministerens og præstens forklaringer og mod-forklaringer uden den mindste selvkritik.
Berlingske finder billeddokumentation frem fra arkivet til brug af dækningen af hændelsen fra gymnasiet, forsvarer brugen af billedet og avisens integritet og anklager alle, der ikke er enige i brugen af billedet for hykleri, og skifter alligevel billedet ud med et aktuelt billede af hændelsen i løbet af den første dag.
DR og netmediet Altinget bringer artikler og korrigerer dem, da de første fortællinger om hændelserne begynder at krakelere og falde fra hinanden.
Disse tumultariske beskrivelser og korrektioner viser med al tydelighed behovet for viden om, hvad der er forgået på Ørestad Gymnasium. Både Merete Riisager, Kathrine Lilleør, den særlige rådgiver, resten af Rådet for Demokratisk Dannelse, skolens ledelse, eleverne, deres forældre og alle andre i Danmark har krav på at kende til sandheden om, hvad der er sket.
Hvis forældre skal overbevises om, at de har svigtet deres arbejde som forældre og som opdragere, og at deres børn har opført sig som pøbel og som udemokratiske barbarer, har de krav på at vide under hvilke omstændigheder og hvorfor.
Forsøget på at klarlægge hændelsesforløbet kan ikke kaldes en jagt på hår i suppen – det er en demokratisk nødvendighed og et håb for forsoning
Bjarke Larsen ignorerer alle disse aspekter i sin stigmatisering af dele af venstrefløjen. Søgen efter sandheden kalder han med en vis lethed for “jagten på hår i suppen”. Men hvis det demokrati, vi taler om, ikke er forpligtet på sandheden, viden og fornuft, bliver det kun et postulat om en imaginær dannelse uden nogen reel berettigelse.
Det kan være, at et møntkast kan lyde som en bagatel, men dette kast er lige præcis forskellen mellem en legitim protest og en voldshandling.
Så længe eleverne råber og buher i det offentlige rum på deres eget gymnasium er deres aktion måske irriterende, men alligevel demokratisk. Men hvis nogen kaster en mønt eller anden genstand i retningen af ministeren, er de ved at begå en voldshandling, hvilket er strafbart.
Derfor kan forsøget på at klarlægge hændelsesforløbet ikke kaldes en jagt på hår i suppen – det er en demokratisk nødvendighed og danner baggrunde for et håb for forsoning.
I følge myten fik Pandora en æske med sig som gave, da hun blev skabt. Hun måtte ikke åbne den, men besat af nysgerrigheden åbnede Pandora alligevel æsken, og ud slap alle verdens plager. Hun lukkede æsken tids nok til at holde én ting tilbage, og dette var håbet.
Verden blev efterfølgende et frygtelig plaget sted, helt til den dag, hvor Pandora tog chancen og åbnede æsken igen; håbet strømmede ud, og vi fik håbet i verden. Hændelsen i Ørestad Gymnasium var som at åbne for Pandoras æske. Vores søgen efter klarlæggelsen af hændelsernes forløb er som det håb, der forsoner os. Derfor dennes nødvendighed
Hændelsesforløb
- Rådet for Demokratisk Dannelse besøger Ørestad Gymnasium. Undervisningsministeren, præsten Kathrine Lilleør, ministerens særlige rådgiver Søren Poul Nielsen ledsaget af flere andre besøger Ørestad Gymnasium for at overvære undervisningen i få klasser og tale med en lille gruppe af eleverne om den demokratiske dannelse og fake news. Et møde med alle skolens elever er ikke planlagt. At antage, at ministeren og resten af Rådet for Demokratisk Dannelse var kommet til det gymnasium med det formål til at tale med alle eleverne i en stor demokratisk samtale, og at eleverne i deres barbari forspildte en reel mulighed for dialog og for at stille spørgsmål til ministeren, præsten og diverse andre tilstedeværende, er en tilsnigelse og direkte kontrafaktisk.
- Undervisningsministeren og øvrige ankommer til skolen og spiser frokost i fred og ro med ledelsen. Det tager ca. en halv time. Derefter begiver de sig til klasseværelset.
På intet som helst tidspunkt blokeres der for ministeren eller resten af gruppen
- De møder en demonstration undervejs til det første møde, der skulle foregå i et klasselokale. De bliver på gymnasiets fællesareal mødt af spektakel og en larmerende elevdemonstration med det dominerende slogan: “Vi er ikke bare tal”.
- Eleverne hverken trænger ind eller forsøger at trænge ind i det lokale, hvor ministeren og hendes følge spiser deres frokost. De forsøger heller ikke en eneste gang at trænge ind i de lokaler, hvor møderne skulle finde sted. Ministeren, præsten og resten af Rådet for Demokratiske Dannelse ankommer til deres destinationen til tiden. De når frem til lokalet og mødet efter et kort opholdt på trapperne, hvor en veloplagt minister taler roligt og smilende med en høflig elev. På intet som helst tidspunkt blokeres der for ministeren eller resten af gruppen.
- Det første møde går igang som planlagt. Ingen bryder ind i klassen eller forsøger at afbryde mødet.
Hvad går så galt?
Ved et møde i 2014 på Ørestad Gymnasium karakteriserede forfatteren Knud Romer gymnasiets åbne, moderne skandinaviske indretning og arkitektur med ordene “I er fluer i en flaske”.
Der er glasvægge på det pågældende gymnasium, som kan give enhver person i lokalet en klaustrofobisk følelse af at være overvåget af folk uden for lokalet. Den moderne danske arkitektur har med sin forkærlighed for store lokaler, kontorlandskaber og glaspartier en del af ansvaret for, at folk kan føle sig tvunget til at befinde sig i Jeremy Benthams Panoptikon.
Det er derfor nærliggende at forestille sig, at ministeren, præsten og den særlige rådgiver føler sig intimideret af graden af utilfredshed, spektaklet og det inciterende “Vi er ikke bare tal”.
Lige så larmende som mønten trådte ind på mediernes scene, lige så hurtigt har den forladt scenen igen
Ser man bort fra deres divergerende beskrivelser af hændelsensforløbet, giver både ministeren, præsten og den særlige rådgiver udtryk for, at de var blevet dybt påvirket af situationen, og i stedet for at bede rektoren til at skaffe et andet lokale eller endda bare ignorere larmen udenfor, afbryder ministeren mødet.
På de offentliggjorde videomaterialer og billederne fra hændelsen kan man se, at ministeren er ledsaget af en gruppe af voksne. Hun er ikke alene, og vi står ikke i en situation, hvor en forsvarsløs person er havnet mutters alene i Det Vilde Vesten med mange blodtørstige elever, der omgiver hende.
Eleverne befinder sig på fællesarealet og fester videre med “Vi er ikke bare tal”-koret. Ministeren afbryder mødet, og den igangværende demokratiske samtale lider skibbrud.
Efterspil
Lige så larmende som mønten trådte ind på mediernes scene, fremhævet heftigt af de sædvanlige Tordenskjolds soldater som udtryk for sædernes forfald, lige så hurtigt har den forladt scenen igen.
Smukkest formuleret med Kathrine Lilleørs ord til TV 2: “Jeg oplevede, at der faldt noget ned. Og det kunne godt lyde som mønter. Det var ikke en regn, men det var meget ubehageligt”.
Mindre musikalsk er den særlige rådgiver, Søren Poul Nielsen, i sin tilgang. Han bekræfter klart og tydeligt det hele.
Var der så en eller flere, der råbte det ualmindeligt grimme, uhøflige og sexistiske ord “luder” til ministeren?
Ifølge vidnerne er der én elev (en 16-årig dreng), der har sagt dette ord. Denne elev burde skamme sig godt og grundigt. Hans uforskammethed kaster et dårligt lys over en god demonstration, giver gymnasiet et dårligt rygte og er helt og aldeles uacceptabel. Han trænger til en ordentlig omgang opdragelse.
Bevidner de forvirrede og uens fortællinger om hændelsesforløbet, at disse ellers meget professionelle folks stærke forestillingskraft overtog styringen og opgav grebet om virkeligheden?
Men denne handling, hvor ubehagelig den nu var, kan umuligt være udslagsgivende for hele hændelsesforløbet. Efter sigende blev dette ord råbt, mens minsteren var på vej ud ad døren, altså efter, at minsteren havde besluttet sig til at forlade gymnasiet.
Dette var så hændelsesforløbet om, hvorledes en gruppe bestående af en undervisningsminister, en særdeles højprofileret sognepræst, en spindoktor og en del embedsmænd føler sig intimideret af larm og derfor bliver utrygge. Mon de forvirrede og uens fortællinger om hændelsesforløbet bevidner, at disse ellers meget professionelle folks stærke forestillingskraft overtog styringen og opgav grebet om virkeligheden?
Det er dog stadigvæk overraskende, at en undervisningsminister samt en meget kendt og debatlysten præst ingen fornemmelse har for, hvad en elevdemonstration er. Har de ikke kendskab til pibekoret og de buhende hilsner? Det er unge mennesker, der står på deres gymnasiums fællesareal og råber “Vi er ikke bare tal”.
Forventede ministeren, præsten og den særlige rådgiver at møde Mahatma Gandhi til en stille og meditativ demonstration?
Hvem udviser den største mangel på demokratisk dannelse?
I denne situation kan man med rette spørge: Hvem udviser den største mangel på demokratisk dannelse?
Eleverne?
Nej. De bliver ved med at opholde sig på fællesarealet og benytter sig af deres ret til at give udtryk for egne idéer. Dog er der én bestemt elev, der skal have ørerne i maskinen.
Hvad med ministeren, præsten og rådgiveren?
Ministeren er autoriteten i denne sammenhæng.
Hvad gør autoriteten? Hun forlader stedet.
En autoritet forsvinder ikke bare, fordi der er larm udenfor. Autoriteten bør kunne imødegå modstand eller i dette tilfælde have mod til at lægge øre til masser af larm uden at miste grebet om situationen, sit arbejde, sit mål og sin mission.
En autoritet, der bliver fornærmet, går sin vej og gemmer sig bag sit skrivebords beskyttede bastion, er ikke sit arbejde voksent.
Ministeren kunne have givet eleverne et ordentligt skud dannelse ved at stille sig op til samtale og bede eleverne om at fremlægge deres sag sagligt for hende og resten af rådet
Merete Riisager begyndte ellers godt, da hun tog dialogen med den ene elev på trapperne. Det var både fascinerende og dejligt at se på. Hun virkede imødekommende, og den ung elev udviste også galanthed ved at tage sin kasket af som respekt for hende. Det ville jeg også have gjort.
Men det er også sådan, at flertallet af gymnasieeleverne på det pågældende gymnasium mener, at de bliver betragtet som rene tal for ministeren & co., og det vil de ikke finde sig i. Derfor hører vi denne insisterende: “Vi er ikke bare tal”.
Det bedste, Merete Riisager kunne have gjort, var at vise sig den autoritet, der er blevet hende betroet, værdig. Hun kunne have sagt til rektoren, at dagsordenen skulle laves om. Hun kunne have inviteret alle eleverne til et stormøde.
Hun var der jo allerede for at tale om demokratisk dannelse. Alle eleverne var til stede, og lige dér kunne hun have givet dem et ordentligt skud dannelse ved at stille sig op til samtale og bede eleverne om at fremlægge deres sag sagligt for hende og resten af rådet.
Al den stund er jeg alligvel glad og taknemmelig for, at eleverne ikke råbte samtidig i kor: “Den, der ikke hopper, er minister. Den, der ikke hopper, er et tal”, for så ville bygningen og autoriteten ryste eftertrykkeligt.
Hvad er blevet glemt under dette ministerielle, mediemæssige og gejstlige spektakel?
Glemt er, at vi i Danmark er beriget med en selvstændig, frit tænkende og reflekterende ungdom, der ikke kræver mere fritid, flere fritidsjob, flere forlystelsessteder, fester eller skattelettelser, men demonstrerer mod autoriteten for at få tid til mere viden, faglig fordybelse og for flere fagligt dygtige lærere, som de tydeligvis savner.
Ved Knud Romers førnævnte møde på Ørestad Gymnasium i 2014 talte den kloge professor Steen Hildebrandt om koncentration, ro og indsigt.
Han sagde blandt andet: “Mange har i dag ikke kontakt til deres egen væsenskerne. Læringskultur skal understøtte, at børn og unge finder sin væsenskerne. I har travlt med at lære om det ydre liv, men lærer alt for lidt om sociale relationer, følelser og jeres mentale tilstand. Jeg mener, at gymnasiet skal skabe selvberoende elever. Derfor bør man gå i gang med at arbejde med indre ro, fokus, koncentration og udvikle social intelligens”.
Knud Romers og Steen Hildebrandts besøg på gymnasiet var ikke forgæves. Elverne efterspørger netop tid. Tid til ro, fokus, koncentration og mulighed for at udvikle social intelligens. De kræver det, som skolen oprindeligt er tænkt til at være: et sted til dannelse. Denne ungdom kan Danmark med rette være stolt af.
Årtiers savnede politiske slogan er blevet født på Ørestad Gymnasium:
“Vi er ikke bare tal”.
Topillustration: Platons symposion, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
