MEDIEFORSKNING // VIDEN – Nyheder får hjernen til at arbejde på højtryk og vækker følelser i os alle. Men hvad er det for processer, der sættes i gang, og hvorfor fanger nogle nyheder vores opmærksomhed mere end andre? Det har Marlene Jørgensen spurgt medieforsker på SDU Morten Thomsen om.
Vi er indrettet til at overvåge potentielle trusler og muligheder i vores omgivelser, og her er nyheder blevet en central del af vores overvågning, så vi eksempelvis ved, hvordan vi kan undgå covid-19 eller blive mere miljøbevidste.
Afhængigt af nyheden, og hvordan journalisterne har vinklet nyheden, kan den vække positive eller negative følelser (herunder engagement), sørge for, at vi får viden til at træffe informerede beslutninger (hvem vi skal stemme på ved næste valg), og ændre vores adfærd, så vi stemmer på en bestemt kandidat ved folketingsvalg eller køber økologisk i stedet for konventionel mad.
Hvordan påvirker nyheder os?
Hjernen arbejder konstant, og der er rigtig mange processer i gang i hjernen, når vi præsenteres for nyheder. Lad os zoome ind på et par af dem.
Først vælger vores hjerne, hvilke nyheder vi giver vores opmærksomhed til. Man kan dele vores opmærksomhed op i to dele.
Vi har den målsøgende del, hvor vi søger efter noget bestemt og overvåger medierne for at se, om vi skal være opmærksomme på noget, som kunne være relevant for os.
Og så er der en ’stimulus-dreven’ del, der er drevet af, hvad der fanger vores opmærksomhed. Det kan være, at du har planlagt at læse udlandsstoffet, men bliver fanget af et billede af et ansigt, som din hjerne mener, at du kender, fx en kendt person, som du i stedet ender med at læse om.
Følelser kan kortslutte disse processer, så nyheder, som vækker følelser, fanger vores opmærksomhed, bliver bearbejdet i hjernen først og kan ændre vores adfærd
Nyheden bliver omdannet til signaler, som bliver sendt fra øjnene til bagerst i hjernen, hvor vores visuelle center er. Herefter bliver signalet sendt fremad i to retninger: En øvre ’hvor-strøm’, som lokaliserer det, vi ser, og en lavere ’hvad-strøm’, som stykker signalerne sammen og sender dem til vores sprogcentre, som genopbygger ordene i vores hoved.
Disse centre får input fra vores hukommelse, hvor vi trækker på viden og erfaring, vi har gjort os om emnet, og som gør det lettere og hurtigere at forstå budskabet.
Derefter lagrer vi måske vigtige informationer i hukommelsen til fremtidig brug, og hvis vores hjerne finder det relevant, så bliver signalet sendt tilbage forrest i hovedet, hvor hjernen træffer en beslutning om, hvordan vi vil reagere på nyheden.
Til sidst bliver signalet sendt til et område i hjernen, der ligger øverst på hovedet, som styrer vores bevægelser. Vi reagerer på nyheden – fx ved at klikke på den, dele den eller skrive en kommentar.
Følelser kan kortslutte disse processer, så nyheder, som vækker følelser, fanger vores opmærksomhed, bliver bearbejdet i hjernen først og kan ændre vores adfærd.
Hvor stor en rolle spiller det ubevidste?
Der er ingen tvivl om, at det ubevidste spiller en rigtig stor rolle, også i vores brug og opfattelse af nyheder. Det styrer eksempelvis, hvorfor underholdning fanger vores opmærksomhed, når vi egentlig havde planlagt at læse nyheder.
Det ubevidste er derfor med til at vælge, hvilke informationer i nyhederne vi husker, og det farver, hvordan vi opfatter nyhederne.
Hjernen stempler ubevidst nyheder, som formår at vække følelser, som er relevante for os. Sådan er hjernen designet. Det er en del af overvågningen af vores omgivelser efter trusler eller muligheder som mad (overlevelse) eller sex (reproduktion)
Som en tommelfingerregel begynder vi først at blive bevidste om, hvad vi ser efter 0,3 sekunder. 0,3 sekunder er lang tid i hjernen, hvor signaler bliver sendt til hinanden hurtigere end en Bugatti Veyrons topfart.
Enkelte studier har vist, at følelser kan påvirke os allerede efter 0,08 sekunder, så der er et stort vindue, hvor det kan påvirke os, inden vi bliver bevidste om det.
Morten Thomsen er videnskabelig assistent på Center for Journalistik på SDU og har de seneste år forsket i, hvordan vi kan forbedre risiko- og miljøkommunikation i projektet PERCORISK, som er støttet af Miljøstyrelsen. Han har en særlig interesse i at forstå folks neuropsykologiske og kognitive processer, når de bliver eksponeret for nyheder og information.
Er der bestemte typer af nyheder, vi især reagerer på?
Kan du huske, da du sidst kiggede på nyheder eller arbejdede og blev grebet af en overskrift, som handlede om fare eller sex?
Vi reagerer mest på nyheder, som vi finder relevante. Men hjernen stempler ubevidst nyheder, som formår at vække følelser, som er relevante for os. Sådan er hjernen designet. Det er en del af overvågningen af vores omgivelser efter trusler eller muligheder som mad (overlevelse) eller sex (reproduktion).
Følelser kan i disse sammenhænge ses som programmer, der automatisk får os til at reagere på vigtige informationer, så vi hurtigt kan reagere på eksempelvis fare. Derfor påvirker følelser alt fra vores opmærksomhed, til hvad vi husker, og hvordan vi reagerer på sådanne nyheder.
Hvad betyder det for medierne? Og for os som mediebrugere?
Det betyder, at de kommercielle medier, der lever af annoncekroner og abonnementer, har en interesse i at vække vores følelser, så de fanger vores opmærksomhed og får os til at klikke på indholdet.
At vores følelser bliver vækket af nyheder, er som udgangspunkt ikke dårligt for os, heller ikke negative følelser. De er som nævnt med til at regulere vores adfærd, så vi undgår trusler og udnytter muligheder, der opstår.
Men det kan blive en udfordring, hvis folk begynder at undgå at læse nyheder for at undgå negative følelser. Dermed vil de ikke få vigtig viden, så de kan undgå potentielle farer som covid-19 eller få indsigt i, hvad kandidater til et folketingsvalg står for – hvilket kan blive en udfordring for demokratiet.
Denne artikel er syndikeret fra SDU, som POV har et mediesamarbejde med. Du kan se alle vores mediepartnere her. Du kan læse originalen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her