PSYKIATRI & TVANG // KOMMENTAR – For år tilbage førte Pernille Gry Petersen tilsyn med en ung mand i Kriminalforsorgens regi. Han ønskede ikke hjælp, og selvom alle ressourcer blev sat ind, var han ikke syg nok til, at tvang var en lovlig mulighed. Det endte med en dødelig tragedie, fortæller hun og minder om, at ikke alt kan forebygges i et samfund, hvor menneskers frihed vægtes højt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mange har i disse dage behov for at placere skyld for det forfærdelige og ubegribelige.
Men inden vi taler om systemfejl og svigt i relation til tragedien i Field’s, hvor en umiddelbart psykisk syg ung mand skød og dræbte flere og sårede endnu flere, så husk på, der kan sidde socialrådgivere, psykiatere og andre fagpersoner i den anden ende, som har gjort hvad de kunne.
Sådan en var jeg engang selv.
Tragedien i Field’s
Søndagens hændelser i Field’s var og er tragiske og smertelige. Flere familier har nu mistet en, de havde kær, og en hyggelig shoppingtur blev på få minutter transformeret til et mareridt og en tragedie.
Det er så ubegribeligt, som noget næsten kan være.
Mange har siden forsøgt at finde forklaringer på hændelserne. Det er helt naturligt. For sådan er vores hjerner indstillede: at vi søger mening med ting for at kunne begribe dem.
Spekulationer om gerningsmandens sociale anamnese og mulige psykiatriske forhistorie har derfor floreret og også med god grund, for han er kendt af psykiatrien og er nu også varetægtsfængslet i surrogat.
Jeg drøftede flere gange sagen med vores tilknyttede psykiater, men intet kunne vi stille op. For klienten var ikke syg nok til at sætte tvangsmæssigt ind.
Flere søger at koble det hele til psykiatriens mangeårige udsultning og en mulig række af systemfejl – og måske er de gisninger begrundede.
Måske er der begået systemfejl. Måske har han været søgt indlagt tidligere, men blev udskrevet, fordi sengepladserne var for få. Måske har psykiatrien og en række fagfolk svigtet ham med fatale konsekvenser til følge.
Men der er også den mulighed, at det måske ikke er tilfældet.
Måske hører han til en af de mange, som systemet hver dag på bedste vis forsøger at hjælpe, men hvor manglende sygdomsindsigt og -erkendelse udfordrer. En af de mange, som det er svært at hjælpe, fordi psykiatrisk behandling i udgangspunktet bygger på frivillighed, medmindre det når helt derud, hvor en person vurderes at være så meget til fare for sig selv og omverdenen, at pågældende kan indlægges med tvang.
Dette kræver dog meget, og det bør også kræve meget, da det er voldsomt indgribende i en persons frihed.
Behovet for denne form for indgriben kan den ene dag være fraværende og næste dag være til stede.
Det gør det utroligt svært som system at manøvrere i, da mennesker ikke kan overvåges døgnet rundt blot med det formål at vurdere et eventuelt indlæggelsesbehov – og det gælder uanset hvor mange ressourcer, psykiatrien får tilført. Flere fagpersoner må derfor dagligt søge at motivere patienter og borgere, arbejde målrettet med psykoedukation og søge at give alverdens former for støtte og mandsopdækning i form af støttepersoner, hjemmevejledere og intensive samtaleforløb.
Herefter må man sætte sin lid til, at det går godt, og at pårørende og andre holder et kærligt øje med pågældende, i tilfælde af at det skulle udvikle sig i en bekymrende retning.
Gav det mig ofte ondt i maven? Ja, for pokker. Tænkte jeg af og til tanken “bare han ikke ender med at gøre noget slemt”? Ja, indtil flere gange! Men intet kunne jeg og vi stille op
Har de fagpersoner af og til ondt i maven? Uden tvivl, for det kan være noget så svært og ambivalent at arbejde med målgruppen, når de ikke er motiverede for dét, man fagligt set ved, er bedst for dem.
Men kunne de gøre yderligere, hvis psykiatrien fik tilført flere ressourcer? Måske nogle gange, men der vil også være en del gange, hvor det ikke er muligt.
Psykiatriens grænser, når klienten nægter
Netop den stol sad jeg i for en del år tilbage.
Dengang førte jeg tilsyn med en ung klient i Kriminalforsorgen. Han var svært psykisk udfordret og ville ikke have hjælp.
Jeg arbejdede målrettet med ham i det år, han kom hos mig, og intensiverede også samtalerne i flere perioder, når jeg var ekstra bekymret for ham. Jeg samarbejdede derudover tæt med hans sagsbehandler i kommunen, og hun gjorde også alt, hun kunne, og trak alverdens indsatser ned fra hylderne.
Det samme søgte den psykiatrivejleder, han blev tilknyttet. Men meget lidt hjalp det, for han ønskede ikke hjælp.
Jeg drøftede flere gange sagen med vores tilknyttede psykiater, men intet kunne vi stille op. For klienten var ikke syg nok til at sætte tvangsmæssigt ind.
Nogle måneder efter endt tilsyn fik jeg så beskeden: Klienten havde i et øjeblik af sindssyge slået et familiemedlem ihjel
Gav det mig ofte ondt i maven? Ja, for pokker. Tænkte jeg af og til tanken “bare han ikke ender med at gøre noget slemt”? Ja, indtil flere gange! Men intet kunne jeg og vi stille op.
Nogle måneder efter endt tilsyn fik jeg så beskeden: Klienten havde i et øjeblik af sindssyge slået et familiemedlem ihjel.
Jeg blev fyldt med følelsen af afmægtighed kombineret med sorg, for noget måtte vi jo have gjort forkert. Hvorfor kunne vi ikke have forebygget det? Vi burde da kunne have gjort noget mere? Men vi havde gjort, hvad der var muligt inden for de givne rammer. Vi kunne ikke have forebygget det, hvor svært det end var at begribe.
De samme rammer og udfordringer har flere socialrådgivere, psykiatere og andre fagpersoner måske også ageret inden for i relation til gerningsmanden fra Field’s. Og måske var det bare ikke nok – uanset om de havde haft flere ressourcer eller ej.
Måske skrev han sig også ind i den gruppe af mange patienter og borgere, som er utrolig svære at hjælpe, fordi vores regler og system er skruet sådan sammen, at vi strækker os langt, før vi griber ind med tvang.
Gør det gerningen mere legitim og mindre forfærdelig? Nej, på absolut ingen måde. Men selvom det er ubegribeligt, så er det måske forklaringen.
Måske sidder der lige nu fagpersoner med utrolig ondt i maven, fordi de har forsøgt at gøre, hvad muligt var, men som bare ikke var nok.
Fordi det er sådan, det må og skal være, hvor skræmmende det end kan lyde taget søndagens hændelser i betragtning, når vi lever i et samfund med høj grad af individuel frihed og folk med varierende psykisk sygdom.
Så husk på dem, når vi som enkeltpersoner og medier gisner om årsager og mulige fejl. Husk på, de måske sidder derude og har gjort alt, men at det måske bare ikke var nok.
Læs også Susanne Sayers om krisehjælp og danske medier her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
