1. april tager vi temperaturen på samtiden

i Kultur/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

ESSAY // APRILSNAR – 1. april må vi tage alt det, vi ellers tager for givet, op til revision. Ingen anden dag om året er vi så kollektivt opmærksomme på, om mediernes historier, politikernes forslag og chefens nyeste idéer er skidt eller kanel. Bliver vi narret, går det op for os, hvor ukritisk vi lader alt muligt andet passere til daglig. Er vi opmærksomme på, at ingen skal narre os i dag, lytter vi så årvågent og kritisk, at vi bliver smerteligt opmærksomme på, hvor mange af de “rigtige” indslag, der faktisk er absurde nok til at være aprilsnar, skriver Nadja Pass.

Den gode aprilsnar balancerer på en knivsæg, hvor den maksimerer aktuelle samfundstendenser ad absurdum, så vi alle sammen lige bliver nødt til at tænke “er det virkelig dér, vi er” og “godt, at det trods alt ikke er dér, vi er endnu”, når det går op for os, at det var en aprilsnar.

Og derfor er det også meget sigende, at meget af det, der få år før blev latterliggjort og betragtet som helt absurd, få år senere er blevet helt normalt.

Aprilsnarren er eminent til at rette spotlyset mod de grænseflader, udviklinger og faldgruber, vi måske nok intuitivt fornemmer, men ikke rigtig har formuleret for os selv endnu eller reageret på

Aprilsnarren er med andre ord ofte eminent til at rette spotlyset mod de grænseflader, udviklinger og faldgruber, vi måske nok intuitivt fornemmer, men ikke rigtig har formuleret for os selv endnu eller reageret på.

Et par eksempler: TV-avisen vakte i 1983 ramaskrig med historien om levende påskekyllinger i æggene, men i en tid, hvor videoer med pastelfarvning af levende påskekyllinger går viralt, forekommer den form for påskerelateret dyremishandling ikke længere lige så usandsynligt som i 1983.

I 1989 indrykkede Unge mod EF falske annoncer for at få flere humorister i EF, så politik kunne blive sjovere. Og allerede ved Folketingsvalget i 1994 blev Jakob Haugaard valgt ind som løsgænger med 23.253 personlige stemmer og et partiprogram, der med valgløfter som “mere medvind på cykelstierne” og “Fregatten Jylland skal gøres kampklar” mest af alt var en udvidet aprilsnar, der netop sikrede ham valget, fordi mange århusianere savnede den humoristiske provokatørstemme i Folketinget.

I dag er det heller ikke helt usandsynligt, at en nuværende politiker i ramme alvor ville kunne finde på at introducere den særlige skat for overvægtige, Ekstra Bladet havde som omdrejningspunkt for sin aprilsnar i 1987 – selvom rygerne nok står for tur først.

I 2002 oprettede DR et falsk websted, hvor man kunne blive castet online til at blive kendt tv-vært – hele 10.000 nåede at melde sig, før de opdagede, at der var tale om en aprilsnar.

Mon ikke noget lignende for længst er en del af castingen til alverdens reality shows? Informations aprilsnar fra 2006 om, at de højere læreanstalter skulle privatiseres og fra 2008 om, at CEPOS og CBS skulle fusionere, kunne man også sagtens forestille sig nogen foreslå for alvor i dag.

Og endelig: For et par år siden kunne man – hvilket The Simpsons faktisk gjorde, dog ikke i anledning af 1. april – snildt have gjort en aprilsnar ud af, at Donald Trump ville stille op til præsidentvalget. I dag forekommer det pludselig ikke nær så usandsynligt.

Den ultimative “tænk ud af boksen-øvelse”

En ting er, at aprilsnarrene kan være gode til at råbe vagt i gevær og gøre os opmærksomme på faldgruberne i den aktuelle samfundsudvikling. Men påfaldende ofte byder de faktisk også på rigtig gode idéer.

For de bliver til i det ultimative kreative spændingsfelt, hvor man som skribent på den ene side er nødt til at trække på sit fulde register af almenviden, faglighed, zeitgeistfornemmelse og aktuelle tendenser og koble det på helt nye måder for at kunne konstruere den mest troværdige historie, og man samtidig har som opgave at tænke så langt ud af boksen, at ingen har hørt om idéen før.

Ofte kommer der påfaldende innovative idéer ud af det, der med lidt forretningsudvikling, research og politisk bevågenhed sagtens kunne realiseres

Man er nødt til at maksimere, drive pointen ad absurdum eller smelte begrebsverdener og fagligheder sammen, for at det bliver gakket nok.

Og ofte kommer der påfaldende innovative idéer ud af det, der med lidt forretningsudvikling, research og politisk bevågenhed sagtens kunne realiseres.

I 1996 fortalte TV-avisen om en særlig stikkontakt, der gav forbrugerne mulighed for selv at vælge, om de ville have strøm fra kulkraft eller atomkraft. Kun tre år senere blev elmarkedet liberaliseret, og alle elselskaberne begyndte at udbyde strøm, der stammede fra mere miljøvenlige energikilder.

Det handlede selvfølgelig ikke helt bogstaveligt om, hvordan den strøm, der kom ud af kontakten, var produceret, men om at støtte et tilsvarende indkøb af vind- og vandstrøm frem for kulkraft på den nordiske strømbørs. Mange af de andre nye elprodukter og muligheden for at skifte mellem elselskaberne var de fleste forbrugere ret ligeglade med.

Men en del ville gerne støtte om op de alternative energikilder, så aprilsnarren om selv at kunne vælge, hvor strømmen kom fra, var ikke så gakket, som den lød.

I 2006 viderebragte TV2 – uden at have opdaget, at det var en svensk aprilsnar – nyheden om, at der blev lavet hastighedsbegrænsninger for cyklister i Stockholm.

Fast forward til 2016, hvor sværmene af lyn-cykelmyg presser de ældre og børnene væk fra byens cykelstier, kan undertegnede københavner ikke sige andet end, at hastighedsbegrænsninger – eller i hvert fald mere pli og hensyntagen – på de københavnske cykelstier ville være kærkommen.

I 2009 skrev Fyens Stiftstidende om et nyt eksperiment på Ærø, hvor kun miljøvenlige biler fik lov at køre på landevejene. Mon ikke mange af Tesla-ejerne ville billige dét forslag? Og vi ville være ret mange andre, der for miljøets skyld også ville bakke op?

1. april har på mange måder udviklet sig til at være årets mest interessante dato for dem, der interesserer sig for samfundsudviklingen og den politiske debat

Det var da heller ikke nogen tosset idé, da takeaway-firmaet Just Eat i 2015 annoncerede “Just date – jagten på kærligheden” med det meget enkle koncept:

“Hvis to personer i nærheden af hinanden bestiller samme pizza, smørrebrød, sushi eller salat, er der et match.” Eller for den sags skyld, da P4 foreslog, at de københavnske børnehavebørn skulle til at producere energi, når de gyngede. Hvorfor ikke straks udvide dén idé til også at omfatte fitnesscentrene?

Og selvom det måske her og nu er lige fremsynet nok at have bjerggeder til at græsse på byens tage, som KommunikationsForum skrev, at Alternativet havde stillet forslag om, er idéen om at grønne byens dage – til fordel for både beboerne, bybønderne, regnvandsopsamlingen, biodiversiteten og albedoen – jo ikke så tosset. Og grønne tage og byhaver er allerede en naturlig del af meget ny arkitektur.

Fra 1. maj til 1. april

Med aprilsnarrens fokus på faldgruber og potentialer og dens evne til at vende op og ned på alt det, vi tror, vi kender, har 1. april på mange måder udviklet sig til at være årets mest interessante dato for dem, der interesserer sig for samfundsudviklingen og den politiske debat.

1. april står i grel modsætning til tidligere tiders store politiske festdag: 1. maj. For 1. maj er holdningerne, fronterne og formålene klare: Her forsøger politikere fra talerstole at overbevise modtagerne om at stemme for eller imod konkrete sager – og på bestemte partier.

Vi kender på forhånd fronterne, de fleste af argumenterne og ved, bag hvilke talerstole, på hvilke tv-kanaler og i hvilke avissektioner vi kan finde dem.

1. april gælder ingen regler. Vi aner ikke, hvem der kommer til at sige hvad, hvordan, hvornår og hvor. Vi ved bare, at vi er nødt til at være årvågne

Vi ved ovenikøbet også nogenlunde, hvordan de forskellige aviser og tv-programmer vil dække stoffet. Ikke alene sløver det os, når vi lytter til dem, vi på forhånd tror, vi er enige med. Vi risikerer også at lukke ørerne, når taletiden tilfalder dem, vi på forhånd tror, vi er uenige med.

Lige modsat forholder det sig 1. april. Her gælder ingen regler. Vi aner ikke, hvem der kommer til at sige hvad, hvordan, hvornår og hvor. Vi ved bare, at vi er nødt til at være årvågne.

Vi lytter ekstremt opmærksomt. Og flere af medierne påtager sig en klædelig rolle som tidligere tiders hofnarre, der havde til opgave at sige alt det, ingen andre tør.

1. april tør de fleste godt sætte tingene på spidsen og sige alt det, man ikke må sige resten af året.

Gode samtalestartere

Derfor er aprilsnarrene også ofte gode samtalestartere mellem kolleger, familier og venner, fordi de gør det nemt at tage hul på vigtige emner, der ellers kan være sprængfarlige at bringe op. Når det ikke er en selv, men aprilsnarren, der sætter tingene så meget på spidsen, er det nemmere at få snakket ordentligt om noget, der ellers er svært og ret kompliceret.

Det kan være spændende at bruge aprilsnarren til at udforske, hvor grænserne egentlig går, og hvornår, hvordan og hvorfor de har forandret sig

Når alle kan blive enige om at “dér skal vi i hvert fald ikke hen” eller “nej, nej, sådan dér er det jo absurd”, er det nemmere at være uenige om, hvornår vi så skal stoppe, før vi når derhen, og hvordan vi mener, udviklingen kan bremses. Eller boostes.

Især kan det på tværs af generationer, fag, landsdele, etniciteter og politiske overbevisninger være spændende at bruge aprilsnarren til at udforske, hvor grænserne egentlig går, og hvornår, hvordan og hvorfor de har forandret sig.

Den årlige tidskapsel

De senere år har samfundssatiriske medier som Rokokoposten og The Onion excelleret i året rundt at levere falske nyheder af langt højere kvalitet, end de fleste andre medier kan præstere, når de forsøger at “braine sig frem til” en genial aprilsnar.

Det er langt sværere, end man tror at komponere en god løgn, så hatten af for Rokokoposten & Co. Men oplevelsen er en helt anden end ved aprilsnarren, fordi læserne af Rokokopostens falske historier på forhånd ved, at historierne er usande.

Aprilsnarren handler med andre ord mere om overraskelse, risikoen for at blive narret og glæden ved at være en af dem, der gennemskuede løgnen

Man når måske et kort øjeblik at blive narret og fanget i sin egen forargelse, inden man opdager, hvem afsenderen er – men ellers er nydelsen ved at læse Rokokopostens falske historier mest glæden over, hvor godt de er komponeret og konstrureret, og hvor meget de spidder en situation på kornet ved at vende den helt på hovedet.

Aprilsnarren handler med andre ord mere om overraskelse, risikoen for at blive narret og glæden ved at være en af dem, der gennemskuede løgnen.

Hver gang, jeg ser et årstal, vækker det minder, og aprilsnarrene minder mig om, at det var dengang, vi frygtede alt fra millennium-buggen til SARS og kogalskab

Og så spiller det også en væsentlig rolle, at det er kondenseret ned til et enkelt døgn. For googler man “aprilsnar” er det tydeligt, at der i sig selv er noget helt særligt over de falske historier, der offentliggøres netop 1. april.

Der er opstået en international sub-genre, hvor medierne laver oversigter over “greatest hits” eller “dette års aprilsnarre”. Døgnafgrænsningen giver aprilsnars-oversigterne karakter af en slags tidskapsel og noget at mindes en gang om året.

Tankevækkende historietime

Så når man som jeg i de seneste dage skimmer listerne, bliver det en tankevækkende historietime, hvor man er nødt til at tænke sig tilbage og forestille sig, hvordan konteksten mon var dengang i 1914, 1957 eller 1965.

Hvorfor var netop dette mon sjovt netop da? I de år, hvor jeg selv har levet, katapulterer listerne mig tilbage i tiden lidt a la tv-programmet “Hvem var det nu, vi var?”.

Hver gang, jeg ser et årstal, vækker det minder, og aprilsnarrene minder mig om, at det var dengang, vi frygtede alt fra millennium-buggen til SARS og kogalskab. Hvordan mini-disken engang var fremtiden. Om dengang henholdsvis balsamicoen, det nordiske køkken, spelt, soltørrede tomater og cafe latte satte sig hårdt på cafélivet.

Undervejs i den slags tankerækker bliver man lidt klogere på, hvordan vi gennem tiden har frygtet mange ting helt unødigt, sat vores lid til teknologi, der ganske kort efter var forældet – og hvor nemt det er at få os til at hoppe kollektivt med på nye madbølger. Og den slags mere langsigtede perspektiver er ikke så dumme at have med i baghovedet, når man skal forholde sig til alle de nye kriser, opfindelser og trends, der hele tiden opstår.

Medieudviklingen set gennem aprilsnarrens prisme

Wikipedias liste over mediernes aprilsnarre gennem tiden er faktisk i sig selv lidt af en tankevækker. Fra de ganske få kanoniserede aprilsnarre fordelt over perioden fra 1914 til 1980 til listen eksploderer fra 2008 og frem og må opdeles i kategorier som “Tv, radio, aviser & blade og internet”, hvor listen over internet-spas vokser eksplosivt fra år til år.

Vi ved allesammen intuitivt godt, at kompleksiteten og vores information overload er øget eksplosivt i den senere tid.

Men det er først, når man nærlæser en så konkret og faktuel liste som denne, at det rigtigt går op for én, hvor voldsom eksplosionen af kanaler, tilbud og information har været på ganske få år.

Her er et fint, lille historisk eksempel fra dengang, medierne havde økonomisk overskud til virkelig at kæle for detaljerne, og medieudbuddet var så begrænset, at man tog for givet, at seerne gerne brugte tre minutter på at se et indslag om årets exceptionelt gode høst fra spaghettitræerne i Schweitz.

Vi skal en tur tilbage til BBC i 1957:

Som “historietime” betragtet er dette eksempel sjovt, fordi filmen i 1957 forudsatte, at briter flest ikke havde mulighed for at rejse Europa tyndt, og derfor ikke havde så god en fornemmelse af kulturelle og botaniske forskelle landene imellem.

Desuden blev spaghetti sikkert dengang stadig opfattet som eksotisk spise på de britiske øer. I dag er spaghetti med kødsovs en af de 10 retter, der roterer oftest på de danske middagsborde (mon ikke det samme er tilfældet i England), og det er langtfra ualmindeligt at have besøgt Italien.

Til gengæld er vi nu om dage meget længere fra jord-til-bord-tanken, end man var i 1957, og mange danskere har i dag meget lidt begreb skabt om, hvor råvarerne egentlig kommer fra. Hvordan de udskæres, slagtes og dyrkes.

Ved man ikke bedre, kunne spaghetti godt være noget, der groede på træer. Så havde man sendt aprilsnarren herhjemme i dag, ville den mere have været en tankevækker, når det kommer til befolkningens manglende madkundskab end deres manglende geografiske overblik.

Faste stofområder

Skimmer man listerne over mediernes aprilsnarre gennem tiderne, er det også tydeligt, at emnerne især grupperer sig inden for nogle særlige kategorier.

Mens Rokokoposten udkommer hele året og derfor løbende kan kommentere aktuelle begivenheder, kommenterer aprilsnarren typisk mere overordnede samfundstendenser.

Derfor er de også meget nemme for mange at følge med i, lade sig forarge over og narre af, fordi den ikke kræver så stort kendskab til aktuelle politiske beslutninger som så meget andet politisk satire.

Der er tilsyneladende uendeligt aprilsnarspotentiale især i disse stofområder:

Mad. Især i kølvandet på NOMAs succes, hvor P1 Morgen for eksempel i 2011 kunne fortælle, at Claus Meyer efter succesen med det nye nordiske køkken nu ville kaste sig over invasive arter som bjørneklo, mårhund og dræbersnegle, og Berlingske, der i 2013 kunne fortælle, at Rene Redzepi & Co. var blevet anklaget for græstyveri på Kløvermarken. Også slankekure og kostrådene er godt stof, som da 24timer i 2010 introducerede en ny kostpyramide, hvor der indgik slik, sodavand og chips, fordi forsøgspersonerne viste sig at spise mere grønt, når de fik lov at tage det sure med det søde.

Vejret og naturfænomener. Helt tilbage i 1914 fortalte en københavnsk avis, at solen havde sovet ni minutter os sig. Siden har den megen snak om klimaforandringer budt på historier om alt fra, at DMI har observeret kæmpehagl til forhøjet bølgegang.

Variationer over temaet kineserne/svenskerne/islændingene kommer og køber alt fra AGF til Holger Danske.

Variationer over temaet ”EU laver endnu en tosset regel” og vil ikke alene ifølge b.dk i 2012 stoppe Råbjerg Mile, men for eksempel også ifølge DR.dk forbyde honningkager, hvis man ikke på varedeklarationen kan se, i hvilken kommune bien har hentet sin nektar, og derfor er det slut med honningkager. Underforstået at man ikke kan stedfæste honning, hvilket Bybi dog sidenhen har gjort til et af sine produkter med hyperlokal honning.

Sproget. Dansk Sprognævn har måttet lægge ryg til megen moro og er gennem tiden blevet beskyldt for at ville fjerne de stumme H’er til at flytte kommakrigen over til tallene, så vi skulle til at sætte kommaer efter amerikansk standard. På Odense.dk havde man planer om at styrke Odenses internationale brand ved at skifte navn til “Oense”, da det ville være lettere for udlændinge af udtale.

Gud, Konge og Fædreland går sjældent fri. Folkekirken må igen og igen leve med, at deres ønske om udvikling og fornyelse bliver latterliggjort. For eksempel ved aprilsnarre om at de vil lokke de unge i kirke med superhurtigt wifi. Mens den nu afdøde Prins Henriks bestræbelser på at ruske op i kongerækken sidste år inspirerede Ekstra Bladet til at fortælle, at han havde fået overbevist Dronningen om, at hans kontrafej skulle pryde den nye 20-krone.

Gratis. Her er den store klassiker fra 1976, historien om de danske spritfabrikker i Roskilde, der havde overproduceret snaps, så man opfordrede alle roskildegenserne til at møde op med flasker og spande. Rigtig mange mødte op for at hjælpe fabrikken af med overproduktionen. Og rigtig mange gange siden er tilbuds- og-handelsglade danskere gået i lignende fælder.

Men når det fungerer, leger den gode aprilsnar kispus med vores sunde fornuft på en måde, det sjældent sker resten af året

Apps, X Factor og sociale medier. Blandt de nyere eksempler er der rigtig mange variationer over temaet “Folkekirken giver mulighed for at blive gift på Facebook” (Berlingske 2009), fejl i telesystemet koster X Factor-Heidi finalepladsen (Politiken og Ekstra Bladet samme år, uafhængigt af hinanden!), X Factor-vinder hyldes med navn på hjembyens gågade eller en buste på torvet eller Facebook ændrer privatlivsindstillingerne igen-igen.

Detaljer, pasticher og overraskende placeringer. Når man kigger nedover emnerne, står det klart, at mange af de bedste aprilsnarre netop bliver så gode, fordi de aktuelt reagerer på noget i tiden. Det behøver ikke at være dagsaktuelt. Men mere de overordnede trends, som almindelige borgere måske ikke engang rigtig selv har gjort sig klart endnu.

2016-03-31 19.48.58
Dette gulnede eksemplar af Adam Prices falske madanmeldelse har hængt på skribentens opslagstavle siden 1999, hvor det inspirerede hende til både en eksamensopgave og dele af hendes speciale

Stjerneeksemplet: Adam Prices falske anmeldelse af Reaktor

Stjerneeksemplet er Adam Prices fantastiske falske anmeldelse af den ikkeeksisterende restaurant Reaktor 2 i Politiken i 1999.

Det var en tid, hvor Basecamp på Holmen med sine rå industrilokaler havde vendt op og ned på, hvordan en restaurant kunne indrettes, og hvor fusionskøkkenet vendte op og ned på, hvilke ingredienser og cuisiner man kunne kombinere.

Så derfor lød det lige så plausibelt, som det i dag lyder, at folk betaler 2500 kroner for en aften på Alchemist med 45 små, grænseoverskridende smagsoplevelser på stribe, da Adam Price beskrev, hvordan den dansk-australske kok Pierre Marco introducerede “fissionskøkkenet” i overraskende omgivelser:

“Der er for eksempel ikke borde og stole. Det skal der heller ikke være ifølge Pierre Marcos koncept. Restauranten har udlevet sig selv som begreb. Maden serveres derfor i et nedlagt fabrikslokale, hvor folk kan smide sig mellem gamle industrimaskiner. Der er også ophængt nogle gynger til dem, der vil spise i bevægelse. Det måtte vi prøve.”

Prices falske madanmeldelse er et godt eksempel på fire stiltræk, der karakteriserer de bedste aprilsnarre.

Nemlig, at:

  1. der er tale om helt ekstrem ophobning af konkrete detaljer. Alene mængden af ingredienser, mærkelige sammensætninger, spiseoplevelser, retter og citater fra den ikkeeksisterende kok, Price har fundet på til lejligheden, er så overbevisende, at det næsten MÅ være sandt, når nu han kan beskrive det så levende. Jeg nævner i flæng farseret purløg og bogfinkemilt med en sauce af kalvefond monteret på Baileys.
  2. der bliver brugt masser af formuleringer og henvisninger til noget, der ringer forskellige klokker hos læserne.

For eksempel klinger Marcos formulering “Restauranten har udlevet sig selv som begreb” meget af formuleringer, man dengang (og for så vidt stadig) hørte innovatører fra mange brancher sige.

Alt fra kukkasseteatret til kirken havde dengang “udlevet sig selv som begreb”. I eksemplet med spaghettitræerne er det også en vigtig detalje, at de henviser til “de velkendte spaghettitræ-plantager i Italien”.

Den årvågne seer, der i 1957 havde lugtet lunten og undrede sig over, at der blev talt om spaghettitræer i Schweitz, får her bekræftet, at der var noget om det med Italien, men samtidig skabt forvirring om, hvordan det nu er med spaghetti i Italien.

Også detaljen om, hvordan bønderne sikrer, at de enkelte spaghettier bliver lige lange, er vigtig for den samlede historie. For hvorfor skulle man gå og finde på den gode forklaring på så tosset et spørgsmål?

Det er svært at konstruere en troværdig løgn, og det kræver tid, nysgerrighed, masser af research og omhu at sætte sig ordentligt ind i sagerne

Der er tale om en meget præcis pastiche – genre-efterligning – af den klassiske kokkehue-anmeldelse, Price på daværende tidspunkt excellerede i. Som fast læser af hans madanmeldelser genkender man hans særlige sprog og gastronomiske sym- og antipatier. Sådan kunne han sagtens have anmeldt restauranten, hvis blot den havde eksisteret. Han parodierer sig selv så præcist, at det bliver ekstremt overbevisende.

Den optræder, hvor man mindst venter det. Den falske anmeldelse lignede til forveksling alle Prices andre madanmeldelser med kokkehuer og billede fra restauranten.

Her var læserne lige så lidt indstillet på at skulle narres med en aprilsnar i en madanmeldelse, som biografgængerne var, da Carlsberg i 1992 med Vores Øl-kampagnen rykkede en Top Gun-lignende trailer om efter Dansk Reklamefilms truttende reklamepiger. På det tidspunkt var publikum indstillet på at skulle se forfilm, ikke reklamer.

Så det var en aprilsnarslignende overraskelse, da forfilmen viste sig at være en reklame. Var reklamefilmen blevet vist i selve reklameblokken, ville den slet ikke have haft samme effekt.

Ved at lege med placeringen og genrekonventionerne fik Prices madanmeldelse mange læsere, der aldrig ville være faldet over en aprilsnar i avisens tungere 1. sektion, til at læse – og tage stilling til – den mad- og oplevelseskultur, der omkring årtusindskiftet var i meget hastig udvikling.

Glædelig aprilsnar

Og til alle jer derude, der så ofte har fortalt mig, hvor meget I hader aprilsnar og synes, det er det mest platte og ligegyldige, der findes, er jeg helt med på, at der findes langt flere dårlige og ligegyldige aprilsnarre, end der findes gode, velfungerende, tankevækkende og virkelig sjove eksempler.

Det skyldes helt basalt, at det er svært at konstruere en troværdig løgn, og det kræver tid, nysgerrighed, masser af research og omhu at sætte sig ordentligt ind i sagerne.

Men når det fungerer, leger den gode aprilsnar kispus med vores sunde fornuft på en måde, det sjældent sker resten af året. Den får os til at erkende nyhedsstrømmens absurditeter på vores egen krop. Tage dem ind. Diskutere dem.

Alt er vendt på hovedet. Alt er til diskussion. Intet kan tages for givet. Derfor må vi 1. april på én gang spidse øren og lade os overraske, drille og provokere.

Det er en god cocktail, hvis man foretrækker den åbne, fordomsfrie dialog frem for den mere mudderkastende politiske retorik, der efterhånden præger meget af mediebilledet.

Glædelig 1. april derude!


Foto: De to nydelige herrer med kareten er fotograferet af Nadja Pass 9. september 2014 ved Rigshospitalet i København. Når man ser dem 9. september tænker man “Ah ja, det er hestene fra de kongelige stalde, der skal luftes, og selvfølgelig er det smart at vende på Rigets parkeringsplads”. Men her i anledning af 1. april spinder tankerne selvfølgelig straks videre. For gad vide, om det egentlig ikke er Uber, der ud over Uber POP, UberBIKE og UberBLACK, nu tilbyder afhentning i hestevogn. Her på premieredagen afventer den første af hestevognene i Ubers stald en nybagt familie, der bestilte UberHORSE for at give deres førstefødte en helt særlig start på livet. 

Udover hestene er det særlige ved UberHORSE, at der altid følger to – i øvrigt meget nydeligt uniformerede – chauffører med på turen, så den ene når som helst har frie hænder til at tage billeder for kunden, så man ikke skal nøjes med dårlige selfies, når man skildrer turen på de sociale medier.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.

Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.

Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 

Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 

På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696

Seneste artikler om Kultur