RADIO // ESSAY – Forfatteren Anna Elisabeth Jessen mindes en helt særlig formiddag, sommeren 1970, hos sin onkel og tante. De hører De ringer, vi spiller og oplever både fascination, jubel og skuffelse, som programmet skrider frem. Forfatteren har mange år senere en brevveksling med Jørn Hjorting i anledning af sin nye roman og hans 90 års fødselsdag, og den ikoniske radiovært dukker også op i persongalleriet i Anna Elisabeth Jessens nye roman Huset.
Sommeren 1970 var jeg 13 år og på ferie hos min onkel Henning og tante Erna i Herning. Min onkel Henning kørte rutebil, og han og Erna bestyrede også en velassorteret kiosk på Herning rutebilstation, men den sommer gik Erna hjemme og passede på babyen, min fætter Benny.
Hjemme hos os arbejdede begge mine forældre, så der var ikke nogen hjemmegående husmor, der havde tid og mulighed for at høre radio om formiddagen, men det havde vi hjemme hos min tante Erna den sommer. Radioen gik, og da endetallene blev trukket om morgenen til Jørn Hjortings program De ringer, vi spiller gik der et stød gennem luften i stuen. Hvilken salig jubel: Det var onkel Hennings og tante Ernas telefon-endetal! Vi var de udvalgte, der havde lov til at ringe ind, forsøge lykken og ønske et stykke musik.
Stor var teenagepigens og hendes tantes forventning hele formiddagen. Min tante stænkede strygetøj, så hun kunne bruge tiden fornuftigt foran radioen med at stryge, vekslende med at se til den sovende dreng. Jeg selv sad bare med ørerne inde i radioen og på begge hænder. Spændingen var så stor, at min tante blev nødt til at ryge en cerut, noget hun kun gjorde ved festlige lejligheder. Jeg husker dem, altså cerutterne, som værende af mærket Caminante, men jeg kan huske forkert.
De kulturradikale syntes dengang, i langt større grad end i dag hvor nostalgien endda kan være temmelig bredskuldret på alle måder, at public service skulle undervise og oplyse, ikke underholde
Stor var vores skuffelse over, at vi ikke kom igennem. Der var alt for mange lyttere, der ringede ind, vi kom kun med i køen og nåede end ikke at ønske musikstykket. Øv. Og sikke nogle lette spørgsmål, de alle fik, husmødrene over det ganske land. Det syntes tante Erna og jeg i hvert fald, for vi kunne nemlig svare på dem alle, både de nemme og de svære. De nemme som Frøken Klokken satte i gang med et lige klokkeslet og de svære, der blev udløst af et ulige klokkeslæt.
Public service og millioner lyttere
Det er min eneste erindring om at have hørt hele De ringer, vi spiller fra start til slut.
Programmet var i den grad elsket af danskerne. Af de fleste i hvert fald. En mindre gruppe tilhørende kultureliten syntes, at det var fordummende, hvis man skal sige det mildt. Der blev lavet parodier på både husmødre og radioværten. De kulturradikale syntes dengang, i langt større grad end i dag hvor nostalgien endda kan være temmelig bredskuldret på alle måder, at public service skulle undervise og oplyse, ikke underholde.
Et værk i to bind, der findes på Det Kongelige Bibliotek, illustrerer meget godt holdningen helt op i 80erne. Titlen er: “DE RINGER VI SPILLER” I SOCIOLINGVISTISK BELYSNING: EN SOCIAL OG KØNSMÆSSIG ANALYSE AF SPROGBRUGEN I “DE RINGER, VI SPILLER” SET I IDEOLOGISK BELYSNING. Forfatterne er John Aagaard, Erik Møller og Bente Iversen, Dansk/Nordisk Filologi, 1986.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst analysen, men jeg har en idé om, hvad konklusionen er. Jeg afsluttede selv bifag i dansk, før jeg i 1980 begyndte på Journalisthøjskolen.
Radioværten Jørn Hjorting og hans lille programredaktion bestående af tre personer i Danmarks Radios Underholdningsafdeling mente både i forhold til De ringer, vi spiller og Dansktoppen – to programmer, program slots, som det hedder i dag – at public service også havde en forpligtelse til at underholde. Men der skulle være et vist niveau i begge programmer, og det stod Hjorting og hans tremandsgruppe for.
Jørn Hjorting var formanden, og han vil da gerne den dag i dag vedkende sig, at han måske nok var en slags diktator, når det gjaldt om, hvilke dansktopmelodier, der blev lanceret og kom med på Dansktoppens ugentlige liste.
Begge programmer blev lanceret i 1968, et skelsættende år som en hel generation er blevet opkaldt efter, selvom det kun var en lille gruppe, der var 68’ere. Og den relativt lille gruppe hørte hverken De ringer, vi spiller eller Dansktoppen.
Sidstnævnte opnåede to millioner faste lyttere. De ringer, vi spiller havde også lyttertal, der nærmede sig det skyhøje niveau. Dengang var der monopol, dengang var der noget ved at være ved radioen, komme i radioen eller som musiker at få sin musik spillet i radioen.
Den 12. januar i år fyldte Jørn Hjorting 90 år. Han arbejdede for Statsradiofonien allerede fra han var 29 år med underholdning og børne- og ungdomsprogrammer. Men det, vi husker ham for, er de to programmer med de mange, mange lyttere og de mange år i æteren. De ringer, vi spiller lavede Jørn Hjorting i 28 år. Fuldstændigt vanvittigt når man tænker på, hvor hurtigt et program, et slot, kan blive pillet af i dag, selvom det har succes, fordi der skal nye programmer til og nye medarbejdere, nye stemmer.
En arbejdspladsroman
I marts måned udkom min roman Huset, og det er ingen hemmelighed for nogen, at inspirationen er hentet fra Danmarks Radio, en arbejdsplads jeg har kendt indefra i mange år. Arbejdspladsromanen begynder i 1968, og man følger en gruppe ansatte over de næste 50 år, hvor medieudviklingen i Danmark og alle steder, og måske især de sidst tyve år, har været kolossal.
Tænk at jeg fik mulighed for at lave det samme program i 28 år. Det kommer aldrig til at ske igen (Jørn Hjorting, 2021)
I min roman har jeg en karakter, ikke en hovedperson, men en tydelig karakter, Ib Hjort, som læseren allerede møder i det første kapitel. Han er selvfølgelig inspireret af Jørn Hjorting. Jeg sendte Jørn Hjorting, der er still going strong, bogen med en fødselsdagshilsen og fik et fint brev tilbage. “Jeg er da lidt stolt af at være med til at sætte handlingen i gang og minsandten også (næsten) til den bitre ende”, skriver han.
Og lidt senere: “Det kom fuldstændig bag på mig, at så mange stadig havde lyst til at skrive om mig, det er jo trods alt længe siden, jeg forlod det hus, som jeg elskede af hele mit hjerte. Tænk at jeg fik mulighed for at lave det samme program i 28 år. Det kommer aldrig til at ske igen.” Til sidst i brevet slutter Hjorting: “Nu skal jeg ud at gå tur med hunden – uden stok.” Det vil den 90-årige Jørn Hjorting godt nok lige pointere. Så fik jeg den. Haha. I min roman i det fiktive univers lader jeg min Ib Hjort støtte sig til en stok på sine gamle dage.
Romanen Huset, der udkom i marts 2021, er ikke en nøgleroman, men nogle af karaktererne har selvfølgelig et forlæg. Andre er fri fantasi men inspireret af mennesker, jeg har mødt i min tid på Danmarks Radio. Meget af inspirationen har jeg også hentet fra mig selv. Men Jørn Hjorting som forlæg for min Ib Hjort kan jeg dog ikke løbe fra.
Hermed et forsinket tillykke med de 90 år til den gamle radiovært Jørn Hjorting.
LÆS UDDRAG AF ANNA ELISABETH JESSENS ROMAN HUSET HER
Topfoto: Foto: DR Arkiv © Type 1
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
