2. VERDENSKRIG // HISTORIE – I krigens sidste dage samledes resterne af Det Tredje Riges ledelse i en sportsskole ved Flensborg. Mens kz-fanger døde få meter væk, og tyske flygtningestrømme rullede mod nord, forsøgte Dönitz-regeringen at redde det uundgåelige – og forlængede en krig, der allerede var tabt.
Nils-Christian Nilsons artikelserie 80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK beskriver begivenhederne i dagene op til befrielsen 5. maj 1945.
Serien adskiller sig fra traditionel historieskrivning og er baseret på flest mulige samtidige og dokumenterede vidneudsagn.
Natten til 3. maj brød ”rigspræsident” og storadmiral Karl Dönitz op fra Plön i Holsten og drog mod nord til en lille beskeden sportsskole ved Flensborg Fjord. De allierede var kommet for tæt på, knap halvanden times kørsel fra Plön.
Dönitz fik selskab af feltmarskal Wilhelm Keitel, general Alfred Jodl, den kommende ledende minister (reelt rigskansler) Johann Ludwig Schwerin von Krosigk og den tidligere rustningsminister Albert Speer, som Hitler havde afskediget, men som Dönitz beholdt i sin regering. SS-rigsfører Heinrich Himmler ankom omkring det samme tidspunkt, ledsaget af 150 medarbejdere og store formuer i sølv og guld, hovedsageligt røvet fra dræbte jøder.
Sportsskolen var ikke særlig velegnet som regeringssæde. På øverste etage var der et nogenlunde stort rum, der blev brugt til regeringsmøderne, og i stueetagen havde Dönitz fundet to kontorer med en dør imellem. Ministrene måtte selv tage kaffe og vand med til regeringsmøderne. Der hviler et skær af realitetsfjernt vanvid over regeringen, der brugte tid på at diskutere, hvordan en rigsfane uden hagekorset kunne se ud, og om det var opportunt at udnævne en kirkeminister. Men regeringen var først og fremmest ansvarlig for, at en tabt krig tragisk blev forlænget med tusinder af unødvendige ofre til følge.
Regeringen nabo til kz-fanger
Dönitz-regeringen kunne ikke tage den imposante marineofficersskole i brug. Den havde Heinrich Himmler og hans SS’ere taget i besiddelse, til dels som opbevaring af udsultede kz-fanger, som skulle bruges som pant i en handel med Vestmagterne. Netop 3. maj ankom fragtskibet Ruth med fanger fra kz-lejren Stutthof.
Royal Air Force gennemførte den dag 26 angreb mod skibstrafikken i Danmark, især for at forhindre, at tyske tropper blev sejlet til Norge
Ca. 1.000 fanger var blevet indskibet, deraf overlevede kun de 630. Fangen Franz Basler beskrev senere, hvordan halvdelen var døde, mens ”resten var syge, udmattede i højeste grad, beskidte lastrum, underlag og tæpper fulde af utøj, i otte dage ingen mulighed for at forrette menneskelig nødtørft”. Flere transporter fulgte i de kommende dage. Disse kz-fanger blev nærmeste naboer til Dönitz-regeringen.
Men fangerne på Ruth slap mere heldigt end kz-fanger fra Stutthof og Neuengamme på passagerdamperen Cap Arcona og fragskibet Thielbeck. De havde i flere dage ligget ud for Lübeck uden særlig forplejning. 3. maj angreb britiske fly ved en fejltagelse skibet. Nogle timer senere var havet rødt af blod. Mellem 7.000 og 10.000 kz-fanger omkom. Kaptajn Heinrich Bertram, Cap Arcona, reddede sig i land sammen med 80 pct. af besætningen og SS-vagterne.
Royal Air Force gennemførte den dag 26 angreb mod skibstrafikken i Danmark, især for at forhindre, at tyske tropper blev sejlet til Norge. Ud for Nakskov blev tre Ø.K.-skibe, Java, Falstria og Jutlandia angrebet. Java blev sænket, men de to andre skibe blev kun lettere beskadiget. Jutlandia blev senere ombygget til hospitalsskib.
Mindesmærke for forbrydernes håndlanger
Flensborg blev i disse dage centrum for ”rottelinje-nord”. Det blev almindeligt antaget efter krigen, at fremstående nazister under falsk identitet flygtede via Bayern og Alperne. Men Flensborg var langt vigtigere. Samtidig med at Dönitz-regeringen holdt sit første møde kl. 10.00, begyndte udstedelsen af falske papirer til nazister på flugt. Omkring 3.000 nazi-spidser menes at have brugt ”rottelinje-nord”.
Konklusionen på mødet blev, at storadmiral Dönitz ville indlede forhandlinger om en våbenstilstand i Nordvestholland, Slesvig-Holsten og Danmark
Udstedelsen af falske papirer skete både hos politiet i Flensborg, hvor SS’eren, politipræsident Hans Hinsch stod for det, og i Mürwik under ledelse af marinekaptajn Wolfgang Lüth. Med udtrykkelig godkendelse fra Dönitz udstyrede Lüth ledende SS’ere med falske papirer og marineuniformer. Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss gav han papirer som ”bådsmand Franz Lang”.
Få dage senere blev Wolfgang Lüth ved en fejl skudt af en vagtpost. Trods hans rolle som aktiv hjælper for de værste krigsforbrydere har den tyske flåde rejst et mindesmærke for ham i Mürwik. Der er ingen mindesmærker for de snesevis af kz-fanger, der blev begravet på stranden.
Det illegale Information bekræftede denne dag, at tyskere flygtede mod nord og ind i Danmark. ”Hele korteger af alle mulige køretøjer, lige fra lastbiler til gammeldags jagtvogne, jumber, stive arbejdsvogne og charabanc’er ruller afsted op gennem Jylland … Landevejene er også overfyldt af pjaltede og trætte soldater, som til fods eller på cykel er på vej mod nordligere jyske egne. De ser sløve og stærkt deprimerede ud. Private vogne bliver hyppigt holdt op af soldater, som med revolver i hånd tvinger chaufføren til at køre for sig.”
Monty: ”Jeg gik i kødet på dem”
En af Dönitz-regeringens første handlinger var at sende en delegation til feltmarskal Bernard Montgomerys teltlejr på Lüneburger Heide. De ankom kl. 11.30. Montgomery lod dem vente nogle minutter under det britiske flag, inden han gik ud af sit telt. ”Hvem er disse folk?” spurgte han sin tolk.
Da han fik det at vide, spurgte han: ”Hvad vil de her?” Admiral von Friedeburg læste en skrivelse op fra feltmarskal Wilhelm Keitel. Tyskerne ville overgive de tre arméer, der var på tilbagetog fra russerne omkring Leipzig og Rostock. ”Jeg fortalte ham, at disse arméer skulle overgive sig til russerne.” Så besluttede Monty sig ’til at gå i kødet på dem. Jeg sagde til von Friedeburg: ’Vil du overgive alle tyske styrker nordpå og vestpå i mit område, herunder i Holland, Slesvig-Holsten og Danmark?”
Tyskerne fik tilbudt frokost, så de kunne tænke over det. Under frokosten græd von Friedeburg, som begik selvmord, da han blev anholdt 23. maj. Efter frokosten fik den tyske delegation 24 timer til at indhente svar fra Dönitz-regeringen.
Frygt for 230.000 flygtninges liv
Næsten samtidig blev et af de afgørende møder om Danmarks skæbne holdt i Mürwik. I mødet deltog bl.a. rigsbefuldmægtigede Werner Best og generaloberst Georg Lindemann fra Danmark, Josef Terboven, rigsstatholder infanterigeneral Franz Böhme, Norge, gauleiter Karl Kaufmann, Hamborg samt generalerne Keitel og Jodl samt ’genopbygningsminister’ Albert Speer. Kaufmann får tilslutning til, at Hamborg kan erklæres for en åben by, så den ikke sønderbombes som Bremen.
Derimod er der diskussion om Danmarks og Norges skæbne. Georg Lindemann er blevet citeret for at ville udkæmpe et sidste slag i Danmark, men det er der kun en enkelt kilde på, og flere historikere betvivler det. Werner Best satte sig ind for en kapitulation i Danmark. Han henviste til ca. 230.000 flygtninge fra det østlige Tyskland og de omkring 60.000 sårede tyske soldater. Samtidig henviste Best til, at modstandsbevægelsen kunne falde de tyske tropper i ryggen, hvis de indlod sig på et forsvar af Danmark.
Konklusionen på mødet blev, at storadmiral Dönitz ville indlede forhandlinger om en våbenstilstand i Nordvestholland, Slesvig-Holsten og Danmark. Den nye chef for flåden, generaladmiral Hans-Georg von Friedeburg blev sendt til feltmarskal Bernard Montgomerys teltlejr på Lüneborg Heide, hvor han og ledsagere ankom om eftermiddagen.
København skulle være åben by
Imens var Georg Lindemann vendt tilbage til hovedkvarteret i Silkeborg Bad og sendte ved 18-tiden en fjernskrivelse til Dönitz i Flensborg. Departementschef Niels Svenningsen havde bedt rigsbefuldmægtigede Werner Best om, at København blev erklæret for en åben by.
I Danmark forberedte modstandsbevægelsen på en mulig sidste kamp mod besættelsesmagten
Lindemann skrev, at han var indforstået under ’forudsætning af, at der ikke bliver gjort forsøg på opstande, at ingen friskarer fra Sverige eller svenske tropper lander i Danmark, og i betragtning af de 16.750 tyske sårede og 55.000 flygtninge (I Kbh, red)’. Mødet sluttede med, at man var enige om så vidt muligt at få fleste mulige tropper og flygtninge til at nå vestpå og overgive sig til Vestmagterne.
Sent den aften mødtes Heinrich Himmler med to af sine nærmeste. Chefen for Auschwitz-udryddelseslejren, Rudolf Höss, og chefen for KZ-inspektionen, Richard Glücks. Himmler gav dem ordre om at skaffe sig papirer som underofficerer og gå mod nord og skjule sig i Danmark. Flere dage senere blev matroser henrettet i Flensborg for desertation, men de to massemordere var jo beordret til at desertere. Ingen af dem nåede dog til Danmark. Glücks begik selvmord 10. maj, mens Höss skjulte sig som landbrugsmedhjælper nær Flensborg indtil marts 1946. Han blev henrettet.
Frihedsbevægelsen skulle sendes i kamp
I Danmark forberedte modstandsbevægelsen på en mulig sidste kamp mod besættelsesmagten. Hærens ’lille generalstab’ havde udfærdiget planer om, at den danske brigade i Sverige skulle sættes i land i Helsingør. I stedet for at bruge sine egne relativt velbevæbnede ventegrupper ville hæren sætte modstandsbevægelsens dårligere bevæbnede grupper ind i en kamp mod tyskerne.
Modstandsgruppen BOPA (Borgerlige Partisaner), der især var stiftet af kommunistiske Spaniens-frivillige, var centreret omkring København, men udset til at sikre landgangen i Helsingør, herunder storme de velbevæbnede tyskere bag Kronborgs volde.
BOPA opgav planerne lige inden befrielsen. To frihedskæmpere, Ole Ewé og Kaj Schmidt cyklede fra København til Helsingør for at se, hvordan de kunne sikre landsætningen af brigaden. De blev standset flere gange undervejs, og da de nåede havnen i Helsingør, kunne de kun ryste på hovedet.
BOPA ville ikke have en chance mod de tungt bevæbnede tyskere, støttet af maskinkanoner og maskingeværer på skibene i havnen. ’Hvis det skulle laves, blev det uden os’, konstaterede Kaj Schmidt.
’Vi skulle forsøge at opstille en sandsynlighedsberegning over, hvor mange folk og hvor meget våben og ammunition vi behøvede, og desuden skulle vi foreslå en ordning af transporten fra København til Helsingør. Da det drejede sig om mange hundrede mand og mange tons materiel, var der egentlig kun én måde, transporten kunne ordnes på: Med jernbane. Vi måtte organisere et illegalt ekstratog, som invasionsnatten skulle føre både folk og materiel til Helsingør’, skrev de to sabotører, Børge Brandt og Kaj Christiansen efter krigen.
Skuffelsen bredte sig i Danmark
I København bragte morgenaviserne et opråb fra generaloberst Georg Lindemann. ’I udenlandske nyheder og rygter, der verserer i Danmark, hedder det, at de tyske tropper i Danmark skulle have kapituleret. Jeg fastslår: Jeg har overhovedet ikke ført nogen forhandlinger, allermindst om kapitulation. Jeg og mine tropper kender kun vores pligt og vores ordrer. Vi er rede til at kæmpe for dem. Jeg advarer enhver imod at høre på rygter, der letsindigt er sat i omløb’.
Det var bl.a. det opråb, der fik Politiken-journalisten Vilhelm Bergstrøm til i nogen grad at miste modet. ’Efter opstemtheden er fulgt en vis depression. Offentligheden er ikke længere så sikker på, at det kommer til at gå så glat, som man i første omgang troede. Selvfølgelig smuldrer det for Tyskland, men det er en skuffelse, at Hitlers død ikke har betydet overgivelse’.
Bergstrøm skriver om flere skyderier og noterer om drab i Ryesgade, i Sct. Annægade og om fire sårede ved skyderi på Vesterbrogade. Han ser med tilfredshed, at en plakat med Hipo-korpsets medlemmer hænger flere steder i byen.
I Jylland var der flere steder sammenstød mellem tyske og østrigske tropper. De sidstnævnte havde mistet appetitten på Det Tredje Rige og ville bare hjem
Utålmodigheden var stor, også i Provinsen, hvor befrielse nogle steder blev fejret for tidligt. I den øvre ende af Slagtergade i Haderslev løb cykelrytteren Stjafe Heine (skøre Heinrich) den aften rundt og bankede på vinduerne. ’Æ’ tyskere hæ’ overgien sig’, råbte han. Folk fjernede gardiner og samledes på gaden for at lykønske hinanden. De blev jaget ind af en tysk patrulje. ’De skød heldigvis ikke’, fortalte bagersvend Georg Nilson efter krigen.
Østrigske tropper ville bare hjem
Trods Bergstrøms pessimisme var der tydelige tegn på, at det tyske militær var i opløsning. Illegale Information berettede om flere sammenstød og oprørsforsøg, bl.a. hos den tyske marine i Aabenraa. Der havde været ’sammenstød på Ingeniørkasernen (i København, red.) mellem værnemagtssoldater og polititropper. De omkringliggende veje og broer blev besat… Også på Artillerivejens Kaserne kom det til uroligheder. I en time genlød gaderne af maskinpistolsalver og revolverskud’.
I Jylland var der flere steder sammenstød mellem tyske og østrigske tropper. De sidstnævnte havde mistet appetitten på Det Tredje Rige og ville bare hjem. På Samsø havde de østrigske besættere indgået en aftale med frihedsbevægelsen om, at man ikke ville genere hinanden. Heller ikke, hvis frihedskæmperne skulle modtage noget, der blev kastet ned fra luften.
De sovjetrussiske tropper havde begået mange grusomheder under og efter erobringen af Berlin, men der foreligger også en del udsagn om, at de var hurtige og effektive til at opstille gullaschkanoner og få en fødevareforsyning i gang
I Berlin havde sovjetrusserne taget magten. Den danske journalist Jacob Kronika havde søgt hen i den svenske bunker sammen med bl.a. tysk personale. En russisk kommissær trængte ind og sagde hånligt, at nok en eneste af de tilstedeværende tyskere havde været nazister. ’Min far og min mor er blevet myrdet af SS, fordi de var jøder. Min kone og mine to børn er forsvundet, mit hjem er ødelagt’.
Kommissæren stirrede på en dreng. ’Stå op, hvor gammel er du’. ’12 år’, svarede drengen. ’Ja, omtrent så gammel som min dreng ville have været i dag. Ham SS-forbryderne tog fra mig’. Kommissæren begyndte at trække sin revolver, men sagde så ’Nej, nej, mine damer og herrer, jeg skyder ikke, men De må indrømme mig: Jeg kunne have grund til at skyde. Der er så meget, der råber på hævn’.
De sovjetrussiske tropper havde begået mange grusomheder under og efter erobringen af Berlin, men der foreligger også en del udsagn om, at de var hurtige og effektive til at opstille gullaschkanoner og få en fødevareforsyning i gang. Og i Bayern noterede en kvinde forbløffet, at ’de sorte soldater er meget venlige’. Dem havde nazisterne jo advaret befolkningen mod.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og