I denne måned slog Musée Rodin i Paris dørene op til en spektakulær udstilling: L’Enfer selon Rodin; Helvede ifølge Rodin. Udstillingen er bygget op omkring et af den franske billedhugger Auguste Rodins absolutte hovedværker La Porte de l’Enfer – på dansk Helvedesporten eller døren til helvede.
Mellem 1879 og 1917 arbejdede Auguste Rodin intenst, nærmest febrilsk, siges det, på værket, La Porte de l’Enfer, som er inspireret af den italienske digter Dante Alighieris Guddommelige komedie, men også af den franske digter Baudelaires Les Fleurs du Mal (Helvedsblomsterne). Rodin skabte i perioden flere end 200 pinefuldt forvredne og lidende skulpturer, og hans ambition var, at porten eller døren til helvede skulle stå færdig til Verdensudstillingen i 1889.
Men formentlig havde Rodin til trods for sin ihærdige indsats for at få porten færdig, alligevel for meget andet om ørerne. I hvert fald lykkedes det ikke. Ved flere lejligheder var det tæt på, at værket var fuldendt og færdigstøbt – men det var faktisk først i 1917, da kuratoren på Musée Rodin i Paris fik lov til at rekonstruere Helvedesporten og støbe den i bronze, at projektet for alvor tog fart.
Rodin selv, som døde i 1917, nåede akkurat ikke at se det færdige værk og dermed frugten af sine mange års kreative kraftanstrengelser med hammer og mejsel.
La Porte de l’Enfer knejser i dag majestætisk i Rodin Museets have i Paris syvende arrondissement. Mange af portens skulpturer har tjent som inspiration til og kan genfindes og genkendes i andre af Rodins værker.
Udstillingen L’Enfer selon Rodin, er ifølge museets beskrivelse en rejse ind i Rodins helvede og kaster nyt lys på tilblivelsen af det hovedværk, som Helvedesporten indiskutabelt er. Blandt andet omfatter udstillingen 60 skitser, som endnu ikke har været vist til offentligheden og flere skulpturer er nyrestaurerede til åbningen.
Opslugt og draget
Har man ikke mulighed for at besøge udstillingen på Boulevard des Invalides i Paris, kan man kigge med på museets intet mindre end fabelagtige, interaktive website. Eller man kan her forberede sig grundigt til selve besøget. Det er nemlig muligt online at navigere rundt på Helvedesporten og få forklaret historien bag hver enkelt af portens skulpturer.
Det er som at læse en virkeligt spændende bog: Man bliver opslugt og draget, glemmer tid og sted, imens Rodins fortælling om pinsler, lidelse, afmagt, passion og dødsdrift skrider frem. Det er, selv der på skærmen en storslået oplevelse – og i hvert fald en væsentlig forberedelse til at indtage Rodins Helvede i Paris og besøge udstillingen ’sur place.’
Indbydende konturer og blanke flader
Ingen kunstner har betydet så meget for mig som Auguste Rodin. Han har fulgt mig gennem min ungdom og senere også i mit voksne liv. Da jeg var ung og ‘fattig’ studerende i Paris, tilbragte jeg mange lange søndage på en bænk i Musée Rodins have. Jeg slentrede rundt mellem de tunge træer og duftende rosenbuske, betragtede, dvælede ved, fotograferede og forsøgte – temmelig hjælpeløst – at skitsere Le Penseur, (Tænkeren eller Grubleren) i sin helhed, fragmenter af La Porte de l’Enfer, (Helvedesporten), og brudstykker af Les Bourgeois de Calais (Borgerne fra Calais).
Når det regnede eller frosten bed i tæer og fingre, købte jeg en billet med studierabat, drak en varm kakao fra museets automat og spankulerede rundt i museets smukke kulisser for at betragte skulpturerne med de indbydende konturer og blanke flader. ”Ne touchez pas”, stod der på de små skilte, men jeg fandt det usandsynligt svært at modstå de bløde, blanke, frodige og smukt afrundede marmorskulpturer, som på nogle dage var badet i et gyldent sollys, hvilket gjorde synet næsten magisk. Og måske jeg af og til forsigtigt vovede hånden frem, når ingen så det, for at sanse stærkere, hvad mine øjne ikke kunne få nok af.
Livet på godt og ondt
Hver gang jeg siden har besøgt Musée Rodin, har jeg været opfyldt af samme følelse af indre ro og af at blive genkendt. Jeg er blevet set og hørt i min egenskab af at være et menneske med alt, hvad det indebærer – lige netop på det sted i livet, hvor jeg lige dér på det tidspunkt befandt mig. Og jeg har hver eneste gang forladt museet med følelsen af, at Rodin formår at afbillede livet og verden, som den ser ud på godt og ondt. I sin skønhed og i sin gru. Ofte med inspiration fra og linjer tilbage til litteraturens største værker.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har besøgt museet i Paris syvende arrondissement, og jeg kender ikke antallet af timer, jeg har henslæbt på havens bænke eller i museets herskabelige gemakker. Men jeg ved, at efter hvert eneste besøg har jeg glædet mig til at komme tilbage – og lige nu ser jeg frem til næste gensyn.
Myter, tragedier og fortællinger
Det er de store følelser, der er på spil i Rodins univers. Ubetinget kærlighed, passion, begær, afmagt og lidelse. Billedhuggeren bevæger sig hjemmevant i både himmel og helvede. Og måske netop derfor er det muligt hele livet igennem at værdsætte Rodins kunst. Man føler sig genkendt og spejlet i hans ærlige og sanselige univers. Da jeg var purung, var det kærligheden, drømmen om den lykkelige, men også trøsten i den ulykkelige, der fandt et rum og en tidslomme på Boulevard des Invalides.
Nu hvor mit helt personlige helvede har udspillet sig i løbet af det sidste år, har min sorg og mit savn brug for et ekstra ’værelse’, en tilbygning til hverdagen, hvor den kan blive genkendt, hørt og set. Jeg har måttet stifte bekendtskab med følelser af afmagt, smerte og prisgivelse – følelser, som jeg finder i Rodins univers, når jeg går på opdagelse i Helvedesportens myter, tragedier og fortællinger.
Genkendt, spejlet og set
Tidligere kulturminister Per Stig Møller (K) skrev den 31. juli 2011 i en kronik i Berlingske Tidende under overskriften: ”Hvad skal kunsten nytte?” : ”(…) Vi opsøger den kunst, vi mener, opfylder det behov, vi lige nu har. Vi er jo hver for sig forskellige fra andre, men vi er også døgnet og livet igennem forskellige fra os selv. Vi er ikke statiske væsener.”
Bedre og mere rammende kan det formentlig ikke siges. Og netop den rolle har Auguste Rodin haft for mig i mit liv, har det fortsat og vil formentlig altid have det. Når ord ikke helt rækker eller bare bliver for små og ubetydelige, kan kunsten spille en helt afgørende rolle.
Rodins skulpturer og skitser rører og oprører mig, som ingen anden kunstners værker kan eller gør. Jeg føler mig genkendt, spejlet og set hvad enten jeg er i ‘himmel eller helvede’ – og netop derfor har Rodin og det lille museum bag Invalidekirken i Paris en helt særlig plads hos mig og vil altid have det.
Viljen til friheden og livet
Senest besøgte jeg museet umiddelbart efter terrorangrebet på spillestedet Bataclan i Paris i november 2015. Med angrebet stod ungdommen og friheden smerteligt i skudlinjen. I lyset af hændelserne var der denne gang særligt to skulpturer, der gjorde indtryk: La Tempête (uvejret) – og L’Illusion, La soeur d’Icaros (Icaros søster). I sidstnævnte skulptur er Rodin inspireret af martyrens rolle og giver denne vinger. Icaros flyver højt i sit ungdommelige vovemod. Men en voldsom vind tvinger ham mod jorden, så han smadrer sit hoved mod en klippe. Vingerne holder til trods for den voldsomme medfart – og Icaros flyver videre. Udødelig og utrættelig.
Rodins skulptur L’Illusion, La soeur d’Icaros, er eller blev i hvert fald på den dag i min verden også et stærkt billede eller symbol på ungdommelig energi og skønhed, som ødelægges af brutale kræfter. Netop og akkurat som terroristerne søgte at ramme og ødelægge den franske ungdoms livsglæde og indskrænke deres frihed. Ungdommen var med angrebet på Bataclan i modvind, i et voldsomt uvejr – den blev ramt, men er umulig at overvinde:
For håbet og viljen til friheden og livet er større end ulykken der rammer. Både i det store perspektiv og i vores små, individuelle liv. Også ifølge Rodin.
Forbered dig til udstillingen eller kast dig ud i Rodins ‘himmel og helvede’ på www.musee-rodin.fr – og skal du et smut forbi Paris inden udgangen af januar, så giv dig selv den uforglemmelige oplevelse at lægge vejen forbi Musée Rodin.
Udstillingen L’Enfer selon Rodin lukker dørene den 22. januar 2017.
Hvis du holder af Maikens artikler, kan du betale hende direkte ved at donere et beløb, som du selv finder rimeligt. Maikens MobilePay nummer er: 2222 2636. Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com
Topfoto: La Porte de l’Enfer – Wally Gobetz – Flickr, Creative Commons.
Foto i tekst: L’Illusion, Soeur d’Icare – privat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
