Karen Hammers rejse i Vestafrika frem til den panafrikanske filmfestival FESPACO i Ouagadougou, fører hende denne uge fra Abidjan til Burkino Faso med tog. Som landskaberne skifter fra lossepladser til grønne frodige områder med små søer fulde af blomstrende hvide åkander, skifter også klimaet. Det bliver varmere og varmere, mere og mere tørt.
Efter én måned i Abidjan i forsøg på at aflure filmbranchen nogle sandheder er det på tide at rejse videre. FESPACO i Burkina Faso trækker; der er ganske vidst endnu tre uger til det store show løber af stablen, men jeg har venner i Ouagadougou, som ikke har set mig i seks år og glæder sig til mit besøg.
Der går selvfølgelig fly til Ouagadougou, men jeg er af den opfattelse, at det er langt mere interessant at tage toget, at kunne betragte folks færden og livstil fra togvinduet. Jeg har med stor fornøjelse taget toget i mange lande – sidste år på Taiwan og på Sri Lanka. Det har givet mig mange gode fotografiske minder. Men bureaukratiet i Elfenbenskysten fungerer lidt for godt: Allerede efter 15 minutters kørsel ud gennem Abidjans forstæder fik man mig stoppet. Det er forbudt at tage fotografier ud af vinduerne hele vejen frem til Ouagadougou! OK, det blev jeg jo nødt til at acceptere og blot glæde mig over, at de ikke tog min tablet og slettede de få fotografier, jeg havde nået at tage. Men de holdt øje med mig i de kommende timer.
Jeg er af den opfattelse, at det er langt mere interessant at tage toget, at kunne betragte folks færden og livstil fra togvinduet. Jeg har med stor fornøjelse taget toget i mange lande – sidste år på Taiwan og på Sri Lanka. Det har givet mig mange gode fotografiske minder.
Det blev den længste sammenhængende togrejse, jeg hidtil har haft. Vi startede præcis kl. 10 tirsdag morgen – ikke et eneste minut for sent – og ankom kl. 19 onsdag aften. Selvom jeg havde flottet mig med en billet til 1. klasse for 30.000 FCFA (ca. 400 kr.), så var der ikke meget at begejstres over. Fem primitive airconditionmaskiner sørgede for en antagelig temperatur for de 35 passagerer, og et fjernsyn sendte i døgndrift underholdning og lokale film til de første par rækker. Vi, der sad længere bagud, havde ikke en chance for at følge med. Toiletterne var værre end hidtil set; dørene kunne ikke låses, og der var intet vand i håndvasken, og de var af pedallokum-typen, hvilket gjorde dem næsten uanvendelige for mig, der er lidt for gammel til at kunne holde balancen på hug i et rystende tog.
Lossepladser, markeder og grænsekontrol
Gennem Abidjans forstæder noterede jeg mig, at befolkningen der øjensynlig anvender banestrækningen som losseplads, og at den foretrukne farve for plastikposer – modsat i Niger og Burkina – her er blå.
Langs togskinnerne er der to meter høje mure, der skal forhindre folk og geder i at passere ukontrolleret. Hvis man strækker sig, kan man let indefra smide sit affald ud over muren, så ingen ser det. Derfor ses de imponerende bunker af husholdningsaffald, der domineres af de blå plastikposer, kun fra toget, og det er lokalbefolkningen da ligeglad med.
Kort efter at toget gennem flere tunneller havde passeret havnen og de smukke store huse i centrum, kørte vi ind i et forstadskvarter med hundredevis af metalskure, større arealer med skrottede biler og små lokale markeder med opstablede lerpotter og grønsagsboder. Hist og her var man i færd med at røge fisk, andre steder var der græssende zebuokser. Overalt var en vrimmel af børn og geder, og der stank af brændt gummi og plastik fra mange små bål. I Vestafrika har man desværre ikke ordentlige lossepladser, så befolkningen klarer sig som de bedst kan. Langs Abidjans moderne asfalterede veje brænder man også affald. Det er så almindeligt, at min bofælle Ibrahima fra Fadika Kramo Lancines kontor mente, at sådan var det vel i alle store byer verdenen over?
Kontrollen meddeler mig nu, at jeg skal trække gardinerne til, for der kommer for megen sol ind i kupeen, og det hæver temperaturen; min sidemand forsvarer mig, for nu er vi ude af byen, og jeg kan fryde mig over grønne frodige områder med små søer fulde af blomstrende hvide åkander. Over mængder af blomstrende mangotræer, let afpillede, høje kakoupalmer med klasser af små grønne frugter, papaya- og citrontræer og små plantager med maniok og bananer. Små flokke af glade geder springer hen over de rillede, høstede hirsemarker. De ved ikke, hvor heldige de er; oppe nordpå må gederne i tørketiden klare sig ved at æde lokalbefolkningens stråmåtter. Her ligger Paradisets have.
Colanødder er meget nødvendige, hvis man er på rejse: De hjælper gevaldigt mod træthed.
Klokken 13.20 stopper vi ved en større by. Her er der gang i salget fra perronen. Kvinder med fade med avokadoer, colanødder, bananer og oliepalmefrugter passerer forbi mit lukkede vindue. Min nabo stiger ud og erhverver 20 colanødder for kun 500 FCFA; det er utrolig billigt. Colanødder dyrkes hernede sydpå, hvor der er rigeligt med nedbør, og kan slet ikke trives i de tørre Sahellande, hvor muslimerne i den grad har brug for dem til enhver form for festlighed. Colanødder købes for 50-100 FCFA per styk i Senegal og Mali. Colanødder er meget nødvendige, hvis man er på rejse: De hjælper gevaldigt mod træthed.
Klokken sent på eftermiddagen holder vi 10 minutter ved Dimocazo. Her sælger man kun mælk og lokalt bagte brød; det er slut med grøntsager og frisk frugt. Her kan jeg glæde mig over små flokke af køer, for nu er vi kommet op i de tørre regioner, som ikke er plaget af kvægsovesygen. Vores wagon-kontrollør råber nu op om tvungen vaccination! Gul feber; der er en lægevogn lige bag os, og folk skal henvende sig, hvis de ikke er vaccineret. Han meddeler også, at man ikke bør købe af de lokale på de næste par stationer; her er for mange banditter. Jeg læser i en engelsk roman, Sleepy Hollow, filmatiseret af Tim Burton med Johnny Deep, eller snakker med min flinke sidekammerat, der er en slags guerisseur, healer. Vi falder ofte i søvn, for der sker utroligt lidt udenfor vinduerne. For nu er vi oppe i den nordligste del af Elfenbenskysten, hvor klimaet er så tørt, at der er langt mellem de små landsbyer med lerhytter og spredte karitetræer.
To timer til Ouagadougou
Hen på natten ankommer vi til grænsen. Mange bliver jaget ud i mørket for i et lille kontor et eller andet sted langs skinnerne at blive registreret og få et stempel i passet. Det vrimler med mennesker, og jeg har lidt svært ved at orientere mig i mørket. Næste morgen kl. 8 stopper vi fem minutter i Banfora; adskillige passagerer brokker sig over tidsplanen, for de kan ikke nå at få deres fyldige papkassebagage ud på så kort tid. Her sælger man kun jordnødder og koldt vand fra perronen. Kort efter passerer toget gennem vidunderligt frodige områder med bananer og maniok – og kæmpemarker med sukkerrør. Et par timer senere kører vi ind i Bobodiolasso, en by med megen industri. De mange fragtvogne, der holder ved stationen, indeholder blandt andet kvæg og tætpakkede geder. Mærsks store lyseblå containere er her selvfølgelig også. Jeg køber 10 bananer for kun 500 FCFA; de er gode som supplement til mit efterhånden ret tørre brød.
Sent på eftermiddagen kører vi ind i Koudougou. Nu er der kun to timer til Ouagadougou, og jeg beder min flinke sidekammerat ringe til min ”datter” Mimi, så familien ved, hvornår jeg skal hentes. Egentlig burde jeg selv kunne ringe, men Orange, det franske selskab som har næsten alle WiFi og telefonkontakterne i Vestafrika, har indrettes sig så snedigt, at min kredit til endnu to ugers telefon forsvinder, det øjeblik jeg krydser grænsen. Det samme gælder selvfølgelig for resten af min WiFi-kredit. På stationen i Koudougou står folk af for at bede på perronen, og den unge mor med den lille datter, der er meget bange for mig, tager alt tøjet af den lille og vasker hende grundigt med sæbe og vand. Ungen protesterer næste ikke, og ingen undrer sig. Sådan gør man i Afrika.
Toget ankommer 10 minutter for tidligt til Ouagadougou; folk hjælper mig ud, og Mimis mand og datter står parate med to store knallerter for at køre mig ud i den buldermørke storby. Det er rart at være velkommen, og det er meget rart at få frisk salat, og bagefter at kunne strække benene ud på en rigtig madras efter næsten 40 timer i toget. Jeg har oplevet mange meget mere spændende togrejser end denne; måske havde det været sjovere at rejse på 2. klasse
2. februar 2017.
Hovedfoto samt foto af Bobodiolasso station: WikiCommons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her