KOMMENTAR – Herrens Veje endte som en serie med et mørkt og truende kristendomsbillede, skriver Henrik Dahlin. Han ærgrer sig over den ensidige problematisering af trosbilledet og lighedstegnet mellem hovedpersonen Johannes og en patriarkalsk, gammeltestamentelig Gud. Kristendommen endte i ”Herrens Veje” som en dæmonisk besættelse, og ikke særligt meget andet, konkluderer han.
Så sluttede den, vejen. Bogstavelig talt. ”Herrens Veje” førte væk fra landevejen og ud i marken blandt alle menneskeslægter – trofast vandrende mod en Gud, vi aldrig får noget godt eller nuanceret indtryk af efter at have set Adam Prices trosdrama for DR.
Hvis vi har lært noget, så er det, at kristne enten er lallende ligeglade bureaukrater over en folkeforladt kirke, eller fromme folk manisk optaget af en (umulig) enhed med det guddommelige, som med største naturlighed ender ulykkeligt i en forventelig afsløring af hykleri.
Og det var vel også det, vi skulle, var det ikke? Price sagde, at vi skulle se præster som de normale mennesker, de er.
Normale her i betydningen jordiske, svigefulde dødelige og ligesom de fleste optaget af eget selvbillede. I den forstand er familien Krogh supernormal. De unormale (læs: de moralsk overlegne) går i serien under dække af hhv. muslimer og buddhister.
Serien skrev sig ind i en moderne tendens i tidens religiøsitet. En religiøsitet hvor særligt det mere udefinerbart ”spirituelle” element får meget at sige og bliver det eneste stuerene, mens dét at have en gud, særligt en kristen, ses på med mistro
På den måde skrev serien sig ind i en moderne tendens i tidens religiøsitet. En religiøsitet hvor særligt det mere udefinerbart ”spirituelle” element får meget at sige og bliver det eneste stuerene, mens dét at have en gud, særligt en kristen, ses på med mistro.
Kristendommen er en frisættelse
Med samme mistro går vores hovedpersoner i ”Herrens Veje” ikke til den – de er kristne om hals. Så meget, at det bliver nærmest kvælende at se på.
For alting skal måles med Guds enorme målestok, som i øvrigt underforstået er synonym med Johannes Krogh, handlingens omdrejningspunkt. Alligevel fremstår ”Herrens Veje” som udtryk for den fordom, der findes om gudfrygtige mennesker – at de har en flot moral, som de hykler, mod at de er fordømmende og fraværende.
Det er synd og skam, at det skal være så karikeret.
For selvfølgelig er kristne ikke bedre, fordi de er kristne.
De får jo netop af kristendommen serveret det svar, at de er fejlbarlige og utilstrækkelige. ”Herrens Veje” render en åben dør ind på dette plan. Men det er også klart, at når serien lader kristendommen fremstå som spørgsmålet om overholdelse af forskellige bud med millimeterretfærdighed, så må vores hovedpersoner nødvendigvis drukne i elendighed.
Kristendommen i serien virker som en dæmonisk besættelse snarere end dét, jeg tror, troen er for mange, nemlig en frisættelse
Og i samme ombæring kommer hele kristendomsskildringen til at fremstå som overholdelse eller ikke overholdelse, hvoraf det sidste betyder pine og plage for alle de involverede. Kristendommen i serien virker som en dæmonisk besættelse snarere end dét, jeg tror, troen er for mange, nemlig en frisættelse – en frisættelse til at leve livet, sådan som det konkret er med hinanden.
Sådan forstår jeg det selv. Vel forkynder kristendommen en pligt til at elske Gud og et absolut ansvar for næsten. Men kristendommen er også en oprejsning af den/det faldne – en erkendelse af, at vi ikke slår til overfor den lov, som vi skal måles med.
Altså må vi hengive os i håbet og troen på Jesus Kristus, som døde for vores skyld. Ved ham kan den kristne måske alligevel blive retfærdig, selvom han eller hun ikke er det i nogen juridisk forstand.
Når vi tror på Kristus, kan vi igen leve med medmennesket uden evigt at bekymre os om fortabelsen – og dét er netop det, vi skal. Vi skal ikke gå rundt med hovederne himmelvendte som August og Johannes, men se hen på dem omkring os. Det er dem, og ikke Vorherre, der trænger til trøst.
Dette perspektiv hverken ser eller hører vi dog fra nogen af ”Herrens Vejes” hovedpersoner, der enten er inderlige i deres kamp på enhed med Gud, eller monotont ligeglade om kirken står eller falder i morgen – sidstnævnte repræsenteret ved biskop Monica.
Tilgivelsen mangler
Egentlig er det pudsigt – faktisk spiller Jesus mig bekendt ikke nogen større rolle gennem hele serien. Mere taletid får Faderen, hvilket nok skal forstås med, at det kristne element (hvis noget) i serien, skal gå op med det dybt forventelige faderdrama, som forpester alt på én og samme tid i familien Krogh.
Den tilgivelse, som er i Kristus, ser vi ikke. Tilgivelse flygter folk fra i serien, idet den er lig med at erkende sin menneskelighed
Af samme årsag er det vel også mest den forkrænkelige synd og menneskelige mangel, der har højsæde i ”Herrens Veje”. Price gør selvfølgelig ret i at have den med, for det er et (kristent) grundvilkår, at vi overfor Gud og for hinanden aldrig helt slår til, aldrig helt ser splinten i vores eget øje så at sige.
Men det tager overhånd, og den tilgivelse, som er i Kristus, ser vi ikke. Tilgivelse flygter folk fra i serien, idet den er lig med at erkende sin menneskelighed, og vores aktører i serien er i det hele taget ikke rige på tilgivelse.
Er det ikke rimeligt, er det ikke også rigtigt, at det kan være svært at tilgive?
Også i den grad, men at kristendommen som skildret i serien har så lidt deraf fremstår pudsigt for mig, slet ikke genkendeligt. Igen må jeg forstå det derhen, at det hele skal hænge sammen med det meget stærkt patriarkalske fokus, som er lagt ned over familien Krogh og deres kristendom, og som driver handlingen frem.
Alt på et bræt
Prices kristendomsskildring skal fremstå hård, dømmende, selvoptaget og grænsende til det dæmoniske, for hvis nu i stedet, der var noget konstruktivt i den kristendom, der skildres, hvordan skulle da August fortvivles, Christian og Elisabeth løbe bort?
Seriens mest sympatiske person er den hjælpsomme og nøjsomme kirketjener, Svend, som virkelig forsøger at være der for sin næste – uagtet at denne, altså Johannes, er et dumt svin
Serien, der er og bliver banebrydende for DR ved sin blotte tilsynekomst, fremstiller kun de troende i samme på én og altovervejende karikeret måde. Personligt synes jeg, at seriens mest sympatiske person er den hjælpsomme og nøjsomme kirketjener, Svend, som virkelig forsøger at være der for sin næste – uagtet at denne, altså Johannes, er et dumt svin.
Hatten af for ham – han er der, og han står fast på sin post. Af og til tror man måske, at Svend har egne skjulte motiver for sin omsorg for sin chef, og måske er det også sagen, men i det mindste er Svends næstekærlighed for sin chef ikke én, der, med Fandens vold og magt, kapper alle bånd til omgivelserne for at sætte alt på et bræt.
I modsætning til Johannes og August.
For de sætter alt på ét bræt i Familien Krogh, hvor i hvert fald præsterne alle har den opfattelse, at de skal ligne/være Vorherre selv. En dybt forfejlet tanke, som også Marie Krarup har påpeget på sin blog på Berlingske.
Hvorfor har DR ikke konsulteret noget af den omfangsrige danske litteratur, der er skrevet om og udgået fra præstegårde igennem Danmarks historie? De kunne have læst Pontoppidan eller konsulteret flere af Jacob Knudsens bøger. Sidstnævnte skildrer en overmåde mere jordnær præstetype samt kristendom end dén, vi får serveret i ”Herrens Veje”.
Er det helt utænkeligt, at man
1. kunne lave en dramaserie med fokus på kristendommen i Danmark
2. kunne undlade at få det til at handle om alle mulige andre religioners belærende pegefingre
3. kunne gøre det sådan, at vi får andet og mere end nogle dybt karismatiske, højrefløjspræster at skue?
En entydig negativ fremstilling af kristendommen
Det er godt drama, har jeg ladet mig fortælle fra folk, der var mere ligeglade med, om det var kristendom eller enhver anden tro, der blev skildret.
Der er jeg dybt uenig, skønt det ikke er dét værste ved serien, som i øvrigt er flot rent filmisk. For den omtalte karikering af mange af seriens aktører tager simpelthen overhånd, føler jeg. Det bliver for meget at kapere på én gang. Vel kan en familie rammes af et familiemedlems åbenlyse sygdom, overtrædelser eller mangel på selvindsigt, men at de alle løber og går under på én og samme tid?
Det hele skal passe ind i fader/søn-opgøret, hvor kristendommens tilgivelse og bestemthed på det konkrete menneske bliver helt glemt
Ja, måske har jeg bare ikke fantasi til at se den situation for mig. Hvor er den ansvarlige, spørger jeg mig selv? Hvor er den ene person, blot den ene, som kan vise os, at der findes myndige, ja velovervejede og ligevægtige mennesker også i en præstefamilie?
Det må siges at være min største skuffelse over ”Herrens Veje”, altså at kristendommen i den grad fremstilles entydigt negativt og tilmed uselvstændigt, idet den skal måles med andre religioner.
Det, tillige med at den sjældent kommer dybere ned i, hvad kristendommen er, fordi det hele skal passe ind i fader/søn-opgøret, hvor kristendommens tilgivelse og bestemthed på det konkrete menneske bliver helt glemt, når alt handler om at flygte eller tilpasse sig faderen Johannes.
Kristendommen endte i ”Herrens Veje” som en dæmonisk besættelse, og ikke særligt meget andet.
Hovedfoto: Tine Harden/DR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
