KØN OG FORSKNING // KRONIK – “Socialkonstruktivismen handler helt enkelt om, at individer og samfund indgår i et samspil, hvor de gensidigt påvirker hinanden. Strukturen former praksis, praksis ændrer strukturen. Ja, det er faktisk en præmis bag Henrik Dahls gamle bog Hvis din nabo var en bil,” skriver antropolog og kønsforsker Christian Groes. Han undrer sig over Henrik Dahls (og andres) skarpe kritik af kønsforskning baseret på socialkonstruktivisme, for det er en misforståelse at tro, at der er noget kontroversielt i den tilgang.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tiden er kommet til at udrydde en misforståelse, som har huseret lige lovligt længe i kønsdebatten. Ja, den førte faktisk til opråb om, at der var en aktivisme blandt kønsforskere (sådan nogen som mig), der var blevet så radikal og ideologisk, at den måtte under politisk lup.
Problemet var ifølge kritikerne bl.a., at kønsforskning var baseret på socialkonstruktivisme. Det vender jeg tilbage til. Henrik Dahl og Morten Messerschmidt kom sidste år sågar med et lovforslag der skulle, ”sikre, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik”.
Det førte til modsvar fra forskere, der ikke kunne genkende problematikken. Med god grund, for kønsforskningen i Danmark er langt mere nuanceret og rummer langt større diversitet, end nogle går og tror.
Det, nogle forskere eller aktivister kalder socialkonstruktivisme, kan oversættes til et ord, de fleste ville være trygge ved: Socialisering. Eller opvækst, eller at blive påvirket af samfundet
Jeg beskrev for nyligt i en kommentar i Berlingske, hvordan kønsdebatten var blevet en Monty Python-sketch, hvor borgerlige debattører leder med lys og lygte efter noget at være sure over. Som jeg skrev, minder kønsdebatten i dag om scenen i Monty Pythons Life of Brian, hvor John Cleese-karakteren bliver spurgt, om han er en del af Judean People’s front. Hvortil han svarer, ”nej jeg er en del af People’s Front of Judea”.
Scenen fortsætter med, at den ene efter den anden kalder de andre rabiate og slås om, hvem der er mest imod romerne, og opfinder synspunkter og fronter, de mener, er helt forskellige, men dybest set har samme mål.
Det samme gælder kønsdebatten i dag: Alle går på papiret ind for ligestilling og er imod diskrimination af dem, der er anderledes, hvad enten det gælder deres seksuelle orientering, køn eller andre forskelsmarkører. Lidt som en Crème brûlée: Prikker man i overfladen, smager man en fløjlsblød vaniljecreme.
Går galt i byen
Monty Python-sketchen kan også overføres på den kritik, Henrik Dahl og andre borgerlige har fremført af kønsforskningen de senere år. Der har været en frygt for, at den såkaldte woke-ideologi og tilhørende teorier skulle overtage universiteterne og medføre totalitære tendenser, hvor personer udelukkes fra debatter eller forskningsmiljøer, fordi de ikke passer ind i en bestemt ideologi.
Det forsøgte jeg at afkræfte i min kommentar, hvor jeg også forklarede, at der faktisk har været fremskridt i kønsdebatten, fordi den ikke længere kun handler om kvinder og femininitet, mens også om mænds svære udfordringer, og om hvad det vil sige at være mand i dag. Eller at være noget tredje eller noget midtimellem.
Det, som primært bekymrer Henrik Dahl og andre kritikere, er den tilgang, der i forskningsverdenen kaldes socialkonstruktivisme eller socialkonstruktionisme, alt efter smag og behag. Og skal man tro nogle debattører og politikere, er det en farlig tendens.
Henrik Dahl har udtalt at, ”Det er på sin plads at sige fra overfor forskere, når de udtaler noget skørt. Fx når de siger, at køn er en social konstruktion, men det er først og fremmest deres videnskabelige metoder, jeg kritiserer”.
Nu har jeg en gang haft fornøjelsen af at tale med Dahl for nogle år siden, og han er ubetinget en begavet og reflekteret mand. Ja, jeg syntes faktisk, at hans måde at formidle sociologiske analyser i bogen Hvis din nabo var en bil fra 1997 var ganske udmærket.
Men Dahl m.fl. er i dette tilfælde gået galt i byen. Og jeg fristes til at sige, at det er imod bedre vidende. Ikke mindst for Henrik Dahls vedkommende. Han er sociolog af uddannelse, og han er en belæst en af slagsen.
I den verserende kritik udlægger Dahl m.fl. socialkonstruktivismen sådan, at den handler om, at identiteter, seksualiteter og køn er noget, der bare kan laves om og formes, som man har lyst og fantasi til, og at biologi og biologiske kønsforskelle er blæst væk i den identitetspolitiske aftenvind.
Køn, socialisering og opvækst
Som kønsforsker kan jeg ikke prale af at have stødt på en eneste idé om, at den fysiske virkelighed ikke findes, eller at biologi og biologisk videnskab ikke anerkendes som et faktum. Der har ganske vist været forsøg på at vise, hvordan køn, socialt forstået, ikke er en fast størrelse – og forsøg på at vise, hvordan vi agerer som kvinder eller mænd eller noget andet – og at det ændrer sig over tid.
Feministen og filosoffen Simone De Beauvoir skrev, at man ikke fødes som kvinde, men at man bliver det. I kraft af sin opvækst og samfundet omkring en, forventes en pige og kvinde at opføre sig på en bestemt måde. Det betyder kort sagt, at den præcise måde, man ses som kvinde eller mand på, og de forventninger, der er til en, og den måde, man klæder sig og føler sig som kvinde eller mand på, er rundet af mennesker omkring en. Det er næppe kontroversielt.
Den amerikanske filosof og kønsteoretiker Judith Butler, har beskrevet, hvordan man ikke bare er sit køn. Man udtrykker og skaber det også gennem handlinger – og performer sit køn – som kvinde eller mand, og det kan ændre sig fra situation til situation. Nogle gange følger man normerne, andre gange bryder man med dem.
Tilbage til Monty Python-sketchen. Alle kæmper om at være uenige, men det viser sig, at det er kommunikationen, der halter. Det, nogle forskere eller aktivister kalder socialkonstruktivisme, kan oversættes til et ord, de fleste ville være trygge ved: Socialisering. Eller opvækst, eller at blive påvirket af samfundet. End ikke min gamle biologi-ven synes, at det lyder mærkeligt – eller farligt for den sags skyld.
Socialkonstruktivismen handler helt enkelt om, at individer og samfund indgår i et samspil, hvor de gensidigt påvirker hinanden
Klassiske sociologer som Peter Berger og Thomas Luckmann skrev en bog, der hed The Social Construction of Reality, og senere skrev Pierre Bourdieu en bog, der hedder Outline of a Theory of Practice.
Begge har haft indflydelse på kønsforskningens socialkonstruktivistiske elementer. Så langt så godt. Skal man koge deres pointer ned til en essens, for de skrev ikke altid, så gud og hvermand kunne forstå det (Bourdieu skrev som en brækket akademikerarm!) så er den: Den måde, hvorpå vi forstår virkeligheden, og den måde, vi vurderer andre mennesker på, er skabt i fællesskab og påvirkes af overleverede strukturer. Men de udfordres og forandres samtidigt af konstante sociale dynamikker.
Med andre ord: Strukturer påvirkes af historiske fortællinger og af alle menneskers handlinger, her og nu. For eksempel var der en tid for ikke så længe siden, hvor krænkelser af særligt kvinder på arbejdspladsen var noget, man så igennem fingre med, og noget, som ikke risikerede at blive italesat eller have konsekvenser for dem, der ikke kunne opføre sig ordentligt.
Det har nu – i kraft af den kollektive #metoo-bevægelse og de mange individuelle vidnesbyrd fra kvinder verden over – ført til nye retningslinjer og normer, som skaber en ny struktur eller er i hvert fald på vej til at skabe en anden struktur, vi lever efter i vores handlinger. Og den nye struktur har både påvirket mænd og kvinder.
Hvis din nabo var en bil
Socialkonstruktivismen handler helt enkelt om, at individer og samfund indgår i et samspil, hvor de gensidigt påvirker hinanden. Strukturen former praksis, praksis ændrer strukturen. Ja, det er faktisk en af præmisserne bag Henrik Dahls gamle bog Hvis din nabo var en bil.
Ikke nok med, at bogen var inspireret af den socialkonstruktivisme, han kritiserer. Os, der dengang var studerende, kunne i Dahls bog genkende Pierre Bourdieus analyser og beskrivelser af den måde, vores livsstil er præget af normer, smagsfællesskaber og klasseforhold. Vi kunne også læse, at de normer og smagsfællesskaber var skabt socialt, altså at de var social konstrueret.
Jeg kan tilføje, at mange markedsanalyser og undersøgelser af danskernes forbrugsvaner ligesom Dahl også er inspireret af Bourdieus modeller for socialanalyse. Jeg vil tro, at livsstilseksperter, som dem vi møder i TV-programmet ”Kender du typen”, bruger lignende modeller, når de – ud fra indholdet i køleskabet, bøgerne i bogreolen, dimsedutter i vindueskarmen og bilen, der står i carporten – skal gætte, hvem der bor i huset.
Hvad enten vi er kønsforskere eller politikere, er vi alle med til at konstruere den måde, vi anskuer verden og den materielle virkelighed
Men lad mig vende tilbage til påstanden om, at den danske kønsforskning hylder det flydende køn som noget, der ikke har nogen relation til den biologiske krop. Jeg kender ikke nogen kønsforskere (eller kønsaktivister for den sags skyld), der benægter eksistensen af biologi. Ja, faktisk er nogle så bevidste om biologiske køn, at de ønsker at ændre den kropslige indretning, de er født med. Fordi de ikke føler sig til rette i deres biologiske krop.
Jeg er nødt til at spørge: Hvorfor er det så kontroversielt at ville skifte køn (f.eks. at få eller få fjernet bryster, at tage kønshormoner eller ændre på sine kønsorganer) i en tid, hvor andre får forstørret brysterne og deres læber, fylder ansigtet med botox og diverse, får suget fedt, lavet hårtransplantationer, tager hormonmedicin eller træner deres kroppe til fitnessperfektion?
Biologi findes. Socialisering findes. Kønsorganer og hormoner findes. Men måden, vi ser forskelligt på biologisk køn på, findes også, og er en del af vores fælles virkelighed. Der findes strukturer, og der findes mennesker, der ændrer dem. Måske vi skulle tale om det. Altså om de strukturer, der begrænser, former eller forbedrer os.
Lad os erkende, at vi alle pynter os, former os, forbedrer os eller er begrænsede af bestemte fortællinger og forventninger. Det gælder Henrik Dahl, det gælder mig og alle andre.
Henrik Dahl var engang en talentfuld sociolog, i dag er han politiker. Hvad enten vi er kønsforskere eller politikere, er vi alle med til at konstruere den måde, vi anskuer verden og den materielle virkelighed. Sociale konstruktioner af virkeligheden er vores fælles reference for skabelsen af historien. Det gælder også vores kroppe, køn og seksualitet.
RETTELSE: Efter publicering er tre mindre passager blevet justeret efter skribentens ønske.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her