TRO & EKSISTENS // PODCAST – Forholdet til Gud fylder for nogle så meget, at de går i kloster. Det gjorde Helene Hägglund allerede som 16-årig i Grenå. Men først, da hun forlod klosteret og sad med en forbudt smøg på en bænk i Gøteborg, mødte hun den Gud, hun havde længtes efter. Men hvorfor ikke bare opgive ham? Hvorfor blive ved at tro, når hun kalder klostret en sekt? Og hvad har det at gøre med os andre og med hendes liv som en moderne kvinde, studerende, gift og mor til to? Det handler om magt.
Helene Hägglund kan ikke huske, at hun ikke har haft et forhold til Gud. Allerede som 16-årig blev hun nonne på Maria Hjerte Kloster i Grenå. Da hun var knap 30 år, trængte hun til en pause.
”Bare for en kortere periode,” husker hun og gengiver det råd, hun fik af den priorinde, der hjalp hende til et sted at bo et stykke tid i Gøteborg.
”Du må gøre, hvad du vil, bare du ikke begynder at ryge, sagde hun. Det var lidt overraskende. Jeg troede ærligt talt, hun ville komme med et eller andet med afstå fra sex eller sådan noget, men det var lige det her med at ryge. Så selvfølgelig begyndte jeg at ryge, da jeg kom ud.”
Den unge Helene havde hele sit voksne liv levet præcist efter alle regler. Hun havde med egne ord gjort alt det, man skal, for at fremme troen.
”Og nu brød jeg med de her regler i et teenageoprør som 30-årig og sad med mine smøger,” fortæller hun om sin morgenrutine med at ryge en cigaret på bænken foran kirken efter morgenmaden og inden morgenbønnen sammen med præsten klokken 7.
”Jeg satte mig under kastanjetræet og tog dagens første smøg. Den her morgen, hvor jeg sad med kaffen og morgencigaretten, så lige pludselig kom det til mig eller over mig eller allevegne, at jeg ikke var alene,” fortæller hun og holder en imaginær cigaret mellem fingrene og løfter armene ud til siderne.
”Det var et helt overvældende nærvær, som ikke kan beskrives på anden måde end, at det var godt. Det var et godt nærvær, og jeg blev en del af det. Jeg blev en del af det her nærvær, og det her nærvær blev en del af mig.”
Hun sukker.
”Hvordan skal jeg forklare det?”
Du og jeg, Alfred
”Nu bor jeg jo i Sverige,” siger hun leende, og latteren forstås, da hun fortsætter med en noget uventet sammenligning.
”De fleste, også i Danmark, har læst Emil fra Lønneberg, og en hel del har måske også set tv-serien. I den er en scene, hvor Emil er ude og bade med Alfred. Da siger Emil til Alfred: “Du og jeg Alfred.” Og Alfred siger til Emil: “Du og jeg, Emil.” Det er helt enkelt, og vi bliver så berørt af det. Vi kender det. Der er ingen af dem, der tænker over: Hvem er jeg, og hvem er du? De befinder sig bare i denne her gensidighed. Som da jeg den dag blev en del af helheden, og helheden blev en del af mig. Hvem er du, og hvem er jeg? De spørgsmål forsvinder, og vi er bare i nuet, i det, som er her og nu. Rent intellektuelt kan jeg ikke forklare, hvordan jeg vidste det, men man ved det, når det er der. Som Alfred og Emil vidste det. Jeg kan ikke tolke det på anden måde, end at det var dér, Gud kom. Det var dér, jeg fik lov til at opleve Gud.”
Dilemmaet kom med det samme. Selvfølgelig. Hvad gør jeg? Skal jeg gå ind i kirken og bede morgenbøn med min ven, præsten
Hun ser op.
”Det skete, da jeg brød reglerne. Da jeg ikke gjorde det, der var forventet af mig, men faktisk sad der med den forbudte smøg. Jeg havde levet mit liv med Gud i 14 år uden at opleve Gud, og da skete det,” konstaterer hun og fortsætter:
”Dilemmaet kom med det samme. Selvfølgelig. Hvad gør jeg? Skal jeg gå ind i kirken og bede morgenbøn med min ven, præsten, og lade være med at møde Gud, eller skal jeg blive herude under kastanjetræet og opleve Gud?”
Hun kender svaret.
Det gør andre ikke.
Dilemmaer kender vi, men hendes handling?
Hvad gjorde hun?
”Jeg gik ind og bad morgenbøn med min ven. Jeg syntes, det var synd for ham, at han skulle sidde der alene. Men det var dér ved kastanjetræet, jeg oplevede Gud, at jeg blev berørt af Gud for første gang efter at have ledt så fortvivlet længe efter det.”
Bad rigtig, rigtig, rigtig meget
Svaret i Gøteborg
Hvorfor blev hun ved at lede?
Hvorfor holdt hun ikke bare op i klostret, som hun i dag kalder en sekt?
Hun vil gerne svare, men vil først blive lidt i Gøteborg. Ved mødet. Fordi en del af forklaringen ligger der. En forklaring, der også kan overføres til mange andre situationer i mange andres liv. Tidspunkter af stor lykke. Forelskelser. Jubeloplevelser. Det ekstraordinære.
”Det er umuligt at blive hængende og holde fast ved sådan et øjeblik,” fortæller hun om sin beslutning om at forlade nærværet med Gud og gå ind til den daglige bøn.
”Så snart jeg begynder at tænke over, hvordan jeg kan blive i det her, så er jeg allerede på vej væk,” konstaterer hun og prøver at forklare, hvad der skete og sker.
”Jeg tror, at vi alle har mulighed for at gå ind i det nærvær. Ja, jeg er sikker på, at det ikke er noget eksklusivt for nogle af os. Vi har alle sammen den mulighed, det her tilbud, og de fleste af os ved, hvor vi kan finde det – det behøver ikke at være, mens man ryger,” indskyder hun.
”Det kan være ude og gå en tur ved havet. Det kan være i skoven. Det kan være i kirken. Det kan være i et stille rum. Det kan være i en stue derhjemme om aftenen med tændt lys. Vi ved selv, hvornår det sker, og vi ved også, at vi så ud fra det bliver nødt til at gå videre. Det må blive til handling. Vi kan ikke lade være.”
Det er gerningen, der definerer os, mener hun. En gerning, der kan komme af glæden og styrken i at kende til nærværet. Vide, at Gud er til, og at man er elsket, så man kan elske videre. Det var og er hendes logik, hendes sammenhæng.
Men det har langt fra altid hængt sammen.
Som barn og ung var hun sikker på, at hun vidste, hvor hun kunne finde nærværet.
Hun var opdraget til det. Havde lært det fra sin katolske familie og som nonne. Set udefra var hun eminent til det. Et mønstereksempel på en troende. Men, nej. Hun var ikke selv til stede.
Hendes ord kan lyde som dem, der kommer fra enhver coach med en elegant hjemmeside og en høj timeløn, men Helene Hägglund har levet dem selv
”Jeg har bedt rigtig, rigtig, rigtig meget i løbet af de år. Jeg havde al den teoretiske viden om at skabe mulighed for at møde Gud. Det var bare ikke der, jeg mødte Gud. Det betyder ikke, at der er noget galt med de regler og metoder og gode råd, der kommer fra alle mulige vejledere. De virker sikkert for nogen, men at det findes en grundregel for alle, tror jeg ikke på. Det handler om at tillade os selv at finde vores egen vej.”
Hendes ord kan lyde som dem, der kommer fra enhver coach med en elegant hjemmeside og en høj timeløn, men Helene Hägglund har levet dem selv. Hele sit liv har hun funderet over det at leve og konstant bevæget sig ud i troens yderste hjørner for at lære den at kende. Den tro, der betyder så meget for hende og for milliarder af andre. Men hvordan lever man med den?
Medsøstre blev slået
Helene Hägglund havde i mange år brug for den ramme, som klostret satte. Hun var tryg i at være pligtopfyldende, men langsomt ændrede det sig.
”Jeg levede op til alle forventninger, alle regler, men det betød jo, at jeg ikke var mig selv, og jeg er overbevist om, at det er så enkelt, at vi skal være os selv for at kunne møde Gud. Gud er allerede hjemme hos os. Jeg fik lov at opleve det med smøgen – og også siden, når jeg er hjemme hos mig selv, mærker jeg, at Gud allerede er der. Vi er skabt i Guds billede, og vi har lov til at tro på, at Gud er hos os allerede. Det er bare os, der skal finde hjem til os selv.”
Jeg har set mange skadede mennesker, som har oplevet lignende ting som mig i klostre og forskellige kirker. Frikirker. Også i folkekirke-sammenhænge. De findes overalt
Da hun som 16-årig trådte ind i klostret, var det med tillid. Tillid til, at dér var troen. Dér var Gud. Men tilliden blev brudt. Abbedissen misbrugte sin magt. Fysisk og psykisk.
Men Helene Hägglunds tro på Gud mindskedes ikke. Hvorfor ikke?
”Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg har set mange skadede mennesker, som har oplevet lignende ting som mig i klostre og forskellige kirker. Frikirker. Også i folkekirke-sammenhænge. De findes overalt, dem, der bruger troen til at udøve magt over andre og misbruge den magt.”
Det hører til klosterlivet, at abbedissen skal være Guds stedfortræder, men det ”utroligt store ansvar” levede hendes abbedisse ikke op til. Men hvorfor tav hun selv så længe med abbedissens magtmisbrug?
”Jeg ikke havde noget andet at referere til. Min bevidsthed om, at Gud eksisterer, var og er så stærk, at jeg ikke kunne smide Gud ud.”
Med årene tiltog hendes indre konflikt mellem den Gud, hun vidste, var til, og abbedissens udlevelse af sin opgave som Guds stedfortræder. Konflikten forblev i hendes indre, for måske havde hun ikke ret til selv at tro på Gud, som hun gjorde? Men det vidste hun jo fra Gud, at hun havde? Hendes tanker og tro kørte i ring i flere år.
Sektens væsen
”Vi kan sammenligne mit kloster, som ikke eksisterer længere, med en sekt. Det er en del af klosterlivet at være lukket, men hos os var det ekstremt. Vi havde ikke nogen anden virkelighed at forholde os til end det, abbedissen sagde og gjorde. Vi blev vænnet til hendes magtmisbrug, som indebar både fysisk og psykisk vold. Jeg har oplevet, at mine medsøstre blev slået for at drive djævelen ud af dem. Og den djævel, som skulle drives ud, var i øvrigt magen til den, som var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved abbedissens autoritet.”
Helene Hägglund holder en pause.
”Psykisk vold er mindst lige så slemt, fordi det gør, at der ikke længere findes noget at orientere sig efter. Hvis Gud har abbedissens ansigt, så betyder det, at abbedissen og den magt, hun udøver, er Guds. Og vi lærer, at Gud er der hele tiden, så hun er der hele tiden. Det tog meget lang tid for mig at opdage det her, imens jeg blev mere og mere syg i kroppen. Alt det, jeg ikke kunne sige, satte sig som sygdomme,” husker hun og bærer over med sig selv som ung pige.
”Det havde været forfærdeligt svært for mig, hvis jeg tidligere var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved abbedissen og det liv, vi levede. Det var jo det, jeg havde bygget hele min tilværelse på.”
De fleste, der lever i et ægteskab, har referencer udenfor deres par-relation. Det havde vi ikke
Da bruddet begyndte, var det som en skilsmisse, men værre.
”De fleste, der lever i et ægteskab, har referencer udenfor deres par-relation. Det havde vi ikke.”
Ikke engang Gud kunne hun længere regne med.
”Alle, der sagde noget andet end abbedissen, kom fra djævelen. Abbedissen var Gud.”
Men så begyndte hun at spille cello. Blev forelsket i læreren, og kunne ikke forestille sig, at denne ”fantastiske mand” skulle være i ledtog med djævelen, fordi han fristede hende. Kærligheden til ham blev en øjenåbnende kraft. Ordene begyndte at forme sig i hende. Kritikken. Men hun var ikke klar.
”Jeg opsagde kontrakten med ham. Det gik ikke, at jeg mødtes med ham hver uge. Hvem ved, hvad der kunne være sket? Så jeg sagde, at vi ikke skulle ses mere, og så havde jeg det ellers ad Pommern til, fordi åndehullet var væk.
Skilsmissen undervejs
Men han havde sat nogle tanker i gang. Skilsmissen var på vej.
En julidag sad hun i sin varme ordensdragt på Mongolian Barbecue i København sammen med sin mor, far og lillebror og talte så højt og så længe, at de andre gæster lod kniv og gaffel ligge for at lytte med.
Hun lagde alt på bordet. For sig selv. For familien. For verden. Og for Gud.
For hvem eller hvad var det, hun havde ladet sit liv lede af? Var det Gud?
Inden restaurantbesøget havde hun ikke sagt noget til nogen. Ingen tvivl var sivet ud gennem dragten. Ikke et eneste gram. Hun havde end ikke talt med Gud om det.
Den dag på restauranten svarede hun ikke igen på sin mors kritik. Tværtimod
”Min mor kom med en lillebitte kritik af abbedissen, kaldte hende snobbet. Min mor vidste, at hun ikke måtte kritisere abbedissen, for så var jeg nødt til at opsige kontrakten med hende. Vores forældre havde ikke lov til at komme med kritik. Vi fik kontrolleret vores breve og telefonsamtaler. Nogle breve forsvandt,” erindrer hun.
Den dag på restauranten svarede hun ikke igen på sin mors kritik. Tværtimod.
”Jeg spandt videre på den. Sagde, at ja, abbedissen var vældig snobbet. Det var forfærdeligt af mig at sige det. Var jeg djævlen nu, tænkte jeg, men den tanke forsvandt meget, meget pludseligt. Det her gardin, som jeg havde befundet mig bagved, det forsvandt. Og jeg snakkede uafbrudt til mine forældre og min bror og fortalte om alt det forfærdelige, som jeg lige pludselig så i et helt andet lys. Jeg beskrev, hvordan mine medsøstre blevet slået, hvordan jeg også selv blevet slået, og om den gamle nonne, der døde af hjerneblødning ude i haven efter at være blevet låst ude. Jeg fortalte det hele. Og dér sammen med min familie gik det op for mig, at det ikke var mig, der var noget galt med. Det er ellers det, de fleste magthavere vil have os til at tro.”
Hun smiler stort.
”Det var i øvrigt gratis underholdning til alle i restauranten. Jeg talte ret højt, for min far hørte ikke så godt, og jeg var oprørt med god grund. Så da jeg var færdig efter den her time, var der helt stille i restauranten. Alle kiggede på mig, der sad der i min nonnedragt. Noget af sensation på en restaurant.”
Inden, hun tog hjem til klostret, skrev hun et brev, som hun deponererede hos en præst.
”Jeg stolede så lidt på mig selv. Jeg var bange for, at abbedissen skulle overtale mig til at blive. Det lykkedes hun faktisk også med, men i brevet til præsten stod, at hvis han ikke hørte fra mig inden for fem dage, så skulle han sende brevet til Vatikanet, så hun kunne få tilladelse til at bo uden for klosteret.”
Lettere ikke at tro
Hun ser tilbage på sig selv. Får øje på sit mod. Hvor kom det fra?
”Jeg havde ikke nogen at snakke med i alle de år, så det kom ikke udefra,” indleder hun og fortsætter lidt famlende, men taler så langsomt mere og mere sikkert.
”Det er så vigtigt at forstå, at vi har mere inden i os end det, vi rent intellektuelt mentalt kan formulere. Vi har noget, jeg vil kalde et guddommeligt liv i os. Altså, vi er Helligåndens tempel. Jeg elsker den sætning. Vi har lov til at tro på, at vi har det guddommelige med os, i os, og at det lever lidt sit eget liv sammen med os på et ubevidst plan. Vi kan nok godt lukke af for det, men der har nok væres en slags åbenhed hos mig, så det kom frem. Jeg var så sårbar, da mine gamle barrikader lige pludselig faldt. Da det her gardin var blevet trukket væk fra øjnene af mig der på restauranten. Alt det, jeg stod på, var ikke alligevel ikke fast klippegrund. Og dog. Jeg kunne ikke og kan ikke på nogen måde tvivle på, at Gud findes. Det blev en meget lang proces. Jeg kunne ikke tvivle på Guds eksistens, men ønskede nogle gange, at jeg kunne det. Det havde været lettere, for så havde jeg ikke været nødt til at finde ud af, hvordan Gud og abbedissen forholder sig til hinanden.”
Helene Hägglund ”fik lov til at opleve, at der findes andre måder at leve klosterlivet på
Klostre har en fast procedure for dem, der kommer i tvivl. De lukkes ikke ud i ukendt land fra den ene dag til den anden, men får også mulighed for at træde ind i igen. De første to år, efter Helene Hägglund var rejste fra Maria Hjerte Kloster på Sostrup Slot, der nu er retræte- og feriecenter, boede hun på et andet kloster i Hillerød. Et strengere kloster, så hun kunne leve op til sine løfter og komme tilbage, hvis hun ville.
I de to år var dørene til hendes fremtid åbne.
På karmeliterklosteret i Hillerød var priorinden ”en helt anden slags” end i Grenå, og Helene Hägglund ”fik lov til at opleve, at der findes andre måder at leve klosterlivet på”.
”Priorinden lod ikke, som om hun var Gud. Tværtimod. Da begyndte jeg at forstå magtmekanismerne og hvad, jeg var blevet udsat for.”
Langsomt kunne hun skille troen og magten ad.
Ingen lukket afdeling
”Hvis jeg var hoppet direkte fra klosteret ud i verden, havde jeg ikke haft nogen tro tilbage. Jeg ville have afvist alt, som havde med tro at gøre. Og jeg ville ikke haft det særlig godt. Jeg var nok kommet til den lukkede afdeling,” fastslår hun og uddyber:
Jeg kan simpelthen bare ikke forestille mig en tilværelse uden Gud. Selvom jeg ikke havde oplevet denne her Gud før den dag på bænken, så har jeg altid vidst, at Gud var til
”På sin vis var jeg på en lukket afdeling, for karmeliterklostre er utrolig lukkede, men det var det, jeg havde brug for, fordi jeg der havde mulighed for at arbejde med mig selv på en anden måde og ikke blive distraheret hele tiden. Det er ellers en meget lokkende måde at bearbejde det hele på, ikke at gå i dybden, ikke at føle efter, men det gjorde jeg der i det andet kloster. Det reddede min tro.”
Hun er sikker.
Hun kender sig selv. Kender forløbet. Har analyseret, talt og tænkt og følt og delt.
At redde sin tro var ikke et mål, men som hun ser tilbage på årene nu, bliver hun mere og mere sikker på, at hun ikke havde klaret sig så godt uden sin tro.
”Jeg kan simpelthen bare ikke forestille mig en tilværelse uden Gud. Selvom jeg ikke havde oplevet denne her Gud før den dag på bænken, så har jeg altid vidst, at Gud var til, siger Helene Hägglund.
Præstekjolen venter forude
Da de to år var gået, var hun klar. Hun ville leve et andet liv med Gud end det i klostre, men det var ikke Gud, hun var vred på, det var en abbedisse med magtmisbrug og et system, der lod det ske.
I 2009 udgav hun i både Sverige og Danmark bogen ”Nonne tur-retur, magt og afmagt bag klostermurene”. I den beskriver hun, hvordan det at få skilt magtmisbruget og Gud ad blev hendes redning, hendes vej ud i et nyt liv i Sverige som sig selv.
I løbet af få år blev hun forelsket, gift, fik en søn og en datter og begyndte at læse til socialrådgiver. Men troen trængte sig på, og hun gik i gang med at læse teologi. Efter nogle år med arbejde som lærer og pædagog, nu i et sogn, er det planen at blive ordineret som præst i Svenske Kyrkan januar 2025.
Helene Hägglund, født Nørgaard Marcher, 1972 i Charlottenlund:
1988 – 2000: Cisterciensernonne på Sostrup, den sidste tid som subpriorinde.
2000 – 2003: Karmeliternonne i Skt. Josefs Karmel, Hillerød.
2003 – 2008: HF-studier og barsel med søn og datter.
2004: Gift med Bjørn Hägglund.
2008 – 2010: Socialrådgiverstudier.
2009: ”Nonne tur-retur, magt og afmagt bag klostermurene” udgives i Danmark og Sverige.
2010 – 2011: Foredragsholder.
2014: Cand.theol.
2016: Master i teologi.
2016 – 2017: Behandingspædagog.
2017 – 2019: Lærer og fritidspædagog.
2019 – : Sognepædagog i Svenska Kyrkan og studier til præst med forventet ordination januar 2025.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
