LOKALPOLITIK // KRONIK – ”Kommunalpolitik er noget sjovt noget. Selvom det har stor betydning for os alle sammen, er det relativt få mennesker, der interesserer sig for det … Der følger heller ikke nogen særlig status med tjansen, selvom man, som i mit eget tilfælde, er med til at styre et budget på seks mia. kr., 6.000 ansatte og deres ydelser til 70.000 borgere. Det er da alligevel en sjat,” skriver SF’er og lokalpolitiker Helene Brochmann.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kommunalpolitik er noget sjovt noget. Selvom det har stor betydning for os alle sammen, er det relativt få mennesker, der interesserer sig for det.
Jeg møder ofte folk i min egen kommune, der ikke aner, at jeg er medansvarlig for virkelig meget i deres hverdag: Deres børns skole, deres forældres plejehjem, vejene de kører på, fjernvarmen i deres hus, parken, hvor de går tur, hallen, hvor de træner, biblioteket, hvor de lige har været til et spændende foredrag, eller det jobcenter, de pludselig en dag fik brug for, da de mistede deres arbejde.
For slet ikke at tale om, at jeg er med til at give tilladelse til det byggeri, der kommer til at skygge i deres baghave, eller sige nej til, at de må bygge deres bevaringsværdige hus om. Og dog – lige præcis i det sidste tilfælde opdager de fleste hurtigt, hvem det er, der træffer beslutningerne!
Sagen er, at det er relativt sjældent, at man ”slås” i kommunalpolitik
Der følger heller ikke nogen særlig status med tjansen, selvom man, som i mit eget tilfælde, er med til at styre et budget på seks mia. kr., 6.000 ansatte og deres ydelser til 70.000 borgere. Det er da alligevel en sjat. Men så er det jo også bare et ”fritidsjob”, som man har ved siden af sit egentlige arbejde.
Nu står vi midt i en valgkamp, og at dømme efter valgplakaterne og trafikken på de sociale medier, er der rift om pladserne. Men samtidig er det en kendsgerning, at rigtig mange kandidater har skullet have en opfordring til at stille op, før de fandt ud af, at det kunne være noget for dem.
”Hvor meget tid bruger du på det?”
Det er altid det første spørgsmål, jeg får, når nogen hører, at jeg er kommunalpolitiker. Så lad mig også svare på det her: 15-20 timer om ugen. Det kan svinge meget. Det er udvalgsmøder, kommunalbestyrelsesmøder, mange timers læsning af dagsordener og bilag, partimøder lokalt, weekendmøder i partiet, konferencer og møder, man går til bare for at få større indsigt i aktuelle emner.
Helene Brochmann er valgt ind i kommunalbestyrelsen i Gentofte i 2021. Hun er medlem af Økonomiudvalget, Børneudvalget og Byplanudvalget.
Kommunalbestyrelsen i Gentofte har 19 pladser, hvoraf de konservative i denne periode har haft de 12. SF har haft 1 mandat.
Så er der kaffemøder med borgere eller andre politikere, og læsning af alverdens artikler i aviser og magasiner. Og de sociale medier, ikke at forglemme.
Forskellige måder at være politiker på
Det er ikke sikkert, at alle andre lokalpolitikere vil svare det samme som jeg. Der er mange måder at være kommunalbestyrelsesmedlem på. Der skal nok være dem, der bruger flere timer og sikkert også færre. Det handler ikke bare om eget temperament, og hvilke forpligtelser man i øvrigt har, men også om, hvilken konstellation man sidder i.
Er man én ud af en stor gruppe, som måske endda sidder på et komfortabelt flertal, er det selvfølgelig en anden opgave, end når man som jeg sidder alene for sit parti og er i opposition. Udvalgsformænd bruger ekstra timer til mødeforberedelse med forvaltningen og får også flere borgerhenvendelser. Det får man så også ekstra honorar for. Der er desværre ingen kompensation for at være den eneste fra et parti! Borgmesteren er den eneste, der er fuldtidsansat. Alle vi andre har et job ved siden af.
Man kan ikke basere det hele på mærkesager
Et andet spørgsmål, man får, ikke mindst i valgkampen, er, hvilke mærkesager man har. Det er interessant, for i den kommunalpolitiske hverdag fylder mærkesager sjældent ret meget. Jeg har selvfølgelig nogle emner eller temaer, jeg synes er vigtige, og som jeg holder fast i. Jeg siger med vilje ikke, at det er nogle, jeg ”vil slås for”, selvom det måske er den allermest almindelige floskel i valgkampen.
For sagen er, at det er relativt sjældent, at man ”slås” i kommunalpolitik. Måske slås man ved budgetforhandlingerne, hvor alle ikke kan få alt, de drømmer om. I nogle kommuner kan der måske også godt være tale om, at man kan slås for en bestemt mærkesag over en længere årrække, men typisk vil det være sådan, at man kan bringe noget op, prøve at få det igennem, og enten så lykkes det, eller også lykkes det ikke, og så giver det ikke mening at ”slås” videre. Så må man vente til, der kommer en ny anledning, hvor det vil være relevant at tage emnet op igen.
Slåskampe forekommer typisk, når flertallet finder på noget, som mindretallet er meget imod. Det kan godt blive til en slags mærkesag, og der er også lokallister og kandidater, der kan slå sig op på sådan en enkelt sag. Men de kommer uvægerligt til også at forholde sig til 117 andre ting i kommunalbestyrelsen.
Hverdagen i kommunen
Den politiske hverdag ser jo helt anderledes ud. Vi kommer til udvalgsmøder efter arbejde og skal igennem en dagsorden med flere hundrede siders bilag. Møderne varer typisk tre timer. De fleste af sagerne kommer fra forvaltningen eller fra det budget, kommunalbestyrelsen har vedtaget, og som forvaltningen så kommer med et forslag til, hvordan man konkret kan gribe an.
Måske har forvaltningen konstateret et større behov for aflastningspladser til syge ældre og kommer så, efter samråd med udvalgsformanden i udvalget, hvor ældreplejen hører til, med et forslag til, hvor de kan indrettes, og hvordan det kan finansieres. Eller det er besluttet i budgettet, at skolernes legepladser skal renoveres, og forvaltningen kommer med et bud på, hvilke skoler der trænger mest. Det drøfter skoleudvalget.
I Byplanudvalget er der en masse sager, hvor borgere eller udviklere gerne vil ændre eller bygge noget, der kræver dispensation fra de gældende regler, og det skal politikerne så beslutte, om de må få. Igen på baggrund af et oplæg fra forvaltningen.
Der kan være svære dilemmaer, som når vi for eksempel har brug for flere plejehjemspladser, men ikke har nogen oplagte steder at bygge dem i vores tæt bebyggede kommune. Skal vi så dispensere fra vores egen kommuneplan og bygge mere på en lille grund, end den egentlig giver lov til? I andre kommuner vil det meget ofte handle om afvejninger mellem at bevare natur og bygge nyt.
Her sidder man altså ikke og kæmper for mærkesager, men tager stilling til forslagene ud fra sit politiske kompas eller mere jordnære betragtninger, som ikke altid kan siges at have politisk farve. Det er langtfra alle sager, der har politiske eller ideologiske implikationer. Derfor ser man jo også ofte i kommunalpolitik, at partier, der hader hinanden på Christiansborg, sagtens kan stemme sammen lokalt. Eller omvendt!
En anden type sager
I løbet af en valgperiode opstår der masser af sager, som ikke er et resultat af kommunalbestyrelsesmedlemmernes geniale idéer, men kommer udefra. Det kan fx være en investor, der vil opføre et byggeri, som naboerne ikke er vilde med, eller det kan være nogle borgere, der er utilfredse med driften af et plejehjem. Det kan også være klimaforandringerne, der gør det nødvendigt at lave kystsikring eller nye love fra Christiansborg, der skal udmøntes i praksis.
Nogle gange bliver jeg kontaktet af en borger, der mener, at noget bliver grebet forkert an. Når man skriver til mig, er det ikke, fordi jeg har magten, men netop fordi jeg ikke er en del af flertallet, og derfor – med rette – nok formodes at have en kritisk indstilling til, hvad der foregår.
Kritisk i min bog betyder ikke, at jeg kritiserer alting, men at jeg altid undersøger, om borgerne har en pointe, og ikke tager alt for gode varer i første ombæring. Nogle gange er det selvfølgelig også mig selv, der synes, at flertallet er på vej i en gal retning.
Samarbejdet med forvaltningen
Oppositionen angriber, og flertallet forsvarer sig selv og forvaltningen. Det er i hvert fald sådan, mange forestiller sig, at det foregår. Men igen er der nuancer!
Som politikere står vi alle sammen både uden for, sammen med og over forvaltningen. Forvaltningen skal jo føre vores beslutninger ud i livet. Men vi kan ikke have indblik i alle detaljer i alt, hvad de laver, og det skal vi heller ikke. Man kan heller ikke, som de lægmænd vi er, vide lige så meget om økonomien, lovgivningen og de tekniske løsninger, som embedsmændene gør.
Systemet er baseret på, at politikerne udstikker retningen, og forvaltningen loyalt følger den. Vi kan spørge forvaltningen om alt, vi har brug for at få uddybet. Men som forvaltningens øverste chefer er det også vigtigt, at vi er gode arbejdsgivere.
Det er en interessant og vanskelig rolle. For samtidig med, at vi selvfølgelig stoler på, at direktører, chefer, ledere og medarbejdere alle sammen gør, hvad de kan, og vi bakker dem op og viser dem den tillid, der skal til, for at samarbejdet kan fungere, er vi også kontrollanter – og nødt til at være det.
Helene Brochmann: Ikke altid så nemt
Det kan være svært at navigere i. Hvis noget ikke fungerer, og nogle borgere klager til mig, spørger jeg direktøren for området og prøver at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Nogle gange er det borgeren, der har for høje forventninger til, hvad en kommune kan og skal. Andre gange er der en klar fejl, som bliver rettet. Men nogle gange kan der også være tale om sager, der er lidt mere indviklede end som så.
Et tænkt eksempel (og af hensyn til de konkrete medarbejdere skal jeg virkelig understrege, at det er fri fantasi, blot for at illustrere en mekanisme): Nogle forældre i en daginstitution klager over stor udskiftning af medarbejdere og en dårlig tone. De kan ikke kommunikere med lederen, som de mener er årsagen til problemerne, og en henvendelse til forvaltningen har ikke ført til noget. Så skriver de til mig.
Det kan meget nemt blive en frustrerende proces, hvor jeg som politiker har svært ved at komme ind til problemets kerne. Dagtilbudschefen skal jo være loyal over for sine ledere. Direktøren skal være loyal over for sin dagstilbudschef. Så hvis det nu vitterlig er lederen, der er problemet, men dagtilbudschefen heller ikke har været helt hurtig nok til at tage fat om problemerne, kan det være svært at få den relevante information frem. Jeg kan påpege, at jeg ser noget, der skal løses, og så må jeg stole på, at det bliver gjort. Men hvis forældrene ikke kan se forbedringer, er det stadig mit ansvar – i sidste ende. Uden at jeg egentlig synes, jeg kan løfte det.
Man kan ikke have indsigt i alt
Et andet eksempel kunne være gravearbejder, og det er ikke et tænkt eksempel! Der graves rigtig meget i vores veje, og det er jo generende for trafikken.
I disse år bøvler vi både med fjernvarme, vandledninger og nye kabler, og inden længe skal vi i gang med kloaksepareringer.
Vi må bøje os efter flertallet – i det små og det store
Mange borgere giver udtryk for, at de mener, at ”kommunen” er nogle idioter, der ikke kan finde ud af at koordinere arbejdet, så de kun skal grave den samme vej op én gang. Forvaltningen har givet os (og borgerne!) nogle meget fine og grundige forklaringer på, at det er sværere end som så. Der er en masse afhængigheder i det store puslespil, som gør, at man ikke altid kan gøre det, der umiddelbart virker smartest. Her kan jeg ikke gøre andet end at stole på forvaltningen. Hvis de siger noget, der ikke passer, kan jeg ikke opdage det. Det har jeg ganske enkelt ikke indsigt i.
Hvis jeg får færten af en sag, hvor jeg mener, at noget faktisk er galt, kan det tage mange, mange timer at læse op på baggrund, konkrete omstændigheder, statistik og lovgivning, snakke med folk og finde ud af, hvordan jeg synes, sagen skal håndteres. Og her kan man faktisk godt tale om at kæmpe for noget, hvis jeg møder modstand.
Giver det mening?
Som kommunalpolitiker er man bare et lillebitte tandhjul i et stort maskineri, og det kan være svært at se, hvordan ens bidrag gør en forskel. Det er ikke kun et vilkår, når man er i mindretal. Medlemmerne af borgmesterens flertal skal jo også blive enige indbyrdes og føler sig måske også indimellem tvunget til at marchere i en anden retning, end de selv havde drømt om.
Det er jo vilkårene i et demokrati. Vi må bøje os efter flertallet – i det små og det store. Når processerne fungerer, og alle spiller deres roller reelt og konstruktivt, vil jeg gå så langt som til at sige, at det er sjovt at være en del af. Det er, når de ikke gør det, at det bliver surt og frustrerende. Ligesom der selvfølgelig også kan være nødvendige, svære beslutninger, især om besparelser, som kan trække store veksler på de involverede.
Og så har man som kommunalbestyrelsesmedlem i hvert fald en rigtig god platform at ytre sig fra. Man har adgang til information og kan stille spørgsmål til en sag på en anden måde end borgerne. I det omfang, man i øvrigt kan få overblik og indsigt, kan man være med til at sikre, at relevante stemmer bliver hørt, og alle sten bliver vendt. Hvis der er et godt samarbejde i kommunen, er der også plads til, at alle kan få lov at sætte et konkret fingeraftryk her og der. Det har jeg også fået.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og